text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | feuilleton_id
stringclasses 180
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ |
|---|---|---|---|
j de efterretninger, der vare komne fra en ikker haand og efter de commissionairer, der forsynede hertugen af otranto dermed (denne spillede ellers en meget tvetydig rolle) vare de allieredes stilling nøiagtig detailleret. napoleon vidste at wellingtons armee befandt sig udstrakt fra havkysten af til nivelles, at preusserne styttede deres høire fløi paa charkeroy; og at resten af deres armee laae adspredt i større og mindre divisioner indtil rhinen. han ansaae gjendens linier for at være alt for meget udstraki og at det derfor var muligt for ham, ved ikke at give dem tid til at trække sig sammen, at deele deto armeer af og anfalde de forhansede tropper, den ene efter den anden. han forenede ogsaa virkelig hele kavalleriet, til et eneste korps paa tyve tusende mand, hvormed han havde i sinde at kaste sig med lynets hurtighed i midten af fjendens kantoneringer. dersom seiren begunstigede dette vovestykke, skulle centrummet af vores armee næste dag angribe brussel, den høire og venstre fløi drive engelænderne tilbage over schelde, og preuserne over maasfløden. naar nederlandene var blevne erobrede havde man bevæbnet de misfornøiede, trængt alt videre og videre frem indtil rhinen, og der havde man paa nye søgt at slutte en fred. den de om natten, gav vores armee som keiseren havde draget omsorg for at holde skjult, sig paa marschen, ikke det mindste tegn viste sig paa at fjenden havde forudseet vores opbrud, og alt synes at love os et stort resultat, da napoleon fik underretning om, at general bourmont, obersterne clouet og villoutreys og to andre officerer nyelig havde deserteret over til fjenden. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000428 |
han vidste fra marskalk nov, at mr. de bourmont, under tildragelserne ved besancon havde viist en slags betænkelighed og han havde derfor aldeles ikke bekymret sig om at bruge ham. men da bourmont havde givet sit æres ord til general grard, at tjene keiseren troe, og denne general, som napoleon gjorde meget af, tilbød sig at staae inde for bourmont, saa sam) tykkede han at i ansætte ham. hvorledes kundhan formode, at denne officeer, som havde erhvervet sig saamegen ære , ville gaae. over til fjenden aftenen før en bataille. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000429 |
napoleon gjorde paa øieblikket, i hans angrebsplan de forandringer, som dette uventede forræderie gjorde nødvendig og satte sig derpaa i spidsen for armeen. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000430 |
den de, kl. om morgenen befandt han sig personlig i jumiguan ved eurefloden. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000431 |
klokken satte hans armee sig i bevægelse, marscherende i tre kolonner og trængte sig hurtigen frem gjennem beaumont, maabenge og philippeville. et corps infanterie under general ziethenville gjøre passagen over sambrefloden stridig; men det de corps jægere understyttet af det niende, angreb det med sabelen i haanden og gjorde tre hundrede fanger. sapeurerne og marinerne af garden blev derpaa sendt efter fjenden for at istandsætte broerne, og ikke lade den faae tid til at ødelægge dem. de forfulgte den som tirallieurs og trængte med den ind i charleroy. den kjække pajol ankom snart med sit cavalerie, og staden var vores. jndvaanerne glade over at modtage de franske, hilsede dem eenstemmig med det vedvarende hurraraab: leve keiseren, leve frankerig. general pajol lod strax ved general clanys husarer sætte efter preusserne, og dette brave regiment sluttede denne dag med at erobreen fane og tilintetgjøre en bataillon, som havde vovet at modsætte sig. jmidlertid havde det andet corps passeret sambrefloden ved marchiemmes og kastet overende, alt hvad der modsatte sig det. preusserne havde igjen begyndt at samle sig og ville gjøre modstand, men general reille huggede ind med det lettecavallerie, adspredte dem og tog to hundrede mand til fange. slagen paa alle kanter kastede de sig nu vo et paa høiderne af fleurus, som for tyde aar siden, havde været saa uhældige for frankerigs fjender. napoleon oversaae med et eneste øjekastterrainet. vore tropper anfaldt med hæftighed preusserne i stormskridt. tre carreerjnfanterie, styttet paa flere escadroner cavallerie og artillerie udholdte angrebet med kjækhed. trættet ved deres ubevægelighed befalede keiseren. general letort at angribe dem i spidsen for dragonerne af den kongelige garde. j samme øjeblik bringer general excelman fjendens venstre fløi til at vige; den de escadron hufarer anført af den unge og tappre briquevillekaster sig over preusserne fra en side, medens letort angriber den anden. deres linie bliver gjennembrudt og tilintetgjort; men de sælge os seieren dyrt; thi letort blev dræbt. denne dag, der var af liden vigtighed i henseende til dens følger, da den kun kostede fjenden. kanoner og tre tusinde mennesker, havde derimod paa armeen den meest lykkelige virkning. en lændegigt som nødte marskalk mortier til at holde sengen, og general bourmont forræderie havde frembragt en følelse af uvished og frygt, som blev aldeles adspredt ved det lykkelige udfald denne første kamp havde faaet. jndtil nu havde enhver divisionschef beholdt den umiddelbare kommand over deres corpserog man tænke sig hvad deres jver og kappelystmaatte være. keiseren begik nu den feil at kuldkaste haabet om den belønning de gjorde sig for deres mod og deres ærgjerrighed; han satte general derlon og grev reille under marskal neys kommando, som han havde ladet komme for sildig, og grev grad og grev vandamme under marskalk grouchy, som det havde været bedre at have ladet blive i spidsen for kavaleriet. den de om morgenen indtog armeen faaledes deelt, følgende stilling: . marskal rey med det ste og det corps, kavalleriet under general lefevre, desnouet, tes og det under general kellerman havde deres avantgarde i trasnes, og de andre tropper, laae fordeelte omkring gosselies, og bestoaf : , mand med kanoner, udgjorde venstre fløi og blev som sagt commanderet af marskalk ney. marskalk grouchy med det tredie og fjerde corps og generalerne pajol, excelman og milhauds cavalerie var opstillet foran paa høiderne af fleurus. die og de corps havde , mand med kanoner, udgjorde høire fløi; og blev commanderet af marskal grouchy. det sjette corps og gaarden stode afdeelte i flere mindre divisioner mellem fleuris og charleroy var mand stærk med kanoner, udgjorde centrummet og reserven, og blev commande ret af keiseren i egen person. den hele keiserlige armee bestod af: , mand infanterie, , mand cavallerie, , mand artillerie til hest og fods, og jngenieurer. jalt , mennesker, og kanoner; men som havde at stride mod en næsten dobbelt overlegen fiende. samme dag var marskalk blüchers armee, mand stærk, bleven samlet paa nye med megen hurtighed, posteret paa høiderne af bry og sombref og havde besat landsbyerne ligny og st. amand, som beskyttede dens front. dens cavallerie udstrakte sig langs veien til namur. hertugen af wellingtons armee, som denne general endnu ikke havde faaet tid til at samle, bestod omtrent af , mand, de laae adspredte mellem ath, nivelle, genappe og brussel. keiseren recogniserede i egen person blachers stilling; indsaae denne generals pla) general blücher havde ikke faaet tid til samle sin hele styrke - ner, og besluttede derfor at levere ham et slag, førend armeens reserver og den engelske armee, som han ventede og endnu ikke havde havt tid til at samle sig, kunne forene sig med ham. han afsendte gieblikkelig en ordre til marskal ney, som han formodede var paa veien til qvatre bras, hvor han kun skulle have funden faa folk, at jage engelænderne kjækt foran sig og derpaa ved en ombøining falde den preusiske armee i ryggen. paa samme tid forandrede han den keiserlige armees front, general grouchy rykkede fremtil sombref, general gerard til ligny, general vandamme til st. amand. general grard med sin division, fem tusinde mand stærk, blev detascheret med det andet corps og stillet bag ved general vandammes venstre fløi, paa en saadan maade, at han kunde understytte ham og paa samme tid forbindemarskal neys armee med napoleons. garden og curassererne under millhaudbleve posterede ved reserven foran fleurus. kl. angreb det die corps st. amand og indtoge den. preusserne under anførsel af blücher indtoge landsbyen paa nye; de franske forskanset i kirkegaarden, forsvarede sig med haardnakkenhed; men overvældet af overmagten vare de nær ved at vige, da general drouot, som mere end engang afgjorde slagets skjæbne, med batterier af garden anfaldt fienden fra den anden side og tvang den til at standse. paa samme tid trængte marskal grouchr sig med held frem til sombref, og generalgerard angreb med hæftighed landsbyen ligny. dens mure med skydehuller og en dyb grav, gjorde det ligesaa vanskeligt som farligt at nærme sig den; men disse forhindringer afskrækkede hverken general lefol eller de brave som han commanderede. de trængte frem af med plantet bajonet og i et øieblik vare preusserne trængte tilbage og nødsagede til at vige pladsen. da marskal blücher vidste at besiddelsen, af ligny afgjorde bataillens skjæbne, ilede han til med kjernen af sine tropper, og der, for at betjene mig af hans egne ord: "begyndte en strid, der kan betragtes som en af de blodigste, historien kan fremvise. j fem hele timer udspyede to hundrede jldsvælg paa denne ødelæggelsens kampplads saar og døden. j femtimer vare snart franskmændene, snart preusserne seierherrer og gjorde hinanden besiddelsen, af denne blodige post stridig. mand mod mand, fod mod fod, syv gange dreve de hinanden ud, og syv gange, indtoge de den igjen. keiseren ventede hvert øieblik, at marskal ney skulle komme og tage deel i striden. fra begyndelsen af slaget, havde han gjentagne gange givet ham ordre til at mangerere paa en saadan maade, at han kunde omgaae preussernes høire fløi, og han satte saa stor en priis paa denne diversion, at han skrev til marskalken og gjentog flere gange, at de franskes skjædne var i hans hænder. ney svarede ham at han havde hele den engelske armee at slaaes med, denne lovede han ham at holde varm den hele dag, men jntet videre. keiseren bedre underrettet, forsikkrede ham, at han ikke havde andet end wellingtons avantgarde for sig, og befalede ham paa nye, at drive engellænderne tilbage og at erobre qvatre bras, det koste hvad koste ville. marskalken vedblev haardnakket i sin uheldige feiltagelse. napoleon overbeviist om vigtigheden af det, marskalk ney nægtede at foretage og udføre, sendte strax ordre til det første corps, i største hast at begive sig over paa preussernes høire fløi, men efter at have tabt det kostbare øieblik ved at bie, troede han ikke længere udenfare at kunne forsætte striden, og han gav general girard, som ikke havde meere end fem finde mand hos sig ordre, at bevirke den bevægelse, som grev de erlon skulle udføre med tyve tusinde mand, det er at sige: at omgaae saamand og at falde fienden i ryggen. denne manøvre mesterlig udført, og understyttet af et angreb af garden, et brilliant udført anfald af garden under general dolores brigade og af gardens grenaderer til hest, afgjorde seieren. preusserne angrebne paa alle kanter retirerede i uorden, og overlade os valdpladsen, fyrgetyve kanoner og flere faner. paa venstre fløi havde marskal ney istedenfor i største hast at begive sig til qvaire bras og at udføre den diversion som var bleven ham befalet, anvendt tolv timer paa unyttige, intetsigende manøvres og gav derved prindsen af oranien tidtil at forstærke sin avantgade. napoleons bestemt ordres lod ham ikke længere tid til overveielser, han satte sig i bevægelse og ville uden tvivl erstatte den tabte tid, thi uden at lade undersøge hverken fiendens stilling, eller styre, ke, angreb han den med hæftighed. general foys division begyndte angrebet inddroge sine tirailleurer og udsatte vagter. kavaleriet bachelu, hjulpet, forsvaret og understøttet ved denne division angreb og adsplittede, tre batailloner skotter, men nye tropper der ankom til forstærkning, anført af hertugen af wellington og de skotskee, hollandske og prindsen, af oraniens udmærkede tapperhed opsatte foren tid det hældige udfald. denne modstand langt fra at betage marskalk ney modet, bragte ham derimod til at handle med langt mere kraft, end han nogensinde for havde viist. han angreb de engelsk hollandske med rasenhed og drev dem tilbage til grændserne af skoven bossu. det ste regiment jægere og det te af landsenererne kastede brunswickerne overende, og det de regiment curasserer passerede over legemerne af to batailloner skotske og tog en fane fra dem. det te ikke mindre kjæk, forfulgte fjenden indtil skovens begyndelse, men denne skov, som man ikke havde ladet recognisere, var besat med . engelsk infanterie. vore curasserer blivne angrebne af en jld paa pistolskuds distance, som paa engang, udbredte ødelæggelse og forvirring i deres geleder nogle officerer der nyelig vare komne ind i regimentet, istedenfor at standse uordenen, forøgede den ved at skrige: rædde sig hvem der kan. denne uorden, som i et øjeblik, udbredte sig fra den ene til den anden indtil beaumont, havde kundet foraarsage stor ulykke, dersom generals foys jnfanterie, ikke var bleven standhaftig staaende, og havde fortsat striden, med ligesaa megen vedholdenhed som kjækhed. marskal ney, som ikke havde meere end , mand med sig, ville lade det første corps, som han havde ladet blive bag ved sig rykke frem, men keiseren havde, som før er sagt befalet grevderlon som commanderede det udtrykkelig, at at forene sine tropper med hans, og denne generalgav sig paa marschen. da ney fik denne nyehed at vide, var han midt i den hedeste jld af de fiendtlige batterier. a seer de disse kugler, raabte han, med mørk fortvivlelse, gjeg ville ønske, at de alle gik igjennem livet paa mig. han lod paa øjeblikket sende jilbud efter grevderlon, og befalede ham, hvilkensomhelst ordre han havde faaet af keiseren selv, at komme tilbage. grev erlon havde den svaghed og det uhæld at adlyde. han forblev med sine tropper hos marskalken; men klokken blev . om aftenen og marschalken, afskrækket ved de forhindringer der vare mødt ham og misfornøiet med sig selv og andre, havde ophørt med striden. hertugen af wellington, hvis styrke efterhaanden havde forøget sig til , mennesker, retirerede om natten i god orden til genappes. marskalk ney skyldte hans troppers store tapperhed og hans generalers duelighed den ære, ikke at have været bleven tvungen til at forlade sin stilling. den hidsighed hvormed man fægtede denne dag, bragte selv de mennesker, der vare vandte til med koldt blod at see krigens rædsler, til at gyse. lignys og st. amands ryggende ruiner, vare opfyldte med døde og døende. gravenforan ligny lignede en flod af blod, i hvilke døde legemer svømmede; i quatre bras det samme syn! den dybe vei, som stødte til skoven var forsvunden under de brave skotske og vores curasserers blodige legemer. den keiserlige garde udmærkede sig overalt ved sit myrdelystne raserie. den sloges og raabte bestandig vive iempereur, point de quartier." (leve keiseren, ingen pardon) general grards corps viiste det samme fjendlige sindelav, flere af dem, efter at have opbrugt sin amuition, forlangte med høie raab. - patroner og preussere!" preussernes tab, gjort betydeligt ved jlden af vores artillerie, var , mand. blücher, kastet af hesten ved vore curasserer, ræddede sig kun ved et mirakkel. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000432 |
engelændernes og hollændernes tab var mand. tre regimenter skotske og de brunsvickske sorte husarer, bleve næsten aldeles nedbuggede. hertugen af brunswick selv og en mængde andre høie officerer bleve dræbte. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000433 |
vi tabte paa høire fløi næsten mand og flere generaler. prinds jeronimus allerede saaret ved overgangen over sambrefloden, fik en let saar i haanden, men vedblev bestandig at holde sig i spidsen for sin division, og udviste megen tapperhed og koldblodighed. vores hele tab ved ligny, der kan anslaaes til, mand, blev gjort endnu meere føleligt derved at general grard blev dødelig saaret. faae officeer have havt en saa ædel carakteer og en saa vedholdende tapperhed. mere begierlig efter ærens end lykkens gunstbeviisninger, var hans kaarde hans eneste eiendom, og hans sidste øjeblikke, isteden for at forskjønnes blot ved erindringen. om hans heeltemodige handlinger, vare besværede ved den kummer at maatte efterlade sin familie i trængende omstændigheder. ) seiren ved ligny opfyldte ikke fuldkommen: keiserens forventninger: dersom marskal ney - sagde han - havde med sin hele magt angrebet engelænderne, ville han aldeles have til intetgjort dem, og ville have kundet givet preusserne sin rest, og dersom han, efter denne første feil ikke have begaaet den anden og forhindret grev d'erson fra at udføre hvad der var befalet ham, ville det første corps, naar det havde kommet til, have forkortet blüchers modstand, og gjort hans nederlag uopretteligt, hele hans armee, vilde have været taget eller ødelagt. denne seier, hvor ufuldkommen den var, blev i det mindste af generalerne anseet for at være af største vigtighed; thi den adskilte den engelske armee fra den preussiske og gav os haab om at kunne slaae den ene efter den anden. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000434 |
den besynderlige engelænderinde, j aaret døde i bath, lady banger, enke efter en engelsk viscount, i en høi alder. hun besad en besynderlig carakteer. j de første aar var hun et mynster paa alle ægteskabelige og huuslige dyder, og havde opdraget hendes mange børn med ømhed og omhyggelighed. | non-fiction | thi_besynderlige-eng_anecdote | thi_000435 |
uden ringeste aarsag forlod hun en dag hendes mand og børn og ville aldrig igjen lade sig bevæge til at see dem, eller selv til at vedligeholde en forbindelse med dem, undtagen med hendes datter lady clainsilliam, som ogsaa blev hendes arving. hun var meget riig og ædelmodig, desuagtet underkastede hun sig for ubetydelige summer de ubehageligste processer, ja hun lodsig endog selv arrestere. daglig uddeelte hun paa den hemmeligste maade milde gaver, derimodkunde arbeidsfolk og andre personer, ikke faae de ringeste fordringer udbetalte uden ved skjelden og smelden. hun kunde ikke lide nogen læge; heller ikke torde man, selv paa hendes dødsseng, lade nogen kalde. paa hendes egen befaling blev hendes døde legeme i kisten bedækket med kalk. | non-fiction | thi_besynderlige-eng_anecdote | thi_000436_a |
den følesløse af skræk. georg rochanze en polakker, som tjente under de preussiske tropper, var løben bort og blev igjen greben i det han holdt sig lystig paa et værtshuus. den skræk, som han følte derved angreb ham saa stærk, at han strax blev gandske stiv og ufolsom. man bragte ham til glogau, hvor han blev forhørt for en krigsret og dømt til døden, endskjøndt han ikke kunde frembringe en eneste stavelse. man forelæste ham sin dom, men det gjorde ikke det mindste jndtrykpaa ham, han foreholdt sig ved alt hvad man foretog sig med ham, lidende som en billedstytte og talte ikke et ord. under hans fangenskab drak og sov han ikke. man skikkede hans kammerater til ham, men hverken disse, hans officerer, eller præsten kunde bringe et ord ud af ham. bønner, formaninger, trudsler. - jntet rørte ham, han forblev stum og aldeles uformuende til at modtage noget somhelst jndtryk. lægerne erklærede ham for incurabel. man tog da kjæderne af ham, og lod ham gaae hvorhen han vilde. hans frihed rørte ham ligesaa lidet, som den forhen forkyndte dødsdom, ogsaa nu forblev han ubevægelig, og vendte blot øinene fra den ene side til den anden. hans ansigt var mavert og hans hele legeme aftæret. j denne førgelige tilstand tilbragte den ulykkelige dage, og døde under en dyb, uvilkaarlig sukken. | non-fiction | thi_følelsesløse_anecdote | thi_000436_b |
afskyeligt menneske. j stourbringe, i det engelske grevskab wan wick, boede en kræmmer ved navn hall, der fra tid til anden udøvede stratenrøverie; men altid i nogen afstand fra hans boepæl. han forlod sig ved saadanne leiligheder paa sine hurtige heste, hvoraf han holdt af det meest udsøgte slags. allerede nogle gange var han bleven bragt for retten, som røver, men altid bleven frikjendt igjen. da han efter et saadant røverie hvergang reed saa at hesten var ved at styrte, og man) ved anklagelse af dette slags altid maae nøiagtig bestemme tiden, saa reddede denne skurk sig altid ved at bevise, at han paa samme tid, da han var beskyldt for at have udøvet stratenrøveriet, havde været paa et andet sted. j marts blev denne kræmmer atter efter en saadan handling greben, og forsøgte ogsaa her at benytte sig af sit sædvanlige hjelpemiddel, da han i en utrolig hurtighed havde redet engelske mile. nitten personer traade frem, for at ville sværge paa han havde været paa et andet sted, men uden virkning, da hans anklageres beviser vare for øiensynlige. dødsdommen blev nu læst for ham hvorved sherifen tilkjendegav ham sin medlidenhed, med den forsikkring, at alt hvad der kunde lette hans ulykkelige stilling skulle tilstaaes ham. halls svar var de skrækkeligste eder og forhandelser, som han belagde dommerne og rettens betjente med; og paa retterstedet fornyede han disse, indtil bøddelen snørte halsen sammen paa ham. | non-fiction | thi_afskyeligt-menneske_anecdote | thi_000436_c |
indenlandsk. qvartalscoursen for de næste tre maaneder, october, november og december, er fremdeles bestemt til / mod rbd. sølv, saa at rbd. sølv i alle foranførte tilfælde kan betales med rbd. s. i rigsbanksedler og tegn. | non-fiction | null | thi_000445 |
dommeren og karpen. (oversat af fransk). en herre fra landet, som holdt en aarlig retsdag paa hans gods, brugte en til dommer, der var prokurator i en naboebye. da der forefaldt faa sager paa godset, holdt han denne retkun engang om aaret, og da var det godseierens skik at invitere flere naboer til et middagsmaaltid. engang hændte det sig, at det indtraf paa en fastedag, og da dommeren ved hans ankomst fandt ingen i retsværelset, gik han meget familitair ned i kjøkkenet for at see hvad der tilderededes for ganen. da kokken var fraværende havde han tid nok til at undersøge en hver ting; og da han slutteligen kastede sine øine paa et kar fuldt af vand, saae han en stor deel af levende karper deri, et syn, der frembragte hos ham en nendelig fornøielse. da han fandt, han var allene og tænkte visselig paa næste dag, besluttede han at tage en af dem, i den fulde overbeviisning, at om man skulle savne en, ville ingen falde paa at mistænke ham, efterat han havde gjort dette, puttede han den i sine buxer, da han sluttede sig til, at hans lommer ville være en alt for usikker plads. | fiction | thi_dommeren-karpen | thi_000474_b |
efter at han havde gjort dette, gik han tilbagetil den sal, hvori selskabet begyndte at forsamle sig; og det hændte sig saaledes, da det var om vinteren, at dommeren var kommen til at sidde lige over for kaminilden, i midten af et talrigt | fiction | thi_dommeren-karpen | thi_000475 |
antal af smukke damer. for bedre at skjule hans tyverie, havde han lagt hans frakke over hans beenklæder, karpen begyndte imidlertid strax, da den følte varmen af jlden, at blive noget urolig, hvilken en af damerne lagde mærketil og begyndte at lee noget umaadeligt deraf, i det hun tillige skjulte hendes ansigt med hendes muffe. de andre damer blandt hvilken en almindelig hvisken fandt sted, begyndte strax der paa ogsaa at lee, i det de af og til kastede et staalent øiekast til dommerens besjælede burer, men uden at gjette den egentlige aar sag, der satte dem i en saa mistænkelig bevægelse. hans velbyrdighed blev i begyndelsen forundret over den ualmindelige lystighed, der herskede blandt damerne, men da han nøiere undersøgte det punct, hvorpaa deres kydske øiekast faldt, ophørte hans forundring. og dahan ikke var en af dem, der lod sig saa let bringe ud af fatning, sagde han: "jeg veed meget velmine damer, at de leer af mig, og jeg vil der for strax vise dem aarsagen dertil." da nu dommeren virkelig ogsaa gjorde tegn til at ville gjøre: lvor deraf, reiste hans skjønne auditorium sig op i største forskrækkelse og bedækkede halvedelen af deres øine med deres lommetørklæder, men dommeren bad dem gandske jovialsk, ikke at blive forskrækket, og tog derpaa karpenfra dens forunderlige opholdsted. - her mine damer, raabte han, er den uskyldige gjenland for deres skræk, jeg vil vædde, at ingen udbildte sig at det var en fisk." mændene beyndte nu ogsaa at lee hjertelig af denne hænfise, og damerne bleve den øvrige deel af daen vexselviis drillede dermed. | fiction | thi_dommeren-karpen | thi_000476 |
blandinger. forgangen blev et faar slagtet hos en w. webr i groby, leicestershire, og da man aabnede, fandtes i dens næt en fugl uden liv og saa som en due, den havde næb, og var fuldmmen skabt som en fugl, men havde hverken, kløer eller fjere. faaret havde altid været frisk og vel. denne besynderlige omstændighed er aldeles authentisk, og vil sandsynligviis være af jnteresse, for naturkyndige. | non-fiction | null | thi_000477 |
af professor l. kruse er i det tyske sprog i leiplig udkommen en historisk roman i walter scottsmaneer, betitlet: syv aar, et bidrag til et nordisk hofs hemmelige historie." deele. den anbefales i hamb. correspondent, som særdeles interessant og værdig at sættes ved siden af w. scotts bedste værker. det vil ikke være læserne vanskeligt at gjette historiens skueplads," hedder det, lethi en stor politisk begivenhed, der til sin tid opfyldte europa med rædsel og afsky, er ikke aleneste indvævet deri, men udgjør meget mere axlen, hvorom den interessante handling dreier sig. hiin nordiske nations sæder og skikke ere troe afskildrede." fra det engelske opdagelseskib griper, captain lyon, har man nyelig havt efterretning. | non-fiction | null | thi_000483 |
j borgens hvælving scho lød, den rædsomt budskab bringer: at sorgen marys hjerte brød; huult dødningsklokken ringer.) jeg har søgt at indrette saavel ord, som pedes efter det originale digt af w. scott, men for at kunne efterligne blot i fjerneste henseende denne geniale digter, udfordres en udg. schillers poetiske muse. | non-fiction | null | thi_000500 |
j cassel levede, under den, hældigviis kun kort vedvarende kong jeronimus's regiering, en enke og hendes datter i dyb indgetogenhed. de ernærede sig af renterne af en lille capital. deres rygte var ubeskaaret. vel heed det om dem begge, at de ikke vare de franske, som den gang i stor mængde opholdt sig i cassel meget hengivne; men da de levede saa indgetogen kunde man intet gjøre dem. en tjener af det hemmelige politie seer engang tilfældigviis datteren og hun gefalder ham. strax udkaster han en platil at berøve hende hendes uskyldighed. nogle dage efter indfinder sig en politiebetjent, hos datteren, og befaler hende i en bydende tone, strax at fremstille sig for overpolitiemesteren darlin. moder og datter, der ikke vide sig noget ondt bevidst, forskrækkes i begyndelsen, men fatte strax mod, og pigen gaaer hen til politiemeste ren. darlin modtager hende meget artig, nøder hende til at sidde ned, spørger om hendes familie-forhold, og gjor hende slutteligen det forslag at lade sig optage blandt de fruentimmers tal, som staten berettiger til at føre en forbuden, omgang med det mandlige kjøn. et saadansprog er hende paafaldende; hun beder om en nøiere forklaring og hører med forundring, hvordybt hun skal fornedres. hun springer op, ude af sig af forskrækkelse, iler skjælvende til nogle af sine beslægtede, styrter ned paa en stoeli værelset og kan ikke tale for graad. man lader moderen hente, og datteren begynder at fortælle hende aarsagen til hendes hæftige smerte." gode raad vare nu dyre, da man kjendte politiets magt. endelig besluttede moderen sig til at gaae til darlin. hun besværger ham, henflyder i taarer, forsikkrer at hendes datter er uskyldig og fordrer erstatning. daarlin nævner en anden politiebetjent, kaldet kautz, af hvem han havde faaet det andrag, at kalde hendes datter, for sig og at foreslaae hende det foranførte. der hengaaer atter nogle dage i nagende kummer over denne beskjæmmelse, og see, da bliver datteren igjen fordret frem for kautz. jsteden forhende fremstiller moderen sig; hun bliver hæftig. og aftvinger ham endelig den erklæring; man havde seet hendes datter sildig paa gaden, og i selskab med en mandsperson. moderen, der aldrig nogensinde havde veget fra datterens side, tør ikke, af frygt for politiet erklære kautz for løgner, men forlanger confrontation med angiveren og truer i modsat tilfælde med justitiens tiltale. for tredie gang bliver datteren kaldet frem og og det endog under trudsel om straf, hvis hun ikke fremstiller sig. hun kommer, ledsaget at hendes moder, hvilken nedbøiende overraskelse. hun finder kautz, og ved siden af ham denuncianten, der med fræk pande vidner moddatteren. han var en uværdig søn af en bravborger i cassel. alle de høitidelige forsikkringer, bønner, og taarer af troværdigere vidner, ere aldeles spildte paa kautz og hans forvorvne leiesvends hjerte. kantz triumpherer, med en helvedes haanlatter over moderens littroenhed og blinde tiltroe og afskediger hende fori dag, i forventning om nærmere beskeed. jmidlertid vil en af denne families trøstesløse slægtninge træde imellem, henvender sig skriftlig til justitsministeren og beder og fyldestgjørelse for den familien tilføiede tort. men endogsaa nu høre ikke forfølgelserne op. ministerens lange taushed lader den ulykkelige familie befrygte det slemmeste; moder og datter hentæres synlig af skam og kummer. og følgen deraf er en langvarig, langsom tærende nærvefeber der angribe begge. endelig kommer en skrivelse fra ministeren, paa hendes beslægtedes foresning. og den heele fyldestgjørelse bestaaer i nogle omfindtlige ord over denne ubehagelige hændelse, og i den forsikkring at gierningsmændene skulle blive dragne til ansvar. jøvrigt - saa heed det - giver man begge damerne det velmeente raad, med stiltienhed gandske at forbigaae sagen og undertrykke den. guds skee lov aaret gjorde gandske ende paa dette franske uvæsen i tydskland. | fiction | null | thi_000501 |
j aaret blev i calcutta en mand hængt som flere aar gjentagne gange begik een forbrydelse, hvorom man i europa i det mindste ikke har hørt noget, og som vel ikke engang kan være bekjendt af navn. han var en god dykker og opholdt sig paa de steder, hvor indianske fruentimmer bade sig i floden ganges. uden at disse kunde mærke noget til ham, dykkede han under noget længere borte, svømmede da under vandet indtil det sted, hvor de badende skjønnemorede sig, greb en ved benene, drog hende under vandet og druknede hende. derpaa berøvede han hende, hendes smykker; thi de derværende fruentimmer lægge ikke deres kastbare klenodier, af sig i badet. man troede i almindelighed at de ulykkelige vare blevne grebne af en krokodilog opslugt. endelig havde en pige kræfter notil at rive sig løs fra skurkens hænder, komme op paa vandets overflade og raabe om hjelp, i det hun skreg, at det var intet dyr, men en menneske. karlen blev greben og bekjendte, at han allerede i aar havde udødet denne skammelige kunst. hvor mange ulykkelige, der allerede vare faldne i hænderne paa ham og som han havde druknet og bestiaalet, kunde han ikke angive. | non-fiction | null | thi_000502_a |
biskoppen og betlerdrengen. (oversat af det tydske). en biskop gaaer engang igjennem staden, da nærmer sig en betlerdreng paa gaden, der med heel dybe buk og dæmpet røst, tiltaler ham, at herre, skjænk mig trøst: jeg maa i slutteriet gaae hvis ikke jeg betaler o skjænk de mig en daler. i dette kjere nye aar, de vist guds naade derfor faaer. hvad, raaber biskoppen i vrede, hvad dreng, hvad rider dig den leede, en daler ih, er det da vel i denne tid en saadan bagatel? nu herre gav vor dreng til svar; om det da blot en sextenskilling var nei, nei afbrød vor biskop brat, gaae bort, ophold mig ikke med dit piat al. deres høiærværdighed, en skilling da nei, selv ei den, fort par dig bort herfra. | non-fiction | null | thi_000502_b |
----- keiser napoleons tilbagereise fra elbatil paris i aaret . saf memoires de la vie privie de napoleon.) den de febr. kl. , fik garden og de officerer keiseren havde med sig paa elba, ordre, til at holde sig færdige til afreisen: alt satte sig i bevægelse, garderne toge igjen med glæde de vaaben, som i saa lang tid havde henlagt ubrugte, og svore frivilligen, ikke at forlade dem saalænge de aandede. hele øens befolkning, fruentimmer, børn, oldinge, trængte sig hurtigen frem til strandbreden, og fra alle sider saaes de meest rørende scener. man omringede napoleons tro ledsagere i landflygtigheden, man trættedes om den fornøielse at berøre deres klæder, at see dem, at omfavne dem endnu engang. øens fornemste unge mennesker, ansøgte som en naade, om i at maatte deeltage i de farer der kunde møde keiseren. glæde, ære, haab, spillede af alles øine, man vidste ikke hvorhen reisen skulle gielde; men napoleon var med, og hvor han var, hvor kunde man da tvivle om sejeren? klokken otte om aftenen forkyndte et kanonskud afreisen. tusende ømme omfavnelser forbittrede afskedstimen. de franske strømmede ned til barkerne, en krigerisk musik lod sig høre; og napoleon og sine bortfjernede sig majestætisk fra strandbredden under det tusende gange gjentagne raab: vive iempereur a) da napoleon satte fod paa skibet udraabte han som cæsar fordum: skjæbnens loder kastet. hans ansigt var roligt, hans pande, klar; han synes at være mindre sysselsat med hans foretagendes lykkelige udfald, end med midlerne til at komme hurtig til maalet. grev bertrands øine funklede af haab og glæde, general drouot var tankefuld og alvorlig, cambronne synes kun lidet at bekymre sig om fremtiden, og synes kun sysselsat med hvorledes han paa bedste maade kunde opfylde sin pligt. de gamle grenaderer havde igjen faaet deres krigerske og truende mine. keiseren disconrerede og spøgede bestandig med dem, han tog dem i ørene og bakkenbarterne, gjenkaldte igjenerindringen hos dem, om deres farer, deres ) flaaden bestod af briggen iinconstant, det førte kanoner og havde grenaderer ombord og af andre smaae, lette skibe med mand jnfanterie, to hundrede korsiske jægere og omtrent af de polske lette ryttere. felukkerne og briggen vare indrettede paa en saadan maade, at man ikke kunde mærke de havde tropper ombord, men saae ud som kjøbmandsskibe. seiervindinger og søgte at nedlægge hos dem, den tiltroe, han selv var besjelet af. alle brændte af begjerlighed efter at erfare, hvorhen de vare bestemte; men ærbødigheden, tillod ingen at spørge derom; endelig afbrød, napoleon tausheden: grenaderer, sagde han, vi reise til frankerig, vi reise til paris. ved disse ord opklaredes alle ansigter. uroligheden forvandlede sig til glæde, og det døvende, skrig: vive la france, tilkjendegav napoleon at kjerligheden til fædrenelandet udslukkedes aldrig i de franskes hjerter. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000514 |
en engelsk corvette, commanderet af captain cambell synes at have ordre til at bevogte øen elbars) den kom og reiste ophørlig mellem livorno og porto-ferrajo. j jndskibelsens øieblik befandt den sig just i denne sidste havn, men indgjød ingen urolighed, derimod havde man signaliseret i kanalen flere franske skibe, som kunde opvække en grundet frygt, imidlertid haabede, man at nattevinden vilde begunstige flaadens fart, saa at den før dagbrækningen ville være ude af syne. man havde neppe seilet omkring kap. st. andre paa øen elba, da vinden stillede af og det blev gandske stille ved dagbrækningen var man ikke kommen længere end mile, og vi befandt os endnu imellem elba og øen capraia. faren synes at være stor, flere af mandskabe, vare af den meening at det var bedre at vende, tilbage til porto ferrajo. men keiseren befalede at fortsætte seiladsen, da han, hvordan det end gik, havde det alternativ tilbage, enten at bemægtige sig den frandske krydser, eller at tage sin tilflugt til øen corfica, hvor han var overbeviist om, at han ville blive vel modtaget. man anseer det i almindelighed for vist, at keiseren ved sin flugt fra øen elba, blev favoriseret: af capt. cambell: det troer jeg ikke; men alting leder til at troe, at denne officeer maa have modtaget af sin regjering ordre til ikke at modsætte sig den. for at lette seiladsen befalede han at kaste overbord alle de indskibede sager, som ogsaa gladeligen blev udført i samme øieblik. mod middag begyndte vinden at friske en smule og kl. befandt man sig paa høiden af livorno. en fregat saaes i en fem miles frastand under vinden, en anden laae under de forsikanske kyster, og et krigskib, som man kjendte for at være briggen zephyr, commanderet af captain andrieux, kom seilende lige fordevind nedmod den keillige flaade. man foreslog i begyndelsen at raabe ham an og faae ham til at heise det trefarvede flag; imidlertid gav keiseren ordre til garderne at tage huerne af, og at skjule sig under dæk, og foredrog hellere at passere forbibriggen, uden at give sig tilkjende, og forbeholdsig det andet middel i nødstilfælde. kl. om aftenen passerede de to brigger forbi hinanden, og deres commandeurer, der vare bekjendtere, talede vexelviis til hinanden. captainen paa zephyr spurgte hvorledes keiseren befandt sig, og keiseren svarede ham selv igjennem raaberen, at han befandt sig overmaade vel. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000515 |
de to brigger, der havde forskjellig bestemmelse, kom snart hinanden ud af sigte, uden at captain andrieux nærede mindste formodning om det kostbare bytte, som han lod undvige. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000516 |
natten til den de og de vedblev vinden at friske paa. j dagbrækningen faae man et krigsskib paa kanoner, som synes at styre coursen mod st. florent eller til sardinien; man bemærkede strax at dette skib ikke bekymrede sig om briggen. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000517 |
keiseren havde førend han forlod elba skreven med egen haand to proclamationer, den ene til de franske og den anden til armeen. han ville nu have dem reenskrevne. det ville ikke lykkes hans secretair og general bertrand at dezifftere dem, de bragte dem derfor til napoleon, som selv mistvivlede om det ville lykkes ham og derfor kastede dem ærgerlig i havet. han dicterede derpaa strax, efterat have samlet sine tanker nogle øieblikke, to proclamationer, en til armeen og en til det franske folk. j den sidste nævner han hertugen af castigliones og hertugen af ragusas forræderie som aarsagen til hans uhæld. medens keiseren dieterede disse proclamationer, var han besjælet af den dybeste foragt og uvillie. baade de generaler, som han beskyldte for at have overgivet frankerige, og de fjender, som havde bragt det under aaget, synes at staae for hans øine. han gientog altid navnen: marmont, og d'angereau og altid vare de ledsagede med trudsler og tillæg, der hentydede paa den jder han havde om deres forræderie. da proclamationerne vare skrevne, oplæste keiseren dem med høi stemme, og satte alle dem, der forstode at skrive godt, i arbeide med at afcopiere dem. j et øieblik tjente bænker og trommertil borde, og soldater, søefolk og officerer, toge alle muntre fat paa denne beskjæftigelse. efter nogen tids forløb, sagde hans majestæt til de officerer som omringede ham. nu mine herrer kommer touren til dem at tale til armeen; man maa underrette dem om hvad frankerig venter sig af dem under de omstændigheder, hvori vi nu befinde os; kom bertrand, pennen i haanden. stormarskalken undskyldte sig. keiseren tog da ordet, og dicterede uden at standse, en opfordring til armeens generaler, officerer, og soldater, hvori den keiserlige garde besvordem i ærens og fædrelandets navn at afkaste bourbonnernes aag. denne opfordring var neppe færdig, da manlangt borte fik øie paa antibes kyster, strax hilsede keiseren og hans brave fædrelandet med det udraab: vive la france, vivent les francois og paatoge igjen i samme øieblik den trefarvede kokade. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000518 |
den ste marts kl. , seilede man ind i havbugten juan. general dronot og et vist an tal officerer og soldatre paa felukken caroline. stege i land førend keiseren, som endnu befandt sig i en temmelig stor frastand fra strandbredden. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000519 |
j samme øjeblik lagde de mærke til et stort skib til luvart, der synes for fulde seil at styre ned paa briggen; de bleve derved angrebne af den hæftigste urolighed; gik frem og tilbageog beviste ved deres gebærder og hurtige skridt, den bevægelse og frygt hvori de vare satte. general drougt befalede at udlosse caroline og at ile briggen til hielp; i et øieblik vare kanoner, raperter, amunitionskister, bagage kort sagt alt kastet paa sanden, og allerede havde grenadererne og de brave marinere af garden begyndt at bruge aarerne, da hurraraab naaede deres øren og tilintetgjorde deres frygt. det var keiseren, der enten af klogskab eller utaalmodighed var stegen ned i en simpel lille jolle. skrækken ophørte paa engang, og grenadererne modtoge ham med udstrakte armee og gave ham de meest rørende beviser paa deres hengivenhed og glæde. klokken satte han fod paa land; jeg hørte ham sige, at aldrig nogensinde før havde en saa dyd følelse bemægtiget sig ham. han opslog sin bivoge paa en eng omringet af oliventræer: seer de, sagde han, en lykkelig spaadom, maatte den ogsaa kunne realiseres! man fik øie paa nogle bønder; keiseren lod dem kalde, og spurgte dem om adskillige ting. en af dem havde før tjent under ham, han gjenkjendte strax sin gamle general og ville ikke forlade ham mere. napoleon vendte sig om til stormarskalken, og sagde smillende til ham. nu vel bertrand, see, der er allerede forstærkning. han tilbragte aftenen med at tale og lee familiairt med sine generaler og officerer. jeg seer allerede her, sagde han, den frygt, som jeg vil sætte bourbonnerne i, og den forlegenhed, som alle de ville befinde sig i, der have vendt mig ryggen. derpaa, i det han vedblev at skjemte over . samme gjenstand, afskildrede han med sin sædvanlige klogskab marskalkernes og de store personers caracteer, som havde tjent ham før, og morede sig meget over hvor travelt de ville faae med at iagttage den udvortes klogskab, og oppeble klogelig det øieblik, da de skulle erklære sig for det stærkeste partie. hans foretagenders lykkelige udfald synes mindre at sysselsætte ham, end de farer for hvilke hans venner og tilhængere ville blive udsatte hvem han betegnede med navn af patrioter. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000520 |
hvad vil der blive af patrioterne, inden min ankomst til paris, gjentog han ofte. jeg skjælver for at vendeerne og emigranterne skulle masacre re dem; gud naade dem hvis de gjør dem noget jeg skal ingen medlidenhed vise. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000521 |
keiseren havde strax efter han var landet, sendt en capitain af garden og mand til antibes deres ordre løde paa, at fremstille sig som deserteurer fra øen elba, udspionere hvorledes garnisonen var findet og dersom det var gunstig, at faae den bestukken; men henreven af deres ukloge jver, marscherede de ind i byen under raabet: vive empereur, commandanten lod da opløfte vindebroen og tilbageholdt dem som fanger. da napoleon ikke saae dem komme tilbage, lod han en officeer af garden kalde og sagde til ham de begiver dem strax for antibes mure; de overleverer eller lader overlevere general corsindenne depesche; selv gaaer de ikke ind i byen, man kunne tilbageholde dem der; men de søger at vinde soldaterne, forelæser dem mine proklamationer og taler med dem. veed j da ikke siger de til dem, at eders keiser er her, at garnisonerne i grenoble og lyon i stormskridt, nærme sig for at forene sig med ham, for at kunne marschere foran i hans avantgarde, kom, hilser paa nye eders ørne, eders trefarvede faner. keiseren og fædrenelandet befaler eder det: komdenne officeer kom tilbage og forkyndte at byens porte og havn vare tillukkede og at det ik ke havde været ham muligt hverken at komme tilat tale med general corsin eller nogen af soldaterne. napoleon synes at have taget feili sine forventninger, men var kun lidet urolig overdenne forhindring. klokken om aftenen begavhan sig paa marschen, førende med sig fire smaae artillerie kanoner. de polske havde ikke kundet indskibe deres hæste, men havde ført deres sadler og tilbehør med sig, og marscherede gladeligen ved avantgarden, nedbøiet under vægten af denne svære bagage. rapoleon lod kjøbe alle de heste de stødte paa, og bragte paa denne maade tid efter anden et lille cavallerie paa benene. han begav sig til cannes, derfra til grasses og ankom om aftenen den den til landsbyen, cerenon; tilbagelagde saaledes tyve mile den første dag. han modtoges overalt med en enthusiasme som forudsagde hans foretagendes lykkelige udfald. den die laae keiseren i baremeog den de i digne. rygtet om hans landing, som løb fra det ene sted til det andet, opvakte overalt en følelse blandet med glæde, forundring og urolighed. bønderne velsignede hans tilbagekomst, og tilbøde ham troskab, i deres naive sprog, men da de saae hans lille hob, betragtede de den med en om medlidenhed og tabte haabet om at han kunde seire med saa svage midler. den te sov napoleon i gap, og beholdt ikke hos sig mere end sex mænd til hest og fyrgetyve grenaderer. det var i denne bye, at han første gang lod trykke sine proclamationer; de udbredte sig med lynets hurtighed, og opflammede alle hovederog alle hjerter til en saa varm enthusiasme, at hele landets folkemængde opstod en masse og narscherede foran i spidsen. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000522 |
han laante i disse proclamationer intet navn, som man har foregivet; hverken høistcommanderende general, eller hans søns general=lieutenant. førend han forlod elba, havde han besluttet, saasnart han kom paa det faste land igjenat antage navn af fransk keiser. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000523 |
han havde overveiet at enhver anden qvalitet, formindskede hans magt og hans jndflydelse paa folket og armeen, kastede uvishedens slør overhans hensigter, opvakte tvivl og betænkeligheder, og satte ham i øvrigt i en slags fiendtlig stilling mod frankerige. han vidste desuden, at det altid stod i hans magt, at gjøre sig til legetim keiser i frankerig, dersom nationens stemme var ham nødvendig for at gjengive ham i hele europas og frankerigsøine, det, som, han ved sin abdication for et øieblik havde kundet tabe. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000524 |
de øverste autoriteter i gap, vare ved hans ankomst bortreiste. han modtog derfor kun lykønskninger af mairen, municipalitetet og officererne paa halv sold. han underholdt sig med dem om revolutionens goder, om folkets sonberainitet, frihed og lighed, og fremfor alt om emigranterne og bourbonnerne. førend han forlod dem, udstædte han en proclamation til beboerne af alpedepartementerne. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000525 |
den te, klokken to om eftermiddagen forlod keiseren gap. hele byens folkemængde fulgte ham. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000526 |
da jndvaanerne i st. ronnel faae hans lille antal soldatre, frygtede de for der kundet tilstøde ham noget, foreslog derfor, at ringe medstormklokken, for at samle landsbyernes mandskab, der kunde escortere ham en massa. nei, sagde keiseren, den tænkemaade de lægge fordagen, lære mig at jeg ikke er bedraget i mine forventninger, den ere mig en sikker borgen formine soldaters sindelav; dem som jeg møden rangere sig ved min side, jo flere de ere, jo mere, sikker er jeg paa mit hæld. bliv derfor rolig i eders hjem. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000527 |
samme dag laae keiseren i gorp; generalcambronne med fyrgetyve mand udgjorde avantgarden og trængte frem indtil mure. cam bronne gik som oftest allene foran fine grenaderer for at vise dem veien og skaffe dem logie og fødemidler førend de kom. neppe var keiserens navn kommen over hans læber, førend man trængte sig omkring ham for at bevise ham den meest ømme og levende deeltagelse. en eeneste maire eller byefoged i sisteron, marqvis de . proberede paa at oprøre indbyggerne i hans jurisdition imod napoleon, i det han afmalede hans soldater som røvere og mordbrændere. forvirret over at cambronne saa hurtig fremstillede sig for ham ene, og uden andre vaaben end sin kaarde, forandrede han sproget og lod, som han kun havde frygtet for ikke at faae sin betaling. cambronne kastede koldt sin børs hentil ham og sagde: giør dem betalt. jndbyggerne skamfulde derover, kappedes om at forsyne dem med flere levnetsmidler, end man havde forlangt, og da bataillonen fra øen elba komtilbød de den en trefarvet fane, som et tegn paa deres høiagtelse og hengivenhed. da de marscherede ud af dette district mødte general cambronne og hans fyrgetyve grenaderer en bataillon, der var sendt fra greenoble for at sperre dem passagen. cambronne ville taalemed dem, men blev ikke hørt. keiseren underrettet om denne modstand, stillede sig paa øiebliktet i spidsen; hans garde, udmattet af en lang marsch i snee og klippeveie, havde ikke kundet følge ham; men da den hørte den fornærmelse man ville tilføie cambronne, og de farer, som keiseren kunde udsættes for, glemte den sin hele møie og skyndte sig fremad. de soldater, der ikke længere kunde drage deres saarede og blodige fødder med sig, bleve understyttede af deres kammerater, eller baarne paa krydslagte geværer, og alle svore som fordum fabius's soldater, hverken at seire eller døe; men at bleve seierherrer. da keiseren fik øie paa dem, rakte han dem haanden og udraabte: j spidsen for eder, mine tappre, frygter jeg ikke til tusende mand. ) jmidlertid havde tropperne fra grenoble trukket sig tilbage og taget stilling tre mile fra grop, mellem nogle jndsøer, nær ved en landsbye. keiseren recogniserede dem, han fandt i den opstillede slaglinie en bataillon af det de linie-regiment, et companie sapeurer, i det hele til mand. han sendte dem i møde escadronschefen roul; men de nægtede at ville høre ham. da vendte napoleon sig til grev bertrandog sagde: z.. har bedraget mig; men det siger intet, fremad!" han steeg derpaa strax af og gik, fulgt af sin garde med fældet gevæhr, lige op til detaschementet, a hvorledes mine venner - sag de han - kjende j mig ikke meere; jeg er eders keiser. dersom der iblandt eder gives nogensoldat, der vil dræbe sin general, sin keiser, saakan han, see her er jeg i det han blottede sit bryst. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000528 |
et almindeligt raab: vive iempereur var svaret. de forlangte strax at marschere i spidsen imod den division, som dækkede grenoble. man gav sig paa marschen fulgt af beboerne, som forøgede sig hvert øieblik. vizilles jndvaanere udmærkede sig ved deres enthusiasme: det er her at revolutionen først opstod, sagde visse bravfolk; det er os, som først vovede at fordre menneskets hellige rettigheder, det er atter her at de franskes frihed fornyes, og at frankerig gjenvinder sin hæder og uafhændighed. (fortsættes i næste no.) | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000529 |
oprigtig kjærlighed. kun jevne ord - men varme af sand forbindtlighed, kun from og ærlig mine - fuld af oprigtighed, og kys af trofast læbe, og haandtag uden svig bør være forklaring paa de ord: jeg elsker dig. ) . var officeer og troe tilhængere af keiseren, han havde sendt ham i flere vigtige ærender, til det faste land, og hvis udsagn i henseende til de franskes stemning mod ham, han satte meget tiltroe til. hvad er venskab? et barn i tillid og i kjerlighed, en yngling trofast, dierv og ufortrøden, en olding udi viisdom og i døden. en engel som tilvinker hjertet fred. leiligheden. var du alene med en yndig pige, ved lukte dørre, alt i søvn begravet og din attraae vaagen: daddelfrugten saa siger en araber - er fuldmoden, og ingen hindrer dig at plukke den, hvordan, blev din samvittighed endda reen og udplettet, saadan spurgte man engang en from, forstandig mand, han svarede: blev den end reen og om jeg end undgik den onde gjerning, undgik jeg dog ei mistanke og bagvaskelse: thi flye ei handling blot, flye ogsaa leiligheden! | non-fiction | null | thi_000530_a |
ansøgning. om byefoged tjenesten i fredericia, følsom fredens fyrste, fik førninger fordufriestadens fredericia foged, formedelst forfærdelifatale fortredeligheder falder fortrængte frederfor femte frederiks fode. forstandigste fyrste forlindre frederiks fortredeligheder; forund friderik fredericia fogeds forretninger: faaer for nævnte frederik fogderiet, fornøies fædrelandet. fornemste faders forbintligste. frederik viveen ditto ansøgning om samme. som kongens arve undersaat, maae jeg for kongen klage, at lykken spiller banqverot for mig i disse dage; og da jeg bange er at den med støvler og med sporer, til fredericia tyer hen, som andre debitorer, da, som en byefoged ene er, der slig en karl kan klemme; er min veemodigste begiær, mig kongen vil forfremme til byefoged, at jeg kunde da ham ret qvid juris lære, og udi fredericia, min lykke arrettere. | non-fiction | null | thi_000530_b |
keiser napoleons tilbagereise fra elbatil paris i aaret . af memoires de la vie prise de napoleon) (fortsat.) mellem vizelle og grenoble kom en regiments=adjutant af de linie-regiment keiseren imøde, for at tilkjendegive ham, at oberst labedoyere, dybt rørt over den vanære derhvilede over frankerig, og besjælet af de varmeste følelser; havde brudt op med sin division fra grenoble, og ilede i forceret marsch keiseren, imøde. kort efter hørte man langt borte gjentagne hurraraab: det var labedoyere med det de linieregiment, hans tropper gjennembrøde deres geleder, utaalmodige efter at forene sig med keiserens. omfavnelser og tusende gjentagne raab: vive la garde, vive le tieme, vive empereur, udtrykte deres følelser. napoleon, der ved hvert skridt saae sin magt tiltage og hørte den almindelige jubel, besluttede endnu samme aften at holde sit indtog i grenoble. for han kom til staden blev han han standset, af en ung handlende, der stod som officeer vednationalgaden: sire - sagde hans jeg kommer for at tilbyde deres majestæt , franksog min kaarde. jeg modtager begge deele, bliv de hos mig, var keiserens svar. længere hen, stødte et andet detaschement officerer til keiseren, som bekræftede hvad labedoyere havde fortalt. at general marchand og præfecten havde erklæret sig imod ham, og at garnisonen og nationalgarden endnu ikke havde yttret noget gunstigt sindelav. | fiction | thi_napoleon-memoirs_c | thi_000548 |
da keiseren kom tilbage til erkebispens, var det store galerie i dette pallads gandske opfyldt med generaler, oberster, magistratspersoner og administrateurer af forskjellige rang og værdighed, kort sagt, man troede at befinde sig i tuillerierne. (sluttes i næste nummer.) | fiction | thi_napoleon-memoirs_c | thi_000567 |
j begreb med at forlade academiet, reed jeg endnu engang gjennem egnen, for at tage afskeed med den. jeg kom til en lille stad, hvor jeg ville spise til middag. her stod en reisevogn, forspændt med fire heste, foran værtshuusgaarden, af hvis dør just to damer traaede ud. den ene omtrent sytten aar gammel, var engleskjøn, den anden derimod aldrende og stolt af miner og geberder. de gik til byens kirke, hvilken klokkeren, som de havde ladet kalde, aabnede for dem, jeg sneg mig ind bagefter. de spurgte efter en ridders hvilested fra fortiden, som laae begravet der i kirken. klokkeren førte dem frem paa en frie plads foran alteret og viste dem en gravsteen paa hvilken en ridder i legems=størrelse. stod udskaaren. matronen holdt ham en standsmæssig lovtale, hvorved klokkeren, den ærbødigste. tilhører flittig nikkede med hovedet. jmidlertid knælede den skjønne pige, som jeg hørte kaldehelene, ned ved gravmælet, fremsagde med foldede hænder en sagte bøn, kyssede derpaa steenmandens mund, og lagde rørt en rose paa hans bryst. efterat have feiret den afdødes minds forlode de kirken. jeg trykkede mig ind i en krog for at kunne see dem passere tæt forbi mig og fulgte dem, efterat dette var skeet, lige i hælene. forankirkedøren strømmede et par hundrede mennesker os imøde, som forfulgte en gal hund med stene. han løb, i det jeg blev ham vaer, allerede løs paa helene og vilde bide hende, da jeg sprang fremmed en knippel, som jeg havde reevet af haanden, paa en, der stod uvirksom og gabede, og slog det onde dyr til jorden. et jubelskrig lød rundtomkring mig. den forskrækkede pige faldt i armene paa den gamle. denne spurgte: i hvem er de paen student. - af adel. - rei - derpaa kastede hun hovedet tilbage, sagde koldt: at vi takke! og trak pigen bort med sig. men helene vendte tilbage, rakte mig en rose og lagde med et sælefuldt blik, som jeg aldrig vil glemme, haanden, paa hjertet. matronen rystede paa hovedet, ilede burtig til vognen, satte sig deri med pigen og kjørte bort. jeg søgte hos verten at faae udforsket begge damers navn og boepæl, han vidste intet. jeg spurgte klokkeren, han kunde ligesaalidt give mig nogen oplysning; saaledes var det kjere barn, uden haab om at gjensee hende, forsvunden; kunengelens billede blev tilbage i mit hjerte. mis modig lod jeg min hest føre frem, gjorde endnu et forsøg paa at erfare noget af karlen, og har vidste virkelig mere end de andre. han havde hørt af kudsken, at damernes reise gik til den sydlige tydskland. derhen kunde jeg ikke følge dem. min moder ventede mig med længsel; da jeg kom, fandt jeg hende syg. lægerne som jeg spurgte om hendes tilstand, gave kun lidet haab. hun blev dag for dag svagere, og synes desforuden at lide af en sindsvaghed. man kunde tydelig mærkeat en hemmelighed trykkede hende, som hun ligesaaugjerne ville opdage, som tage med sig i graven. engang blev jeg om natteen kaldet ind til hende. kjære søn - sagde hun - følelsen om minnær forestaaende død aftvinger mig en smertelig bekjendelse. jeg førte din salig stedfader, bag lyset, da vi giftede os, ved foregivendet om, at jeg var enke efter en i udlandet afdød embedsmand, men forhen levede jeg i et ulovligt egteskab, du hedder ikke walland, som man hidindtil har kaldet dig, men du er en naturlig søn af en mand af stand, hvis rigdom du allerede kan domme om af denne ring. - hun aabnede derpaa et lidet futteral og vedblev. denne ring, som i det mindste er tusende daler være var mig anbetroet af din fader, for at overleveres dig, for at du derved engang i tiden, kunde legitimere dig for ham, som søn." forundret spurgte jeg om min faders navn. det er grev - - sagde hun, og tabte i dette øieblik, angreben af et slagstod, mælet. hun gamig ved gebærder at forstaae, at hun ville skrive; men i det jeg ville give hende en skrivertavle, tabte hun bevidstheden og døde. hendes hurtige død rystede mig dobbelt, da det lys, som just nu begyndte at udbrede sig overmin herkomst, paa engang igjen udslukkedes. da jeg var bleven nogen roligere begyndte jeg at opsøge min fader. jeg fandt i min moders papirer det brev ved hvilken han havde sendthende ringen, men i stedet for navnet, stod blot et flygtig pennestrøg, som ikke lod sig forklare. vigtigere var for mig, en derved liggende pung med guld, som forsynede mig med reisepenge og satte mig i stand til at kjøbe en ridehest. min moder var, da hun giftede sig, kommen med mig fra det sydlige tydskland. deraf sluttede jeg, at min fader maatte boe der, og at reisederhen var det jeg ønskede, fordi jeg paa det omvankende ridder og ogsaa haabede at finde helene. med trøstigt mod tog jeg altsaa min vei mod sønden, og reed fra slot til slot, overalt hvoren greve boede, der, efter sin alder, kunde være min fader. jeg meldte mig som en mand, der havde en kostbar ring at sælge. man lod mig, overalt komme frem for sig; men ingensteds bemærkede jeg, ved foreviisning af dette kienodie nogen forandring i herrernes ansigt, imidlertid. bød jeg overalt min ring frem, for at være vis paa at beholde den, for rbd., og da afslog enhver handelen med haanlatter. forgiæves søgte jeg efter helene. den rosehun havde skjænket mig, blev min kjæreste eiendom, jeg førte den overalt med i min brevtaske, og kyste den saa ofte, at jeg alvorlig maatte forbyde mig det selv, for ikke at ødelægge den. da jeg omtrent en dages tid, havde reistomkring paa kryds og tvers, traf jeg i et værtshuus hvor jeg overnattede, en ung mand, der kaldte sig rictard og ligeledes gjorde en reise til hest. da vi behagede hinanden, bleve vi eenge. om, den følgende dag, at lade vores klepperter, (heste, hvile og selv at nyde den skjønne egn. vidrak ved aftensmaaltidet en fortræffelig viin, der forvandlede mig til en uforsigtig sladrer; jeg fortalte om min grevelige herkomst, viiste min drikkebroder ringen og betroede ham den fremgangsmaade som jeg brugte for at opdage min fader. vi spøgede derover og gik glade tilseng. (forsættes.) | fiction | thi_stolen-ring_a | thi_000568 |
----- keiser napoleons tilbagereise fra elbatil paris i aaret . af memoires de la vie prive de napoleon. (sluttet.) keiseren standsede nogle øieblikke, omfavnede generalerne monton duvernay, gerard og andre officerer, som hele paris troede var i færd med at forfølge ham, og efter at have uddeelt til høire og venstre nogle smiil og mange complimenter, gik han ind i sit gemak og lod dekeiserlige hofbetjente, municipalcorpset og cheferne for nationalgarden og de militaire corpser, blive ham forestilte. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000580 |
aftenen tilbragte han i sit kabinet, hans forste tanker var keiserinden, til hvem han og saa skrev et meget ømt brev og et ligeledes til prinds joseph, at han igjen var kommen paa tronen, og overdrog ham, at gjøre det bekjendtfor de udenlandske magters ministere. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000581 |
efter at have udstædt en deel decreter og ordres til cheferne for de troppe-afdelinger, som laae cantonerede i de tilgrændsende provindser, afreiste rapoleon den de, dybt rørt af den kjerlighed og velvillie, lyoneserne havde viist ham. nationalgarden, rørt over den tiltroe keiseren havde viist dem, ved at anbetroe dem omsorgen! for sin person, deeltog ikke mindre i den alminde----- lige glæde; og den dag napoleon afreiste var for lyon en sorgens dag, ligesom den dag han ankom, havde for dem været en sand festdag. keiseren tog sit natteqvarteer i macon, han ville ikke staae af hos præfecten; men logerede i anberget la sauvage. han behøvede ikke meere som i grenoble og lyon at vente ved stadens porte, nei folket og magistraten ilede ham imøde, og gjorde hinanden æren stridig, hvem der førstskulle vise ham sin hyldning og ærbødighed. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000582 |
om morgenen modtog han lykønskninger, af nationalgaden, municipalcorpset a. en af mairens colleger holdt en lang tale, der morede os meget; da den var endt, sagde keiseren til ham: de har da været meget forundret over at erfare min afreise fra elba?" ja saa min troevar jeg saa - svarede taleren - da jeg hørte at de havde indskibet dem, sagde jeg til mine bekjendtere, det menneske maae være gal, han undkommer aldrig." napoleon kunde ikke afholde sig fra at lee over disse naive udtrykke. jeg veed - svarede keiseren ham, en smule ondskabsfuldt at j alle ere lidt tilbøielige til at lade eder forskrætte. det have jviist mig i sidste feldttog. j skulle have opført eder, som chalonneserne; men j have ikke hævdet burgundernes ære. det var ikke vores skyld, sire, svarede han - vi blive slet bestyrede, de havde givet os en uduelig maire. det er muligt, viis, have alle begaaet sottiser, det maae man glemme, frankerigs lykke og fremtidige held, see det, er den gjenstand hvormed vi alle bør sysselsætte os. han afskedigede dem derpaa venskabeligpræfecten havde taget flugten. keiseren spurgde mig om hans navn, det var et menneske kaldet germain, som han havde gjort til greve og kammerherre, uden rigtig at vide hvorfor. - hvorledes - sagde keiseren til mig - denne lille germain, har han troet sig forbunden til at flygte for mig, men han kommer vel igjentilbage til os. han skal ikke længere bestyre forretningerne. han overdrog mig derpaa at lade indrykke i departements-avisen, efterretning om tildragelsen, ved grenoble og lyon. redacteuren en rasende royalist skjulte sig, og jeg anbetroede en nyelig ansat underpræfect at drage omsorg for at opfylde keiserens ordre. men enten det nu var ligegyldighed eller uduelighed nok var det han henvendte sig til den, der trykkede avisen, som sammensatte, noget, der langtfra ikke var som vi ønskede det. man begyndte med en meget rigtig, men meget utidig lovtale over ludvig den viii, og man sluttede med at erklære, at saa god en kongeikke var skikket til at regjere over de franske, og at de behøvede en fyrste, som napoleon. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000583 |
keiseren, der ville læse alt, forlangte bladet, af mig. jeg lod som jeg ikke havde det vedhaanden; efter tusende bestræbelser for at forhindre ham fra at see det, maatte jeg sluttelig give ham det. jeg troede han havde givet mig en drøi næse derfor, men han lod det blive ved at sige mig: sog at forandre dette menneske, det er en nar, og bed ham for fremtiden ikke at holde lovtaler over mig." jeg lod ham ogsaa komme, gav ham en jrettesættelse, og han slap med frygten, saavel som jeg. den de ankom vi til chalons meget tidlig. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000584 |
det var et skrækkeligt veir, og dog havde stadens hele folkemængde begivet sig udenfor porten for at see keiseren nogle øieblikke tidligere. han lagde mærke til, da han nærmede sig den, at der paa murene stode ammunitionskarrer og artillerie, og yttrede sin forundring derover. de vare bestemte - sagde man til ham - til at bruges mod dem, men vi have standset dem paa veien, og gjøre dem herved en foræring dermed. det er godt mine børn, j have altid været gode borgere, svarede han. han var meget tilfreds med at befinde sig blandt chaldneserne og modtog dem med megen agtelse, og godhed. jeg har ikke glemt sagde han, at j. i fyretyve dage kjækt modstode fjenden, og forsvarede tappert passagen over saonefloden, dersom alle franske havde besiddet eders mod og patriotisme, ville ikke en eneste fremmed have kunnet forladt frankerig igjen. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000585 |
den de reiste vi og naaede om aftenen avalon, hvor han som overalt blev modtagen med destørste glædesyttringer, man trængte sig omkring ham, man var færdig at qvæle hinanden for at komme til at see, at høre og tale med ham. de meest udmærkede damer i staden tilbragte dag. og nat paa trapperne og i corridorerne for at komme til at tale med ham. tre af dem, udmaattet af at have staaet hele dagen, bad os om tilladelse i mangel af stole, at maatte sætte sig ned ved siden af os: det var i en sal der stødte til keiserens værelse, hvor man havde lagt madrasser paa gulvet for at vi kunde hvile nogle øieblikke. jntet var mere morsomt, end at see disse tro unge og elegante bonapartistinder, frygtsom siddende i en grouppe paa et simpelt teppe i midten af vores smutsige bivoac. vi søgte at holde dem med selskab, men vore øine lukkede sig mod vores villie: sov kun, sagde de, vi ville vaage over keiseren. trætheden fik slutteligen overuagt over galanteriet og snart indsove vi roligen ved deres fødder. da vi vaagnede fandt vi den ene dame, staaende skildvagt ved keiserens dør; han fik det at vide, og bevidnede hende sin tak for hendes hengivenhed for ham i de forbintligste og artigste udtrykke. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000586 |
jeg troer det var i avalon, at en officeer af generalstaben kom for at bringe efterretning om marskal neyls underkastelse og parolbefaling. den de ankom keiseren til auxerre, hvorhan for første gang blev modtaget af en prefect han steeg af i præfectens gaard. paa kaminen i første sal befandt sig en buste af keiserinden, og hendes søn, og i næste sal napoleonsportrait i fuld legemsstørrelse, iført sine keiser, lige prydelser. keiseren modtog strax alle authoriteters og retspersoners lykønskninger. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000587 |
han havde troet i auxerre at finde marskalney. - jeg begriber ikke - sagde han til bertrand - hvorfor ney ikke er her, det forundrer og foruroliger mig; skulle han have forandret sine tanker, men han ville ikke have compromitteret sin spøger prefecten. man maaimidlertid vide hvad man har at holde sig til: nogle timer efter kom marskalken, klokken var omtrent otte om aftenen, grev bertrand kom for at underrette keiseren derom. marskalken ville - sagde han - førend han fremstillede sig for hans majestæt, samle sine tanker, og skriftlig retfærdiggjøre de forholds=regler han havde taget, før og efter tildragelserne fontainebleau." oh, hvad behøver jeg nogen retfærdiggjørelse? svarede rapoleon, sig ham jeg holder ligesaa meget af ham nu som før, og at jeg i morgen vil see og omfavne ham. han ville ikke modtage ham samme dag for at straffe ham fordi han havde ladet ham bie paa sig. om morgenen da keiseren saae ham, sagde han til ham, omfavn mig min kjære marskal det glæder mig at see dem, de behøver ingen retfærdiggjørelse; jeg har altid æret og agtet dem, som den kjækkeste blandt kjække. aldrig har jeg tvivlet paa deres hengivenhed for mig. deri - har deres majestæt ladet mig vedfares ret, deres majestæt kan gjøre regning paa mig, naar det angaaer fædrenelandet. det er for fædrenelandet at jeg har udgydet mit blod og jeg er villig til at udgyde den sidste draabe for dette. jeg elsker dem, sire, men fædrenelandet gaaer foranalt, foran alt. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000588 |
keiseren erfarede i det øieblik, da han forlod auxerre, at tropperne i marseille gjorde mine, til at ville forurolige hans bagtropper. han gav ordre desangaaende til de divisioner, som vare posterede langs veien, og reiste uden at lade sig forurolige. da han nærmede sig fossard, fik han øie paa dragonerne af kongens regiment, der stode i slagorden; men havde forladt deres officerer, for at forene sig med keiserens, han steeg af hilsede dem med hiint militiare alvor, der klædte ham saavel og uddeelte forfremmelser og complimenter blandt dem. jntet regiment undgik os. naar officererne gjorde omstændigheder, kom soldaterne uden dem; dog jeg har uret, det die regiment husarer, kunde keiseren ikke drage til sig. den kjække moncey, der anførte det, var en mand af forstand, og man kan ikke tvivle om hans hengivenhed fornapoleon, hans gamle velgiører; men alle mennesker see ikke een ting fra den samme synspunct, nogle ansaae for deres pligt at ile napoleon imøde. mancey troede sig forbunden til at flye ham. han havde besvoret sit regiment, ikke at gjøre ham den skam at forlade ham. hans officerer, og husarer, der forgudede ham, fulgte ham, i det luften gjenlød af raabet: vive iempereur, de troede paa denne maade at forene med hinanden, den hengivenhed de skyldte napoleon og ham. man gav os efterretning om at to tusende mand af livvagten til hest vare posterede i skoven ved fontainebleau. enskjøndt dette ikke var sandsynligt, ansaae man dog for nødvendigt ikke ) at passere skoven, uden at lagttage den nødven dige forsigtighed. paa vores anmodning lodkeiseren sig ledsage af omtrent to hundrede cavalerer. jndtil da, havde han ikke havt anden escorte, end general droust, der kjørte i sin vogn foran hans, og min som sluttede troppen. obersterne germanovsky og du camp, kaptain raal og tre eller fire polakkere galopperede paa begge sider af kareten. vore heste, vore postilloner, og vore forridere prydede med trefatvede baand, gave vores fredelige optoget gladt, og festligt udseende, der contrasterede meget med den belønning, der var sat paa vore hoveder, og de menneskers sorg og fortvivlelse, der havde erklæret os for fredløse. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000589 |
vi marscherede næsten hele natten, da keiseren ville indtræffe til fontainebleau i dagbrækningen. jeg gjorde ham opmærksom paa, at det synes mig uforsigtigt, at stige af paa slottet; men han svarede mig: a de er et barn, dersom noget skulle skee, nyttede al vor forsigtighed til jntet. vores skjæbne staaer skreven der høit oppe i det han viste med fingeren mod himlen.) jeg havde troet at synet af slottet fontainebleau, det sted hvor han længere tilbage i tidenhavde steget ned af thronen, og hvor han igjenviste sig i dag som seiervinder og regent, skulle have gjordt jndtryk paa ham, og bragt ham til at tænke paa forgjengeligheden af al menneskelig storhed. jeg iagttog derfor nøie ethvert af hans ansigtstræk, men lagde ikke mærke til nogen bevægelse hos ham. han gjennemløb strax efter sin ankomst haverne og slottet, med ligesaa megen fornøielse og nysgierrighed, som om han for første gang tog det i besiddelse. selv beboede han de smaae gemakker og gjorde mig meget artig opmærksom paa deres overordentlige pragt og ziirlighed, han førte mig derpaa ned i sit bibliothelog i det han steeg op igjen sagde han med en tilfreds mine: vi befinde os vel her. ja, sire, man befinder sig altid vel hjemme, svarede jeg. han smillede, og var troer jeg, vel tilfreds med mig, for min beleilige smiger. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000590 |
klokken dicterede han mig dagsparolen og denne ordre tilkjendegav at vi skulle tage natteqvarteer i essonne; men middag indløb efterretning om kongens afreise. han lod mig strax kalde: a de kommer til at reise foran og forberede alting til min ankomst." er det til essonne, deres majestæt befaler jeg skulde begive mig hen? nei, det er til paris. kongen og prindserne ere flygtede, jeg vil endnu denne aften være i tuillerierne, han gav mig derpaa nogle hemmelige ordres og jeg forlod fontainebleau med et hjerte opfyldt af glæde og lyksalighed. kongen havde ogsaa virkelig forladt paris, ministrene, fortfarende i deres engang antagne lognagtigheds og forestillelses system blev endnu bestandig ved at skjule sandheden og med den samme uforskammenhed at skjule napoleons og sines nærforestaaende ødelæggelse. endelig efter tusende omsvad maatte man tilstaae at napoleon, ikke var mere end nogle mile fra paris. kongen. som ministrene ikke havde frygtet at føre bag lyset, havde neppe tid til at tænke paa sin flugt. han viste ved denne sørgelige leilighed en aandsstyrke, som ikke nok kan berømmes. hans opførsel, var ikke liig en krigerisk prinds, der forfor fod forsvarer sin hovedstad og ikke forladet den, uden skjælvende af raserie og fortvivlelse, men liig en god fader, der ikke uden smerte fjerner sig fra det tag hvorunder hans børn ere fødte. man havde troet at napoleon ville holde et thriumpherende indtog i sin hovedstad, men deri bedrog man sig, han gav sine gamle grenaderer, ordre til at udhvile en dag i fontaineblean. klokken to den de marts begav napoleon, sig paa marschen til paris, opholdt ved den mængde mennesker, der var sammendyngede paa veien dertil, og ved de ankommende troppers og generalers lykønskninger, ankom han ikke til paris førend om aftenen klokken ni. saasnart som han havde sat fod paa jorden, styrtede man sig over ham, tusende arme løftede ham i veiret og bare ham fort med sig i thriumph. jntet syn var mere rørende, end at see gjenforeningen af en saadan mængde af generaler og officerer, der trængte sig frem i alle gemakker i thuillerierne, for at gjensee napoleon. glad overat see sig thriumpherende efter saa mange skjæbnens omvexlinger, ydmygelser og fortrædeligheder, glemte de stedets hellighed, for at overlade sig uden tvang til den trang de følte til at med deele andre den lykke de følte. de løbe hinanden, imøde, trykkede hinanden tæt i hinandens armeog omfavnede igjen hinanden paa nye. slots salene synes forvandlede til en kampplads, hvor venner og brødre, uventet undgangne døden, gjenfindes paa nye og omfavne hinanden efter en seier. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000591_a |
den stiaalne ring. (fortsat.) om morgenen derpaa vaagnede solen mig. allerede klokken . jeg opfordrede min stuekammerat, til at tage en spadseretour med mig; men det gefaldt ham bedre under dynen; han vil de endnu sove nogle timer, a de er en syvsover, sagde jeg - og gik allene. jeg besteeg en høi, leirede mig i det grønne, og frydede mig ved beskuelsen af de paradisiske egne, hvor igjennem rhinstrømmen neden under mig, flyngede sig. da jeg havdet frydet mig ved dette skjønne syn, gik jeg tilbage til værtshuset. værten traadte mig imøde med nøglen til mit værelse, og saade, hr. rickard var reden ud, og kom først hjemigjen til middag. dette forundrede mig; da jeg intet godt ahnede, skyndte jeg mig op paa vores fælleds kammer. der var intet spor meere at see til min hr. rickard; - han havde taget sit hele pikpak, og, min faderlige ring med sig. bestyrtset lod jeg min hest sadle og satte efter roveren; men han havde vundet for stort forspring, jeg forfeilede vel ogsaa den vei han havde taget, kort, jeg fandt ham ikke, og han kom, som det forstaaer sig selv, ikke igjen. jeg maatte nu opgive haabet og at kunne finde min fader, ogsaa syntes lykken ikke at ville lade mig finde helene, derfor besluttede jeg at tiltræde tilbagereisen. | fiction | thi_stolen-ring_b | thi_000591_b |
allerede sad jeg tilhest, med ansigtet vendt mod norden og kastede mod sønden et afskedsblik til helene. da faldt et afsidesliggende bjerg mig, i øinene, og det var, som om en stemme bødmig, at ride derhen, jeg vendte til den ende minhest om. da jeg naaede toppen, saae jeg ligeover for et mindre høit bjerg, hvorpaa laae et anseeligt slot, og neden under i dalen, en velbygget lille stad, hvis yderste bygninger og haver, berørte begge bjerges fod. mod siden, dog temmelig nær det sted jeg stod, udbredte sig en skjøn, med træer og hvide statitier omgivengræsplet. denne tildrog sig i særdeleshed min opmærksomhed, da to lytte mænd, som syntes at være noget berusede, med klodsede gebærder og latter forfulgte et ungt fruentimmer, der bestandig sagte at undvige dem. hendes figurlignede helenes, og jeg jagede derfor over halsog hoved ned af bjerget, for at beskytte hende. da jeg kom nærmere saae jeg, at jeg alligevel havde taget feil. pigen var meget smuk og begge de paatrængende herrers kaade overgivenhed, mishagede mig saa meget mere, da deres fyretyve aar og deres stive paaklædning med haarpung, og kaarde ikke passede dertil. de stirrede et øieblik paa mig, da jeg kom springende til, men fortsatte derpaa igjen deres uforskammede jagt. jeg steeg af hesten, overgar den til en tjenstvillig dreng og ilede ned gjennem den nærmeste aabning. i plankeværket. her stod en bedaget, vanskabt, i gammel tydsk dragt klædt dværg, der klappede glad i hænderne, over at see de vellystige fanner, havde fanget pigen og strede af alle kræfter om et kys. den lille vanskabning synes at ville forbyde mig indgangen i skrankerne, men jeg skjød den tilside, gik rask løs paa begge tykkerterne og sagde: rolig mine herrer, et kys er en frivillig gave, som ingen ædel mand søger at tiltvinge sig. de stode som forstenede. pigen løb fra dem, gjorde mig en compliment og ilede modstaden. jeg bød hende min arm, hun modtog den, og de tykke og dværgen lod og raillerede over os. hvem er da disse uopdragne herrer, spurgt jeg sagte. begge - svarede pigen - staae i fyrsten af arenhains tjeneste, som er eier afdenne lille stad og betydelige godser. hist seer de hans slot, der boer han med en stor hofstat, hvortil disse herrer hører. den tykkeste blandt dem er kapelmester, den anden livlæge. dværgen er ogsaa et appendix til det fyrsterlige tjenerskab og løber altid bag efter dem, naar de saaledes svæve omkring. havde jeg vist at min uhældige stjerne havde ført mig herhen, hvor jeg roe ville læse schillers maria stuart, var jeg bleven hjemme. saa talede pigen med en ualmindelig behagelig stemme og med en godmodig mine, som end nu meere forskjønnede det indtagende ansigt. mit blik hvilede med inderlig behag paa denne forningspunct af yndigheder, og det angrede mislet ikke at jeg var reden hen over bjerget. | fiction | thi_stolen-ring_b | thi_000592 |
vi naaede staden. pigen standsede udenforet anseeligt huus, og sagde: a her er min bopæl. vil de behage at spadsere ind med. min fader, der er præst her paa stædet, vil glæde sig overat kunne takke dem for den beskyttelse de har ydet mig. det forstaaer sig selv, at jeg glad greb leiligheden til længere at nyde den elskværdige piges selskab. faderen, en elskværdig olding var sysselsat med sin blomsterhave. han kom, uden at kaste paa mig hiint stive mistroiske blik, dersaa ofte møder den fremmede, mig venskabelig - imøde. datteren fortalte ham, hvorledes jeg havde ræddet hende paa græspletten. han takkede mig og liig homers grækere, der først gjestfrie beværte enhver fremmed, der kommer i deres huus, og derpaa først spørge efter hans navn, saaledes undersøgte ikke den gode præst med et ordmine personlige forhold, men indbød mig strax til at spise til aftens hos sig. jeg modtog jndbydelsen, anbefalede mig for et qvarteerstid, forat see efter min hest, som jeg ved drengen havde sendt til værshuset. j det jeg var beskjeftiget med at besørge det nødvendige der, fremstillede sig en mørk, stornæset mand, der gik lige løs paa mig, og sagde: er de det menneske, der har opført sig uartie mod den fyrstelige hr. livlæge og kapelmester, jeg laae ham lige i ansigtet, og sagde: allartigheder min herre, synes her at være tilladt, da de selv gjør et saa uartigt spørgsmaal. jeg frabeder mig al spøg sagde han stoltjeg er den høikurfyrstelige justitsdirekteur. men dog vel ikke min hovmester," afbrød, jeg ham. jeg frabeder mig deslige spidser, udraabte han hæftig - viis mig deres pas, jeg opvartede dermed. han fandt intet at anmærke derved, men betydede mig følgende dag. at forlade staden og det hele kurfyrstelige gebet, maaske, maaskee ogsaa ikke!" svarede jeg jeg skal lære dem lydighedle raabte han, og stormede vred bort. den smule onde lune, hvori dette optrin havde sat mig, forsvandt strax igjen i præstegaarden, hvor jeg igjen gik hen. frederikke, hvis beskytter jeg havde været, fængslede mig ved hverøieblik, alt meer og meer, og vandt i mit hjerteen plads ved siden af helene, endskjøndt denne endnu bestandig beholdt fortrinet. ogsaa præstens kone, som først nu viste sig for mig, var et godt, blidt fruentimmer. hun sagde mig altid, hver gang hun trippede igjennem værelset, et eller andet venskabeligt ord. ved bordet underholdt hun mig om fyrsten og hans hof. hun i elskede ham, som en vakker from herre, men dadlede derimod at han begravede sig saa dybt i sine andagtsbøger, og hverken saae eller hørte, at han var omringet af ulve i faareklæder. hans hidtilværende secretair og forlæser, føiede hun, til, har af ærgelse over denne complot taget sin afsked, og fyrsten har allerede i nogen tid, gjort i sig forgiæves umage for at finde en anden brugbar, ung mand i dennes sted. frederikke saae paa mig, og jeg læste i hendes øie, at hun ønskede jeg maatte være duelig, og tilbøielig til at modtage denne post. jeg havde ingen lyst til at træde i tjeneste hos en privat mand - hvad jo dog fyrsten kun var, fordi manuden en skygge af frihed, hvert øjeblik og hvertime maatte være tilstede, og ved en betjent, eller vel endog ved den foragtelige lyd af en klokkeblive kaldet til sin herre. dog frederikkes øine tryllede snart denne gamle betænkelighed udaf hovedet paa mig, og jeg sagde hende at ulveni faareklæder ikke skulle afskrække mig fra at tilbyde fyrsten, min tjeneste, naar jeg blot, som en, der var ham aldeles ubekjendt, kunde haabe at finde gehør hos ham. nu først tillod den beskedne præst sig, at spørgeefter min stand. jeg svarede ham, at jeg studerende lovkyndigheden, forstod fransk og jtalienske og følte mig voxen til at bestyre en privatsecretairs forretninger. det glæder mig - sagde han - de gefalder mig, og det ville være mig hjerteligt tjert, at vi kunne beholde dem hos os. vort bekjendtskab er vist nok endnu alt for ungt til at jeg kunde anbefale dem til fyrsten, men jeg vil forestille dem for ham, og da han just ikke er mistroisk, saa vihan formodentlig lade deres ærlige ansigt gielde som borgen for deres fremtidige gode forhold. lad os engang vove det, svarede jeg. rodmende tilnikkede frederikke mig bifald og hendes fader bestemte næste morgen til at indført, mig hos fyrsten. vi gik temmelig tidlig til slottet. fyrsten lod os strax komme for sig. han lagde, da vi traade ind i værelset, en i sort carduan indbunden bogfra sig og modtog os meget venskabeligt. præsten anførte mit andragende. tans betragtede fyrsten mig en tid lang, som om han af mine ansigtstræk ville udforske mit jnderste. han spurgte mig derpaa efter min herkomst og min reises øiemeed. jeg holdtes da, for hvad jeg altid har været anseet for, en søn af en vis valland, og foretog blot denne reise for at lære at kjende menneskene og verden. skriver de en tydelig haand?" spurgte han derpaa. jeg tilbød mig at give en prøve derpaa. han dicterede mig et brev, hvori han meddeelte en venhans dom over et nyt theologisk værk. min haand gefaldt ham. han rakte mig derpaa den bog, som han ved vores ankomst havde lagt bort. det var en deel af jacob bøhmers skrifter. jeg maatte forelæse ham en side deraf. j det jeg lod høre min stemme, traade en, som jeg med øinene hæftede paa bogen, ikke havde kundet lægge mærke til, med sagte skridt, ind i værelset. kort derpaa gav fyrsten mig et tegn, at holde inde med at læse. jeg saae mig om og bag mig stod - helene. (fortsættes.) | fiction | thi_stolen-ring_b | thi_000593 |
den stiaalne ring. (fortsat.) hun slog af forundring begge sine hænder sammen, men jeg blev af glæde saa forskrækket, at jeg lod den ærlig jacab falde paa jorden. fyrsten rystede lidt paa hovedet, tog bogen, som jeg hurtig fik op igjen, af min haand, og lagde den efter en let berørelse med sine læber, paa bordet. derpaa saae han paa mig og helene og spurgte, hvad feiler eder l. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000605 |
naadige hr. onkel - svarede hun - det overrasker mig, at finde den unge, vakre mand her, der, som jeg allerede har fortalt dem, i hiin lille stad, hvor vores ahnherre ligger begravet, beskyttede mig for anfaldet af en gal hund; og som jeg kun kunne belønne med en rose fordi han havde reddet mit liv. hvor underbar himlen føier det. - raabte fyrsten - og foldede sine hænder. det var en brav handling, som jeg paatager mig at gjengjælde. dem. foreløbigen herr walland udnævner, og dem til min sekretair, med den hos mig sædvanlige løn af daler, og frie kost og logie. hvad brød jeg mig om løn og kost, som den lykke berusede, for fremtiden, at kunne leve uner et tag med helene; jeg maatte anvende bregen møie for at tæmme min hæftige glæde. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000606 |
dog jeg søgte at skjule mine følelser, og tog med ærbare ord imod denne post. ogsaa helene takkede onkelen, for at han ville afbetale hendes gjeld til mig. jeg anbefalede mig derpaa, og foranstaltede det fornødne, for at kunne tiltræde mit lille embede. præsten ledsagede mig, og fortalte mig underveis, at helene von arenhain var fyrstens niece og sandsynligviis den bestemte arving til hans store formue. der er endnu een, med hende ankommen tante, en frue von barwald, der har overopsigten over huusvæsenet; thi fyrsten bekymrer sig kun lidet om verdslige ting. og er derfor ofte i fortiden bleven meget bedrager. af huushovmestere og kokke. saaledes erfarede jeg med stille misfornøielse, at den stolte matrone var paa slottet, som engang havde overtrukken min glædes himmel med mørke skyer. jeg gik hen i vertshuset, hvor min hest og bagage befandt sig. her lurede justitsdirecteuren paa mig. nu vil de snart fadle?" tilraabte han mig bydende. nei herr justitsdirecteur. - svarede jeg. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000607 |
det gefalder mig saa vel paa dette sted, at jeg maaskee forbliver her. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000608 |
han gloede paa mig, og befalede mig vred, strax at afreise hvis jeg ikke med politiebetjente, ville bringes over grændsen. derfor vil de tjenstligst forskaane mig - sagde jeg leende. - fyrsten har just i dette øieblik havt den naade at udnævne mig til sin secretair. han blev paa engang som forvandlet til en billedstotte, og var et øieblik ueenig med sig selv, hvorledes han skulle bære sig ad, ved dette tordenslag. endelig sammentrak, hans forstenede ansigt til et hyklerisk griin. ei, det har vet pastoren bevirket!" sagde han med en spotssmigrende stemme. nu ja, naar man har voxne døttre - her hee, hi biljeg sagde ham, at han gjorde den vakkre præsturet, ved at paadigte ham en saadan bevæggrund. men han tilbageviiste min modsigelse med latter, og forsikrede, at han oprigtig glædede sig over min lykke, min dobbelte lykke. naar dog, - brummede han, i det han trykkede min haand til afskeed, og gik ned af trappen - den pabst dog ikke ville befatte sig med saadanne ting!" derpaa lobhan hastig hen mod slottet, og hug med stokken, i gadestenene, saa at gidsterne fløi deraf. præsten havde bedet mig, at spise hos sig til middag, og jeg spiste hos ham, fordi jeg ikke strax ville gjøre min antrædelse ved det fyrstens taffel. frederikke som imidlertid af hendes fader havde erfaret mit bekjendtskab med helene, var stille og nedslagen. hun undgik, at tale om helene, ogsaa jeg føiede den lille skindsyge i, ikke, at lade falde et ord om frøken von arenhain. dette beroligede hende tidefter anden, og slutteligen blev hun igjen gandske munter, da jeg ved afskeden lovede at besøge hendes fader, saa ofte som mine forretninger ville tillade det. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000609 |
mod aften holdt jeg med en dreng, der barmin mantelsæk, mit jndtog i slottet. jeg blev anmeldt, for frue overhovmesterinden. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000610 |
hun lod mig bie længe, indtil hun endelig viste sig for mig med et stort bundt nøgler, og vinkede mig uden at mæle et ord til at følge sig. der er skriverlokalet!" sagde hun, i det hun- oplukkede for mig to nætte smaae kamre. jeg trak min mantelsæk ind. er det den hele bagagel., spurgte hun haanlig leende; og i det jeg ville svare hende, at man til hest ikke kan bringe meget med, ilede hun bort, uden at høre mig. saaledes lod, den strænge frue mig for første gang føle det trykkende, ved at være en anden subordineret. jeg havde gjerne paa stedet igjen rystet det trykkende aag af min skuldre men helenes nærværelse styrkede mig til at bære det taalmodigt. fyrsten selv, omgikkes mig meget blid og velvillig. først den næste morgen blev jeg kaldet til ham, og da han havde dicteret mig nogle linier, og jeg havde læst for ham en halv times tid, vare mine forretninger for det dag tilendebragte. ved taffelet saae jeg helene, men ogsaa den stolte tante og de tre herrer, som jeg dagen i forveien havde havt hiin affaire med. de sidste lode, som de slet ikke kjendte mig mere, og hun selv forekom mig saa gandske forandret, at jeg ogsaa næsten ikke havde kjendt hende igjen. vellystningerne fra igaar, vare i dag skinnhellige hang med hovedet, og udgjød over enhver gjenstand, der blev talt om ved bordet, en moralsk suppe, krydret med bibelske sprog, og aandelige vers. fyrsten, som de ved denne paatagne fromhed, ville behage, var ingen hykler som de, han var en dannemand, gudfrygtig baade i hjerte og vandel; men rigtignok en from sværmer og en tilhænger af de herenhuttiske brødre. grev von zinzendorph og hans troesbekienderes værker, vare de bøger, hvoraf jeg sædvanlig maatte forelæse ham: dog besad han ogsaa en betydelig samling af ældre dybsindige skrifter, hvis forfattere rose sig af en fortrolig omgang med gud og aanderne. ogsaa disse mystikker kom undertiden i læretimer frem for lyset. men kirken besøgte fyrsten aldrig. hans dristige jndbildningskraft fandt min gode præsts prækener, som han kun to eller tre gange havde hørt, for simple og almindelige. han prækede undertiden selv naar evangeliske brødre besøgte ham, og han tilderes ære foranstaltede en hemmelig gudstjeneste paa slottet. ved saadanne høitideligheder, krummede og bukkede de tre hyklere sig for et syns skyld og anstillede sig som om de vare medlemmer af secten, ja vare endog frække nok til at bestige talerstolen. men uagtet jeg aldrig ville nedlade mig til desligforagtelige konstgreb, var dog fyrsten mig ligesaa bevaagen som dem, og beviste mig ved flere anledninger en udmærket fortrolighed, som han ikke værdigede dem. derfor var jeg dem ogsaa en torn i øiet. de stiklede ved bordet ofte paamig og talte om kjettere, om mennesker udenreligion, og skeelte derved over til mig; men den høimodige fyrste tog slet ingen hensyn til deres forblommede talemaader. for mig vare de afstumpede pile, der undermaaltidet fløi mig forbi, saa meget mindre føle, lige, da jeg ved samme leilighed saae helene og glædede mig ved mangen et huldt blik af hende. men enhver mulighed at tale med hinanden under fire øine søgte frue von barwald, som vogterinde over frøkenens ære omhyggelig at forebygge. jeg holdt mig derfor ogsaa selv inden skrankerne. den afstand, der var imellem en privatsekretair og en fyrstes niece var alt for stor. min lidenskab turede endnu paa randen, uden at torde vove et springderover. paa den anden side straalede mig helene som maanen og stjernerne imøde, uden at en eneste tanke opstod hos mig om at komme i besiddelse af hende. frederikke derimod var et lys, jeg kundet nærme mig, uden som et myg at forbrænde vingerne. jeg besøgte hende derfor ogsaa flittig, ikke som elsker men som ven. de kommer, som de var kaldet - sagde hunen dag til mig. - de maa hjelpe mig med raad og daad. en af mine veninder, en meget smuk pige, befinder sig just nu i en ængstelig forlegenhed. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000611 |
charlotte, - saa hedder hun - elsker en brav ung mand, kjøbmand elbing; men hen. des tante paastaaer at hun skal ægte den kurfyrsterlige kapelmester, som frier til hende. hun hader ham, som billigt er, og da hun selv besidder en ikke ubetydelig formue, saa kan hun selv vælge efter egen tilbøielighed; men den taassede gaas har dog ladet sig overtale af hendes tante til at underkaste sit valg en levende spaaqvindes afgjørelse. denne gamle sybille spiller under dækket med kapelmesteren og tanten. charlotte skal i aften see den af skjebnen hende bestemte brudgom i et tryllespeil. mendet er bedragerie. det saakaldte tryllespeil bestaaer blot i en stor glastavle, som er indfattet i en ramme og er omgivet af et forhæng, og er indsat i en borttagen dørs sted. og bag dette glas vil kapelmesteren i fuld legemsstørrelse vise sig. alt dette har jeg faaet at vide af en ligesaaærlig som paalidelig pige, der tjener hos sandsigerinden, og som denne har givet i commission hemmelig at føre den smukke hr. kapelmester indi kammeret, medens den gamle, som en forberedelse til hovedscenen, har opslaget skjebnens kort, og vil ogsaa der vise charlotte hendes bestemte bruddom. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000612 |
jeg loe af fortællingen og sagde: amit raadvar at opdage charlotte det opspundne bedragerie for at tilintetgjøre dets virkning. derved ere vi ikke komne videre, svarede frederikke, kapelmesteren gjør det hele til løier og tanten taler paa nye for ham. men kunde manhemmelig og endog uden charlottes vidende, bringe det dertil, at elbing istedenfor den tykkekapelmester viser sig i speilet, saa var min veninde frie for al videre paanøden. thi tanten, har indgaaet den overeenskomst med hende, at hun uden modsigelse maae ægte den, der viser sig i tryllespeilet, om det end er elding, men at hun uden vægring skal ægte kapelmesteren i falddet er ham. ret godt, sagde jeg. men omvexlingen af begge meddeillerne. er en sag vi ville deele imellem os. jeg gjør den foranstaltning, at elbing viser sig i tryllespeilet; og de lægger paa hvad maade de helst kan, kapelmesteren saadanne hindringer i veien, at det bliver ham umuligt, at indfinde sig om aftenen kl. i sandsigerindens huus. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000613 |
jeg vægrede mig for at paatage mig den tildeelte rolle, fordi den ikke lod sig udføre uden list og rænker, der ere mod min natur. men frederikke loe over mine betænkeligheder, og sagde list mod list er tilladt, og det saameget desmere i her, som en god handling, to elskedes forening derved befordres. hun ville ikke høre paa flere jndvendinger og jeg maatte tilsidst love at holde kapelmesteren i tømme. for at dette kunde skee uden opsigt, lod jeg, om eftermiddagen, da fyrsten tilfældigviis talede med mig om musik, mig forlyde med det ønske, at lade opføre om aftenen et vist geistlige syngestykke, som nyelig var bleven indspillet. dog fyrsten havde uheldigviis ingen lyst dertil; han trøstede mig med at det skulle skee næste dagjeg maatte nu paa en anden maade søge at fange kapelmesteren, som endnu kl. ville befinde sig hjemme. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000614 |
det simpleste middel var at indspærre ham i slottet. dette blev gjort muligt ved den omstændighed, at porten bestandig var tillukket, og ingen uden ved dørvægterens hielp kunde komme ud. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000615 |
han havde to nøgler. en havde han altid hos sig; den anden hang i hans stue paa et søm, og hans kone aabnede porten, naar han ikke selv var tilstede. jeg brugte ofte den gamle mand; til at udrette mine ærender for mig. det forundrede ham derfor slet ikke, at jeg just overdrog ham nu, at udføre noget for mig, som i det mindste udfordrede halvanden times fraværelse. j det han gjorde sig reisefærdig, tog jeg portnoglen ned fra væggen og lagde den forsigtig i den gamles rummelige kjolelomme. min ærlige haand skjalv ved denne skjelmstreg; men skumringen i stuen lod den fuldkommen lykkes. mit sendebud gik rigtignok bort med begge noglerne. jeg skyndte mig nu hurtig fra porten og stillet de mig oppe i slottet i mit vindue, der gik til gaarden. neppe var jeg der, saa stolpede kapelmesteren, med sin galonerede klædning paa, der endog lyste i mørke, tvers over gaarden og ilede hen til porten. bydende kaldte han paa portneren, og raabte gjentagne gange paa ham med forstærket stemme, medens den gamle portnerinde søgte at finde, den af mig bortskaffede nøgle. endelig kom hun med en lanterne i haanden ud af hendes stue og yttrede sine beklagelser i ord, som jeg ikke kunde forstaae. kapelmesteren begyndte græsselig at bande, og med en bjørns raserie, der vil tugte og omrive et træe, som dette ubehændige dyr er falden nedaf, lob han storm mod porten. strax derpaa blev mit navn nævnet. hurtig løb kapelmesteren igjen over gaarden, og jeg for at være tilstede ved hans besøg, smuttede ind i mit værelse. han overfaldt mig, med hæftige bebreidelser, fordi jeg bortsendte en mand i øst og vest, der skulle passe sin post ved porten. jeg svarede ham, at det var skade han ikke havde forbuden mig det i gaar, saa var det ikke skeet i dag; dog ville jeg give ham det gode raad, at lade portnerinden aabne porten for sig. saa klog er jeg selv, skreg han; men der er ingen nøgle, den gamle dumrian har taget begge nøgler med." glad over at ingen mistanke faldt paa mig, viiste jeg den grove kart, da han endnu vilde skjælde mig mere ud, dristig døren. taarnklokken slog just otte og han løb, som om fødderne brændte under ham tilbage til porten. jeg stillede mig paa luur, og hørte at har holdt et præsseligt spetakkel i portnerstuen. men derpaa igjen hørtes et jammerskrig, som om han var i livsfare. den gamle kone løb ængstelig overgaarden til vagtstuen, hvor, af vor slotsgarnison, tolv gamle soldatre, tre daglig havde vagt. jmidlertid skreg kapelmesteren altid stærkere og stærkere, saa at det blev kristen pligt at ile ham til hjelp. jeg fandt ham geraadet i den snurrigste ulykkeaf verden. min fange havde nemlig villet sætte sig i frihed, gjennem det eneste lille vindue, der var i portnerens lille stue, men var, som proppen i en flaske bleven siddende. benene og den nederste halve deel af legemet hang udenfor, og den anden halve deel var indenfor. saaledes holdt han sig, i det han ventede paa redning, i ligevægt, men denne blev som det saa ofte skeer med den politiske forstyrret paa den meest fiendtlige maade. der stod nemlig udenfor under vinduet en grobian, som uafladelig med en stok bearbeidede kapelmesterens bagre legems deel, især den meest ophævede deel af samme, og som hverken med trampen eller skrigen lod sig forstyrre i denne forretning. jeg var ude af stand til at kunne hjelpe den lidende. han stak saa fasmellem vinduesrammen, at jeg ikke formaaede at hale ham ud. ligesaalidet kunde jeg bring: den rastløse tugtemester til at holde inde, da den revsedes brede legemsmasse tildækkede hele vinduet. dog snart kom der hjelp; portnerinden, havde opbuden hele det samlede vagthavende, mandskab og da disse hialp mig til at trække, droge vi lykkelig den slagne mand ud af klemme. wer da, raabte jeg hurtig ud gjennem vinduet. god ven! svarede den øverbefalende for garnisonen med sin grove basstemme. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000616 |
denne gamle krigskammerat, en forhenværende preusisk underofficeer, havde gjort sig tilgode i staden. da han nu i mørke og taage, den sidste i hovedet, kommer tilbage til slottet, i er haet par been hænge ud af vinduet, og iden tanske, at de tilhører en uroesstifter, gjør han sig den længe savnede fornøielse dygtig at sætte, som i fordums gode, gamle tider, sin korporalstok i bevægelse. det erfarede jeg bag efter af ham; thi nu bortfjernede jeg mig uden ophold, for at undgaae en nye ordvexsling med kapelmesteren. strax derpaa kom dørvogteren til mig og afgav beretning om den ham overdragne commission. han anklagede sig selv, at han af uforsigtighed havde taget begge nøgler med sig. jeg fandt det ikke for raadeligt, at bringe ham ud af drømmen, men glædede ham med en saa rigelig belønning for hans udførte ærende, at han leende satte sig ud over kapelmesterens vrede, der strax ved portens aabning, som et rasende vildsviin foer ud af samme. de er en rar fyrl. raabte frederikke, da jeg næste gang besøgte hende. spillet er vunden, hør blot hvorledes det gik til: lotte og tanten gaae lykkeligviis endnu førklokken otte til sandsigerinden. hun lægger kortene, og den tykke mand viser sig baade forog bag, som den brudgom himmelen havde bestemt hende. det arme barn giør sig nu ogsaa beredt paa at see den forhadte gestalt i tryllespeilet. - nu ringer det i næste værelse. det var det mellem sandsigerinden og hendes tjenestepige aftalte tegn, at speileganden var kommen og var indbragt i kammeret. gøglerinden gjør nu allehaande figurer omkring tryllespeilet, griber endelig to lys og raaber med høitidelig stemme. du som er bestemt til denne ædle jomfrues mage, kom tilsyne, kom tilsyne!" - see da staaer elbing for dem. - charlotte jubler; besværgerinden lader af forskrækkelse begge lys falde; og tanten bliver dødbleg. jmidlertid springer elbing ud af huset. strax derpaa forlader ogsaa lotte og hendes tanie den endnu gandske bedøvede sandsigerinde. denne tager nu pigen i forhør. den sine løsforsikkrer at hun har ført kapelmesteren, der var kommen efter bestemmelse klokken , ind i kammeret. nu saa har ogsaa den onde været med i spillet, siger den gamle, og bliver saaforsagt, at hun ikke tør blive allene i stuen. kort derpaa styrter kapelmesteren aandeløs ind. han hører med forskrækkelse at alting er forbiog overvælder sandsigerinden med bebreidelser. hun siger, hvad kan jeg derfor at satan har blandet sig med i spillet, og snart antaget deres, snart elbings skikkelse? han kalder det dumme streger, skielder hende ud for en bedrager, ske, og slaaer tryllespeilet i stykker; men hun kaster kar og potter efter ham og driver ham derved paa flugten. min veninde er nu fuldkommen lykkelig, saa de frederikke sluttelig. jeg opdagede hende i dag sagens rette sammenhæng. men tanten anseer endnu synet af elbing, for nogen overnaturligt. hun mukker derfor ikke et ordderimod; men gjør allerede anstalter til lottes forønskede forlovelse. kapelmesteren kunde ikke tilgive mig, at han ved mig har tabt en riig brud og havde faaet prygl ovenikjøbet. han drager mig vel ikke til ansvar derfor, da han maae holde sit forehavte skjelmstykke hemmelig; men naar han seer mig, funkler hans øine af vrede. og saa hans venner ere meere end nogensinde for forbittrede paa mig, derfor beder jeg himmelen om ikke at lade mig blive syg her paa slottet; thi jeg maatte da befrygte at livlægen, for at hævne sin ven gav mig et successionspulver. mindre farlig er justitsdirecteuren for mig, som trods alle sine kneb og fiff, ikke kan krumme et haar paa mit hoved. men allermindst bryder jeg mig om dvergenslatterlige ungade, som hver gang vi møde hinanden, viser mig en knyttet næve. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000617 |
den stiaalne ring. (sluttet). en dag da frue barvald var gaaet ud, lod helene mig ved hendes kammerjomfrue bede at jeg ville komme ned i haven, hun havde noget hun ville tale med mig om. glad og frygtsom ilede jeg derned. hun ventede mig paa et sted, hvor vi ikke kunde blive seet fra slotsvinduerne, og i den varmeste venskabs-tone, sagde hun: "jeg anseer det som en taknemmelig pligt at maatte sige dem noget ubehageligt. de har fiender, paa slottet, der søger at sværte dem hos fyrsten. jeg takker dem for denne advarsel, naadigfrøken, svarede jeg; men min vandel er reen, og min troskab mod fyrsten uforanderlig: hvad har jeg da at frygte, jeg er derimod mine fiender med get forbuden, at de have forskaffet mig dette beviis paa deres velvillie, min dyrebare frøken. o, jeg er dybt i deres gjeld, gjentog hun sukkende. de ræddede mit liv, og jeg - gav dem en halv henvisnet rosel - jeg forsikkrede, at denne rose havde et uforgjengeligt værd for mig, og i det jeg aabnede mintegnebog, viste jeg kjerlighedsblomsten, der laae i hellig bevaring mellem silkepapiir. rørt rakte helene mig haanden. vi forblive venner sagde hun hjertelig. - dog nu forlader de mig kjære walland, jngen skal eller maae vide noget om vores sammenkomst, og i saa fald maae man vogte sig for at træerne havde øine og øren. lykkelig, som en gud, gik jeg tilbage. kapelmesteren mødte mig med hans sædvanlige tordnende ansigt paa slotstrappen; men jeg hilsede ham saavenlig, at han studsede og gloede paa mig, som om han troede jeg var bleven vanvittig. nogle dage efter, blev mig, da jeg om morgenen ville høre hvad fyrsten havde at befale, forgemakket fortalt, at han var syg og gav ingen audience. om middag kom han ikke til taffels. ogsaa helene og tanten lode sig heller ikke see. jeg spiste allene med mine tre modstandere. et sandt giftmaaltid. de talte med hinanden et pluddervælsk af afbrudte ord, og loe derimellem uopbørlig. jeg vidste ikke om jeg var forraadt eller solgt. om eftermiddagen blev jeg kaldet til fyrsten. usædvanlig bleg sad han mellem puderne i hans lænnestoel, og sagde med mat stemme: tag plads ved min side, det falder mig tungt at tale, men en forunderlig hændelse nøder mig dertil. jeg veed ikke, om de har hørt, at paa det sted hvor dette slot er bygget, stod fordum et munkekloster. det sidste overhoved derfor, var en aandelig inspireret abed, kaldet ricodemus. om hvem historien fortæller, at han var en mand af overordentlig strenge sæder og næsten kjæmpemæssig legemsstørrelse. herpaa grunder sig det gamle sagn, at hans aand endnu imellem vanker omkring blandt disse mure, som dommer. dog hvorledes kan jeg endnu kalde dette er sagn, vedblev han sukkende. det er sandhed!" jeg hørte hans tordenstemme forrige nat; han raabte for min sovekammerder: arenhain, abed nicodemus taler med digjeg finder behag i din fromhed, men en afskyelig, en antikrist faldt ned som fra skyerne, traade i din tjeneste og besidder din fortrolighed. riv i morgen denne slange fra din barmkast den over grændserne af dit gebet ellers viser jeg mig frygtelig for dig næste nat, og død og fordærvelse ere mine følgesvende. saa lød den skrækkelige rost, og jeg ville gjerne skjule for mig selv hvem den ivrede imod. jmod mig, naadige herre! sagde jeg uforskrækket. tiden jeg blev ansat i deres tjeneste, sætter det uden for al tvivl. men abernicodemus kjender ikke mig, og var han ingen hellig person, ville jeg kalde ham en bagvasker, stille, stille, faldt fyrsten mig ængstelig ind i ordet: besvar de mig sandt og oprigtig, som om de stod for gud, det spørgsmaal: er deen kristen. ja jeg er, svarede jeg med fasthed, og saae, ham frit ind i øinene. det beroliger mig, sagde han. en god samvittighed taler af deres øine. gud allene skuer, ind i hjertet; selv engle og hellige er dette lukker, for. derfor skal aandens ord ikke lede mig vilde i min tiltroe til dem. jeg vil modig oppebiham, og forsvare dem mod ham. jeg forlod fyrsten med det forsæt, at befrieham for dette forsvar og overhoved søge at afvende fra ham det tiltænkte besøg. jeg sluttede mig, let til hvorfra abeden vilde komme, og besluttede at spærre ham veien. men da han, ifølge sagnet skulle være en kjempe, saa var feide mod ham uden assistance heel betænkelig. jeg saae mig derfor om efter en dygtig kampbroder. mit valg faldt paa den fyrsterlige livkudsk, der var en karl med marv i knoklerne, som jeg kunde forlade mig paa. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000632 |
disse, der snarere havde ventet himmelen skulle styrte ind, end denne usædvanlige nattevandring, havde ikke laaset døren, og i deres støiende ruus, hører de ikke fyrstens sagte trin. pludselig staaer han for dem. af forskrækkelse springe de op, og klamre sig, ikke mægtig deres fødders brug, rundt om bordet, og de stærkbevægede drikkekar styrte overende. fyrsten forhausedes. alt synes ham et blændeværk. men da han fordrede af drukkenboltene, der stirrede paa ham med stive øine, at de skulle gjøre regn. skab for hvad han saae, og de begyndte med stammende tunge at ville frembringe adskillige hykleriske udflugter, da saae han hvem han havde at gjøre med, befalede dem at tie stille, bemægtigede sig nogle exemplarer af de afsungne sange og gik tilbage til sit værelse. her læste han, sin livlæges poesier, hvis haandskrift han kjendte. de vare fulde af uanstændigheder og spot over pietister og helgener. angreben og saaret derved fra den omfindtligste side, besluttede fyrstenuden videre at give de afmaskerede hyklere sin afskeed. det var neppe bleven dag, da han lod mig kalde. med bedrøvelse fortalte han mig hvorledes han havde opdaget hans tjeneres falsk hed og uværdige opførsel, og meddeelte mig den ubehagelige befaling, at forkynde justitsdirecteuren, livlægen, kapelmesteren og dværgen deres afskeed. han overgav mig tillige fire forseglede ruller med guldstykker. "jeg skienker herved sagde han - enhver hans fulde aars løn. menbefal i mit navn modtageren deraf, inden tretimer at forlade slottet og aldrig igjen at kommer for mine øine. kun justitsdirecteuren maa og vil jeg endnu taale saalænge indtil han har overleveret sin eftermand arkivet." jeg udførte den mig givne befaling med al den skaansel, der var mig muligt, da jeg frygtede for udbrud af fortvivlelse. men herrerne ventede allerede den dom jeg forkyndte dem, og fandt pillen saa meget mindre bitter, som fyrstens gavmilde haand havde forgyldet den. vi havde for lang tid siden besluttet, ikke, længere at forbittre os livet ved at blive her og sagde de pralende. - vi kunne ved vores videnskaber og talenter overalt gjøre bedre lykke. kun dværgen tilstod, at han ikke havde lært andet, end at spise brød. dog naar alting slaaer feil, - sagde han - saa lader jeg mig see for penge. med denne betlertrodsighed, grebe de, med undtagelse af juristen, reisestaven og vandre de fort. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000638 |
ogsaa jeg maatte den følgende dag reise, dog ikke forviist, men i fyrstens forretninger, han sendte mig til en af tydsklands hovedstæder forat drive paa en process, som der ogsaa allerede var gjort anhængig, men hang som i kjeder; tillige fik jeg den commission at opsøge en erfaren læge og en duelig musicus og afslutte en overeenskomst med begge. en dygtig justitsdirecteur var allerede funden i nærheden, og dværgens post blev ubesat. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000639 |
kort for min afreise sandt jeg endnu en gunstig leilighed at tale med helene uden vidner. denne lykke varede kun fem minutter, men jeg havde ikke byttet dem for ligesaa mange leveaar; thi ethvert ord, et hvert blik af den inderligelskede, opdagede mig uvilkaarlig gjenkjerligheds søde hemmelighed. beruset af glæde kastede jeg mig i vognen og den eneste tanke paa den ensomme, lange reise, var helene. jeg var to maaneder fraværende, da jeg kom tilbage og kjørte forbi præstegaarden, reev frederikke vinduet op og raabte: at holdt et øieblik, jeg har noget vigtigt at sige dem. jeg sprang ind i huset. hun hoppede mig glad imøde og sagde: ei, hvilken forandring, vil de finde paa slottet. der er for fire uger, siden en ung herre ankommen, som man hvisker hinanden i øret, skal være fyrstens søn. der overfaldt mig en skræk, saa jeg troede jeg skulle synke ned. dog jeg fattede mig voldsomt, erklærede denne nyehed for et tomt byeslader, og randt, ærgerlig, som en der er bleven narret april, hurtig igjen bort. ulykkelige amadis, duhar tabt din princesse!" raabte frederikke, leende efter mig, da jeg halv sandsesløs styrtede mig i vognen. j slottet saae jeg hverken til høire eller venstre, og undgik paa veien enhver samtale, for i tet mindste at beholde saalænge min møisommelig tilkjempede fatning, at jeg kunde aflægge beretning om min reise. det gik i begyndelsen ret godt, men snart tabte jeg traaden. den stilling jeg stod i for fyrsten var saaledes, at jeg kunde gjennemsee en række værelser, der stode aabne bag ham. døren til det sidste af disse gemakker gik op, helene traadte ind, og neiede for mig, men neppe havde hun gjort nogle skridt, fremad, førend et ungt menneske kom, med naragtige luftspring, dandsende og fløitende ind gjennem samme dør, tog helene om livet og reev hende, uagtet at hendes modstand, valtsende med sig igjennem to værelser. da han kom mig nærmere kjendte jeg ham - det var richard, min ring blinkede paa hans haand. - jeg sittrede i af vrede, og kunde neppe afholde mig fra at angribe ham. i dette øieblik blev han mig vaer, han blev hæftig forskrækket, slap frøkenen, tildækkede hans ligblege ansigt med hans lommetørklæde, gik den vei dandsende tilbage han var kommen, med bævende knæer, og forsvandt gjennem den sidste dør. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000640 |
fyrsten og helene saae paa ham med forundring. derpaa vendte hiin sig til mig og spurgte: kjender de ham, ja, naadige herre! - svarede jeg - menendnu nøiere kjender jeg den ring han bærer. den blev mig berøvet." cellmuligt - raabte fyrsten. - hiin ring, som de paa denne overraskende maade gjør fordring paa, var engang min eiendom, og hiinunge mande fik den, paa anden haand af mig. høist forundret saae jeg paa ham, og sagde: naadigste herre, jeg er geraadet i en labyrint, af gaader. den eneste udvei frembyder maaskee min levnetshistorie, befaler de at høre den. ret gjerne. - sagde han, - og vinkede til helene at forlade os. hun trak sig tilbage til næste værelse. jeg fortalte nu, hvorledes det var gaaet fra min moders død af, og hvorledes jeg var reden fra den ene til den anden greves slot og havde foreviist ringen. de siger mig intet nyt, faldt fyrsten mig indi ordet. alt dette har hiin unge mand fortalt mig som hans egen historie. det faldt ham let; - svarede jeg, - thi jeg var desværre saa uforsigtig at aabenbare ham mine hemmeligheder. han bemægtigede sig strax derpaa min ring og tog flugten. taus overveiede fyrsten sagen. endelig spurgte han, om jeg blandt min moders efterladenskaber ikke eiede et brev, hvori ringen blev omtalt. jeg sagde jo, og hentede det hurtig fra mit kammer. fyrsten kastede et blik derpaa, sprang op, omfavnede mig og raabte. ja du, du er min søn, hiin er en bedrager, mine følelser ved denne anledning overgik albeskrivelse. et paradiis aabnede sig for mig. dog pludselig faldt det mig ind og jeg erindrede fyrsten om, at min moder havde sagt min fader, var en greve. "ja, jeg var endnu greve, da jeg skrev dette brev, - svarede fyrsten; - først sildigere blev jeg som gesandt ved det spanske hof, udnævnt til fyrste. under den tid havde din moder forladt hendes hjemsted, og med forsæt holdt skjult hvor hun ville begive sig hen. jeg kunde, saameget som jeg ogsaa søgte at udforske det, ikke udfinde hendes opholdsted, ogsaa jeg var ved minophøielse, der synes at være forbleven hende ubekjendt, bleven hende fremmed. efter min tilbagekomst fra madrid, blev jeg dødelig syg, kom til erkjendelse og mine synder, og vendte mig til gud. dog om alt dette tale vi en anden gang. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000641 |
nu ville vi høre, hvad den aventurier, der nærhavde tilstiaalet sig en søns rettigheder hos mig, kan anføre til sit forsvar. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000642 |
en betjent blev skikket efter ham, men kom tilbage med den efterretning; at den unge herre, . havde kastet sig paa en hest, og var med slap tøile, gallopperet bort. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000643 |
hvad have vi mere vidnesbyrd behov for, at han var en bedrager!" sagde min fader. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000644 |
han ville lade ham forfølge med stikbreve, men jeg bad for ham. "saa slet dette menneskeer, saa beviste han dog mig en betydelig tjeneste. jeg havde aldrig viist min ring til en fyrste, fordi jeg søgte en greve, og saaledes var jeg maaskemit hele liv forbleven faderløs. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000645 |
du har ret. - sagde min fader. - slette menneskers straf er overbeviisningen om, at de imod sin villie have stiftet noget godt. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000646 |
den ædle olding lod derpaa det hele huusgefinde kalde sammen, og forestillede mig for dem, som sin son. jngen tog hjerteligere deel i sagens lykkelige vending, end helene, som fra første øieblik af havde hadet og undflyet hiin frække vagabond. min værdige fader overgav mig et med landsherrens confirmation bekræftet document, hvorved han indsatte mig i alle en ægte søns rettigheder; kort derpaa blev jeg helenes lykkelige gemaal. ogsaa den gode frederikke gik ikke tomhændet derfra. den nye, af mig udsøgte huuslæge, var en elskværdig mand, som hun slet ikke søgte saaledes at undvige, som hans hæslige formand, der jagede hende omkring paa græsplætten. de unge folk kom derimod, uagtet det var sildig høst ofte der fortrolig sammen, og førend den første snee faldt, vare de forlovede med hinanden. min fader paatog sig at udstyre bruden, og anrettede for sin læge og mig paa en dag et fyrsteligt bryllup. denne æresbeviisning udvirkede jeg for frederikke, da jeg paa en vis maade havde hende at takke for min nærværende lykke. havde hun ikke paa hiin, for min skjæbne saa vigtige dag, da jeg skuede ned fra bjerghøiden i det forjettede land, havt det jndfald, at ville læse maria stuart i det - grønne, saa havde jeg aldrig betraadt min faders dørtærskel, og helene havde for mig været evig tabt. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000647_a |
en sjelden mord=historie. en officeer i den franske armee kaldet tulanne kom tilbage efter opløsningen af de tropper, der havde retireret paa den anden side af loire, det var i morelleri ved tours at kaptainen opslog sin boepæl. slottet morelleri var beboet af monsieude grelay og frue. da han fik adgang i deres huus, indlod han sig med madam de grelay i en forbindelse af en saa forargelig natur, at den fornærmede mand saae sig nødsaget til at forbyde, et menneske sit huus, som havde paaført det saamegen forstyrrelse og vanære. henreven af fortvivlelse over at havde tabt en lyksalighed, som en lang og rolig forbindelse, havde lært ham at skatte, vendte hans hele forbittrelse sig mod forføreren. en dag bebreidede han ham i et kaffehuus hans nedrige opførsel. den skjændige maade hvorpaa han havde misbrugt hans tillid, og alt det onde, som han havde overvældet ham med. elændige - sagde han det gielder enten dit eller mit liv. officeren, der havde sit eget liv kjert, og ingen synderlig lyst havde til at berøve m. de grelay sit, lodde foragtelige udtrykke, hvormed m. de grelatiltalede ham, gaae ind af det ene øre og ud af det andet, skyndte sig bort saa snart han kunde, og efterlod derved den anden overbeviist om, at hans tapperhed var ligesaa stor som hans retskaffenhed, madam de grelay, der ikke nærede det samme had til m. de tulanne, som hendes mand, foranstaltede hemmelige sammenkomster med ham. de samledes i en skov ved morelleri. mr. tullanne mødte altid der nogle øjeblikke for hande han ventede engang med utaalmodighed paa denne troløse qvinde, for at kaste sig i hendes arme, da pludselig et gevæhrskud strakte ham til jorden, uden dog at berøve ham livet. efterat han var bleven helbredet, anklagede han m. de grelay for at have affyret skudet, men sagen blev afviist ved høiste ret. saaledes var disse tre menneskers stilling. da en ulykkelig tildragelse fremskyndede denne skan, daleuse histories katastrophe. mr. de grelansad i hans sal, to officerer vare hos ham paa samme tid. de sad og spillede kort. pludselig kommer et maskeret menneske ind i antichambret, truer at slaae hjernen itu paa tjeneren, hvis han modsatte sig hans gjennemgang - han træder indi salen, rækker rolig geværet frem, tager sigte, skyder, og monsieur de grelay falder død ned, uden at faae tid til at yttre mere end de ord: kieltring, du har myrdet mig. begge officererne, belv ligsom forstenede af forundring, gav morderen, tid til at undløbe. førend de tænkte paa at forfølge ham, var han dybt inde i skoven. mistanken faldt paa tulanne, som tilligemed madam grelay blev greben og ført for retten i paris. den de dag efter forhøret afgav retten kjendelsen; jkke skyldig, hvorpaa presidenten tiltalede dem med følgende ord: i ere frikiendte. kun gud, der kan læse i eders underste til angang anklare denne skrækkelige hemmelighed. j ere frie, men i tolv manneder have j prøvet al den vanære og sindsuroe, der følger med at være anklaget for en forbrydelse. retfærdighedens sværd har været udstrakt over eders hoveder. see dette har været frugten af eders lastværdige lidenskab. for fremtiden have j lært at afskye en saadan forbindelse, i have lært at skatte dydens og uskyldighedens værd. ja sandelig i have havt en strækkelig | non-fiction | thi_rare-murder-story_anecdote | thi_000647_b |
erfaring, lad os haabe, at j og alle, som have hørt det, ville lade samme tjene eder til advarsel. | non-fiction | thi_rare-murder-story_anecdote | thi_000648 |
udenlandsk. en mand, som var i havre da den franske kronprætendent i forrige maaned ankom der med et amerikansk skib, fortæller følgende om ham: hantaler perfect baade fransk og spansk, men ikke engelsk. en franskmand havde i amerika bragt ham ombord og betalt overreisen med dollars. underveis havde han havt klammerie med styrmanden og truet med at lade ham fængsle, saasnart det stege iland; matroserne derimod lovede han alle at gjøre til capitainer. jmidlertid tog det en anden vending for den stakkels skjelm. j et kaffehuushvor han drak for et par sous liqueur kunde han ikke fortie sin høie bestemmelse, og blev strax snappet af politiebetjentene. fra paris skal være kommen befaling til at sætte ham paa citadellet, hvor han skulle kunne vente en mild behandling. | non-fiction | null | thi_000649 |
kjerlighedskuren. a. balskikke. de unge piger komme nu tildags allevegne til elskere; de gamle derimod sjelmere. det unge, dem føre f. ex., den fjere papa paa bal. der ere, som bekjendt ogsaa unge mænd, og da hjerterne, paa baller, hvor alle mennesker pleie at blive varme, ogsaa blive det, saa nærmer man sig der hurtigere hinanden end andensteds. medens nu den gamle papa fra lhomdre eller wistbordet af, kaster et blik fra side værelset af ind i salen og hans datter her giver hendes dandselystne smaa fødder frit løb, veed han intet ord af, at maaskee en af de unge dandsehelte, midt inde i dandsen selv, i begyndelsen, har overrumplet pigens hjerte, med blikke og siden med sine talegaver, fuldkommen indtaget det, og det ikke blot for en balnat, nei gud bevares for en levetid, ja endog for en heel evighed tiljust saaledes var det gaaet kommerceraad, tobakshandler rügeleins smukke constance. . bestemt klokken ti. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000663 |
og siden efter hjemme hvorledes gik det ikke da først den arme constance. det var virkelig heller ikke at undres over: thi hendes nydeligt lille hoved, fuldt af kjerlighed hvori tiden og evigheden var fløiet ind, tillod hende ikke for tummel deri at tillukke et øie den hele øvrige tid af natten og blev først glad da temmelig tidlig kaminflammen knittrede og kaffekopperne klierede. paaklædningen skulle da ogsaa saa hurtig som muligt besørges og hulter til bulter maatte det dog ikke gaae dermed. meget mere skulle der tilligeudgrundes hvilken reglige var den smukkeste og meest kunstløse; men en saadan konstløshed, saameget havde constance allerede ved hendes sextenaarige livspraxis erfaret, udfordrer ofte en forfærdelig anvendelse af tid og kunst, fornemmelig paa de dage, der følge paa saadanne nætter. den, der fra ung af, ene skulle disponere over constances tid og evighed; hr. henrich koller havde nemlig paa ballet staaet i en gandske kort afstand fra hende, da hun lydelig nohavde lovet hendes veninde jutta et besøgom morgenen precise kl. . ham par naturligviis ingen stavelse undgaaet af hvad hun sagde. hvem kunde derfor vide om han precis klokken til vilde indfinde sig i nærheden af juttas vaaning, eller snarere, hvem kunde ikke forudser dette. men naar han nu ventede der, ventede forgjæves, blot fordi constances tollette havde taget formegen tid, hvorledes havde den gode constance kunde have forsvaret, med hendes omme samvittighed at lade ham bles. det feilede endnu. og just denne morgen mislykkedes alt ved constances paaklædning. afskyelig! gandske af skyelig tilraabte hun den ene gang efter den anden hendes billede i speilet, som hun endnu aldrig havde skjænket saa vedholdende og omhyggelige blikke. hun skikkede hendes troe hielperske, tjenestepigen ud for ene at kunde lægge haand der paa; men det gjorde ikke sagen bedre. jngen folde paa det sted, ingen lille lok hvor den skulle være og paa den tredie hat hun satte paa, fandt tes overalt kanter, som den ikke maatte have ligesaa godt som paa den første og anden, hun havde forsøgt. hr. koller undtagen, var hele verden hende imod, en flue paa vægen var hende til besværsaagaar det livløse fandt hun barbarisk f. ex sin faders portrait. endnu alvorligere end sædvanlig, synes det at skue herned paa hende fordi hun denne gang var saalænge om at klæde sig paa. gud i himmelen, raabte hun da klokken slog til, og det raabte hun saa høit, at kommerceraaden, der i tredie værelser derfra just veiede ducater ved sin pult, kastede alting og ilede over hals og hoved til, for at see hvad der var tilstødt hans kjere constance. det feilede oven i kjøbet endnu, at en skulle komme for at opholde hende, nu da den allerede havde slaaet til og hr. koller unægtelig allerede stod paa sin post. . musikmesteren. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000664 |
hvorfor skriger du da saa, mit barn, spurg de den deeltagende fader. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000665 |
en haarnaals ondskab blev angivet som aarsag. hvorhen da saa hurtig constance, musikmesteren kommer jo klokken til musikmesteren, raabte constance blegnen, de: at det just var en musikdag, havde aldeles ikke faldet hende ind. j dag, sagde hun gandske forsagt, i dag kjære fader, maae jeg virkelig forsømme timen, da jeg har lovet den gode juttaet besøg. saa, raabte commerceraaden. det var mig den rette aarsag, nei, nei, saadanne kostbare musiktimer maae ikke forsømmes uden nødvenvendighed. johan, hr. commerceraad, svarede den jndtrædende. gaae engang over hist i hjørnehuset til frøken jutta og sig at det gjør min datter meget ondt, at hun ikke kan komme i formiddag. . den grundige undskyldning. commerceraaden brummede endnu meget, men constance havde andet at gjøre, end at høre derpaa hendes eneste trøst var nu, at hun neppe ville overleve den forherede musiktime; men døde hun, saa var det jo en udmærket grundig undskyldning hos hr. koller for at hun ikke komhr. koller saa kalculerede hun endvidere, døer naturligviis strax af sorg bag efter. paa megen tid maatte begge rigtignok renuncere, men hvad kunde det skade folk, for hvis kjerlighed en heel evighed stod til reede. saaledes havde constance overlagt alt gandske fortræffeligt. naar det kun ogsaa havde indtruffen; men derimod varede musiktimmen selv en evighed, en marterfuld evighed, og da den var forbi, stod tiden desværre endnu i frisk minde forhende og saae den arme constanceret skade fra op i øinene. da opsteeg hos hende en let formodning. menom den kiære endnu ventede, udraabte hun, kastede, silkekaaben om sig og ilede hurtig ned af trappen. og ud af huset, og see hr. koller havde virkelig ikke forladt sin opservationspost. j faae øjeblikke kom nu alt i stand. glæden paa begge sider, dog alligevel, at have opnaaet deres ønske, tillod dem ikke at tie dermed. . om og paa hvad. fra nu af havde constance hver dag, i det mindste noget i en boutique eller hos en veninde at forrette og hvem der paa alle disse toure, blev truffen af hende var hr. heinrich koller. til lykke fandt kommerceraaden ikke paa, at en pige paa sexten aar allerede ofte er forsigtig nok til at tænke paa hendes tilkommende giftermaal. men til ulykke, maatte hr. koller just reise bort paa nogle dage og brevet som traade i hans sted hos constance, geraadede i kommerceraadens hænder. af den luende kjerlighedsflamme i dette brev, blev mandens ansigt sat paa en saadan maade, i glød, som om han den hele dag havde maattet holde ud ved et høifyrsteligt kjøkkens skorsteen. hvad er det, spurgde han sin datter, holdende brevet hen for hende. han ville vide hvem den heinrich var som havde skrevet under, og de han nu efterhaanden havde faaet piint ud af hende hvorledes en saadan dag var opkommen, saa vilde han ogsaa vide, om og hvorpaa hr. kolter ville gifte sig med constance. vel meenteconstance, at en oekonom paa fem og tyve aar, saa smuk som han, vel maatte kunne slaae sig igjennem, det forstaae sig allene; men kommerceraaden som hun troede at beskjemme med at yttre denne mening, sagde, at man af et saadant beviis bedst kunde see at hun endnu var en barn, og børn maatte ikke gifte sig, det var en bekjendt sag. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000666 |
jmidlertid erkyndigede kommerceraaden sig et ter den unge herres omstændigheder. men resultatet var ikke hældigt for constances planer. j den korte tid, han havde opholdt sig i staden, intet menneske vidste hvorfor, havde han allerede gjort alt for megen gjeld, og var hans nærværende reise ustridig en følge af hans gjeld, thi neppe var han bleven vexelmyndig, saa havde han ogsaa allerede udstedet vexsler, for ikke at lade den nye erholdte ret blive ubenyttet, og just disse vexler nødsagede ham til at spille den synlige. . den græsselige skjebne. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000667 |
jøvrigt var hr. kammerraad rügelein ikke ret vel tilmode ved sagen. saa lidet han i almindelighed vidste, saa vidste han dog, at naar giftermaalstanker først ere komne i hovedet paa pigerne, saa er det ikke saa let at faae dem uddrevne igjen, uden ved et giftermaal. hvilken glæde var det derfor ikke for ham, da just stiftsraad nenner virkelig anholdt om constances haand. constances fortvivlelse var kjempestor, da han meddeelte hende sagen. tusende piger vilde grebet med begge hænder mod stifsraadens tilbud; thi han var smuk, behagelig og havde tilskrækkelige jndkomster til at ernære en temmelig stor familie, men hvem der nu som constance, allerede havde bortskjænket sit hjerle, trodsfaderens forbud lod hun uopholdelig afsende en staffet til hr. koller, som allerede om morgenen havde notificeret hende sin ankomst ved et ridt (en tour til hest) forbi hendes vindue. naar constance tænkte paa hendes faders haardnakkenhed, saa kunde hun ikke forestille sig hendes skjebne græsselig nok. ja, hvis der havde været noget at foretage sig ved døden, men denne seendrægtige karl, kjendte hun allerede fra den forommeldte musiktime, da hun allerede var fuldkommen marschfærdig ind i evigheden, men hvem som dengang ikke kom var døden og af sig selv at kaste sig den i armene det ville være at være alt for paatrængende og læder nu engang ikke en smuk pige. . tippo saib. nedsjunken i disse mørke tanker stod constance, paa den tid hendes fader som middagssovn, ved den lille havder som førte ud til frie mark. det unge græs skjød hyppigt frem. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000668 |
j mængde fremvældede overalt sæd og blomster af jorden. træernes knoppe ventede kunpaa den varme regn, som den skyede himmel at lerede forkyndte, for at forvandle sig til fødduftende blomster, og i luften svævede den muntre, lærke og anmeldte huld, at alt hvad der var skjønt vendte tilbage. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000669 |
constance saae jntet af alt dette, aldeles intet. død og grav var hendes eneste tankemidt i dette nye liv. da kom til al lykke en sort puddel springende og bragte hende paa andre ideer. det var den bekjendte tippo saib hr. kollers livpuddel, der tillige forrettede løbers og heidukkes tjeneste hos ham og aldrig frivillig var at antræffe andensteds end i nærheden af sin herre. constance saae venlig mod den side tippovar kommen fra, og see, der var hr. koller allerede selv og gjorde hende sin compliment. h. hanselv. constande, min dyrebare, eneste constance! sagde den unge mand, efterat deres første allegro kun alt for snart var overgaaet til det erbarmeligste lammentofo, fat kun mod, fortvivl ikke for tiden. lad, som de hengiver dem villig i deres hr. faders umenneskelige villie. ved tippo saib, han skal lære at kjende kjerlighedsmagt, hvorpaa han endnu ikke vil troe. paa mit æresord, jeg kommer engang pludselig som en tyv om natten og bortfører dem af hans huus. bagporten kjender jeg allerede. hist er den lille trappe, hvor de fortalte mig nyelig ingen meer kommer. døren, som er nedenunder behøver de kun om aftenen hemmelig at aabne, saa kommer jeg, klattrer over havemuren og er som en lynild ved hiin dør. tippo bag efter. derpaa gaaer det op af trappen hvor de venter paa mig i deres kaabe. jeg tager dem under armen og saa gaaer det tralleralleral over alle bjerge. af gud, sukkede den krænkede ærbarhed, hos constance. neil sagde hun, nei, hun gjorde hendes eneste dyrebare fornuftige forestillinger; men han forkastede dem alle med kjerligheds magt og omstændighederne, og da nu s. - ærbarhedens jndvendinger vare tilsidesatte saa kunde alt det øvrige heller ikke holde stik, men johan, sagde constance ængstelig, sover jo ovenfor den lille trappe til venstre. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000670 |
johan, svarede hr. koller, der er jo en god gammel karl, som troer paa spøgelser. for at fornøie ham bliver jeg nedenfor trappen endnu en gang saa stor til, som jeg er, ved hjælp af hvide lagener. og sæt karlen skulle være frietænker og gjøre allarm, nu vel, saa hidser jeg tippo paa ham og raaber, naar denne har ham ved brystet: muk endnu engang, gamle, hvis du for bestandig vil have mukket af, eller lad heller være at mukke, forhold dig hellere stille som det tilkommer en fornuftig karl, hvem et saadant best har i kløerne, eller - du forstaaer mig. - saa vil nok, tænker jeg, johan lade os gaae vor vei, og skriger han ogsaa en tid brand! naar hunden igjen løber bag efter os, saa gjør det jmet. her udenfor staaer min gode hest, derpaa svinger jeg mig, tager min stance paa og saa gaaer det ud i den vide verden. og hvad skal vi da fange an, spurgde ikke saadumt, stance? men hr. koller svarede, da foretage vi os hvad vi ville. ak, du kjære gud, jeg hører alt fader, raabte stance. j et øieblik var hr. koller med sin puddel om hjørnet og da commerceraaden, kom, sad hans lille datter allerede langt fra døren i en ensom krog af haven og strikkede saaflittig og uden at see op, som om hun allerede havde sat der og strikket et halvt aarhundrede eller i det mindste under den ankommendes middagssøvn. . paa christihimmelfartsdagnu, sagde commerceraaden i det han blæste sin pibe op, nu vil det snart gaae for sig. min søster skriver just, at hun har eqviperet dig med alt hvad du behøver som brud. paa christi himmelfartsdag tænker jeg derfor at vi ville høitideligholde forlovelsen. stance vedblev at strikke uden at see op, dog med en temmelig rolig mine, thi hun tænkte: jeg veed nok hvad jeg veed. men jo mere hun, da hun igjen blev allene, tænkte paa hvad hun vidste og paa hr. kollers plan, desto mere vindig forekom den sidste hende. ja den kunde saagaar aldeles mislykkes. j hvorvel hendes fader laae saa langt borte fra den gamle johan, at vel neppe denne kunde skrige ham vaagen, saa gaves der dog endnu en ung stærk gartner, paa hvilken hr. koller aldeles ikke synes at have tænkt. tilmed, sukkede stance, synes alt ikke at være saa vel overlagt, som for exempel den omstændighed amed den vide verden, og da kunde vi foretage os hvad vi ville." alligevel troede hun at burdelade det komme an derpaa. derfor sørgede hun i ogsaa hver aften redelig for, at døren til den hemmelige trappe stod aaben. men hvad der gjorde hovedet meget varmt paa hende, var, at hun allerede havde holdt det saaledes og luret oven paa hele otte dage naar johan var gaaet til sengs, og det bevidste gespenst udeblev dog altid. hun gjorde sig tusinde slags tanker derom. man kunde umulig have begrebet det, thi saa ville hun ikke have staaet sig saa godt hos papa. men om den eneste var bleven utroe, var bleven en meeneder, den gode stance vidste, ingen ende paa hendes angest og bedrøvelse, da endelig christi=himmelfartsdag brød frem, at hun følte sig aldeles ikke som om hun skulle fare til himmels. . selskabs-cavalieren. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000671 |
med hr. kollers udeblivelse gik det gandske naturligt til. just den anden aften efter deres middagssamtale, da han var i færd med at sætte sine spøgelse aperater i stand, bankede det paa en gang saa stærkt paa hans dør, at spøgelsemageren næsten selv var bleven bange for spøgelser. men hans forskrækkelse giover til virkelig frygt, da en lille artig mand aabnede døren og paa spørgsmaalet, om det var tilladt at træde ind, uden at oppebie svaret virkelig traade gandske nær hen til ham, foreviste ham en vexsel og bad, i det han trak paa skuldrenom et lille enten - eller da nu vexsel udstæderens, fuldkommen sprængte kasse ikke tillod dette enten, saa traade hiint eller ind i en vel conditionert retsbetjents skikkelse. den hele lange tid fra da af indtil christihimmelfartsdag, havde nu hr. koller havt en saadan selskabscavaleer paa salen hos sig, uden endog engang at kunne finde en sikkert maade til at faae et brev practiceret i stances hænder. thipaa huusværtens folk kunde man ikke forlade sig, da hans insolvente tilstand havde gjort dem alle meget haardhjertede mod ham. . brevet. paa christihimmelfartsdag ved bordet, geraadede til al lykke stance i hendes fortvivlelse paa den tanke, uden sikkert sendebud, at sende et brev ud paa lykke og fromme. gartne rens pige hvoraf hun betjente sig var visseligintet mindre end i rye for at være slue. jmidlertid lykkedes det, brevet kom virkelig i den elskedes hænder. stance sagde ham deri, at hun vidste ikke de mindste hvordan hun var faren, og besvor hr. koller ved hans kjerlighed, hvis denne, da han i saa lang tid intet tegn havde givet fra sig paa at han levede, virkelig endnu skulle existere, at fremstille sig om aftenen paa slaget syv ved den bagre haveder. hendes fader havde nemlig bestemt høitideligheden i anledning af hendes forlovelse med stifsraad renner paa denne aften. . den betænkelige tilstand. forlovelsesfesten raabte arrestanten med en saa forfærdelig stemme at retsbetjenten traade hurtig. ind fra salen og spurgte hvad han havde at befale. ) jeg befaler, var svaret, at han strax paa stedet lader hente hr. actuarius. der ere forefaldne ting, ting, som kunde gjøre mig rasende, hvis jeg ikke allerede var det. kort ven, denne herr actuarius maa umage sig herhen. retsbetjenten stirrede en stund paa den mundsom frembragte saadanne forunderlige talemaader. gjør han anstalt, eller - - raabte hr. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000672 |
koller og retsbetjenten skyndte sig baglænds ud, i det han greb for sig med begge hænder. han raabte ogsaa ængstelig paa en nede i gaarden forat hente actuarius derhid. denne forholdsregel synes ham at være meget nødvendig da een bevogter for en saadan arrestant synes ham at være for lidet. hjertet paa manden i salen, bankede immerstærkere. mandens trin i kammeret blev nemlig ved hvert minut hæftigere, saa at hiin hvert øjeblik tænkte, nu river han vist døren op og griber dig i struben. . det gaaer ikke anverselskyldnerens tiltagende hæftighed reiste sig blot af at han ved nærmere overlæg ikke vidste hvad han skulle begynde med den fremstævnede actuarius. j frihed maatte hr. koller komme, for at kunne forhindre forlovelsen. derfor ville han have actuariusen fat, men hvorledes skal jeg faae ham overtalt dertil, spurgde han? med fornuftige forestillinger, nei det gaaer ikke an. det kan man kalde at kaste perler forsviin. men endelig raabte han dog. nu, ja nu har jeg det. derved jublede han, saa tydelig, at rets betjenten allerede tog fat i klinken paa trappe, døren for endnu i tide at kunde rædde sig ved hælene. thi sagde han, en retsbetjent er hertil lands allerede for en saa liden løn plaget nokhan behøver oven i kjøbet ikke at udsætte sig for en rasendes bid. . de tre grunde. et frydeskrig hvori nu arrestanten udbrød, gjorde retsbetjenten endnu mere bange; men det var blot et udbrud af glæde hos hr. koller over den just udfundne plan, hvorved han haabede at blive frie. han byggede sin plan fornemmelig paa tre grunde. den første var, at uctuariussen, som han tilfældigviis da han blev arresteret, opdagede ikke forstod fransk, den anden grund var just den derværende franske besætning og den tredie var den overordentlige sorgløse maade hvorpaa actuariussen klædte sig. sagen gaaer an, den maae gaae an, raabte arrestanten i det han sprang op derpaa tog han et rødt baand, som et medlem af æreslegionen for nogle uger, sandsynligviis havde forglemt, og bandt det i sit knaphul. (fortsat.) | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000673 |
udenlandsk. det er nu bleven besluttet, at der skal opføres, kais (steenmure langs med themsen, lige fra londons, til westminster=broen. det er et af de betydeligste foretagender, som nogensinde er gjort til staden londons forskjønnelse og nytte. det heleet et privatforetagende, som hertugen af yorkstaaer i spidsen for. bekostningen er anslaaet til , pd. sterl., der sammendringes ved actierpaa pd. | non-fiction | null | thi_000676 |
j en af londons forstæder opstod nyelig en forfærdelig allarm, og man hørte en vedvarende ubehagelig klokkelyd. alle løbe ud paa gaden, og hvad saae man, af de londonske skarnagere, hver med sin store haandklokke, som han lod lyde saa klart som mueligt. disse herrer feirede paa denne maade en staldbroders bryllup, som med det betømte engelske stærke øll havde bragt deres blod i oprør. foran kjørte brud og brudom paa en almindelig londonske karnkarre, og bag efter fulgte de andre karrer i den skjønneste orden. saasnart man havde erfaret hvad der foregik, afbrød jngen deres læde; men man gav dem endog allehaande smaa foræringer i penge, brændeviin, kager o. s. v. ved havorth, i nærheden af keighley, paa grændsen af lancashire og yorkshire aabnede sig den den september sidstleden pludselig paa høilandet af stanbury=moor en stor revne og jorden nedsankhenved alen. af aabningen udflød en mudret, vandstrøm, der med stor heftighed fortsatte sit løbomtrent en engelske mile, næsten overalt i en dybde af alen og ofte til fod bred. dette phænomen har anrettet stor skade: thi lig en lavastrømnedstyrtede alt for det. paa samme tid brød et heftigt uveir løs, ledsaget med storm og stærk regn. | non-fiction | null | thi_000677 |
j en dal i jura bjergene har man fod dybt i jorden funden en klokke af centners vægt. man formoder, at der paa dette sted engang er skeet et jordskred, hvorved maaskee et kloster eller en kirke er sunken i jorden. eftergravningerne fortsættes nu. | non-fiction | null | thi_000678 |
----- kjerlighedskuren. (sluttet.) . excursionen. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000690 |
hr. actuarius, sagde han til denne, der strax derpaa traade ind med en vigtig mine, pralerieer som bekjendt ikke min sag. dog maae jeg gjøre dem opmærksom paa, at jeg endnu besidder anseelige venner. just i dette øieblik er jeg, ved en fransk, overmaade smigrende skrivelse! bleven tilsendt denne orden med anmodning om at indfinde mig personlig hos den herværende kommandant. de kan let forestille dem hvorubehagelig det maatte være mig, skriftlig angivne den egentlige forhindring. actuariussen yttrede nogen betænkning des- angaaende, fornemmelig fordi maaske kommandanten med et magtsprog kunde komme retten i veien. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000691 |
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.