text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | feuilleton_id
stringclasses 161
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ | date
stringdate 1818-02-20 00:00:00
1848-12-30 00:00:00
⌀ | feuilleton_author
stringclasses 34
values | __index_level_0__
int64 0
1.4k
|
|---|---|---|---|---|---|---|
henrich besad en utrolig stolthed, og holdt sig allene for berettiget og klog nok, til at kunne paatrænge den hele nation sin mening, som troeslære. dog med al sin stolthed disputerede han offentlig og med meget bram mod en stakkels skolemester af london, johan lambert, og det fornemmelig om tilstædeværelsen af christilegeme og blod i sacramentet. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000826 | 1825-01-21 | null | 300 |
lambert havde opsat noget skriftligt, hvorihan nægtede dets tilstædeværelse, og beraabte sig derved paa kongen. denne lærde opfordring smigrede henrichs pedanterie alt formeget til at han skulle afslaae den; thi her troede han at have leilighed til offentlig at lægge sin lærdom fordagen. der blev oprettet sæder i vestminster, hal for tilhørerne og henrich viiste sig med at kongelig pragt paa thronen. en mængde prælater stode paa hans høire side, og de verdslige og andre standspersoner paa venstre. bag prælaterne og biskopperne, stode rigets retslærde og bag dem den høie adel og hoffolkene. for dette glimrende auditorium fremstillede sig nu den lille skolemester lambert. kongen gjorde sig megen umage for at bringe ham i knibe med skolastiske spitssindigheder, men trods kongens skjeve fornuft=slutninger og uagtet det larmende bifald, som tilskuerne gave kongen, eller meget mere maatte give ham, forblev lambert dog standhaftig. kantsleren, nogle erkebisper og biskopper, fortsatte derpaa denlærde strid. lambert havde i hele timer, forsvaret sine sætninger, da han ikke formaaede at anstrænge sin lunge meere; han blev overskregen og bragt til tanshed. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000827 | 1825-01-21 | null | 301 |
efter de mægtigste beviis, som maaskee nogen tunge i verden har været i stand til at fremføre, begyndte kongen igjen striden og spurgte: som han nu var overbeviist og vilde kalde sine vildfarelser tilbage. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000828 | 1825-01-21 | null | 302 |
lambert forblev standhaftig, men for at bevise, at han havde fuldkommen uret, befalede kongen, at man skulle brænde ham ved en langsom jld, som ogsaa tyranens yndlinge med største kunst forstode at udføre. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000829 | 1825-01-21 | null | 303 |
henrich lod under sin regjering henrette mange af sine undersaattere for vrange troesbegreber. en besynderlig trættesyge i religionssager havde saaledes ophidset gemytterne modhinanden, at næsten alle andre menneskelige følelser bleve undertrykte. kongen lod engang lærde mænd, som havde erklæret sig for reformationen, forbrænde tilligemed tre andre pavelige tilhængere. de sidste besværede sig ikke saa meget over noget, som over den skam, at den jld, der skulle forvandle disse kjetteres beentil aske, ogsaa skulle fortære deres. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000830 | 1825-01-21 | null | 304 |
tilsidst skrev henrich theologiske bøger, hvorihan især søgte at indskjærpe sine undersaatter en passiv lydighed. han døde i sin alders aar. efter at have regjeret i aar. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000831 | 1825-01-21 | null | 305 |
det jndre af afrika følgende notiter er samlede af mr. w. jowets engelsk misionair. jblandt de slaver, som bringes til tripoli, fra det jndre af afrika, ere mange, som erkjende ) at være kriste. for at danne en eller anden gisning derom, i henseende til den deel af landet, i hvorfra de komme, kunne følgende omstændighed maaske anføres her: den store flod, som man finder anført under graders brede, paa arrowssmiths kort, og om hvis navn man er meget uvis, er af de jndfødte kaldet nilen. de sige ogsaa at den har sit i løb fra vest til øst. den nærværende bey af frizan, mamalluk reis, da han foretog en expedition i paschaen af tripolis tjeneste, troer at han var ved flodens banker. han fortæller, den flyder mod østen og er beseilet af store baade paa omtrent commercelæster. han havde her skjermydsler med de jndfødte og drevmange af dem ud i vandet, eller det er snarere sandsynlig, at de, da de kjendte hans ærinde, og vidste bedre hvor floden var dyb og ikke, have flygtet derud, som det eneste middel mod slaverie. | non-fiction | thi_missonair-notitser_essay | thi_000832 | 1825-01-21 | W. Jowet | 306 |
man fortæller om kongen af tombuctoos sønder aflagde et besøg i tripoli for nogle aar siden, under den nærværende paschas regjering de man forærede ham, som den sædvanlige velkomst compliment, et par pistoler, kjendte han ikke brugen af dem. det er ikke usandsynligt at prindsen er kommen ned i baade fra tombuctor, saa langt som til kongeriget kashna eller bornonog reist lige nord til tripolis, den samme vesom mamaluk reis. det er derfor at formode, naar man lægger alle omstændigheder sammen, at det land hvorde fristne stammer boe, er et eller andetsteds omkring wangara.) vi gaae nu til de kristne) j nr. arrovssmiths kort, vesten for vangara ved den store flod, staaer anmærket et territorium, hvor i ) j nr. arrovssmiths kort, vesten for vangara ved den store flod, staaer anmærket et territorium, hvor der boe hvide folk, som efterhvad araberne fortælle, skulle være kristne og som efter rygtet skal have beseilet rigerfloden, i vest op til jenne, i aaret . - slaver som bringes til tripolis. de ere regere, af en smuk, muskuløs race, men i henseende til forstand, saa uvidende at de let lade sig bevæge til at gaae over til den mahomedanske religion. de kjende ikke omskjærelsen. de ere uvidende om det hellige kørses betegnelse, dette ældste symbol paa kristendommen; heller ikke synes de at have noget symbol, og alligevel bære de navn af kristne. | non-fiction | thi_missonair-notitser_essay | thi_000833 | 1825-01-21 | W. Jowet | 307 |
et andet besynderligt factum er dette, at den sidst afdøde bey af bengazzi, der i hans drengeaar var opdraget som slave i tripolis, erindrer i sin barndom at have været øienvidne til en ceremonie, der lignede messe, saavelsom ogsaa til brug af hellig viin. kaptain smith kunde ikke finde noget manuscript, ei heller er nogen deel deraf og serveret i nogen karavan; men den omstændighed, at de ikke bruge omskjærelsen, tilligemed brugen af klokken og viinen gives tilkjende at de mahomedanske lærdomme ikke der ere de herskende; og han troer, at man ved at faae en neger derfra og opdrage ham til det øiemed, ville kunne uddrage vigtige resultater og en vei aabnes til en fuldkommen opdagelse og undersøgelse af hine regioner, der grændse til de lemanske bjerge. | non-fiction | thi_missonair-notitser_essay | thi_000836 | 1825-01-21 | W. Jowet | 308 |
udenlandsk. j kronstadt har man proberet at forsyne compasset med en blikplade, for derved ombord at bevare magnetnaalen imod kanonernes og andet jerns jndvirkning. opfindelsen har viist sig fuldkommen hensigtsvarende, og den russiske regiering har strax befalet, at slige kompasser for fremtiden skulle bruges paa flaaden. | non-fiction | null | thi_000838 | 1825-01-21 | null | 309 |
blandt de mange klippemasser af hvilke trappen, i fald den kan fortjene navn deraf, fornemmelig bestaaer, sees udhugne stene, afbrækkede stykker af støtter og karnisser, og som alt giver tilkjende, at der før har været hinduiske templer, af hvilke ikke meere end disse jammerlige og adspredte levninger ere fornærværende i tid tilbage. paa dette sted er veien ved opstigningen saa overordentlig besværlig, at den har af vore soldatre faaet den kraftige, men grove benævnelse af diævelspromenaden, og man maae sandelig ogsaa tilstaae, at pasagen er overordentlig trættende, især naar den foretages, som var tilfældet med mig, under en brændende, soels umaadelige heede. den anden port eller jndgang bærer endnu adskillige tydelige spor af den gamle hinduiske architectur, som udmærker sig her, saavelsom paa øen java, ved levninger af store bygninger. sammensatte af smukt udhugne stene og nøie forenede i hinanden, uden nogen slags kalk eller, kit. opgangen fra denne port til den tredie, skeer med langt større lethed end til den foregaaende, og fra denne ophøiede deel af klipper sees den høieste muur, hvilende paa et tyk lav, af haard sand= eller qvadersteen, som paa sine steder synes færdig at falde, og frembyder for tilskueren, et rædsomt, men skjønt syn. herhar indbildningskraften frit spillerum, og en kjede af romantiske jdeer, strømmer glad indpaa sielen og hensætter vandreren i tankerne til et af oldtidens ensomt liggende kjempeslotte, som fortidens sager beskrive os saa indtagende og skjønne, medens vidtudstrakte enge og sletter, rigelig bedækkede med grønt, og veldyrkede marker og maleriske høie, bedækkede med skovsees gjennem aabningerne i muren og frembyde en fortryllende udsigt, som de intet begreb kunne danne sig om, der komme til jndien, forblive begravede inden for de eensformige grændser af maratternes land eller bedømme dette skjønne lands natur-skjønheder og hielpekilder efter de smudsige stræder i nærheden af cossitullah, auctionssalene eller bazarerne i calcutta. naar man passerer gjennem den tredie port, nogle trinop ad, er resten af veien beqvem, og medens klipper, hvis flade ved meiselen er bleven prydet med billeder og figurer, forkynde os sivasdyrkelse; nærme vi os nu den sidste eller hovedporten, som fører strax ind i det jndre af fortet; her er den indmurede slette, der optager hele høiens top og indeholder de offentlige bygninger, officerernes bopæle og sepoyernes hytter, en skjøn paradeplads, en spillebane, en svær bazar og flere store vandkummer, der ofte ere fyldte og altid indeholde overflødighed. af vand. fladen eller det jndre af fortet, er omtrent fem mile (engelske) i omkreds, er aldeles indsluttet af en muur eller vold, af det slags, som allerede er beskreven, og bestaaer, med undtagelse af grundlaget, allene af saracenisk arbeide. volden er af betydelig tykkelse, og danner en platform, der i følge den ujevnhed man seer paa bjergets rand, er til den ende hævet flere fod over den almindelige grund, og findes paa andre steder lige med jordbunden. den ydre rand af muren, er bedækket med en rad brystværn i form af gamle gothiske buer eller biskopshuer, hver syv fod høi og omtrent fem bred, med et mellemrum af en fodog en halv mellem hver og med en lang, smal aabning i midten, for at sætte lunten i. den ydre overflade af murens tinding er bedækket med chunam, ) men muren selv bestaaer deels af raae, udhugne steen, og deels af steen, hvorier udhugen billedhuger-arbeide, tagne fra hinduiske bygninger, af hvilke ethvert spor er forsvunden. den lavere deel af denne uhyre muur, er bleven opsat, i en alder saa langt tilbage i tiden, at man her kan anvende en anmærkning, som ofte er bleven gjort med hensyn til roslinborg, og andre gamle bygninger i scotland: det er overmaade vanskeligt, om ikke umueligt, med nøiagtighed at kunne bestemme den linie, hvor den naturlige klippe slutter og den konstige vold begynder, da den ene synes saa at sige at være sammensmeltet i den anden. det overstiger næsten jndbildningsskraftens grændser, at kunne forestille sig hvorledes et saa uhyre arbeide. er udført, som udfordredes til at opføre en bygning, af en saa umaadelig viide som kallingurs mure og de grene af denne, der danne fortets jndre og ydreværker, gaae i forskjellige retninger langs siderne af høien, og holde ved lange rader af trappetrin, der gaae i zig zag communicationen aaben imellem de forskjellige qvarterer (saavidt jeg kan erindre den nordlige, vestlige og østlige deel) paa toppen af høien i det jndre af fortet. den hele fortification, som den nu er, afgiver det meest umodsigelige beviis paa, at den er bleven opført under overopsigt af mahomedanske eller saraceniske jngeniører, og det ikke meget langt tilbage i tiden, sandsynligviis i de sidste fire aarhundrede. men) en sei masse, der gjøres af stødte østers, skaller, ligner kalk, har et glindsende, skin, og bliver naar den tørres saa haard som steen; den bruges til muurarbeide og paa skibe, som kit til at dække naderne med. | non-fiction | null | thi_000848 | 1825-01-28 | null | 310 |
avantgarden. j kurrath stødte han paa de indianske prindser dilleri og mellek, som han slog, udplyndrede deres land, og tog mange af begges familie til fange. disse to ravahs havde bemægtiget sig hele landet syden for jumna, ødelagt keiserens faste garnisoner lige fra malara til kurrat, og residerende i callinger. det er sandsynlig, at det indtraf i denne periode, eller næsten syv hundrede aar fra det nærværende aars tal, at dette gamle og vigtige fort for første gang faldt i musselmændenes hænder; da vi ikke see at nogen krig er ført mod dets hinduiske gouverneurer, eller nogensomhelst notice taget af steder i historien, førend aaret efter hegirah, ) da det var i fuldkommen besiddelse af mahumedanske prindser i hindostan; thi i fornævnte persiske oversættelse staaer jelul ul dien sendte paa samme tid en paalidelig gesandt til azimhumgion, som havde en stor armee at betale og holdt calinger besat for jbrahim, for at udbedes sig hans hjelp. dette fort var endvidere saauovervindeligt, at det var i stand til at modstaae. angrebene af meget øvede armeer, som erobrede hindostan under den store og krigerske baber, dette bekræfter ogsaa fornævnte persiske historie, skriver ferista os, naar han siger: i aaret () blev denne sultan syg og hans sygdom tiltog daglig til trods for al medicinsk hjelp; da han sluttelig frygtede for sit liv, kaldte han sin søn humajoon tilbage, som den gang beleirede fortet kallingur, og udnævnte ham til sin eftermand. fortet blev endnu længe ved at holde sig og blev sluttelig en gienstand for de mahumedanske keisers ærgjerighed; thi to aar efter den forrige. beleiring førte humajoon i aaret (. en armee paa nye mod det stærke fort kallingudog omringede det. medens keiseren forte beleiringen, tog mahmood søn af keiser secunder lodi i forening med afghaneren beinjiompoor i besiddelse og opvakte krigsflammen, i de østlige provindser; da humajoon fik efterretning derom, hævede han beleiringen. j den paafølgende sultans regjering blev fortet berømt ved keiser sheres død, og paa den tid var det hinduernes besiddelse; men historien tier med de tildragelser, som foranledigede at det igjen kom i sine gamle herrers magt i aaret () finder man det blev regjeret i af azim humajoon en musselmand og keiser jbrahams officeer. (fortsættes.) edvard hyde, greve af clarendon. | non-fiction | null | thi_000850 | 1825-01-28 | null | 311 |
de engelske aviser indeholde gjentagne klager, over de hyppige plynderier der ikke begaaes mod levende, men mod døde mennesker, de grave nemlig ligene op og sælge dem for at anotomeres. saaledes fandtes nyelig ved aberdeen i scotland, jndvoldene og benene af de smaae børn, og ved undersøgelse fandtes , der vare begravne: dagen i forveien, igjen at være opgravne. ved den nye begravelsesplads i lambeth ved h. tildrog sig forgangen en skrækkelig scene af denne art. begravelsestæderne vare om natten blevne angrebne og døde legemer bortstiaalne til de overlevendes store angest. kirkeforstanderer, der vare af beboerne anmodet om, at standse disse afskyelige tyverier, befalede mr. seagar graveren at sætte to mand vagt om natten, da neppe nogen nat var gaaet forbi, uden at jo et legeme var bleven stiaalet. mr. seagar besluttede slutteligen at vaage selv, tilligemed sin søn og et ungt menneske, der hedte sharp. en nat skjulte de dem paa begravelsespladsen og omtrent klokken fik de øie paa mænd, som gik henhvor der vare fodangler satte, som de sloge sammen; de gik derpaa til beenhuset brak det aabent, forsynede dem selv med spader og begyndte at grave, hvor et liig var bleven nedlagt den forrige dag. de grov til spaden stødte mod en liig kiste, mr. scagar sprang da frem fra sit skjulog befalede dem, at overgive sig. han opdagede da til sin store forundring, at det just vare de personer, han havde leiet og betalt for at holde opsigt dermed. en af dem sprang fra graven og svoer med de skrækkeligste forbandelser paa at han ville myrde sir scagar, hug ogsaa efter ham med spaden og slog ham overende. han ville gientage slaget da en søn af mr. seagar forede en pistol løs paa ham og saarede ham i den venstre arm; derpaa overgav han sig. den anden angreb sharp med en sabelog saarede ham farlig i panden. sharp havde bevæbnet sig med en jernstok, med hvilken han fortsat striden i flere minuter og bragte sluttelig hans modstander til jorden. de bleve derpaa førte til vagthuset, hvor man fandt at de begge vare meget saarede. | non-fiction | null | thi_000856 | 1825-01-28 | null | 312 |
----- fortet kallingur i hindostan. (from the asiatic mirror ved b. tylter, til udgiveren af fornævnte blad.) (sluttet.) vi læse i sidste avis at fortet kallingur var berømt ved keiser sheres død. aarsagen til fjendtlighedernes begyndelse mod fortet kallingur af keiser shere, fortæller i en anden deel af et værk kaldet ayeen alburee. det anføres, deri, at rajahen eiede en berømt sanger, som han paa anmodning nægtede at udlevere til keiseren der fortørnedes derover og strax angreb ham, ved at beleire fortet kallingur. da rajahen fandt at fortet ville falde i fiendens hænder, opreiste han et stort baal paa hvilken han opbrændte sig selv med familie. sheres opførsel i denne anledning, omtaler imidlertid abulfattil, som beskriver keiserens død, der hændte strax efter, med foragt, og anseer denne som en straf af himlen for hans grusomhed. ferista, fortæller saaledes denne mærkværdige hændelse: sherre, vendte sig efter hans blodige seier, mod fortet chitoor, som capitulerede. han marscherede derpaa mod rintinpoor og skjænkede dette land til sin søn abul chan, som opslog sin residents her. keiseren drog i egen person mod kallingur. den indianske prinds, som eiede det, vilde formedelst keiserens forræderske behandling mod paran mull, ikke underkaste sig ham, men forberedte sig paa at gjøre modstand. efterat shere havde slaaet en cercumvallationslinie rundt om fortet, begyndte han at nærme sig stedet; han opreiste bolværker af jord forhans artillerie og sank miner under klippen. | non-fiction | null | thi_000866 | 1825-02-04 | null | 313 |
dette er madava, madeb mahadera eller siva, hedningernes første guddom. længere indenfor volden eller muren falder og strax ved den vestlige ende af festningsværkerne, et uhyre billede i øinene, som forestiller en mandlig guddom, udhugget i releif af den haarde klippe, og vendende det øienpragtige ansigt mod vesten, det kaldes af de jndfødte kal byroo. det er henimod fod høi og har atten arme. fodderne staae i en pøll af staaende vand, som drypper ned fra klippen. fra skulder til skulder tværs over brystet kan bredden omtrent være ti fod. j den første af de hænder, regnet fra venstre side af tilskueren, sees et bæger. den anden arm er beskadiget; den tredie svinger en dolk; den fjerde holder ankassen eller hagen til at styre elephanten med, denne sees udhuggen i bas releif, en deel af dens hovedog snabel er især af en uhyre størrelse. dette er den vigtigste af figurerne, de øvrige ere tildeels islagne og beskadigede. (sluttet.) historiske nærkværdigheder af det femtende aarhundrede. | non-fiction | null | thi_000870 | 1825-02-04 | null | 314 |
tre anseelige norske handelshuse, det ene i dramen og de andre to i christiania, havde indtil videre maatte ophøre at betale, som en følge af, at et stort handelshuus i leith var gaaet fallitwalter scott, siger man, vil til foraaret, besøge norge og sverrig, da han skal have enny roman af norges historie under arbeide. | non-fiction | null | thi_000886 | 1825-02-04 | null | 315 |
det berømte universitet i leiden feirer den de febr. sin aarige jubelfest. | non-fiction | null | thi_000887 | 1825-02-04 | null | 316 |
og dog, hvo ville nægte trykkefrihedens velgjørende jndflydelse, ikke allene paa statsbestyrelsen, men paa ethvert enkelt jndivids lykke i staten, historien viser os tilfulde følgerne baade af en lænkebunden og alt for tøileløs skrive-frihed, havde for exempel den største deel af den undertrykte franske nation, bestandig førend den frygtelige revolution udbrød, offentligt kundet bragt for regentens øre de skrækkelig undertrykkelser, den maatte lide af den mægtige adel, ville denne ikke have vovet disse, og hiin skrækkelige epoke maaskee ikke havde funden sted. hvor overeensstemmende er det desuden ikke med ethvert menneskes medfødte frihed, som fornuftigt væsen og med ethvert jndivids jnteresse som borger i staten, at kunne frimodig lægge sine følel. ser for dagen i et offentligt blad og at den mægtige undertrykker i det mindste ikke uhaanet tør krænke menneskets helligste rettigheder, menneskets største feil blev unægtelig egoisme, og det, ofte ikke at kunne indsee, men altid at ville undskylde sine feil. den retskafne og ædleste mand kan derfor ved aldrig at høre disse, især naar han beklæder en betydelig charge eller eier formue, forglemme sig selv, og ofte ogsaa, da frygt i almindelighed leder mennesket mere til sine pligters opfyldelse end følelse for pligten, forledes til at glemme hvad han skylder gud og sine medborgere. hvilket forsvar skal desuden den ringere have mod den mægtige skurk, der troer sig hævet overlovene og derfor tillader sig enhver arbetrair handling mod hiin. naar egennytte og egen hævnbringer superieuren til at glemme hvad han skylder sine undergivne. naar den rige, glemmer at forsynet gav ham hans penge for at lindre brødres nød og derimod med blodbestænkte hænder berøver den nødlidende hans sidste skjærv - naar den lidende uskyld, forladt og mishandlet af den mægtige forfører, uden ven, uden støtte, undertrykkes og nedtrædes i støvet, hvem skal da blive de lidendes og dydens hævner, naar retfærdighedens arm ikke kan naae - uden du hellige trykke=frihed! forgiæves ville vi undskylde vor svaghed, og empfindtlighed; ikke at kunne taale at høre sandheden, ved at benævne enhver beskeden, offentlig yttring af andres følelser med navn af pasqvil vi lægge derved kun for dagen, at vor samvittighed siger os, vi fortjene een eller anden lille revselse og at vi frygte for raden engang skal komme til os. men bør denne frygt afholde os fra at erkjende rytten af en trykkefrihed, der er begrænde set af lovene, nei kun hvor trykkefrihed udartet til pasqvil, det vil sige, hvor skadefrohed og ondskab leder pennen, og hvor næstens velfærd og ære sættes paa spil, bliver den skadelig, og at dette ikke skal skee ustraffet, derfor have visselig de fleste staters lovgivere sørget. vist nok bliver vor forfængelighed ofte saaret vi see vor indbildte fuldkommenhed til sat paa en meget lavt trin, og maae taale andres retfærdige dadel, naar vi fortjene den; men vi have ogsaa anledning til at retfærdiggjøre vor caracteer, og ville desuden lære at kjende vor svageside, og omhyggeligere vogte os for at begaaurigtige handlinger, naar vi vide, at vi ere underkastede offentlig critik. vel gives der ogsaa misbrug, for exempelhvor trykkefriheden vanhelliges ved anonyme og scandalese jndrykkelser, der kaste et fordægtig lys over vor uskyldige næstes carakteer, uden at denne er i stand til at forsvare sig. dog dette bør være redacteuren af ethvert blads helligste pligt at forebygge, naar han kan, men undertiden ligger giften saa dybt skjult deri, at en uvedkommende ikke kan opdage den. hvorgives desuden, den saa aldeles fuldkomne jndretning, at ingen feil skulle kunne indsnige sig deri, neil enhver, hvis hjerte staaer høit for konge og fædreneland, maae føle frihedens og en paa fornuftige love grundet trykkefriheds velgjørende jndflydelse, (i en slaves hjerte, herskede denne følelse sjelden; thi vore love og de midler, der betrygge os mod undertrykkelse, biedrage unægtelig meget til at gjøre os vort fædreland, kjert og dyrebart, hvormange laster, som lovens arm ikke kan naae, snige sig desuden ikke om i mørket, hvormange flere ville ikke gjøre det, naar jngen frygtede for offentlig daddel. hvormangen mægtig og riig ville ikke begaae uretfærdigheder mod sine ringere medborgere, der hvorhan troede lovene ikke kunde skade ham, naar han ikke frygtede for offentlig at criticeres gid derfor altid enhver maae besjæles af varme følelser for konge, fædreneland og frihed, gid vi aldrig glemme, at enhver af vore medborgere, have krav paa vor agtelse og retfærdige behandling; og gid vi selv, uden at tage hensyn til egen jnteresse, maae ære de midler, der betrygge dem disse engelske misceller.) murats død, af koppel gravens tourgjennem de sydlige provindser af kongeriget neapel.) veien fra monteleone til nicastro, hvor jeg vilde forblive om natten, gaaer ikke gjennem til pizo, men jeg blev fristet til at forlade den og gjøre en lille excurtion dertil, da en hændelse, der er nøie forenet med dette lands politiske historie og ikke ganske uvigtig for en stor deel af europa, tildrog sig der. joachim murat, landede om høsten med faa ledsagere ved pizo, og blev arresteret af stedets beboere, som han forgiæves tilskyndede at forene sig med ham; han blev derpaa kastet i fængsel og fordømt af en militair commission. til at skydes, i følge en lov som han selv havde udgivet, og skudt fire dage efter hans ilde overlagte ankomst. | non-fiction | mixed | thi_000897 | 1825-02-11 | null | 317 |
og dog, hvo ville nægte trykkefrihedens velgjørende jndflydelse, ikke allene paa statsbestyrelsen, men paa ethvert enkelt jndivids lykke i staten, historien viser os tilfulde følgerne baade af en lænkebunden og alt for tøileløs skrive-frihed, havde for exempel den største deel af den undertrykte franske nation, bestandig førend den frygtelige revolution udbrød, offentligt kundet bragt for regentens øre de skrækkelig undertrykkelser, den maatte lide af den mægtige adel, ville denne ikke have vovet disse, og hiin skrækkelige epoke maaskee ikke havde funden sted. hvor overeensstemmende er det desuden ikke med ethvert menneskes medfødte frihed, som fornuftigt væsen og med ethvert jndivids jnteresse som borger i staten, at kunne frimodig lægge sine følel. ser for dagen i et offentligt blad og at den mægtige undertrykker i det mindste ikke uhaanet tør krænke menneskets helligste rettigheder, menneskets største feil blev unægtelig egoisme, og det, ofte ikke at kunne indsee, men altid at ville undskylde sine feil. den retskafne og ædleste mand kan derfor ved aldrig at høre disse, især naar han beklæder en betydelig charge eller eier formue, forglemme sig selv, og ofte ogsaa, da frygt i almindelighed leder mennesket mere til sine pligters opfyldelse end følelse for pligten, forledes til at glemme hvad han skylder gud og sine medborgere. hvilket forsvar skal desuden den ringere have mod den mægtige skurk, der troer sig hævet overlovene og derfor tillader sig enhver arbetrair handling mod hiin. naar egennytte og egen hævnbringer superieuren til at glemme hvad han skylder sine undergivne. naar den rige, glemmer at forsynet gav ham hans penge for at lindre brødres nød og derimod med blodbestænkte hænder berøver den nødlidende hans sidste skjærv - naar den lidende uskyld, forladt og mishandlet af den mægtige forfører, uden ven, uden støtte, undertrykkes og nedtrædes i støvet, hvem skal da blive de lidendes og dydens hævner, naar retfærdighedens arm ikke kan naae - uden du hellige trykke=frihed! forgiæves ville vi undskylde vor svaghed, og empfindtlighed; ikke at kunne taale at høre sandheden, ved at benævne enhver beskeden, offentlig yttring af andres følelser med navn af pasqvil vi lægge derved kun for dagen, at vor samvittighed siger os, vi fortjene een eller anden lille revselse og at vi frygte for raden engang skal komme til os. men bør denne frygt afholde os fra at erkjende rytten af en trykkefrihed, der er begrænde set af lovene, nei kun hvor trykkefrihed udartet til pasqvil, det vil sige, hvor skadefrohed og ondskab leder pennen, og hvor næstens velfærd og ære sættes paa spil, bliver den skadelig, og at dette ikke skal skee ustraffet, derfor have visselig de fleste staters lovgivere sørget. vist nok bliver vor forfængelighed ofte saaret vi see vor indbildte fuldkommenhed til sat paa en meget lavt trin, og maae taale andres retfærdige dadel, naar vi fortjene den; men vi have ogsaa anledning til at retfærdiggjøre vor caracteer, og ville desuden lære at kjende vor svageside, og omhyggeligere vogte os for at begaaurigtige handlinger, naar vi vide, at vi ere underkastede offentlig critik. vel gives der ogsaa misbrug, for exempelhvor trykkefriheden vanhelliges ved anonyme og scandalese jndrykkelser, der kaste et fordægtig lys over vor uskyldige næstes carakteer, uden at denne er i stand til at forsvare sig. dog dette bør være redacteuren af ethvert blads helligste pligt at forebygge, naar han kan, men undertiden ligger giften saa dybt skjult deri, at en uvedkommende ikke kan opdage den. hvorgives desuden, den saa aldeles fuldkomne jndretning, at ingen feil skulle kunne indsnige sig deri, neil enhver, hvis hjerte staaer høit for konge og fædreneland, maae føle frihedens og en paa fornuftige love grundet trykkefriheds velgjørende jndflydelse, (i en slaves hjerte, herskede denne følelse sjelden; thi vore love og de midler, der betrygge os mod undertrykkelse, biedrage unægtelig meget til at gjøre os vort fædreland, kjert og dyrebart, hvormange laster, som lovens arm ikke kan naae, snige sig desuden ikke om i mørket, hvormange flere ville ikke gjøre det, naar jngen frygtede for offentlig daddel. hvormangen mægtig og riig ville ikke begaae uretfærdigheder mod sine ringere medborgere, der hvorhan troede lovene ikke kunde skade ham, naar han ikke frygtede for offentlig at criticeres gid derfor altid enhver maae besjæles af varme følelser for konge, fædreneland og frihed, gid vi aldrig glemme, at enhver af vore medborgere, have krav paa vor agtelse og retfærdige behandling; og gid vi selv, uden at tage hensyn til egen jnteresse, maae ære de midler, der betrygge dem disse engelske misceller.) murats død, af koppel gravens tourgjennem de sydlige provindser af kongeriget neapel.) veien fra monteleone til nicastro, hvor jeg vilde forblive om natten, gaaer ikke gjennem til pizo, men jeg blev fristet til at forlade den og gjøre en lille excurtion dertil, da en hændelse, der er nøie forenet med dette lands politiske historie og ikke ganske uvigtig for en stor deel af europa, tildrog sig der. joachim murat, landede om høsten med faa ledsagere ved pizo, og blev arresteret af stedets beboere, som han forgiæves tilskyndede at forene sig med ham; han blev derpaa kastet i fængsel og fordømt af en militair commission. til at skydes, i følge en lov som han selv havde udgivet, og skudt fire dage efter hans ilde overlagte ankomst. | non-fiction | thi_trykkefriheden_essay_a | thi_000897_a | 1825-02-11 | null | 318 |
murats død, af koppel gravens tour gjennem de sydlige provindser af kongeriget neapel. veien fra monteleone til nicastro, hvor jeg vilde forblive om natten, gaaer ikke gjennem til pizo, men jeg blev fristet til at forlade den og gjøre en lille excurtion dertil, da en hændelse, der er nøie forenet med dette lands politiske historie og ikke ganske uvigtig for en stor deel af europa, tildrog sig der. joachim murat, landede om høsten med faa ledsagere ved pizo, og blev arresteret af stedets beboere, som han forgiæves tilskyndede at forene sig med ham; han blev derpaa kastet i fængsel og fordømt af en militair commission. til at skydes, i følge en lov som han selv havde udgivet, og skudt fire dage efter hans ilde overlagte ankomst. | fiction | thi_murats-død_a | thi_000897_b | 1825-02-11 | null | 319 |
da murat begav sig til den store, offentlige gade i il pizo, tiltalede den forundrede mængde opmuntrede dem til at erkjende ham for deres lovmæssig konge og uddeelte proklamationer, han havde ført med sig til dette øiemed, hørte folket paa ham med stum forundring og snege sig bort, den ene efter den anden til deres huse, som de meget forsigtig, men uden ophold lukkede til, og overlod ham og hans tilhængere til at eftertænke den uheldige begyndelse deres foretagende havde. byen montileone, som han havde forskjønnet og gjort til hovedstad i en provinds, formodede man var venskabelig findet mod ham, den laae blot syv mile derfra, og derhen besluttede han strax at begive sig, for at see om han havde bedre lykke der. det medste af det territorium, som ligger omkring il pizo, og en stor deel af byen selv, tilhører hertugen af jnfantado, og hans agent eller huushovmester residerer her og har den jndflydelse, som uagtet ophævelsen af fendale rettigheder, en betydelige jordegods-eier, altid er i besiddelse af, og han udøvede den ved denne anledning til at opvække hos dem en følelse for den fare de kunde udsætte sig for, ved at lade ex kongen uforstyrret, gjøre fremgang. uden at jeg vil paastaae at kunne udpege de følelser, som formodes at have drevet dette jndivid dertil, vil jeg blot anmærke den slette behandling hertugen af jnfantado havde maattet taale af ham, og de beskjemmelser denne herre i en tidligere periode maatte udstaae, medens spanien var besat af de franske og murat var gouverneur i paris. | fiction | thi_murats-død_a | thi_000898 | 1825-02-11 | null | 320 |
efter et kort ophold forfulgte agenten og et tilskrækkeligt antal af il pizos jndvaanere, stærk devæbnede, den flygtende erkonge, og kom ham temmelig nær, førend han naaede toppenaf en steil høi. da han fandt sig selv skarp forfulgt og udsat for hans forfølgeres skud, ansaae han det for raadeligst at tage sin tilflug, til de baade, som havde bragt ham og hans lille følge dertil; og da han frygtede for ikke at kunne slaae sig gjennem det overlegne antal, som saaledes uventet angreb ham, retirede han ud fra veien, kastede sig i det dybe og klipperige ravin, som begrændser den, og gjennem hvis ujevne og næsten ufremkommelig steile veie, han søgte en nærmere vei til strandbredden. paa denne overilede rettrade fulgte hans egen lille trop - ham, forfulgt af folkene i byen og deres anfølrer, ved hans ankomst til stranden fandt han, at de fartøier, der havde bragt ham og hans følge, enten af mistanke, frygt eller forræderie, havde sat til søes igjen. han sprang derpaa i en fiskerbaad og var i færd med at støde fra strandbredden da hans modstandere naaede ham, og efterat et skud af dem havde saaret en af hans ledsagere, holdt han et hvidt lommetørklæde i veiret til tegn paa at han ville overgive sig, blev derpaa ført eller snarere trukken ind i det lille fort, som der bærer navn af fæstning og er il pizos eitadel. det var paa hans vei dertil, at han af pøbelen, maatte taale den meest uværdige behandling; og man siger endog, at et fruentimmer, (som ansaae sig for at være blevet fornærmet ved tabet af en søn, der var, (sandsynligviis efter fortjeneste, efter hans ordre bleven henrettet som bandit, for nogle aar siden) reev hans bakkenbart af paa den ene side, i hævngiertig vrede over den formodede ophavsmand til hendes ulykke. | fiction | thi_murats-død_a | thi_000899 | 1825-02-11 | null | 321 |
han blev først stødt ind i et elændigt værelse, hvor han tilbragte natten, men siden forflyttet til et mere anstændigt, og forsynet med enhver nødvendighed, i følge ordre fra den høistkommanderende for divisionen, som ankom fra monteleone tidlig næste morgen. ved telegraphen bragtes efterretningen om hans landgang til neapel og paa samme maade igjen ordre til strax at skride til hans forhør. han landede den de october, og den de blev han, efter at dødsdommen var fældet over ham og efter at han havde skriftet og skreven sin kone til, henrettet. det fort hvori han blev fangen, er af ubetydelig størrelse, ligger paa en flade; som strækker sig op over første etage, danner to paralelle mure, enart af ubedækket corridor af omtrent tolv skridt, i længde og ender i et brystværn mod søen. | fiction | thi_murats-død_a | thi_000900 | 1825-02-11 | null | 322 |
han stod med hans ryg imod dette og efter at have selv givet signalet, modtog han soldaternes jld, der vare placerede lige over for, han faldt medhovedet mod døren af et værelse, i hvilket alle de officerer, der havde ledsaget ham vare indsluttede. hans legeme blev strax nedsat i den fornemste kirke i byen, til hvis bygning han, da han engang havde passeret gjennem calabrien, havde skjænket ducater. den hvælvine hvori hans jordiske levninger hvile, er betegnet mednogle bredder, der ere føiede ind i steengulvet. | fiction | thi_murats-død_a | thi_000901_a | 1825-02-11 | null | 323 |
forskjellen mellem dommer og advokat. dommeren stræber at opdage sandheden. | non-fiction | thi_judge-layer_essay | thi_000901_c | 1825-02-11 | null | 324 |
advocaten at skjule eller vanskabe den. dom meren holder middelveien. advokaten skrider til extremer. dommeren er stræng, alvorlig og ubøielig. advocaten smidig, forbindtlig, føier, sig efter hans klients ønsker og sætter sig ind i hans jnteresse. dommeren skulle være caracteerfast, jevn, uforanderlig og vælge den lige veifremad. advocaten vælger enhver maade at gaae frem paa. dommeren maae altid bestræbe sig for at være herre over sine lidenskaber. advokaten sympatiserer med hans klients følelser. dommeren bør lægge alt paa retfærdighedens vægtskaal og søge at vedligeholde et eqvilibrium. advokaten lægger en svær tyngde i den ene vægtskaal og tilintetgjør ballancen. (buckingham advertiser.) | non-fiction | thi_judge-layer_essay | thi_000902 | 1825-02-11 | null | 325 |
carl philip greve af artois. greven af artois var ludvig den des anden broder, født i versailles den de octbr. . formælet den de novbr. med maria theresia af saveien, med hvem han har to sønner. berømt ved sin elskværdighed og gavmildhed gjaldt denne prinds for en beskytter af videnskaberne. han erklærede sig ved revolutionens begyndelse imod dens grundsætninger og var en af de ivrigste forsvarere af de kongelige forrettigheder. da han erfarede, at pariserne havde sat en priis paa hans hoved, unddrog han sig ved nattens hjelp sine fjenders forbittrelse, og gav det første tegn til udvandring, ved at begive sig med sin familie til sin svigerfaders hof i turin. . havde greven af artois en sammenkomst med keiser leopold i mantua og begav han sig med marschal broglio og prindsen af conditil worm, hvorved han foranledigede en stor deel officerers udvandring. han opholdt sig nogen. tid ved bonn, kom til brussel og gik derpaa tilwien, hvor keiseren modtog ham paa den meest udmærkede maade. han var i pillnitz ved keiser leopolds sammenkomst med frederik wilhelm den af preussen. efter at have antaget constitutionen af , indbød ludvig. den de ham igjen til sit hof, men forgjeves. han befandt sig i koblenz og rustede sig til krig, undskyldte sig i sit svar til sin broder og udstedte en hæftig proclamation mod nationalforsamling gen. der anlagdes nu klage mod ham, hans pension som kongens broder, berøvedes ham, og hans apanagerenter overgaves hans creditorer. ved de allieredes jndmarsch i frankerig, anførte han et corps rytterie af udvandrede. efter ludvig des død, udnævntes han af sin broder (ludvig de) til general=lieutenant, af frankerig. artois gik derpaa til rusland hvor catharina modtog ham med megen glands. før han forlod de udvandredes corps, skrev han et smigrende brev til marschal broglio og sendte ham sine medailler, diamanter og sin søns kaarde, for at sælge dem og for pengene bestride denødvendigste udgifter. ved slutningen af fik han en pension af england og indskibede sig de juli i kuxhaven til london. han gik siden, ombord paa en engelsk fregat, der længe krydsede ved den franske kyst og landede den septbr. paa isle dieu under beskyttelse af commodore, warrens eskadre, men vendte med uforrettet sag tilbage til portsmouth, og levede siden nogle aar i edingburgh paa de gamle kongers slot. j febr forsonede han sig med hertugen af orleans børn. j novbr. begav han sig til calmar i sverrig, hvor han havde en sammenkomst med sin broder og sin ældste søn, der havde formælet sig med ludvig den des datter, derpaa vendte han tilbagetil london og kom med sin broder til frankerig. i aaret , hvor han, som nærmest throarving , blev udnævnt til konge. | fiction | thi_count-artois | thi_000903 | 1825-02-11 | null | 326 |
renand, castellan af coucy. coucy, var en helten i tragisk begivenhed, som særdeles har beskjæftiget de gamle romandigtere romanciers og poeterne. han var tillige forfatter af adskillige digte. man holdt ham for en slægtning af raoul, herre af coucy, med hvem han ofte er bleven forvexlet. | fiction | thi_castellan-coucy | null | null | null | 327 |
j et i fransk vers forfattet haandskrift paa det kongelige bibliothek i paris under titel: castellan af coucys og damen af faiels roman, skreven i aaret , og en krønske over det samme stof af fouchet skreven leveres os en historie om den ømmeste kjerlighed, og den meest oprørende grusomhed, hvoraf her gives et udtog. renaud, castellan af coucy, var indtaget af den skjønne gabrielle de vergy, aubert de faiels gemalinde. slottet faiel laae ei langt fra coucy og begge i nærheden af st. quentin. renaud kastede sig med tilstaaelsen af sin lidenskab for gabrielles fødder, hun viste ham tilbage - men ikke for stedse. de elskende saae hinanden flere gange hemmeligt. den fyrigste kjerlighed og de trængsler, som hendes gemals jvresyge foraarsagede, frembragte renands sange, hvori findes udtryk af den hæftigste lidenskab. den forpligtelse at deeltage i et korstog, afbrød de elskendes stille lykke. renaud reiste bort og indskibede sig i marseille med englands richard. ved hans ankomst til palæstina var acre allerede i de christnes hænder. han fægtede i forening med richard, ved cæsarea og seirede med ham ved ascalon. men ved forsvaret af et slot, hvor kongen, havde taget sit qvarteer, traf en forgiftet piilham. al møie var forgjeves, saaret syntes uhelbredeligt. udmattet af smerter og længsel, bad renand nu om tilladelse at vende tilbage til fædrenelandet. man tilstod ham sin begiering og snart var han paa hjemveien. dog allerede efter nogle dages forløb følte han dødsengelens nærmelse. han kalder sin troe, vaabendrager til sin leie og rakte ham en sølvæske med sin beherskerindes foræringer. tag dette, sagde han med hævende stemme og gjemdet vel; læg efter mit sidste suk mit hjerte til det øvrige og bring det til fruen af faiel. hans øie brister, og den troe tjener iler til slottet, fiel. han ankommer der, men uheldigviis træffer han slottes herre, hvis hjerte brænder af mistanke. han lader ham strengt undersøge, og finder hos ham den sidste gave og de sidste udtrykke af en undslukkelig kjerlighed. forbittret indtil raserie, udtænker han nu den skrækkeligste hevn. tag dette hjerte, sagde han til sin kok, lav det til og sæt det paa min gemalindes bord." det skeer, og gabrielle - spiser deraf. har det smagt dem godt, spørger hendes gemal. o fortræffeligt udbryder den ulykkelige. det troer jeg, var svaret, det maa have været en kostelig ret fordem, thi det var castellanen af coucys hjerte." til skrækkelig overbeviisning henkaster han hende det brev, som renaud døende havde skrevet: hende til. efter dette skrækkelige maaltid vilde den ulykkelige intet nyde meer, hun døde en frivillig hungersdød" froisard og christine de pisan ere de ældste vidner om denne begivenhed, hvis sandhed du belloy tilstrækkeligt har beviist. - renands kjerlighedssange, ere samlede og udkomne i memoires historiques. sur raoulde coucy paris, . . | fiction | thi_castellan-coucy | thi_000905 | 1825-02-11 | null | 332 |
hvad fortiæner vel her at kaldes en fornuftig, og hvad en ufornuftig anvendelse af trykkefrieden? med eet ord: hvad er her at brugt, og hvad er misbrug, det er brug mener jeg naar man skielligen bestrider lasten hvorsomhelst og i hvilken skikkelse den virkeligen findes, samt saaledes trækker den skyldige frem for publicitetens domstol. ey heller behøver en saa almeenerkiendt sandhed nogen færlig demonstration; thi det maatte da hedde: ahvem lastede vel nogen, finde, hvad du roser," men det er e misbrugikke allene naar man gjør beskyldninger, der i sig selv ere falske, og hvorfor man ingen vedbørlig hiemmel har; men ogsaa, naar man spotter eller haaner mennesket for saadanne ting (blandt andet for saadanne mangler paa siel eller legeme), som snarere burde fremkalde medlidende skaansomhed, end letsindig dadel; ja - som vel endog saare ofte, ved nærmere kiendskab til de specielle omstændigheder og ved roligt overlæg, maatte befindes at fortiæne vort fulde bifald, eller dog at være ulastelige og menneskeligviis meget undskyldelige. og kommer nu ydermere hine angreb for dagen som fleertydig skumlen og pasqvilværk, saa bliver aabenbart sligt trykkerie dobbelt lastværdigt og farligt. jeg sagde: dobbelt lastværdige; thi vedkommende viser jo da noksom, at han ikke strider for sandhedens, moralitetens og sædelighedens hellige tarv; men at han drives af blotte lidenskaber, i det han selv blues ved at nævne den person, der skulle drages til ansvar, og som vel altsaa skielligen burde gives adgang til forsvar og lovene, og i det han ikke tør byde aabenfeyde, men kun forsøge paa at snigmyrde sine medborgeres ære, gode navn og rygte. jeg sagde fremdeles: dobbelt farlige, thi deels kan den angrebne intet passeligt forsvarsmiddel benytte mod slig riddings- og stimandsdaad; deels kan det ikke feyle, at saadanne yttringer af menneskets lidenskaber og naturlige hang til at ophøye og smigre sig selv, ved at nedsætte og laste andre, jo saameget meere ville gribe om sig, naar den letsindige, den indbildt fuldkomne eller selvkloge tør nære det haab: at mørket nogenlunde vil sikkre ham mod enhver reaction og ubehagelighed. men - sagen meere almindeligen betragtet - i hvilkensomhelst skikkelse den her forkastede anvendelse af trykkefriheden end maatte vise sig; hvad enten den er meer, eller mindre aabenlys eller skumlemæssig: saa er den dog ustridigen misbrug, og drager de meest sørgelige følger efter sig. menneskerne - deels stærke, deels svage væsener - forskaffe sig selv indbyrdes saa mange og saa skiønne nydelser; men de paa føre ogsaa hinanden saa mangfoldige af de krænkende gienvordigheder, som dette jordliv uadskilleligen fører med sig. enhver, der har tydeligt begreb om de rettekilder til menneske vel og vee, og som mener det ærligt dermed, han maa altsaa opoffre alt og sine yderste kræfter, for i samfundet, saavel privat som offentligt, saavel ved gierning som ved ord, at oplive og befæste fredens og kjerlighedens aand, der her som overalt er lovens og lyksalighedens fylde; og han maa paa det omhyggeligste vogte navnligen sig selv for enhver handlemaade, der ville udsaae splidens og tvedragtens fule sæd. men hvad er der nu vel, som mindre forbedrer, og mere opirrer gemytterne; hvad er der, siger jeg, som mindre befordrer, og mere qvæler den almindelige velvillie og indbyrdes fordragelighed, eller meere fremkalder de ganske modsatte sindstemninger: mistroe, kulde, bitterhed, had, avind og forfølgelse, - end netop, synderligen i trykte flyveblade, hiin bagtaleriske snakkesyge og vittighedsagen, satire, haanog spot? de ere jo tilhobe onde urter, som ikkun trives paa kierlighedens grav; de ere jo alle foragtelige producter, hvis aarsag og virkning man ligemeget maa søge i nædle, fornuftog religionstridige tilbøyeligheder. saa meget man altsaa paa den ene side maa hylde en fornuftig trykkefrihed; og saa meget det ville være taabeligt og eensidigt: om det virkeligen, enten af frygt eller ømfindtlighed, skulle falde nogen ind at paastaae, at misbrugen her burde hæve brugen, eller at man burde frafalde trykkefrihedens anvendelse selv som værn mod lasterne, saa meget maa man paa den anden side høyligen fordømme de virkelige misgreb, og enhver saadan anvendelse af trykkefriheden, hvorved denne selv bliver lasternes moder, og forgifter kilden til menneskehedens bedste glæder - enighed og sandrægtighed. sligt kan man dog aabenbart ikke indynde under betlagelse over: at sandheden kun sjelden var elsket; eller under det brammende navn af selvstændige mænds frimodige yttringer, a. a. enheller vil dog vel nogen for alvor troe, her at kunne giøre brug af det forsvar: at man slet ikke bør ense dette smørerie. thi en saadan hervisme ville, naar det kom til stykket, vanskeligen kunne opvises, og hvem ville vel heller med overlæg giøre den fordring: at man meere skulle taalefornærmelser paa æren, end fornærmelser i andre henseender; eller at mennesket i almindelighed skulle være ligegyldigt ved offentligt omdømme og litterair gabestok, overalt - naar slige angreb ikke skulle enses: hvormed forsvarer man da, at de komme i trykken? de skulle dog vel aldrig her have plads som et nødvendigt jtemeller fyldekalt, jøvrigt skal jndsenderen tilføie: at da det omhandlede ukrud, synderligen ved præssens hielp, letteligen ville blive af en ligesaa frodig som i sig selv. skadelig natur, og hastigen saaledes kunde udbrede. sig: at det siden maatte blive vanskeligt, om ikke umuligt, gandske at udrydde samme og sammes skadelige følger: saa vedbliver han uforandret, og fremsætter herved ydermere offentligen den paastand: at redacteuren af trykte tidender ikke letteligen vil kunne udvise en for ængstelig opmærksomhed, for at opdage og undertrykke den første spire til hiint almeen=onde, og forgandske at qvæle samme i fødselen. men han indrømmer derimod gierne, at vi ikke have grundtil at befrygte, at en slig fordærvelig aand skulle rodfæste sig i vort provindsial blad, og at vi i saa henseende have borgen allerede i selve redacteurens bekiendte humanitet og eftertænksomhed. | non-fiction | thi_trykkefrihed_essay_b | thi_000918_a | 1825-02-18 | null | 333 |
murats død, af koppel gravens tourgjennem de sydlige provindser af kongeriget neapel., (fortsat.) jeg har mere end engang hørt murat sige, at han skulle døe ved et musketskud, men han havde sandsynligviis formodet dette ville skee paa valdpladsen. det er meget muligt, at hiin hemmelighedsfulde skjebne, som tog en saa forskjellig retning paa kysten af calabrien, maae i sin hele bitterhed have opvakt erindringen hos ham om den ret og excecution i vinennes, hvori han presiderede. | fiction | thi_murats-død_b | thi_000918_b | 1825-02-18 | null | 334 |
der udfordredes alle naturens yndigheder, dens skjønneste prydelse, for at forjage af min siel det jndtryk, som synet af hans ydmyge gravsted frembragte hos mig; han, som jeg forotte maaneder siden, saae hovere i besiddelse af en absolut magt var her nedstegen med vanære i graven, pragten ved murats hof, maaskee det meest glimrende i europa, paa den tid jeg saae det, overgik langt hans rang, blandt europas monarker, ligesom ogsaa antallet af hans tropper, var uforholdsmæssigt til kongerigets resourcer, og folkemængde, og begge caracteriserede ham, og viste hiint ødsle gemyts=beskaffenhed, som belønner en operadandsers fortjenester efter samme maalestok, som en generals og statsministers. hans gemalinde, med de samme begreb om høihed, var paa ingen maade saa uoverlagt gavmild, og havde de ikke begge alt for blindt den fulgt et system af bedragerie, som, omende skjøndt undertiden skikket til politiske regociation ner, kunne ikke anvendes med lige hæld til alle tider og ved alle leiligheder, ville de maaske med et mindre farlig fald, have beholdt nogle levninger tilbage af den stilling, til hvilken skjebnen havde opløftet dem. en berømt statsmand siger om en intrigant diplomatiker, i croit quil trompe, parsquilment(d. r. han troer at han bedrager, fordi han lyver, og denne tanke synes aldrig hos nogen at have været mere grundfæstet end hos murat og gemalinde. | fiction | thi_murats-død_b | thi_000919 | 1825-02-18 | null | 335 |
om aftenen da joachim forlod neapel, som skjebnen havde bestemt han aldrig skulle gjensee, udgav han en constitution, som han havde dateret uger tilbage i tiden, og i det øieblik han traade ind i en af hans ledsageres vogn, for at flygte hemmelig, tilkjendegav madam murat meget alvorlig hans fortroelige venner og raadgivere, at hans beslutning var at samle nogle faa adspredte tropper, som endnu vare i hovedstaden og dermed gjøre det sidste forsøg paa at standse fiendens fremgang. en dage for dette, da de neapolitanske troppers nederlag ved macerata var allerede bekjendt i hovedstaden, forkyndte en bulletin, som siges at være skreven med murats egen haand paa valdpladsen, en fuldkommen seier og at fire kanoner vare tagne. | fiction | thi_murats-død_b | thi_000920 | 1825-02-18 | null | 336 |
da østerrigerne allere vare i fuld marsch mod neapel, holdt den regjerende dronning, som man kaldte hende, med megen anstand og munterhed, en revue over den borgerlige garde, og forsikkrede dem, at de i nogle faa dage mere, skulle blive befriede fra de byrder og den fare, der var forbunden med deres funktioner; og de sidste øieblikke hun tilbragte i palladset, anvendte hun paa, meget nedladende at anmode nogle favouritter om at spise frokost med hende, og strax derpaa begav hun sig ombord paa skibet, hvorfra hun i ikke meere steeg i land paa neapolitansk grund. det jndre af det kongelige pallads fremviste paa denne dag, et sieldent syn for tilskueren, der blot var vandt til at see alting i galla. gaardenne vare fulde af tjenere, som stormende forlangte deres løn og toge haandpenge for videre, betaling ved at bemægtige sig de heste, der hørte til stutteriet. de lange corridorer og gallerier, ubevogtede af soldater og tiggere i liberie, lagde ingen hindringer i veien for personer, som jnteresse eller nysgierrighed, droge hen til slutningscenen af dette drama. det kongelig gemak selv, endnu prydet med de vægtige levninger af herculaneum og pompeil, oplivet vedlyonsk broderie og indiansk, musselin, var tilstoppet med store pakkasser og mosair steengulvet tilsmudset med porteurers og bæreres, smudsige fodtrin og bestrøet med høe og papir strimler. de opvartende damer, prydede i deres sædvanlige, kostbare dragt, saae man gavepaa nogle kyllinge-been, de utilstrækkelige levninger af gaardagens soupee, og endeligen den utrættelige beboerinde af dette leiede locale, klædt : efter den nyeste pariser mode, med den meest udsøgte elegance, som vedligeholdt endnu bestandig hiint skjødesløse, galante smiil, der contrasterede forunderligt med de matte øine og blege kinder, og var afvexlende beskjæftiget med at nedpakke juveler, uddeele penge, dictere breve, eller modtage visitter med al mulig hofetiqvette og stivhed. | fiction | thi_murats-død_b | thi_000921_a | 1825-02-18 | null | 337 |
j lancaster gazette læses følgende, af en fransk journal uddragne statistiske tabel over flere stater i europa og de forenede stater i nordamerica: frankerig. folkemængde: millioner; statsindtægter: millioner franks. national gjæld: billioner millioner eller det firedobbelte af stads jndtægterne. østerrig. folkemængde: millioner; statsindtægter millioner franks. national gjæld: billion millioner eller det sexdobbelte af dens jndtægter. spanien i europa.) folkemængde: millioner, statsindtægter millioner franks; national gjæld: billioner. det nittengange dobbelte af dens jndtægter. storbritanien. folkemængde i europa millioner; i asien millioner; i america millioner. j det hele under engelsk herre, dømme millioner mennesker. statsindtægter: billion franks. national-gjæld; millioner eller atten gange saa meget som jndtægterne. ) nederlandene (colonierne indbefattet. folkemængde millioner; statsindtægter . millioner franks. national-gjæld / billion eller gange saa meget som jndtægten. preussen. folkemængde: millioner: statsindtægter, millioner franks. national gjæld millioner eller gange dens jndtægter. rusland. (indbefattet polen.) folkemæng, de: millioner, statsindtægter: millioner. national gjæld: millioner, næsten det dobbelte af dens jndtægter. de forenede stater i nordamerika. folkemængde: millioner; statsindtægter millioner franks. national gjæld millioner eller det redobbelte af jndtægterne ) ligesom engelands jndtægter er alt for lavt ansatte, saaledes er ogsaa dens hele folkemængde efter seneste optælling: i alle verdens deele hundrede millioner. | non-fiction | null | thi_000922 | 1825-02-18 | null | 338 |
auctionsdirecteuren. mine herrer, den næste der skal sælges er bil, en god, stærk tømmermand, omtrænt aar gammel, med stærke lemmer, og sund og frisk, kan bruges paa plantagerne, hvis det udfordres, og kan i enhver henseende være til megen nytte. mine herrer, hvad ville de byde mig for tømmermanden, viljngen byde, (en stemme blandt hoben: dollars. jkke mere end dollarsfor denne? derpaa blev budet indtil dollars, for hvilken sum den blev tilslaaet james grant, en regerhandler fra new orleans. auctions-directeuren: den næste neger, der skal sælges mine herrer, er ponto, staae her hen ponto, og fortæl herrerne hvad du forstaaer. ponto munlede noget hvormed auctionsdir. ikke synes at være meget vel fornøiet, han vendte sig derpaa til kjøberne igjen og sagde: nu mine herre, hvad vil de give mig for porto, han er aar og duelig til markarbeide. herafbrød negeren ham og sagde: maserra, mig næsten fyrgetyve aar. auctionsdirecteuren: han staaer i auctions-forretningen for aar, som jeg formoder er rigtig. negeren: mig været hos mr. gordon tyve og et aar, var stor deel bedre mand, da han kjøbte mig, end mig er nu. auctionsd. vel, vel! de seer negeren for dem mine herrer, efter hvad her staaer skreven, er han aar - selv siger han, han er forgetyve jeg overlader til dem selv at bedømme hvad derer rigtig, under alle omstændigheder er han en neger af værdie, en karl af første skuffe til plantagernes dyrkning, stærk og vel skikket til arbeide. her afbrød negeren ham igien: gentimen! (isteden for gentlemen.) herre mig er ikke saa vel skikket til arbeide. for det første, er mig plaget med brækning, og for det andet har mig en gevært paa skuldren, saa stor som en irlandsk kartoffel. denne fortælling bragte liebhaberne til at tie stille. auctionsdir, gjentog: mine herrer, de seer denne karl ønsker ikke at sælges; dog jeg skal nok finde en herre til ham, nu faaer han gaae ind igjen. han blev derpaa befalet at stige ud og jakob at komme opii hans sted. auctionsdir.: nu min herrer, opraabes en neger af den største værdie, der findes i hele staden richmond; han er en fortræsselig garver og feldbereder, den første i den profession, jeg nogensinde har frembuden til salg, en virksom, anseelig neger, omtrent , aar gammel, og er meget berømt for sin ærlighed, ædruelighed, vindskibelighed og skarpsindighed. nu, mine herrer, jeg venter et høit, bud, for en karl af saadan værdie, hvad vil de give mig for jakob, garveren, (et bud) dollars. auctionsd. hvad, dollars, blot for garveren og feldtberederen, man kan jo faae dollars i leie for ham. det var mr. grant, negerhandlerens bud. jacob, er du villig til at forlade richmond, jacob, nei, jeg lagde nu mærke til, at mr. grant siden ikke bød paa ham; han blev tilslaaet en mand, der i egnen for femhundrede og tredive dollars. det næste rummer, der blev solgt. var en heel familie: en mand, kone og to smaae børn, som auctionsd., sagde han havde ordre til ikke at skille ad; de bleve solgte samlede til en borger af nye petersburg for dollars. derpaa forlod jeg auctionen for nogen tid og da jeg kom tilbagevar den just forbi. auctionsd., underrettede forsamlingen om, at der omtrent vare endnu en tredive negere til, af begge kjøn, der tilhørte samme eier; men kunde faaes underhaanden, og havde ret til at vælge deres herre selv. det privilegium at kunne vælge deres egne herrer (som sjelden gives) er snarere et negativt en posetivt valg, det er frihed til at vælge, hvem de ville tilhøre. saaledes averteres at saadan en neger er tilsalg, den, der ønsker at kjøbe en saadan, sender bud efter regeren og spørger ham, om han er villig til at sælges til ham, svarer han ja, henvender han sig til sælgeren, og sandsynligviis bliver kjøbet sluttet. svarer negeren derimod nei, gjør han intet videre derved. de negere, som sælges ved auction ere i almindelighed afdøde personers eiendom, eller deres, der gjøre bankerot, under andre omstændigheder er negrenes salg ikke almindeligt, thi da det sædvanligviis ikke er skik og brug, er det i almindelighed den sidste eiendom en mand vil skille sig ved. om en mand, hvis formues omstændigheder havde været i godt rye, solgte en af sine negere, ville man strax fatte mistanke om, at hans financer stode paa svage fødder. negrene ansees ikke allene at tilhøre, men i visse henseender at udgjøre en deel af familien. | non-fiction | null | thi_000925 | 1825-02-18 | null | 339 |
julie de le espinase. julie l'espinasse beundredes engang i frankerig, som jndbegrebet af alt hvad der var i elskværdigt. hun forenede de meest glimrende aandsgaver med et hjerte, der var istand til at føle, den hæftigste kjerlighed, og glimrede i de fineste, meest dannede og udvalgte cirkler i paris. hun var født i lyon , og omendskjøndt hendes uægte fødsel aldeles ikke var ubekjendt, blev hun dog anseet for en borgers datter og førte stedse hans navn uden nogentid at gjøre fordring paa sin sande herkomst. herved opfyldte hun trolig det løfte, hun havde givet sin moder mad. de albon paa hendes dødsseng, hvorimod denne havde testamenteret hende en lille arv. paa denne tid forsamlede mad. deffand ligesom en hofstat af de meest dannede og aandrige mænd omkring sig, hvilke kappedes med hverandre i vidog galanterie og fældte domme i videnskaberne og politiken. denne damme antog julie . espinasse til selskaberske, da hun i en ældre alder stedse var i ondt lune og havde havt det uheld at miste synet. l'espinasse modtog gjerne hendes tilbud, da hun levede i en trængende tilstand. uden fordringer traadde hun ind i mad. du deffands huus og anede ei, at hun snart vilde blive den glimrende stjerne, hvorom de meest dannede aander i hendes tid skulde samle sig. j førstningen levede begge damer i den bedste harmonie, mad. deffand uden mistanke og julie uden fordringer i lykkelig ubevisthed om de fortrin, der skulde gjøre hende ligesaa berømt, som ulykkelig. men forskjellighed en mellem den unge, ved skjønhed ei mindre end ved aandsfuldkommenheder indtagende. skabning, og hendes vel andrige, men tilligealdrende, ofte heftig og i ondt lune værende herskerinde gav anledning til sammenligninger, der ei kunde falde ud til den sidstes fordeel og hvis virkninger denne saasnart hun erholdt kundskab derom saa meget mindre kunde blive ligegyldig ved, som hun endnu i sin alder ei vilde opgive de fordringer, hvortil alene ungdom og skjønhed berettige. kun alt for snart bleve julies fortrin erkjendte, alles hierter hyldede hende, selv d'alembert, mad. deffands meest prøvede tilbeder, følte sig overvunden af hendes yndigheders magt og tilstod hende sin kjerlighed. j førstningen lykkedes det at skjule de nye forhold, saa store og vanskelighederne vare. thi ei alene om dagen var julie hos sin herskerinde, hun havde og den plagende forretning at forkorte de lange søvnløse nætter ved forelæsen. kun de faa eftermiddagstimer, der vare forundte hende til hvile, kunde hun benytte til hemmelige sammenkomster eller skriftlig underholdning med sine venner. denne tvang medførte opdagelsen, hvorpaa øieblikkelig fulgte skilsmisse. men den forstødte havde allerede alt for talrige tilbedere til at finde sig forladt, ja man bevirkede endog ved hertugen af choiseul at kongen udsatte hende en anstændig aarlig jndkomst. fra denne tid traadde hun ind i den store verden og de meest glimrende cirkler kappedes om æren af hendes nærværelse. de alembert forlod gandske mad. deffand for at opofre sig til den, som ) holdt hans hjerte fængslet og hvem han, skjøndt forgjeves anraabte om gjenkjerlighed. kun det inderligste venskab var hun istand til at føle for ham, og dette viste hun ham ogsaa, da han blev overfalden, af en svær sygdom, ved den omhyggeligste pleie. de alemberts inderlige længsel, stedse at være sin elskende veninde nær, formeredes herved, og hun tilstod ham det ønske at beboe samme værelser som hun. jngenildefindet dom dadlede dette rene forhold. men nu opstod samme lidenskab hun havde indgydet d'alembert, hos hende for en anden. hun skulde lære at kjende alle dehenrykkelser, men og alle de lidelser, som kjerlighed skjænker. marquien af mora, en spansk yngling, der forenede mandig adel med den høieste ynde; og et varmt hjerte med den meest dannede forstand, blev elsket af hende og elskede hende igjen. den redelige d'alembert, der skjulte sin smerte ved sig selv, opofrede ei allene sin kjerlighed, for hendes villie, men var og høimodig nok til at mægle imellem begge. allerede vare de elskendes inderligste ønsker maalet nær, da mora pludseligt blev syg. julie var nær ved et forgaae af kummer, og i samme øieblik - uforklarlige qvinde ubestandighed! - paalægger en nye kjerlighed hende lænter og udslætter den døende vens billede af hendes siel, endnu før hans død. oberst guibert, bekjendt af sine forhold til frederik den den, drog hende med umodstaaelig magt til sig. han var vant til at betragte qvindernes yndest som en tribut, der skyldtes hans fuldkommenhed, og kjerlighed var ham blot et galanterie-spil. j sine breve til ham udtrykker hun det ømmeste hjertes følelser og røber den meest dannede forstand. la harpesiger og hende: "jeg har aldrig kjendt nogen qvinde med mere naturlig forstand, og mindre glimrelyst, med større talent til at udpege andres aandsgaver. hun gav enhver sin plads og hver var tilfreds med sin. med stor bøielig hed besad hun den elskværdige artighed, der an - tager deeltagelsens tone. denne tone var hende let, hun fængslede uimodstaaelig, og saa mange venner hun og havde, troede enhver at han var det alene. jngen var mere virksom end hun, naar det gjaldt at forbinde sig nogen. hun døde eller . | fiction | thi_julie-lespinasse | thi_000933 | 1825-02-25 | null | 340 |
cid don rodrigo ruy diag, greve af vivar. rodrigo var født , er en af de faa helte, som det blot ved dyd, tapperhed og klogskab. lykkedes, mens han levede, at sættes ved siden af konger og efter sin død at være sin nationsstolthed. han kaldtes af sine fjender cid, herre, og campeador (kjæmpe) og af sin konge og sit folk: den i en god time fødte, i en lykkelig time omgjordede ridder." han lever, i sit fædrenelands poesie, og herder har oversatde romanzer hvori hans roes lyder i det tydske. før kjendte vi ham næsten blot af den store corneilles skuespil, hvortil et andet af spanieren, guillien de castro havde opmuntret ham. rodrigo elskede og var igjen ligesaa ømt elsket af timine, en datter af grev gormaz, der tilligemed diego, rodrigos fader, glimrede ved kong ferdinand af castiliens hof fremfor alle hans riddere. gormasses skinsyge over diegos større udmærkelse bragte uenighed mellem begge fædrene, og da det engang var kommen til tvekamp imellem dem havde gormat overvundet oldingen diego og forøget hans skam ved haan. diege fordrede nu af sin søn fornærmerens blod. der opkom i ynglingens bryst en hæftig kamp mellem ære og kjerlighed: den første seirede og gorna; faldt. timene, der følte en dobbelt smerte, over sin tabte fader og sin tabte elskede, turde nu ligesaalidet høre kjerlighedens stemme og maatte træde frem for at fordre hævn over den, som hendes hjerte havde udvalgt. en tvekampbestemtes, hvori jngen kunde modstaae den unge løve. men hans hjerte var sønderrevet og kun tanken om store pligters opfyldelse lovede ham beroligelse og formildelse af hans smerter. fem mauriske konger vare faldne ind i castilien: øde. læggelse og mord fulgte dem. rodrigo, endnu ei aar gammel, svingede sig paa sin ædle ganger babieca og drog i spidsen af sine vasaller mod den frygtelige fiende, der snart ophørte at være landets skræk. de fem fangne konger sendte den unge helt til ferdinand, som taknemmelig bragte ham timene og saaledes igjen forenede hvad skjæbnens misundelse for evig syntes, at have adskildt. derfor havde ferdinand til sin død ingen troere ven end rodrigo. ferdinandmaurernes skræk, forenede gallicien, leon og oviedo med castilien. ved sin død deelte han sit rige mellem sine sønner. sancho fik castilien, alfanso leon og oviedo, og garcia gallien med en deel af portugal. denne deling blev aarsag til en borgerkrig, hvori sancho seirede, fornemmelig ved cids anførsel. alsons blev fangen, garcia var styrtet ved sin ukloge regjering og kun staden zamora gjorde endnu haarde nakket modstand. ved beleiringen for denne stad myrdedes sancho, og altons kaldtes til castiliens throne. cid gjorde sin nye herre vigtige tjenester baade i krig og fred, dog maatte han ofte erfare det uvisse i fyrsternes yndest. en mand som cid af stræng dyd, ubøielig stolt, foragter af det qvindelige liv, var ikke for hoffet: hans troe ven og vaabenbroder alvarohanes minaya samt hans kone og børn vare hans verden. hoffolkene nyttede hans fraværelse fra hoffet til at bagtale ham og han blev flere gange forviist. kun i nødens tid tog man sin tilflugt til ham, og høimodig og god som han var, glemte han de tilføiede fornærmelser. endelig berøvede kongen ham alt, gemalinde, eiendom, penge, kun af en slags skam løslod han siden timine. fordreven af sin konge erobrede han riget valencia fra maurerne. midt i sine seiervindingers løb, ilede han sin af maurerfyrsten joseph ængstede konge til hjelp; men høstede ogsaa denne gang kun utaknemmelighed for sin høimodighed. tilsidst seirede dog hans ædelmodighed over kongen, som gav enhver lov til at drage i cids krige og erklærede høit for de misundelige hoffolk, at cid tjente ham bedre end de. fra den tid af unddrog kongen ham ei meere sin yndest. to brødre, greverne carrion, havde besluttet at bringe cids riddomme til sig ved at ægte hans døttre. kongen selv anholdt om dem og cid gav efter. greverne droge bort med donna elvira og donna sol og store rigdomme. da de vare komne i en vild bjergegn reve de klæderne af qvinderne bandt og slog dem indtil smerten qvalte deres stemme. ved en fortrolig, som faderen havde sendt efter dem, bleve de uskyldige reddede og nederdrægtigheden bragt for dagen. cid fordrede ret. alsons sammenkaldte en hos landret i staden toledo. denne paabød tilbagegivelse af kostbarhederne og skattene og for beskjemmelsen, tvekamp med mænd, som cid udnævnte. niddingerne søgte at afvende dette, men kongen vilde ret. de mødte inden skrankerne, men bleve overvundne af cids riddere, dog tilstod man dem det vanærede liv. den sidste af cids offentlige foretagender var erobringen af sagunt murviedro), hvorpaa han døde i valencia , aar gammel. hvad denne ene mand havde vundet var vanskeligt at forsvare for leons og castiliens forenede magt. hans enke drog derfor med heltens liig til castilien. han blev begravet i st. peter af cardena, hvor ogsaa den ædle timene hviler, og under træer, foran klosteret ligger hans troe ganger babieca. tid levede i spaniens romancer, der have sat ham ved siden af arthur og carl den storre. johannes müller har fremstillet hans begivenheder, saa meget muligt rensede for fabler. bianca capello. bianca nedstammede fra en anseelig adelig familie i venedig, og blev ved besynderlige hæn. delser frants den af medicis anden gemalinde. en ung florentiner ved navn pietro buonaventuri, som lærte handelen paa sin slægtningssalviatis contoir, begyndte en jntrigue. med bianca, der saa meget hellere overgav sig til sin tilbøielighed, da buonaventuri fortalte hende han var en slægtning af salviati og stod i handelsforbindelse med ham. de havde flere natlige sammenkomster med hinanden, og da det frygtede for at blive opdagede, flygtede de fra venedig. de toge huset capellos kostbareste juve. ler med sig. dette tyverie bragte biancas slægtninge i den yderste forbittrelse. de paastode den hele venetianske adel var fornærmet i dem og udvirkede en befaling af senatet til at forfølge pietro, med en priis af ducater for den som dræbte ham. de sendte endog snigmordere efter ham til florents, hvorhen han havde begivet sig med sin elskede. ved denne tidregjerede endnu cosmus den ste, men kjed af regjeringen havde han overdraget alle forretninger til sin søn francesco (frants), hvis characteer, var endnu mørkere og grusommere end hans egen. francesco skulde formæles med erkehertuginde, johanna af østerrig, men hendes stolthed og kulde kunde ikke indgyde ham nogen kjerlighed. buonaventuri gav sig strax efter sin ankomst under francescos beskyttelse og taalte den nøieste forbindelse mellem prindsen og hans kone. francesco havde holdt denne forbindelse hemmelig til hans formæling med erkehertuginden , siden. troede han ei meer at behøve det. han indførte bianca i sit pallads ved at gjøre buonaventur, til sin jntendant. men da dennes fordringer, bleve utaalelige, lod francesco ham myrde . bianca forstod stedse mere at fængsle hertugen. hans henrykkelse naaede sin høieste spidse, da hun fødte ham en søn og han kun havde døttre med sin gemalinde. denne søn skal have været et fremmed barn, som hun udgav for deres og lod alle medvidere i denne hemmelighed rydde af veien. mod forventning fødte erkehering. inden det følgende aar sin gemal en søn og døde ved nedkomsten med et andet barn. rystet ved sin gemalindes død og sin broders forestillinger, forlod francesco nogen tid florents i den hensigt at skille sig ved bianca. denne derimod anvendte sin hele duelighed og alle forførelsens kunstgreb; hun vandt storhertugens skriftefader og før to maaneder vare forløbne efter erkehertugindens død var hun hemmelig francescosvirkelige gemalinde. men et hemmeligt ægteskab tilfredsstillede hverken biancas ærgjerrighed. eller storhertugens haab, som ventede en sønaf sin nye gemalinde efter dens død han havde avlet med sin første gemalinde. han gav først kong philip den den i spanien efterretning om sin forbindelse og da han billigede den, besluttede han at gjøre den offentlig bekjendt. han lod republiken venedig erklære, at han havde ifinde paa det nøieste at forbinde sig med den, da han vilde tage en datter af st. marcus til gemalinde; og den samme øvrighed, der offentlig havde beskjemmet bianca og sat en priis paa hendes mands hoved, overøste hende nu med æresbeviisninger. en erklæring af pregedi af de juni udnævnte hende til republikens sande og egentlige datter, to gesandtere ledsagede af robili kom fra venedig til florents for at bivaane adoptionen og formælingen. begge ceremonier høitideligholdtes i october med stor pragt. de kostede toscana , dukater paa en tid da hungersnød og allehaande ulykker hjemsøgte foltet. ved biancas og hendes broders anmasselser han var en tidlang minister) blev francescos regjering folket daglig mere forhadt. da dianca indsaae, at hun hverken kunde faae den forhen indskudte søn til thronfølger, eller uden fare gjentage dette bedragerie, som hun et par gange havde besluttet, ønskede hun oprigtig at forsyne sig med den næste thronarving cardinal ferdinand. virkelig havde denne en sammenkomst med sin broder og hans gemalinde paa poggio. man syntes paa begge side at være forsonet, men faa dage efter blev bianca saavelsom storhertugen pludselig syg og begge døde paa een dag, den de octbr. ferdinand nedlagde sin geistlige værdighed og tiltraadde regjeringen; men kunde dog ei tilintetgjøre mistanken om at have forgivet sin broder, og bianca. | fiction | thi_cid-rodrigo | thi_000934_a | 1825-02-25 | null | 341 |
et strækkeligt nord. (af the courier , septbr.) en meget respectabel forpagters enke, mistres dormer omtrent aar gammel, der boede tætved london blev en aften funden myrdet i sit egen huus. nogle beslægtede og andre venner havde aflagt en visit hos hende den omtalte aften, og efterlod mistres dormer og hendes tjeneste, pige anna heyttrey, alene tilbage i huset. | non-fiction | null | thi_000934_b | 1825-02-25 | null | 342 |
lorden seilede fra porsmouth den de februar paa en ambassade til hoffet i petin, paa den engelske fregat alceste, kaptain murrav warmele. med denne fulgte krigsbriggen lyra, kaptain basil hall, jndianerne: kaptain hewit og kaptain campbell. hans høihed anløb madeira, rio janeiro, det gode haabs forbjerg og batavia. reisen gik overordentlig hurtig, skibene seilede , (engelske mile) i mindre end dage. j begyndelsen, af juli ankom ambassaden til den chinesiske kystog begav sig op af den gule søe. den de august steeg den i land i bugten af pechili, som ikke ligger langt fra hovedstaden, mandarinerne anvendte alle mulige overtalelser for at bevæge hans exellence til at underkaste sig den tartariske ceremonie kartan, men som han afslog, men tilbøde derimod at vise et hvert tegn paa ærbødighed, som var overeensstemmende med hans konges og nationens ære. denne nedværdigende ceremonie at knæle og slaae hovedet i gange mod jorden (den ordrette oversættelse af det chinesiske) forlanges blot af alle skatskyldige kongers gesandtere, thvilke alle konger uden forskjel kaldes, naar de komme frem for keiseren og naar fødemidler blive sendt dem fra hans bord og dette beqvemmede ogsaa virkelig hollænderne sig til . chineserne vare af meget begribelige aarsager særdeles ændstelige for at see denne ceremonie opfyldt af en brittisk gesandt; trudsler, smigrerier og usandheder, bleve derfor anvendte i overflødighed for at bevæge lorden dertil - men alt forgjeves. en meget forunderlig scene fandt sted, i palladset neuen min-veuen, der tillige med andre særegne omstændigheder ved afreisen fra china og fire maaneders reise gjennem dette keiserdømme snart kommer i trykken. keiseren var en mand af meget hæftigt og egensindigt temperament, der blev forøget ved den vane at være bestandig heruset, dog synes han i sine koldere øieblikke at være bange for følgerne af den stødende maade, hvorpaa han afskedigede ambassadeuren, hvilket sees deraf, at han sendte et bud efter dem, for at anmode lorden om, at lade vexle nogle foræringer, og for at udtrykke hans tilfredshed med den respectfulde opførsel kongen af engeland havde viist, ved at sende et gesandtskab saa langt henfor at bevise ham sin hyldning, og lagde frilen for det heles uhældige udfald paa ambassadeurens umandige opførsel, som havde nægtet at slaae mod jorden med sit hoved, hvilket havde været hans pligt at gjøre, i følge almindelighøftigheds regler. (fortsættes.) | fiction | thi_lord-ambersts_a | thi_000942 | 1825-02-25 | null | 343 |
lord ambersts reise til china. (sluttet.) man beviste ambassaden paa touren gjennem china den største ærbødighed. skibene alceste og lyra, vare efterat have sat gesandtskabet i land, beskjæftigede med opmaalinger; den første i bugten af leatori og paa kysten af corea, den anden paa den sydvestlige kyst af denne havbugt, skibet alcestes undersøgelser naaede ligge til der, hvor den chinesiske muur forener sig med havet man kunde see den fra skibet af. begge skibe samledes ved chera-tou eller ve a. tou øerne i det chinesiske tartarie mange nyttige hydrographiske efterretninger, berigtiges derved, og mange feil bleve rettede. ved at styre langs den coreiske kyst fandtes de forrige geografiske beskrivelser at være aldeles defective og et archipilagus, af øer, som man hidtil ikke viste existerede, bleve opdagede. mange fik bestemte navne og nøingtige kaarter bleve gjorte over det heles beliggenhed. skibene seilede derpaa ned paa den sydlig kyst af japan og ankom til licon kicon øerne. herved erholdt man atter flere dydrographiske kundskaber og et fortroeligt bekjendtskab blev sluttet med de jndfødte, som man hidentil kunhar kjendt lidet til, og som selv næsten ikke havde mindste kundskab til den øvrige deel af verden. paa grand. leuchen, den fornemste øe i dette kongerige, bleve skibene igjen istandsatte, blandt en race mennesker, lige saa udmærkede for deres lave natur, som for deres ualmindelige caracteer. de see ud til at være af en gammel og dannet menneskerace, besidde meget af deres naboers japanesernes og chinesernes stærke, medfødte mistænkelighed og tilbageholdenhed; men ved nærmere bekjendtskab, finder man det at være et interessant folk, i den høieste grad artigt og gjestfrit; efter et ophold af sex uger skildtes de ad med tydelige tegn paa giensidig sorg. vi have hørt fra en sikker haand, at kaptain basil hall (paa lyra) vil meddele publikum. en beskrivelse over disse øer og deres beboere, saavelsom ogsaa over de videnskabelige gienstande han har forefunden paa denne reise, hvilket vil blive forsynet med de fornødne kaarter og tegninger. skibene alceste og lyra ankom til mundingen. af tigris i november og bleve meget uartigen, behandlede af vicekongen i canton, som nægtede skibene pas for at seile op af floden, hvilket man havde tilstaaet skibet leon i en lignende anledning, og forsøgte tilmed at afskjære tilførselen af frisk vand og levnetsmidler, som de blot kunne stiæle sig til at faae ombord om aftenen, flere fornærmelser bevistes dem. kaptain maxwell, som overveiede at flagets ære. maatte lide under, naar man lod sig alting gefalde, besluttede at seile op uden pas. mandari, nerne lode forterne ved tigris munding stærk bemande (de havde kanoner), sendte uden baad da skibene nærmede sig, og sagde, at de ville skyde dem i sænk, hvis de forsøgte paa at trængsig igjennem. men de vedbleve at seile op, hvorpaa de begyndte en varm jld fra deres batterier, og krigsgalleier, der strax blev besvaret af alceste, som da den var kommen en af deres største forter, paa pistolskuds distance nær, tog godt sigte, og gav dem det glatte lav, hvilket bragte en heele deel sprællende til jorden, og drev strax resten over hals og hoved ud af batteriet; skibet fortsatte nu seiladsen til den sikkre og rigtige ankerplads, fulgt, men uden at blive foruroliget af krigs-galeierne. den næste dag sendte vicekongen (som nu var bleven behandlet paa den rigtige maade) en mandarin ned for at gratulere kaptainen til hans ankomst i revieret, denne mandarin havde passeret paa veien forbi marwell, som var reist op til canton for at forlange fyldestgiørelse for den fornærmelse, der var tilføiet hans konges flagtirsdag den de januar seilede skibene, alceste og lyra fra macao rhed. den første havde hs. excellence og suite ombord, der komtilbage fra hans mission ved hoffet i pekin. den die februar ankom alceste til manilla og den te kom lyra, som derpaa blev sendt med hans excellences disparcher til bengalen. | fiction | thi_lord-ambersts_b | thi_000951 | 1825-03-04 | null | 344 |
alcefte fortsatte touren op igjennem gasparstrædet, hvor den uhældigviis stødte paa et koralrev den de februar om morgenen og løb strax derpaa fuld af vand. hældigviis tabte ingen livet ved denne leilighed. ambassadeuren og hans sulte bleve strax bragte i land paa øenpulo leat, i en kort afstand fra vraget. | fiction | thi_lord-ambersts_b | thi_000952 | 1825-03-04 | null | 345 |
det blev besluttet, efter at lord amherst havde tilbragt en nat paa øen, at han og suiteskulle søge at naar batavia ( engelske mile, derfra) i to baade, fulgt af leutnanterne hoppner, herrerne mayne, cook og blair, de ankom ogsaa efter mange besværligheder formedelst mangel paa vand, til batavia. hans excellence afsendte strax, uden et øiebliks ophold, det engelske ostindiske kompagnies krydser, ternate med gesandtskabs-sekreteren hr. ellis for at hjelpe dem, som vare tilbage. den krydsede en lang tid mod vind og strøm, og tabte slutteligen øen af sigte. den deel af mandskabet, der vare bleven tilbage ved vraget, fik fat paa nogle levnetsmidler, der flød op, og ved et sparsomt brug deraf, sloge de sig for det første igjennem paa øen, (vand fik de ved at grave i jorden) hvor de forbleve fra februar til marts. j denne tid bleve de anfaldne af de vilde fra naboerne, som efterat have plyndretog brændt skibene, blokkerede dem paa strandbredden, men det lykkedes dem med meget faa virkelige vaaben, at holde dem fra livet. j et forsøg paa, at bemægtige sig de tilbageblevne baade, blev en morgen ti af dem, deels skudte, deels druknede. for øvrigt vare deres hændelser. paa denne øe af et usædvanligt og romantisk slags. kaptain marwels opførsel, ved bestyrelsen af affairerne her, og deres forsvar mod de vilde, omtales af hans officerer med den største beundring, da han under en stilling, der var saa trykkende og forenet med saa mange farer, viste en sjelden aandsnærværelse og kulde. | fiction | thi_lord-ambersts_b | thi_000953 | 1825-03-04 | null | 346 |
j batavia blev skibet cæsar bestemt til at hjembringe hans excellence med suite tilligemed alcestes officerer og mandskab. det anløb kap, st. helen og ascension paa hjemveien til engeland. | fiction | thi_lord-ambersts_b | thi_000954 | 1825-03-04 | null | 347 |
nürnbergsk høflighed. fr. nicolai i hans tydske reises ste deels vi afsnit fortæller følgende om nürnbergerne: til ethvert gjestebud indbydes tre gange, thi den nirnbergske høflighed fordrer, at jndbudne førstegang skal undskylde sig, andengang ei love for vist, og først trediegang, efterat have ladet sig nøde forskrækkelig, tage imod indbydelsen, og den vilde blive anseet for et menneske uden levemaade, som strax havde sagt ja. med rette kaldet pollnitz i hans lettres et memoires tom. . | non-fiction | null | thi_000956 | 1825-03-04 | null | 348 |
lucian bonaparte. som bekjendt levede napoleon og hans broder lucian ei i den bedste forstaaelse, dog søgt hiin efter at drage denne ind i sin jnteresse ved at opmuntre ham til at antage een af de daværende ledige throner. eengang syntes lucian at bifalde broderens forslag og sagde: cia, jeg vil nok være konge, men jeg vil selv vælge riget. | fiction | thi_lucian-bonaparte | thi_000967 | 1825-03-04 | null | 349 |
inderlig glad herover svarede napoleon, ham. choises mon frere, pourva que vorsoye, un des notres, tout est a vous. | fiction | thi_lucian-bonaparte | thi_000968 | 1825-03-04 | null | 350 |
(vælg min broder, blot du bliver een af vort partie, staaer det gandske til dig. da udbad han sig engellands throne. meget dyb var betydningen af denne bøn, og meget dybt skal magtherren have følt den fine jronie i samme. see fr. bruns briese ans rom. lucian bonapartes datter. af hele lucians familie yndede rapoleon, ingen uden den ældste, af de trende døttre i hans første ægteskab. (lucian var nemlig anden gang gift imod napoleons villie med en datter, af en fransk toldembedsmand.) denne pige ønskede han formælet med prindsen af asturien (hvem han som bekjendt af frygt for det spanske folk havde adopteret.) men skjøndt hun kun var aar gammel havde hun dog mod nok til at bede ham, ikke at forlange, hun skulde ægte et menneske han selv havde erklæret var meget svag og som var bleven en forræder imod sin egen fader, et que voulez vour don petite folle, retourner dans lamaison de mon pere et partager le sort de mafamille!" (og hvad vil du da, lille taabe, vende tilbage til min faders huus og deele min families skjæbne. og denne bøn blev hende tilstaaet; men i høieste ungade. | fiction | thi_lucian-bonaparte | thi_000969_a | 1825-03-04 | null | 351 |
goethes dandselærer. (af hans aus meinem leben.) j strasburg vaktes snart tilligemed den øvrige livslyst, mine lemmers taktfærdighed. hverken søgn= eller helligdage gik man forbi noget forlystelsested uden der at see en glad hob forsamlet til dands, og især valtsende. ligeledes var der og privathaller paa lyststederne, og man talte allerede om de brillante redouter, i tilkommende vinter. her havde jeg ikke været i ringe forlegenhed; men en ven, der selv valisede meget godt, raadede mig først at øve mig i de mindre betydelige selskaber, for siden at kunne gielde noget i de større. han bragte mig til en dandsemmester, som var bekjendt for sin duelighed; og denne lovede mig, naar jeg først havde gjentaget begyndelsesgrundene og faaet færdighed deri, da at bringe mig videre. han var en af de tørre smidige franske naturer, og modtog mig venligjeg betalte ham en maaned forud og fik tolv billetter, hvorimod han lovede mig visse timers underviisning. manden var streng nøiagtig uden at være pedantisk, og da jeg ikke havde ringe ovelse i forveien, blev jeg snart efter hans hoved og fik hans bifald. denne underviisning lettede den omstændighed saare meget, nemlig: at han havde tadøttre, begge smukke og endnu ei tyve aar gamle. da de fra barnbeen af vare ovede i denne kunst, havde de megen færdighed deri, og kunde endog have skaffet den meest uskikkede skolar nogen kundskab deri. de vare begge meget vakkre talte kun fransk og jeg har for min deel gjort mig al umage for ei at synes klodset. jeg var saalykkelig, at de roste mig, og bestandig vare villigetil efter faderens lille violin, at dandse en minuet. ja endog lidt efter lidt til at lære mig valtsen, hvilket rigtignok kostede nogen umage. iøvrigt syntes faderen ei at have mange kunder, og de førte et ensomt liv. derfor bade de mig mang engang, efter at underviisningen var endt, at blive og sladre en times tid med dem, hvilket jeg gjerne gjorde, saameget mere, som den yngste behagede mig meget, og de begge opførte sig i det hele meget anstændigt. jeg læste ofte en roman for dem, og de gjorde det samme. den ældste som var ligesaa smuk, ja maaskee endnu smukkere end den yngste, behagede mig ikke saa godt, som denne, men viste sig langt forbindtligere mod mig og føieligere end den anden. stedse var hun ved haanden, naar timen begyndte, og forlængede den ofte, saa jeg noglegange troede det min skyldighed at tilbyde faderen to billetter, som han dog ikke tog imod. den yngste derimod, omendskjøndt ikke uvenlig imod mig, var dog meere stille, og kom ikke før faderen kaldte for at afløse den ældre. aarsagen hertil fik jeg en aften at vide. theda jeg efter endt dands vilde gaae med den ældstind i dagligstuen, holdt hun mig tilbage og sagde: lad os blive her et øieblik, thi jeg vil tilstaae dem det, min søster har en som spaaer i kort, hos sig, der skal sige hende, hvordan det har sig med en ven, der er udenlands, ved hvem hele hendes hjerte hænger og til hvem hun sætter hele sit haab. mit er frit, sagde hun videre og jeg maa vel snart vænne mig til at see det forsmaaet. jeg sagde hende derpaa nogle galanterier, i det jeg svarede: at hun nu kunde overbevise sig om, hvordan det forholdt sig dermed, naar hun ligeledes adspurgte den kloge kone; jeg vilde og giøre det, allerede for længe siden havde jeg ønsket at vide noget lignende, men ei rigtig fattet troedertil. hun dadlede mig derfor og forsikkrede: at jntet i verden var vissere end dette orakelsudsagn, det vil sige, naar man ikke adspurgte hende for narrerie skyld, men kun i virkelige anliggender. jeg fik hende tilsidst til at gaae med mig ind i kammeret, efterat hun først havde seet sig for, om forretningen var forbi. vi fandt søsteren meget oprømt, og imod mig var hun mere forekommende end sædvanligt, spøgende og næsten aandrig, thi da hun var bleven overtydet om sin fraværende vens troskab, troede hun, det kunde ikke skade at være artig imod hendes søsters nærværende ven, thi det troede hun mig at være. nu smigrede vi for den gamle og lovede hende god betaling, naar hun ogsaa vilde spaa den ældste søster og mig. med sædvanlige forberedelser og ceremonier lagde hun hendes kramfrem for først at spaae den skjønne. hun betragtede nøie kortenes stilling, men syntes at forhauses og vilde ikke ud med sproget. jeg seer alt, sagde den yngste, som allerede havde nogen kundskab i at udlægge den magiske tavle, at j nødig vil aabenbare min søster noget ubehageligt: men det er et ulykkeligt kort. den ældste blev bleg, dog fattede hun sig, og sagde. saa tael dog, det er jo ikke livet om at gjøre. efter et dybt suk, viiste den gamle hende, at hun elskede, men at hun ikke blev elsket igjen, at en anden person var i veien og saa fremdeles. man saae, hvor forlegen den gode pige blev. den gamle vilde gjøre det godt igjen ved at give haabom breve og penge. breve, sagde det smukke barn, venter jeg ikke og penge bryder jeg mig ikke om. er det sandt hvad j siger, at jeg elsker, saa fortjener jeg et hjerte, som elsker mig igjen. vi vil see, om det ikke bliver bedre, svarede den gamle, i det hun blandede kortene, men for for alle vore øine var det endnu bleven værre. den skjønne laae ikke allene eensommere, men omgivet af allehaande fortrædeligheder; venner, vare rykkede længere bort fra hende og nærmere imod mellemfigurerne. den gamle vilde lægge opendnu tredie gang, i haab om bedre udfald, men det smukke barn kunde ikke holde sig længere, hun faldt i en heftig graad, hendes fulde barm bølgede sig voldsomt, hun vendte sig bort og ilede ud af værelset. jeg viste ei, hvad jeg skulde gjøre. tilbøielighed holdt mig hos den nærværende, medlidenhed drev mig til hiin, min stilling var piinlig nok. trøst lucinde, sagde den yngste, gaae de efter hende, (fortsat.) | fiction | thi_goethes-danselærer_a | thi_000969_b | 1825-03-04 | null | 352 |
göethes dandselærer. (af hans: aus meinem leben.) (sluttet.) jeg tøvede lidt, hvorledes kunde jeg trøste hende uden at vise i det mindste et slags tilbøielighed og kunde jeg vel gjøre det paa en passende kold maade, lad os følges ad, sagde jeg til emilie. jeg troer ikke, min nærværelse vil være hende til behag, svarede hun. dog gik vimen fandt døren tillaaset. lucinde svarede ikke, hvormeget vi end bankede, raabte og bade. lad hende være, sagde emilie, siden hun i ikke vil anderledes. naar jeg tænker paa hendes væsen fra vort første bekjendtskab af, saa havde hun bestandig noget heftigt og forunderligt i sin charakteer, og hendes godhed for mig yttrede sig meest derved, at hun ikke udgjød sin harme imod mig. hvad skulde jeg gjøre. jeg betalte den gamle rigelig for den ulykke hun havde stiftet og vilde gaae, da emilie sagde: jeg vil bestemt ogsaa have lagt kortet op for dem. den gamle var bered. lad mig ei være tilstede derved, raabte jeg, og ilede ned af trappen. - den anden dag havde jeg ikke mod til at gaae derhen. den tredie sendte emilie en dreng til mig som ofte havde bragt mig budskab fra søstrene. og baaren blomster og frugter tilbage til dem, og lod mig sige, at jeg endelig den dag maatte . ----- - komme. jeg indfandt mig og til sædvanlig tid, og fandt faderen allene, der endnu rettede meget paa mine trin og skridt, min gang og komme, min figur og anstand og iøvrigt syntes veltilfreds med mig. den yngste kom mod slutningen af timen og dandsede med mig en grazios, menuet, i hvilken hun viste en saadan yndeog tækkelighed, at faderen forsikkrede, han saare sielden ved sine øvelser havde seet et saavakkert og øvet par. efter timen, gik jeg som sædvanlig ind i dagligstuen, faderen lod os være allene, jeg savnede lucinde. hun ligger til sengs, sagde emilie, og jeg seer det gjerne, vær ei bekymret derfor. hendes sygdom lindres snart, naar hun troer sig syg paa legemet. hun vil nødig døe, og derfor følger hun vore raad. vi har nogle huusmidler som hun bruger, og udhviler sig derefter, og saa lægge sig lidt efter lidt de rasende bølger. hvor hun er god og elskværdig, nu hun lider af denne indbildte sygdom, og da hun i grunden befinder sig ret vel, og kun er angreben af lidenskab, saa udtænker hun allehaande romantiske dødmaader, som hun dog frygter for paa samme maade, som børn, man fortæller spøgelse historier. saaledes erklærede hun mig i gaar aftes, at hun denne gang ufeilbarlig maatte døe, men forinden skulde man først føre hen til hende den utaknemmelige ven, der, . først gjorde saa meget af hende og siden behandlede hende saa slet, hun vilde da i de sidste øieblikke gjøre ham ret bittre bebreidelser og da opgive aanden. - jeg veed aldeles ikke, raabte jeg, jeg nogensinde har yttret nogen tilbøielighed for hende. jeg kjender een, som bedst kan meddele mig dette vidnesbyrd. emilie smillede og sagde: jeg forstaaer dem, men naar vi ikke bære os admed klogskab og fatning, kunne vi let komme i en slem forlegenhed. hvad siger de naar jeg beder dem: herefter at høre op med timerne: hos os. de har endnu fire billetter tilovers fra sidste maaned og min fader har allerede meere endengang sagt: at det ei var forsvarligt længere. at tage deres penge; uden hvis de ellers alvorligere vil hellige dem til dandsekunsten, hvad en ung mand af verden behøver, besidder de allerede. - og dette raad at flye vort huus, giver demig emilie, just jeg, sagde hun, men ikke afmig selv. hør blot, da de i forgaars aftes ilede bort, lod jeg kortene lægge op for dem, og det samme udsagn viste sig tre gange og stedse tyligere og tydeligere. de var omgivet af alleslags goder og glæder, af venner og store herrer, penge manglede de ikke. fruentimmerne holdt sig i nogen afstand. min stakkels søster stod i i særdeleshed længst borte, en anden rykkede nærmere og nærmere, men kom dog aldrig ved siden af dem, thi en tredie stillede sig imellem. naar jeg siger dem, jeg tænkte paa mig selv ved den anden, dame, vil de bedst kunne begribe mit velmeente raad. en fraværende ven har jeg lovet mit hjerte og min haand, og indtil nu, elsker jeg ham høiest af alt, dog det var muligt, at deres nærværelse kunde blive af en større betydning end hidtil, og hvordan vilde da det forhold blive, de kom til at staae i til os to søstre. den ene gjorde de ulykkelig ved deres kulde, den anden ved deres tilbøielighed, og alle disse qvaler skulde vi lide for ingen ting og et kort bekjendskab. thi havde vi ikke allerede vidst, hvem de de er og hvad de har at haabe, saa har kortene, allerede vist mig det paa den allertydeligste maade. lev nu vel, sagde hun, og gav mig haanden. jeg nølede - nu sagde hun, siden det er sidste gang, vi tales sammen, tag da, hvad jeg ellers vilde have nægtet dem. hun faldt mig om halsen og kyssede mig inderligt. jeg omfavnede hende og trykkede hende op til mig. i dette øieblik fløi sidedøren op, og søsteren sprang ien let, men anstændig naldragt fremog raabte: du skal ikke allene tage afskeed med ham. emilie slap mig, og lucinde greb mig, knugede sig fast til mit hjerte, trykkede hendes sorte lokker til mine kinder og blev en tidlang i denne stilling. jeg var nu i klemme imellem begge søstrene, som emilie et øieblik forhen havde forudsagt mig. lucinde gav da slip paa mig, og saae mig lige i ansigtet. jeg vilde gribe hendes haand og sige hende noget venligt, men hun vente sig bort, gik med stærke skridt nogle gange op og ned i værelset og kastede sig da i hjørnet af sophaen. emilie traadte hen til hende, men blev strax bortviist, og nu opstod en scene, som endnu hvergang jeg mindes den, er mig piinlig. omendskjøndt den i virkeligheden ikke havde noget theatralsk ved sig, men ganske passede til en ung, livlig franskmandinde, maatte det dog være en god skuespillerinde med følelse, der værdig skulde kunne fremstille den paa theatret. | fiction | thi_goethes-danselærer_b | thi_000984 | 1825-03-11 | null | 353 |
lucinde gjorde nu sin søster tusende bebreidelser. det er ikke det første hjerte, som bøiede sig til mig, og som du vendte fra mig. var det ikke ligesaa med den fraværende, som tilsidst for mine øine forlovede sig med dig. jeg maatte see paa det, taale det, men jeg veed, hvormange taarer det har kostet mig. han har du ogsaa snappet bort fra mig, uden at lade den anden fare, hvormange fængsler du ikke paa engang? jeg er aabenhjertig og godmodig, og enhver troerstrax at kjende mig og da at turde oversee mig. | fiction | thi_goethes-danselærer_b | thi_000985 | 1825-03-11 | null | 354 |
du er forborgen og stille, og folk troer, at underværker ligge skjult bag denne forstillelse. men det er jntet, uden et koldt, egosstisk hjerte, som veed at opoffre alt for sig selv. men ingen kjender, det saa let, fordi det ligger dybt skjult i dit bryst, ligesaalidet som mit troe hjerte, der er lige saa aabent, som mit ansigt. | fiction | thi_goethes-danselærer_b | thi_000986 | 1825-03-11 | null | 355 |
emilie tang, og havde sat sig ved siden af søsteren, som blev hidsigere og hidsigere i sin tale, og udlod sig over visse ting, der egentlig ikke kom mig ved at vide. emilie derimod, som søgte at gjøre sin søster god igjen, gav mig, bag fra et tegn, men eftersom skindsyge og mistanke seer med tusinde øine, syntes lucinde. ogsaa at have lagt mærke dertil. hun sprang op, gik løs paa mig, dog ikke med heftighed. hun stillede sig foran mig, og syntes at grunde paa noget. derpaa sagde hun, jeg veed, jeg ganske har mistet dem, og giør ingen videre fordring, paa dem. men du skal heller ikke have ham, søster. ved disse ord tog hun mig i egentlig forstand fat ved hovedet, i det hun med begge hænder foer i mine lokker, trykkede mit ansigt til sit, og kyssede mig gjentagne gange paa munden. nu raabte hun, frygt min forbandelse. ulykke paa ulykke for bestandig over den, som først efter mig kysser disse læber. vov nu igjenat binde an med ham; jeg veed, himlen dennes gang hører min bøn. og nu min herre, bortbort, saa hurtig de kan. | fiction | thi_goethes-danselærer_b | thi_000987 | 1825-03-11 | null | 356 |
jeg ilede ned af trappen med det faste forsæt aldrig at sætte min fod mere i dette huus. | fiction | thi_goethes-danselærer_b | thi_000988 | 1825-03-11 | null | 357 |
romerske fruentimmer. frue bruun i hendes briese ans rom skildrer de rommerske damer paa følgende maade: jntet paa jorden kan tænkes skjønnere end en romersk brunette, især ved lys. den blændende, hvide pande, ombølget af det glindsende sorte haar, under hvilken øiet funkler frem af den herlige hvælving, under skyggende øinehaar, over - hvilket ziirlig krummede buer svæve hovedets hele herlige form, den grandiøst hvælvede kindog fremfor alt maaden, hvorpaa hovedet hos enhver romerinde fra prindsessen af til almueskonen hviler paa nakken, og denne paa skuldrene, og maaden hvorpaa det bevæger sig, om hvor guddommeligt, kun i rom allene finder man saa almindelig denne halsens, skuldrenes og barmens klassiske skjønhed. ogsaa arme og hænder ere en raphaels pensel værdige. med eet ord: saalænge romerske damer sidde eller knæle, ere de gudininder eller hellige, men staae de op og gaae, er trylleriet for største deelen hævet. thi saasnart de første ungdomsaar ere forbi, gjør sundhed og magelighed, at skjønheds fylde bliver fedme, men dandse de er trylleriet gandske forsvunden. dog hos koner af den fattigere middelstand og almuesklassen bevare tarvelighed i levemaade og taaleligt arbeide; (thi tungt arbeide paatager sig end ikke den ringeste romerinde) længere den skjønne legemsskabning; disse gaae og bevæge sig hurtig; og i de raske, vilde sattariis ere de liig de rasende bacantinder paa de gamles basreliefs. | fiction | thi_romerske-fruentimmer | thi_000989 | 1825-03-11 | Fru Bruun | 358 |
forbryderen. (sand tildragelse, af golds london magazine.) syden for fortet cumberland paa kysten af hampshire reiser sig en lille høi i veiret, hvorfra det tilgrændsende landskab antager det meest maleriske udseende. paa den ene side kaster et mørkt moras et dunkelt skjær paa den fjerne horizont; men derimod paa høire side af fortet, stiger den ene høi fremfor øiet efter den anden langs søekysten, indtil de sluttelig blive mindre og mindre og endelig begrændses ved synet af oceanets dybe blaae. paa den yderste fjærne grændsestaaer galgen hvor de ulykkelige forbrydere blive henrettede, den staaer paa et koldtøde morads, og eftersom de hensmuldrende levninger af retfærdighedens offere svinge frem og tilbage med vinden eller falde stykkeviis til jorden, istemme rovfuglene deres hæse skrig omkring stedet, ængstelige for deres rov, og fremstille en evigvarende rædselsfuld scene. er dagen stormende, brydede mørke vover mod høiene, søetaagen ruller ned af deres sider og den kunstige spidse høi at jord, vædes ved skummet, der spreder sig rundt, om med uimodstaaelig magt. vandrerens øiedrages maaskee da hen til stedet; thi naar den lavere deel af landet er tildeels oversvømmet, kneiser høiens blaae top frem i havet, der omringen den. den interesserer vandreren, ved dens fuldkomne øde beliggenhed; men den bliver hellig forhans erindring, naar han hører den sorgens fortælling, der er forbunden med den, hvilken vi ofte have hørt i vor barndom og aldrig fuldkommen: kunne udslette af vor erindring. | fiction | thi_fobryderen | thi_000990 | 1825-03-11 | null | 359 |
for omtrent tredive aar siden, kom en ung, mand med en gammel bedstemoder og en søn, til at boe i kort frastand fra fortet; de beboede en lille hytte i naboelauget og deres underholdning afhang fornemmelig af den sparsomme jndkomst fiskeriet kastede af sig. de have en gang været respectable handelsfolk i porsmouth. menen blanding af uforudseete omstændigheder, havde bragt dem til betlerstaven og tvungen dem til at søge et tilflugtsted i ensomheden. j faa maaneder efter deres ankomst, giengav den opmuntring de modtoge fra fortet, hvorhen de daglig førte deres kurve med fisk, dem nogenlunde deres rolighed; men jevndogns stormens usædvanlige hæftighed slog deres lille fiskesmakke itu modde tilgrændsende klipper og gjorde deres ymyge, næringsgreen til en af de meest farlige og ufordeelagtige. for endnu mere at forøge deres elændighed, vansmægtede sønnens ærværdige fader og moder i den største armod, uden hverken venner eller beslægtede til at hjelpe dem. han kunde have baaren hans egen kummer med sielstyrke, men at see dem, der vare hjertet saadyrebare, hentæres af hunger og fattigdom, see dem nedsynke paa deres leie, uden endog at eieen mundfuld brød at give dem og neppe en klædetraad til at beskytte dem mod nattekulden, bragte ham til den yderste fortvivlelse. naar han saae hungerens mathed udbrede sig over hans gamle bedstemoders hele væsen - saae hendes legeme svinde langsomt hen og nærme sig graven, - naar hendes kummerfulde blikke blot synes at anraabe ham om et eneste vederqvægende maaltid, og hendes indsunkne kinder, tid efter anden antage dødens blege farve, forvandlede hans fortvivlelse sig til et vildt raserie. han griber leiligheden, da hans fader, som for det meste var kommen sig af sin sygdom, var gaaet hen for at bede commandanten paa fortet om understøttelse, til at postere sig paa landeveien, i hensigt at aftvinge een eller anden reisende penge for at indkjøbe det nødvendigste for. med et par pistoler i lommen farer han ud af hytten for strax at udøve hans forbryderiske hensigter. natten var velskikket dertil, mørk og stormende, bølgernes huule vilde brag og søefuglens hæse skrig, gjorde scenen endnu mere rædselsfuld. den unge mand hastede imidlertid skjælvende fremad. en frygtelig storm rasede allerede. tordenens hule drøn gjenlød fra alle kanter og lynilden, hvislede omkring ham. da han passerede forbiden ensomtliggende galge, under hvilke forbrydernes been laae ubegravede og blegnedes i solen, og hørte den sørgelige raslen af lænker, ved hvilke et hensmuldret skelet hang, blev strax den jder levende i hans phantasie, at saaledes vilde det gaae ham, hvis han blev opdaget og hans bestemthed fik for første gang et stød. stormen rasede imidlertid med uafbrudt hæftighed og og flammende lyn oplyste af og til det spøgelsseagtige skelet, hvis hvide been hang og dinglede for vinden. i dette øieblik hører han lyden af fodtrin fra heeden, som nærme sig; de komme nærmere og en mørk figur, aldeles indsvøbt i en reisekappe stod ved siden af røveren. han drog pistolen fra sit gjemme og den fremmede giklangsom fremad; to gange skialv hans haand. fortvivlelsen kom ham slutteligen til hjælp; han tænkte paa sin døende bedstemoder, og paa hans egen fader der omkom af hunger, udenhaab om at kunne hjælpe ham, og han fyred løs, med en angestfuld stønnen og med en rallende stemme, der gav gjenlyd i hans siel, faldt den fremmede livløs til hans fødder. oprort af en mængde modstridende følelser, bar han det blodige legeme til hans hytte og lagde det paa en stoel, indtil han kunde faae hentet en lygte og bemægtige sig pengene og klæderne. det var nu dyb midnat; den gamle tantehavde for lang tid siden begivet sig til roe, og alt omkring var stille, kun bølgernes fjerne brøl, og nordenvindens sørgelige lyd, som preb melankolsk gjennem den fugtige muur i hytten, hørtes. efter kort tids forløb vendte morderen tilbagemed en lanterne i haanden. han kastede er mistænkeligt blik omkring sig, laasede døren til værelset, og forsøgte da skjælvende, at blotte hans offers ansigt. han drog kappen forsigtig tilbage, som skjulede ansigtet og legemet rullede ned paa jorden og viste de stive øine, de fordriede ansigtstræk af hans fader af den fader, for hvis skyld han havde nedværdiget sig saa dybt til forbrydelsen, og som han havde myrdet, da denne vendte tilbage fra fortet medet løfte om understøttelse fra commandanten. han stirrede paa legemet, og hans hele sjesynes at tabe sig i et stiv blik, endelig brast han ud i en helvedes triumpherende latter og den dybeste galskab og forvirring bemægtigede sig hans hjerne. han reiste legemet op fra jorden, og med et vildt skrig, som siges at have overgaaet al beskrivelse, fløi han ind i kammeret til hans bedstemoder; en svag lampe brandt dunke i kaminkrogen da han traade ind og det iturevne omhæng var draget tæt omkring sengen. han nær, mede sig - drog gardinet tilside og vaagnede den skjælvende kone ved hans vilde galskab. hun fløi høit op i sengen ved allarmen, og den første gjenstand, som fremstillede sig for hende, var hendes blodbestænkte døde søn, der stirrede paa hende med stive brustne øine, og det skrækkelige syn af hendes sønnesøn, der skar tænder af raserie, udøste de meest forfærdelige eder og skreg og hylede høit, som om han var besat af en ond aand; snart kunde hun ikke see, ikke føle mere, døden greb sit offer i samme øieblik, hun kastede kun endnu et ømt blik, som om hun vilde anraabe hendes morder om velsignelse, og derpaa tillukkede hendes øine i gravens evige slummer. den ulykkelige fadermorders skrig havde imidlertid tildraget sig nogle vagters opmærksomhed fra fortet, som just hændelseviis passerede forbi i dette øieblik. de trængte ind i hytten for at undersøge sagen og saae et saa skrækkeligt syn, de aldrig kunne glemme. den gamle tantes døde legeme laae paa sengen, hun havde nyelig givet aanden op, og den sindsforvirrede havde taget faderens døde legeme i sine arme, og græd og loe vexelviis over det, som et barn; medens han sig selv ubevidst snoede de runde lokker og sine fingre og strøg med haanden, tværs over de blege ansigtstræk, der berørte hans hjerte med dødens jiskulde. det var med temmelig besværlighed, at vagten var i stand til at forsikkre sig ham; men det lykkedes slutteligen ved et krigspuds; og han blev fort ombord paa forbryderskibet, som laae stationeret paa kysten ligeoverfor fortet cumberland. bedstemoderens og faderens liig bleve roligen bragte til graven, og omstændighederne ved denne skrækkelige tildragelse, erindrede blot som en drøm om at noget; saadant engang var skeet. nogen tid svandt hen og den time han skulle forhøres, nærmede sig. den stakkels forvildedes. sind, synes at have forvandlet sig til en stille dyb sørgmodighed. de svære jern, der hidtil . havde været fæstede til hans fødder, bleve derfornu aftagne og han blev tilladt at opholde sig i den kabytte, hvorfra han havde udsigten over strandbredden. her pleiede han at sidde hele timer og see paa skibene der passerede frem og tilbage og græde ved erindringen om fortidens dage. j en frastand stod galgen: stedet hvor han udøvede, forbrydelsen og hvor han sandsynligviis skulle udstaae sin straf. en gysen foer over hans hele væsen, naar han fik øie paa den, og vild salskab bemægtigede sig da hans siel. men naar anfaldet var forbi, kom undertiden taarerne ham til hielp, og han græd allene i stilhed. hans hjerte, der af naturen var ædelt og folsømt synes at være blevet endnu blødere ved ulykken og endog hans med=forbrydere bleve rørte, naar de saae ham med øinene stivt hæftede paa jorden. mumlende og talende med sig selv. hans helbred, led imidlertid daglig, og det var synligt, ved hans forøgede tungsing og hans hectiske rødme, at hans dage her paa jorden vare talte. han synes selv altid at glæde sig ved tanken om at døden nærmede sig, og et mat smiil foer ofte overhans blege ansigt, naar han betragtede sine hentærede kinder og saae sit henvisnede legeme. da hans sidste time nærmede sig, ønskede han forsidste gang at see den grav, som dækkede alt, hvad der engang var ham saa undsigeligt dyrebart. henreven af denne tanke, greb han den første gunstige leilighed, da vinduerne i hans kabyte vare aabne og vagten om aftenen havde forladt ham, til at befrie sig fra de lænker, der bandt ham, og svømmede til den ligeover for liggende strandbred. midt i nattens stille, saae man lys bevæge sig frem og tilbage i forbryderskibet, allarmklokken gik, kanontordenen løb hen over søen, og vagternes og søefolkenes almindelige forvirring : forkyndte at en fange var undløben. en vel bemandet baad, i hvilke man ogsaa tog to blodhunde blood honnds) roeve strax over til den an - den strandbred; hundene, efterfulgte af deres ledsagere, bleve strax udsendte paa spor efter den stakkels vanvittige. de satte hurtig afsted og fandt snart den lille hytte, hvori den lidende engang boede, og som nu i almindelighed, blev skyet, som et vanhelligt tilflugtsted for onde aander. officeren skyndte sig til stedet; men neppe naaede de det, førend de hørte et svagt dødsskrig. det kom fra forbryderen, som var bleven opspøret af hundene i hans faders forfaldne hjem, og der havde lagt sig sukkende nedpaa det leie, hvor han sidst havde sovet saa født. blodhundene fore kos paa deres rov, og i faa øieblikke laae fadermorderens legeme, slidt i mange stykker, i den gyseligste og meest lemlæstede tilstand paa jorden. | fiction | thi_fobryderen | thi_000991 | 1825-03-11 | null | 360 |
han blev begravet ved siden af hans myrdede offere, i den lille jordhøi, som vi have omtalt i begyndelsen, og skjøndt mange vintres storme, have faret hen over hans grav, og søefuglene have bygget sine reder paa den, sover han dog saa roligt, som om hele naturen laae i det dybeste stille omkring ham. denne sande fortælling om hans lidelser, meddeles imidlertid ofte den forbireisende vandrer, naar han standser for at betragte det vilde sted, hvor han hviler, og han skjænker ofte hans minde en medlidende taare. overtroen har indviet hans gravsted; og naar den mørke vove bryder mod strandbredden og orkaanen hyler gjennem heeden, siges hans aand, at svæve over hans kolde hvilested og glæde sig ved synet af elementernes kamp. | fiction | thi_fobryderen | thi_000992 | 1825-03-11 | null | 361 |
frankerige havde saa mange flere grunde til at finde sig fortørnet over dette forhold, som staden, hamborg længe havde været et tilflugtsted for tyve tusinde franske emigranter, som derfra havde organiseret hære og smeddet sammenrottelser imod republiken, imedens de to ulykkelige officerer, der bare ulykkens og skibbruddets hellige præg, bleve overleverede. | non-fiction | null | thi_001010 | 1825-03-18 | null | 362 |
et dekret af konsulerne lagde beslag paa de hamborgske skibe, der befandtes i frankerigshavne, kaldte de franske diplomatiske og kommersielle agenter tilbage fra hamborg, og viste denne stads agenter i frankerige bort derfra. kort efter, da de franske hære havde havt lykke, og de heldige forandringer den attende brumaire hver dag sporedes, ilede senatet i hamborg at skrive et langt brev til napoleon forat bevidne ham sin anger. napoleon svarede saaledes: jeg har modtaget deres brev, mine herrer, det retfærdiggiør dem ikke. mod og dyd bevare staterne; feighed og forbrydelse, ere deres undergang. de har krænket gjæstfrihed, hvilket aldrig er hændet iblandt ørknens meest barbariske horder. deres medborgere ville stedse bebreide dem det. de to ulykkelige, som de har udleveret, døe med navn; men deres blod vil gjøre deres forfølgere større skade, end en hærskulle kunne gjøre. en høitidelig deputation fra senattet kom tiltuillerierne for at gjøre napoleon offentlig undskyldning. han tilkjendegav dem paa nye, hele sin harme, og da disse gesandtere paaberaabte sig deres svaghed, sagde han: nu da, besad j ikke de svage staters hielpemiddel, kunde j ikke lade dem undløbes. | non-fiction | null | thi_001011 | 1825-03-18 | null | 363 |
direktoriet havde antaget den grundsætning, at underholde de franske fanger i england, hvorimod engeland skulde underholde sine i frankrige. vi have i engeland flere fanger, end denne magt havde i frankerige; denne tingenes stilling var desaarsag til byrde for dette. hertil kom den ubehagelige følge, at den engelske regjering ved foranførte fremgangsmaade bemyndiges til, under paaskud af ansvarlighed, at have forstaaelser i hjertet af republiken. consularregjeringen stræbte omhyggelig efter at forandre denne indretning. hver af de to nationer paatog sig at sørge for de fanger, den bevarede. | non-fiction | null | thi_001012 | 1825-03-18 | null | 364 |
j den stemning, hvori gemytterne befandt sig, behøvedes at samle, og at forene de forskjellige partier, som havde deelt nationen. | non-fiction | null | thi_001013 | 1825-03-18 | null | 365 |
claudius alexander, greve af bonneval. bonneval ustridig, en af de mærkværdigste mænd i det de aarhundred, blev født af en anseelig fransk familie i paris . allerede i sit de aar kom han til kongens adelige livgarde, men viste tidligt udsvævende hang til sandse. lige fornøielser. ludvig den des erobresyge gav ham snart leilighed til at vise sig i feldten, i træfningen mellem landen og neervinden. de juli ) med saa megen dristighed at man gav ham et infanterierregiment, hvilket under hans anførsel snart udmærkede sig i armeen. man lærte at kjende ham som en talentfuld og lykkelig partiegjenger; enhver fulgte ham gjerne naar han foretog sig et streiftog; han nød især marschallen af luxemburgs agtelse og vilde snart erholdt en høiere befordring, hvis denne ei allerede var død . men nu kom der bonneval mange hindringer i veien, og efter freden til ryswick blev hans regiment aftakket, uagtet det var det skjønneste og tapreste. bonneval overlod sig nu til det meest tøilesløse livtalte ofte imod hof og religion, indvikledes i adskillige dueller og gjorde sig stedse flere fjender, der kun ventede paa leilighed at skade ham. jmidlertid erholdt han, da den spanske successionskrig, udbrød, tilladelse til at hverve et regiment med hvilket han gik som oberst til jtalien og udmærkede sig igjen ved tapperhed, men tillige ved udsvævelser. formedelst de udsuelser, han af pengemangel havde tilladt sig, afslog den franske krigsminister ham videre befordring; hvorpaa han troede at kunne gjøre retmæssig fordring, da han nylig var kommet sig af de saar, han havde erholdt. han udbrød derfor i heftige yttringer imod hoffet, ministeren og den bekjendte mad. main, tenon, og søgte om sin afskeed, da han ved flugten var undgaaet fængsel. omendskjøndt han nu som meeneder, erklæredes at have forbrudtsin ære, sine værdigheder og sine godser, endog sit liv, gjorde dette dog ei synderligt jndtryk paa ham. han levede ved adskillige tydske hoffer, og da hans kasse var, som søgte han keiserlig tjeneste. ved hielp af den keiserlige gesandt i rom tunetti siger marquis af prie, og hans velynder, den berømte prinds engen, saae han, sit ønske opfyldt, og blev i aaret ansat som generalmajor, fægtede under eugen mod sit fædreneland, trængte ind i kirkestaten og befæstede commacchio. ved den til rastadt sluttede fred blev den mod bonneval som landsforræder begyndte proces nedlagt og tilbagegievelsen af hans godser bevilgedes ham, dog kunde han ei faae dem tilbage fra sin broder, som besad dem, og med hvem han førte en lang proces derom. j den ny udbrudte krig mod tyrkerne, var bonneval, som nyelig før var udnævnt til feldtmarschal=leutenant, med, bivaanede det blodige slag ved peterwardein (te august ) med stor tapperhed, deeltog siden, i erobringen af temeswar og begav sig medens hans regiment laae i vinterquarteer, til wien. siden gik han til paris, hvor man modtog ham, med megen agtelse, og her ægtede han en fransk frøken, som han dog snart forlod og aldrig saae mere, omendskjøndt han anviste hende en standsmæssig underholdning af sine jndkomster og vedligeholdt brevvexling med hende. derpaa gik han igjen med engen til ungarn og erholdt efter slaget ved belgrad og fæstningens overgivelse. daler af det der gjorte rige bytte. efter freden i pasarowick (de juli ) erholdt : bonneval en hofkrigsraadsplads i wien; men letsindighed, sandselighed og lyst til spot og den tiltagne frihed at blande sig i eugens huslige anliggender, var aarsag i at denne, for at fjerne ham, fik ham udnævnt til general=feldttøimester i nederlandene. bonneval reiste vel til brussel for at tiltræde sin plads, men var fuld af hevngierrighed mod engen. han yttrede den derved, at han sendte hyppige klager til wien over den for nævnte marquis af prie, engens yndling, som dengang var understatholder i rederlandene. marquien klagede igjen over ham og fik befaling at bemægtige sig hans person og lade ham sætte paa citadellet i antverpen. derpaa skulle han til wien og gjøre regnskab; men han gik imod befaling først over haag, hvorhan blev næsten en maaned, corresponderede med frankerig og holdt omgang med den spanske og franske gesandt. alt dette erfarede man i wienog følgen var, at bonneval, da han endelig tiltraaede sin reise derhen, blev bragt som fange til slottet spielberg ved brünn, man anlagde proces imod ham, hofkrigsraadet dømte ham fra livet, hvilken dom keiseren forvandlede til et aars fængsel paa spielberg. efter dette aars forløb blev han bragt over tyrolgrændsen med det forbud aldrig mere at sætte sin fod paa tydsk grund. han gik til venedig, og hvor meget han indskrænkede sig, var han dog nær ved virkelig mangel, da en vexel af gylden - formodentlig fra engen - reddede ham. efterat han forgjeves havde søgt venetiansk og russisk gjeneste, tilbød han porten samme, og gik efter et næsten toaarigt ophold i venedig til constantinopel. da rygtet om hans tapperhed og fortællingen om hvor menneskekjerlig han havde de- . handlet de fangne tyrker gik foran ham, modtog man ham meget gunstigt. for at kunne faae audienz hos storsultanen antog han den muhamedanske religion, fik underviisning af mustilod sig omskjere og fik navn af achmet paschahans aarlige jndkomst beløb sig til daler. kjed af det ledige liv søgte han om at blive commandant i en tyrkisk fæstning i servien; men storveziren hindrede det, og først efter hans død, blev han ansat som chef ved bombadererne og arbeidede her paa at forbedre det tyrkiske artillerie. hertil indskrænkedes hans virksomhed formedelst de mægtige paschaers misundelse, sultanens ubestemhed og de tyrkiske troppers ulyst til europæisk disciplin. jmidlertid nødhan gandske sin stillings behageligheder og døde natten mellem den de og de marts i enalder af aar. | fiction | thi_greve-bonneval | thi_001014_a | 1825-03-18 | null | 366 |
axel greve af fersen. fersen var kongelig svendsk rigsmarschal, nedstammede fra en gammel svendsk familie, der var i besiddelse af mange godser, fornemmelig i finland. han spillede en udmærket rolle ved ludvig den des hof, og hans indtagende skabning gjorde ham til kongens og dronningens yndling. overalt heed han le beauxer, sen (den smukke fersen), og det var almindelig mening, at han nød dronninges hemmelige gunst, da revolutionens storm udbrød, fulgte grevfersen ei andre yndlingers exempel, som forlode den ulykkelige monark. den styrtede kongefamilie troe og hengiven, udkastede han mange planer til dens redning. paa flugten til varrennes havde han sin plads paa kudskesædet. samme jver viste han, da den kongelig familie var indsluttet i temple. engang søgte han at befrie marie antoinette ved at tilsende hende nelliker, hvori billetter vare indsluttet. da alle hans bestræbelser vare forgjeves, begav han sig til brüssel, hvor han længe opholdt sig. den troskab han havde viist bourbonnerne erhvervede ham gustav den dies og siden gustav den des yndest. denne sidste ophøiede fersen til de høieste hædersposter i sit fædreneland. han blev ridder og commandeur for en kongelig orden, generallieutenant, kantsler for akademiet i upsala og rigsmarschal. ved slutningen af gik han som gesandt til kongressen, i rastadt, der blev uden følger. siden tog han ingen virksom deel i sverrigs offentlige anliggender. hvad der i stokholm blev fortalt om hans hemmelige planer og virken, beroede paa rygter, som, uagtet de bleve ubeviste, dog havde de blodigste følger. grev fersen var nær det de aar, da hans plads som en af rigets høieste embedsmænd den juni kaldte ham til en sørgeceremonie, der blev yderst sørgelig for ham selv. kronprinds christian augusts liig var bragt fra qvinddinge, hvor han var død den mai til lilienholm, og skulde derfra bringes til residentsen. anordningen ved dette liigtog tilkom grev fersen som marschal, hvorfor han befandt sig i en sexspændig vogn tæt foran liget, som blev trukken af heste. synet af denne sørgehøitidelighed henrev folket, som enthusiastisk havde elsket kronprindsen og af ham ventet held og lykke, til lydelige udbrud af smerte, hvori blandedes forbandelser mod de personer, man ansaae for aarsag til prindsens død. uden at kunne anføre anden grund end det uventede i begivenheden, talte dunkle rygter om en voldsom dødsmaade og nævnte grev fersens navn. da toget var kommet til den med mennesker opfyldte adolph frederiks plads, udraabte folket med lydelige trudsler grev fersens, og hans søsters navne, og steenkast søndersloge vinduerne i hans vogn. marschallen flygtede ind i et privathuus, medens toget bevægede sig fremad; den oprørte folkemængde omringede huset og fordrede kronprindsens morder frem. forgjeves søgte de tililende generaler adlerereutz og silbersparre - at bilægge stormen; efter frugtesløse bestræbelser førte silbersparre den ulykkelige selv udaf huset, men forgjeves forsikkrede han om hans uskyldighed. berøvet sin orden, kaarde og kappe blev han maalet for en almindelig regnaf steen og slag. saaledes kom han til raadhuset, men før han kunde redde sig derind, blev han greben, slæbt ved haarene og saalænge mishandlet med stød og slag, til han opgav aanden. hans nogne liig blev udstillet til skue og først sildig lykkedes det at dæmpe folkets rasen, der endnu fordrede flere blodige offere. | fiction | thi_fersen | thi_001014_b | 1825-03-18 | null | 367 |
den spaadom, som bebudede høivande eller oversvømmelse sidstafvigte de marts, skal have sat amagers beboere i en saa panisk skræk, at flere familier flygtede til kjøbenhavn, for der at vente hiin rædsomme dag. ei heller hovedsta dens jndbyggere vare gandske uden frygt, thi nogle i nyehavn boende familier rykkede op i øverste etage. et ungt menneske derimod, som just netop natten imellem bemeldte de og paafølgende te marts, havde besluttet at deeltage en maskerade, indfandt sig først strax efter kl. , klædt som en vægter, og afsang med den sædvanlige vægtermelodie følgende vers: hou vægter, klokken er slagen tolv, den de marts er svunden, og faren er forbi; see - dagen er udrunden, og endnu leve vi vi syn for sagen har vort selskab herin salvo er - propheten var en nar ved en maskerade i en af hovedstadens klubder onsdagen den anden marts saae man en dame iklædt en holsteensk bondepiges dragt. hun havde stillet sig ved et perspectiv, der forestillede glückstadt i den ved oversvømmelsen den die og de febr. sørgelige situation. trykte exemplarer af et i denne anledning affattet digt laae derved, og savnede naturligviis ikke afsætning. | non-fiction | null | thi_001026 | 1825-03-18 | null | 368 |
la tour var første grenadeer i den franske republik, født i carbaix i dep. finisterre i aaret og helligede sig krigstanden fra sin tidligste ungdom. blev han capitain ved regimentet augoumois. j den amerikanske krig tjente han som frivillig og dernæst som hertugen af crebillons adjutant ved beleiringen af mahon, da han vægrede sig ved at være chef for dette corps. han var altid den første ved angreb og den sidste ved tilbagetoget og derhos ligesaa menneskelig som tapper. engang har han en saaret paa sine skuldre af slaget; kongen af spanien, der havde erfaret hans store fortjenester, tilbød ham en pension af pistoler, men han afslog den. skjøndt aar gammel var han ved revolutionskrigens udbrud en af deførste, der ilede til armeen. j aaret tjente han som grenadeercapitain i regimentet d'augoumois og aaret derpaa commanderede han grenaderer ved den spanske armee, uden at ville antage generals titel. ved ethvert krigsraad var han tilstæde. sædvanlig afgjorde under latours commando den avantgarde som man kaldte. helvedes colonnen, seieren, før armeenkunde komme til. ved ham lærte dengang jnfanteriet at bruge bajonetten. dog helligede han midt under vaabenbraget, sine ledige timer til eftertanke og videnskabelighed; stedse fandt man en bog ved hans kaarde. tyve gange var hans hat og hans kappe som han har paa den venstre arm gjennemskudte, selv var han aldrig saaret. vor capitain" sagde hans grenaderer forstaaer, at døve kuglerne." da han efter baseler-freden havde indskibet sig til bretagne faldt han en engelsk caper i hænderne og blev et aar som fange i engelland. derpaa nedsatte han sig i passyved paris beskjeftigede sig med litteraire arbeider, blandt andet et glossarium over sprog og en fransk celtisk ordbog. allerede forhen havde han udgivet sine origines gaulvises, et værk, der uagtet sine dristige hypotheser ei er uden fortjeneste. da krigen paa nye brød ud , erfarede han at hans naarige ven lebrigand, som han skyldte sin lyst til videnskaberne, ved reqvisition. skulde skilles fra sin eneste søn. latour stillede sig i hans sted og gjorde med graae haar, men et ungdommeligt hjerte feldtoget i schweiz med under massena. bonaparte kaldte han til den lovgivende forsamling, men latour afslog tilbudet med de ord: "jeg forstaaer ikke at give love, men vel at forsvare dem, man sende mig til armeen." han gik virkelig til rhinarmeen og her i blev han efter den første beslutning af den første consul i april udnævnt til første grenade er ved den franske armee. tillige fik han en æressabel, men afslog den dermed forbundne pension. han tjente i den de halvbrigade og fægtede i slaget ved neuberg blandt de forreste, da en uhlan gjennemborede hans hjerte med sin landse. han blev begraven paa valdpladsen, og paa steder, hvor han faldt oprettet en sarkophag med den jndskrivt: a la memoire de late tour d'autergne, premier grenadier de france, tus le juin ; og hans navn blev staaende i compagniets liste, hvor han havde tjent. den domfældtes redning fra døden. - paa den tid, da den berømte sixtus den v. beklædte den pavelige stoel, fordristede hertugen af parma, prinds rannecio farnese sig til at bære vaaben i staden rom, hvilket udtrykkelig var forbuden af paven. da derfor prindsen en dag ville gjøre hs. hellighed sin opvartning, blev han paa pavens befaling, arresteret i forværelset og sat i fængsel paa engelsburg. | fiction | null | thi_001073 | 1825-04-01 | null | 369 |
en sand tildragelse. (oversat af the literary companion, new fork. america.) ved det saakaldte trinity collegium i dublin, existerede der engang en samling af unge mennesker, hvilket, som det ikke er sjeldent tilfældet ved saadanne offentlige læreanstalter, med villie forsømte deres studeringer og videnskabelige øvelser, for uforstyrret at kunne følge deres større. tilbøielighed til spil, drik og adspredelser, under alle slags skikkelser. disse mindre laster ere, især farlige for unge mennesker af ringe formue, de indskrænkede midler de have at tilfredsstille, deres lidenskab med, tvinge dem ofte til at gribe til det foragtelige hjelpemiddel at laane af deres fortroelige venner, endskjøndt de ere moralsk overbeviste om, at laanet, uden en forandring i deres levemaade aldrig vil blive betalt, thi hvem kan formode, at den, som laaner penge af en anden til en egennyttig og unødvendig tilfredsstillelse. af en lidenskab, vil længere hen i tiden, for at kunne tilbage betale disse, indskrænke hans sædvanlige udgifter, som selve handlingen af laane til dette øiemeed, viser han ikke er i stand til at gjøre. der skulle hverken være en der laaver eller en, der laaner ud, thi saavel laanet, selv, som venner tabes ofte derved, og laan sløver, desuden den skarpe sparsommelighed og virksom: ----- hed. dette er en marime, som ikke er uværdig at lægges mærke til af nutidens unge mennesker, da jkke jagtagelsen af denne, som man strax vil see, kan lede til store feil og forbrydelser. - de unge mennesker vedbleve uden ophold deres udsvævende levemaade, indtil deres credit var tabt. og andre, slette midler de anvendte til at erholde hvad de ønskede, vare blevne saa almindelig bekjendte, at et længere ophold paa samme sted, ville blive farlig for dem, og de bleve, som man let kan slutte sig til, stratenrøvere. jkke destomindre, viste en af dem, ved navn par, kun lidet anlæg til denne nye haandtering, da han jevnlig var hjemsøgt af angerfulde følelser, over den ulykke og kummer, som hans slette opførsel sandsynligviis kunne paaføre hans familie. disse anfald af samvittighedsnag gjorde, at hans selskabsbrødre tydelig kunde mærke paa ham, hvor nedslagen han var, og bragte dem til at mistænke ham for feighed, og det i saa høi en grad, at de vare bange for at hans frygtsomhed engang kunde blive aarsag i at de bleve opdagede; de besluttede derfor at befrie deres selskab for et medlem, der var saa farlig for deres jnteresse. nogle stemte for at skyde hjernen ud paa hanandre for at hænge ham, men en af de kjækkeste, og som havde meest jndflydelse hos dem, sagde at han ønskede, at skaffe ham en eller anden maade at undløbe paa, og foreslog følgende middel, som efter nogen overveielse blev antaget. et reeb blev bunden om halsen paa den ulykkelig paar, og enden gjort fast til grenen af et træe, lige over hans hoved, en bandage blev bunden for hans øine og hans hænder bundne bag paa, og saaledes blev han forladt, siddende paa hans hest, hvis første forsøg paa at tilfredsstille sin hunger ville strax føre ham ind i evigheden. de skildtes derpaa ad. caar, den person, som havde foreslaaet denne plan, havde ved universitetet været en intim ven af den stakkets p. og havde opfunden denne maade, at forsøge at rædde hans liv paa, uden at paadrage sig mistanke af at føle en eneste funke af medlidenhed, der ville have været anseet for en ligesaa stor forbrydelse i dette agtværdige selskab, hvoraf han var et medlem, som majestæts forbrydelse. han begav sig derfor strax efter at hans kammerater, havde adspredt sig, til stedet, hvor præst var efterladt. da han nærmede sig ham, lagde han mærke til at han sad i en bedende stilling og tilsyneladende i den meest rasende angest; thi hesten, som paa den tid savnede sit sædvanlige foder, begyndte at gaae fremad, tiltrukken ved det frisk, grønne græs, som omringede ham, uagtet de gjentagne paamindelser af hans rytter, der med en alvorlighed, som uagtet hans farlige stilling, synes latterlig, bestandig udraabte: hol holball. men ball uden at bryde sig om trudsler, eller caresser, fortsatte sit maaltid, og ville efter al tilsyneladenhed snart have gjort en ende paa vor ulykkelige helt, havde ikke c. i dette critiske øjeblik kommen ham til hjelp. pant blev løsladt og sat i frihed, i det han, høitidelig gav sit æresord i pandt paa, at forlade denne deel af kongeriget og aldrig meddele nogen, kundskab om c. og hans kammerrater. taknemmelig mod forsynet for saa mange overstand ne farer, begyndte han strax at forandre og forbedre sin opførsel, og da han af naturen besad et godt hoved og mange fuldkommenheder, blev han, med tiden ved hielp af øvelse, et agtværdigt og nyttigt medlem af det menneskelige samfund. | fiction | thi_trinity | thi_001081 | 1825-04-08 | null | 370 |
jmidlertid fortsatte c., og hans kammerrater deres meriter paa landeveiene, og fik, hver i sin tid, de fleste af dem, den skjebne, som de saa høiligen havde fortjent for deres forbrydelser; slutteligen blev c. allene efterladt tilbage, hvis fortrinlige klogskab og kjækhed, bragte ham i lang tid til at blive anseet for en skræk for jrland; men krukken gaaer saa ofte vands, til den gaaer hankeløs hjem igjen, saaledes blev ogsaa den stakkels cans slutteligen greben, og efter at han var forhørt, blev der fra justiciens side, anlagt sag mod ham, og han blev forti fængsel til næste retssamling. | fiction | thi_trinity | thi_001082 | 1825-04-08 | null | 371 |
hvor ere de mildeste vinter-opholdsteder i europa for skrantninger, authentic memoirs of the most eminent physiciens and surgeons of great britain ect, ect. second edition . p. . man kan uden betænkning sige, at de skjønneste vinterelimater i europa findes i den deel at den spanske kyst, som grændser til middelhavet. climatet i lissabon er lang mildere, end i england, og cintra, i miles fjerne, skaffer et sikkert tilflugtsted for en hæftig hede paa ethver i aarstid. dog er der meget ubehageligt veir i lissabon, hver vinter. heftige stormvinde og regn komme strygende tværts over det atlantiske hav, med en magt, hvortil vi ere kun lidet vante, og gadernes slette broelægning og ujevnhed forbyder næsten al bevægelse tilfods. | non-fiction | thi_opholdssteder_essay | thi_001091 | 1825-04-08 | null | 372 |
der er ingen part, selv i frankrigs sydligste yderkant, som er fri for meget koldt veir om vinteren, skjøndt det just ikke er af lang varighed. det samme skjøndt i mindre grad, alt som mangaaer syd efter, kan siges om jtalien, hvor det i det mindste to maaneder af enhver vinter, i det hele taget, er umueligt at undgaae vaadt, kulde, og ubehageligt veir, hvis ubehagelighed upaatvivleligen bliver forøget ved muursteens=stuks og marmorgulvene, og ved den hyppige mangel paa kaminer i værelserne. pisa siges at nyde det i bedste vinterelimat i jtalien, og derefter maae neapel stilles. rom er meget behagelig om forlaaret, og florenz om sommeren. men det er i saadanne steder som barcelona, valentia a., hvor der blot er vinter i mild temperatur, klar soel, og agurblaa himmel, og som blive søgte af emigranter fra vore nordlige climater. | non-fiction | thi_opholdssteder_essay | thi_001092 | 1825-04-08 | null | 373 |
pastor bastholm, anstiller i bemeldte blad et forsøg paa at opløse spørgsmaaler, hvorledes vil den tid blive beskaffen, som vi gaae imøde, han fortæller: hvorledes han tydeligt erindrer sig, at da han var et ungt mennesker og studerede i göttingen, hørte han den da meget gamle og berømte geograf, hofraad gatterer, en dag at sige paa sit collegium mine herrer, dersom amerika havde været saa tidlig opdyrket som europa, saa vilde man ikke kunne have brugt guld og sølv som penge, ligesaalidet som jern; thi massen af de ædle metaller er saa stor i amerika." af den omstændighed, at de engelske bjergværkscompagnier begynde at drive de sydamerikanske bjergværker med alle den nyere kulturs apparater og en kjæmpemæssig kraft, holder ridder bastholm det ikke vanskeligt at forudsee hvad virkning hine overordentlige omstændigheder ville have paa de europæiske staters tilstaand og paa danmarks i særdeleshed. - hvad der foregaaer i england - hedder det til slutning - bebuder os hvad der vil møde os selv. det giver sig tydelig tiltilkjende af alle omstændigheder, at pengene vælte ind i england i saadan masse, at folket bliver stedse meere forlegen med hvorledes de skal anvende dem. jndustriens og handelens, tilligemed folkemængdens tilvæxt bliver en naturlig følge deraf, dette vil gaae saavidt, at tilsidste engeland og de øvrige fabriklande ikke længere kunne brødføde sig selv; spørgsmaalet efter de raae productioner vil idelig tiltage, blive aarene noget mindre frugtbare, saa vil kornvarene stige. overordenligt, circulationen eller pengemassen, vil voxe til en uhyre grad; alle faste eiendom dom ville stige i forhold, fastlandsstaterne ville i i fremtiden let kunne befrie sig for deres statsgield, da dens beløb vil successive svinde i indvortes værdie. capitalisterne ville af samme aarsag blive forarmede; eierne af varer og faste eiendomme ville profitere. - hvo handler derfor klogt i denne tidspunkt? – den som anvender sine capitaler til at opkjøbe faste eiendomme og til at fylde sine magaziner med varer, imedens det endnu er tid dertil. | fiction | essay | thi_001093 | 1825-04-08 | null | 374 |
den engelske kong carl den , blev vedhans tronbestigelse, overrakt et digt, af en dengang meget yndet poet, ved navn waller. | non-fiction | null | thi_001094 | 1825-04-08 | null | 375 |
kongen gjennemlæste det med opmærksomhed: hr. waller, sagde han derpaa, adisse vers ere meget smukke, men det forekommer mig dog, som deres digt til cronwels ære var bedre. | non-fiction | null | thi_001095 | 1825-04-08 | null | 376 |
krigen. (en fortælling af montgomery, of the literaar, companion, new tork, america.) julia maria var datter af en officeer under revolutions perioden i america som var faldet, kronet med seierens laurbær i det blodige slag ved bunker hill. hans to sønner, som begge beklædte en høi charge i armeen og marqvis d'estanville, oberst ved dragonerne og julies forlovede, vare hans adjutanter paa ærens dag. | fiction | thi_the-war_a | thi_001104 | 1825-04-15 | Montgomery | 377 |
oberst d'estanville med et udvaglt cavaleriekorps, var i nærheden af generals paa person, paa hvis hoved det brittiske ministerium. havde sat en høi priis. den begierlige fjendes skud søgte derfor generalen, med samme begjerlighed, som blodhunden søger sit rov. ved en uventet manøvre af fjenden, blev den troe trop, der omgav vor helt, angreben i flanken og aldeles omringet i samme øieblik, som de dreve en fiendtlig afdeling ned af høien. tre gange slog d'estanvilleskjække hob, hessianernes og de fiendtligsindede vildes angreb, tilbage og man kunde tydelig see, at det i særdeleshed var dem om deres tappre hærførers liv at gjøre - tre gange samlede de sig igjen og anfaldt : og tre gange bleve de drevne tilbage, general --- p. og hans korps var lidt efter lidt bleven adskildt fra hovedarmeen og nu havde de intet andet middel tilbage end at retirere. ved hvert anfald af deres talrige angribere, droge de sig langsomt tilbage, men angrebet blev altid fornyet under de vildes døvende krigssange og skrig. en lang række døde legemer, der laae adspredte langs veien betegnede den amerikanske rettrade. | fiction | thi_the-war_a | thi_001105 | 1825-04-15 | Montgomery | 378 |
men nu, kunne de ikke komme længere. de uforsonlige fiender, angrebe dem med forøget antal og bag dem tilintetgjorde den vrede bølge, der brød mod strandbredden, ethvert haab. de vare nu, i vild fortvivlelse, i færd med at kaste sig i den skummende strøm foran dem, da de i stor frastand fik øie paa flere kavallerie afdeelinger, der indsvøbte i støvskyer, nærmede sig hurtig, for at komme dem til undsætning, oplivede af haab, samlede de paa nye alt deres mod og deres hele styrke, for med fortvivlet bestemthed, at frelse deres frihed og deres liv. den kjækkemarqvis og generalen anførte denne haandfuld brave; bag dem rede julies to brødre, side ved side, den yngste førende fanen i hans venstre. haand, resten fulgte i en dobbelt linie og reiste sig høiere i stighøilerne. deres blodige sabler, nu hævede, nu sunkne, uddeelte uundgaaelig død. og medens de rasende hugge sig vei gjennem den angribende fjende, opfyldes med forøget antal. hurtigen deres sted, som falde for deres hvasse sabler, og alt trodser deres forenede anstrængelser. de hørte nu klarinettens skarpe tone, som forkynde dem den nære undsætning - de høre nu jorden drønne under de snysende heste - de høre, deres høistkommanderende byde dem, angriber: men ak! det er forsildig. j befrielsens, i serens øieblik, falder sværdet fra hans kraftløse, haand, bidslet falder fra hans convulsivt sammenbøiede fingre, og udmattet ved tabet af det blod. som strømmede fra saamange saar, som bedækkede hans ædle bryst, falder denne patirotiske hofvidsmand, destanville fanger ham op i sine arme; hans sidste ord vare: "jeg har gjort minpligt. jeg døer som frie mand!" saaledes døde patrioten. skulle jeg fortsætte fortællingen om slaget? hvo kjender ikke denne ærefulde dags hændelser, hvor ofte ere vi ikke ved fortællingen derom blevne begeistrede af fædrelands kjerlighed og have besluttet at leve og at døe for dette, den gjenvundne frihed og liv, selv glæden over seieren, kunde ikke formilde de estanvilles smerte. han tænkte paa julie. det var ham, der skulle frembringe tidenden om hendes faders, og hendes broders skjebne. men han kjendte hendes hjerte, hendes patriotisme skulle berøve smerten sin braand, og styrke hende til at bære næsten med rolighed, selv det værste blandt onder, naar blot hendes fædreland var sikkret. fædrelands kjerlighed var i hine farens dage qvindens stærkeste lidenskab, lidet kjende vi til de mange lidelser de maatte udstaae. aldrig, kunne vi sætte tilbørlig priis paa hine følelser, der bragte dem endog til med fornøielse at kunne lytte til fortællingen om den mands, faders, broders død, der farvede valdpladsen med sit blod, for at udslette ethvert spor af fremmed tyrannie, i deres fødeland, som opofrede deres blod og deres kjæreste børn for at tilkjøbe sit fødeland friheden, j hine ædles skygger. - matyrer for en tyranie, besjel os med eders aand, og vi skulle altid vide at beskytte hiin fødselsret j skjænkede os drønnende minutskud naaede snart julias, dre, hun ventede alt længe armeens tilbagekomst. pibens skjærende toner i enkelte mellemrum, det høitidelige trommeslag, den langsomme og afmaalte marsch af den sig nærmende armee, sagde hende, at de sørgede for en eller anden falden vaabenbroder. den kikkert hvormed hun havde beskuet slagets fortgang, faldt fra hendes haand, og hun stod nu ved indgangen til hendes faders telt. en ahnelsesfuld gysen foer gjennem hendes hele væsen; hendes kind blev bleg, som bjergets snee; en kold dug hvilede paa hendes høie hvide pande; hendes sorte, glindsende lokker bevægede sig hid og did for vinden; hendes haand hvilede fast paa den urolig bølgende barm, som for at standse hendes ængstelige hjertes banken, medens hun havde hendes øie hæftet paa det sig nærmende sørgetog. her ville billedhuggeren funden en gjenstand værdig hans meisel. de to kjække gardere, der stode skildvagt gjorde holt paa hver side af hende, medens den lange procession passerede forbi, først kom den engelsk generals stridshingst. ført af to soldatre, dragende paa hver side af ham i støvet, fanerne med st. georgs kors og den engelske løve i, næst ham reed atten ryttere i aabne geleder med deres omvendte sabler, i centrummet reed general den nu høist kommanderende general og fire adjutantere. efter disse fulgte musikken, der spilie en høitidelig sørgemelodie, derpaa en lang linie af jnfanterie med omvendte vaaben; efter dem reed oberst marqvis o'estanville paa en sort ganger fulgt af hans regiments dragoner. det lange hvide haar, der slyngede sig ned af hans stormhue, var bestænket med blod og støv, med blege kinder og hans øie stivt hæftet paa jorden, sad han ligesom begravet i dybe betragtninger; hans stridshest, med bøiet hals og flyvende manke, gik med høitidelige skridt fremad. efter dem fulgte i en lille afstand to liighaarer, paa enhver laae et sønbrudt sværd og pistoler, de bleve bevogtede paa alle sider ved fyrgetyve ridende officerer, samlede af den hele armee, og dannede i to bøiede qvarreer; herpaa fulgte to hvide heste ledte at fire tjenere, klædte i hvidt, og endelig reedmed et blegt og smertefuldt aasyn oberst=lieutnant p. julias tvillingbroder, førende i den eneste haand han havde tildage, den standart med hvilken han havde forladt leiren; ingen taare væddede hans kind, intet forrigfuldt suklød fra hans bryst. hans hoved var blottet, og et saar i panden var omvunden med en hvid bandage; i taushed stirrede han ned paa hans nærbeslægtedes liigkister, og skred fremad, fulgt i nogen afstand ved en lang udstrakt linie af tropper, som sluttede processionen. de passerede forbi og lyden af deres fodtrin tabte sig i det fjerne. julia bevægede sig ikke talede ikke græd ikke hendes øine vare som i døden fæstede paa det punct hvor den sidste soldat forsvandt og længe stod hun, som rodfæstet til stedet. nogle musketsalver opvakte hende fra hendes bedøvelse, hun hævede hendes øine i veiret, to heste hørtes komme galloperende mod hende, og hendes broder og destanville steeg af he(fortsat. sten og stode foran hende. | fiction | thi_the-war_a | thi_001106_a | 1825-04-15 | Montgomery | 379 |
hassan ben sherishah ferdusi: ferdusi, persernes vigtigste episke digter, blomstrede ved aaret . han var født i thushvor hans forældre levede som agerdyrkere. | fiction | thi_hassan-ben_a | thi_001106_b | 1825-04-15 | null | 380 |
haver og fandt i et lysthuus to af keiserens digtere, som underholdt sig med at improvisere vers. ferdusi nærmede sig dem og blandede sig i deres underholdning. ansari, een af hine digtere, berømt som lyriker, forhausedes ved at høre en yngling i bondeklæder yttre sig med saa megen aand og fortsatte samtalen med ham. han fik at vide, i hvad hensigt han var kommen og fortalte sagen for sultanen, som gav ferdusibefaling, efter først at have prøvet ham, at besynge de gamle perserkongers bedrifter og lovede ham et guldstykke for hvert vers. ferdusi anvendte en række af aar paa dette arbeid og bragte et stort historisk digt af , vers (kaldet shahnameh, (kongernes bog) tilveie, hvilket indbefatter persiens historie fra nushirvan indtil jesdegard og egentlig bestaaer af en række historiske epopeer. helten rustan, den persiske herkules's bedrifter udgjøre et af de skjønste episoder i samme. ferdusi overgav sit værk til sultanen, som indtaget imod ham af en bagtaler, kun lod ham udbetale en sølvmynt for hver vers. digteren, fortrydelig over at see sig saa uværdig behandlet, forærede pengene bort, udstrøg en mængde vers til mahumeds roes som han havde indflettet i sit digt og hevnede sig ved en bitter satire. nødt til at flygte, begav han sig til thus, hvor han levede skjult. jmidlertid fortrød mahmud sin uretfærdighed, og, da han fik at høre at digteren levede i mangel, lod han belæsse kammeler med rige foræringer til ham. da de ankom for portene af thus mødte de ferdusis liigfærd. - hans shahname, er et af de meest udmærkede blandt asiens digterværker; det persiske sprog har intet værk, der kan sættes ved siden deraf. for historien er det af uskatteerlig værdie, men endnu kun lidet brugt. en engelsk oversættelse, som champion begyndte paa , blev ufuldendt. enkelte fragmenter findes oversatte i jones's commentarier i wilkens persiske chrestomathie, i schle- gels europa og i tydsk merkur. det hele skal nu udkomme, trykt i ostindien. et fragmentudkom i caltutta under titel af schred. | fiction | thi_hassan-ben_a | thi_001109 | 1825-04-15 | null | 381 |
om gudelige forsamlinger. foranlediget ved hr. pastor n. f. s. grundtvigs betænkninger. audiatur et altera pars! visselig maa det inderlig bedrøve enhver sandhedens og det sande godes ven, naar det kommer dertil, at præsten nødes til at føre klagemaal over nogen eller nogle af hans menighedsmedlemmer, især naar det angaaer gudelighed, gudsfrygt og gudsdyrkelse; ord og ting, hvis hellighed og ærværdighed, bør indgyde enhverder vedkjender sig dem, alt for megen ærbødig, hed til enten at give eller søge anledning til klageeller anklage; hvilket den oprigtige kristen, den sande hellige vist omhyggeligen vil skye og flye, og som den, der efter skriftens, fornuftens og den sande egenkjerligheds bydende, frygter gud, ærer kongen, lyder øvrigheden og agter præsten som sjælesørger, sikkerlig aldrig vil blive udsat for. men hvad skal, hvad kan da en præst vel gjøre, naar personer, der ville indbilde sig selv og andre, at de ere indspirede, begynde at stifte en menighed i hans menighed, gjør proselytter, agere apostler og offentligen lægge ringeagt forlærestanden og læreren for dagen? skal han, maa han, bør han, som sendebud i jesu krististed, som den der ei allene beder: tilkomme dito rige, men ogsaa skal stræbe efter bedste evne til bønhørelse af disse hans lærers ord i den meest udstrakte forstand, ved stedse at udbrede kristelig kundskab, sandhed og dyd i den embeds=kreds, hvor gud og kongen satte ham, være ligegyldig og taus ved, at personer og selskaber, undernavn af gudelige og hellige, virke tvertimod ham og stræbe tilbage til uvidenhed og alle dens følger, - ved at banlyse fornuften og de baade levende og afdøde lærere, som opmuntre til dens brug, vistnok undgaae de og derved følelsen af hvert et slag af aandens sværd ligesaa heldigen, som de snildeligen undvige hver mulighed af en overbeviisning, der skal grunde sig paa fornuftig overveielse. derved er det at de saa let vinde tilhængere blandt den tankeløse almue; fordi det er lettere at troe (som de troe) end at tænke, lettere at bede end at handle, lettere at synes end at være god. naar nu præsten med vished veed, at der, i de saakaldte gudelige forsamlinger, arbeides ligetvertimod hans redelige bestræbelser for at udbrede mere og meere kristelig og fornuftig kundskab i hans menighed, er han da troe i sit kald, naar han er ligegyldig ved, at hans advarsel derimod intet nytter, at hans embeds værdighed og sandhedens ære krænkes, at kongens og øvrighedens anordninger og forbud overtrædes men, vil man maaskee indvende, der burde intet forbud mod endelige forsamlinger finde sted, og de ere jo tilladte under betingelse af præstens kundskab derom eller nærværelse derved. men hvorledes skal en præst paa landet, der har langt til sit anner, i sine sogne mange byer, og i disse gudelige forsamlinger, kunne bivaane dem alle og forvisse sig om hvad der foretages i dem alle, at deri ei nedbrydes om aftenen, hvad han har stræbt at opbygge om dagen, ja var det endda kuns bøn, sang, og læsning af sandoplysning befordrende bøger, som beskjæftigede dem, saa maatte de være uskyldige og kunde være gavnlige, skjønt overflødige og unødvendige, da alt dette kan foretages med virkelig held, andagog velsignelse i enhver enkelt familie. men de lade det ei blive derved, de gaae videre ved at læse og forklare bibelen, en forklaring, der vist maa blive ligesaa forskjellig, som de personers duelighed eller udduelighed, der driste sig til at paatage sig dette arbeide, hvorom siges, at det for et fornuftigt tænkende menneske er uforstaaeligere, end græsk og latin. men det skal være gammeldags kristendom, der foredrages, gamle aandelige bakkelser, og og flere deslige retter, der trakteres med. det er vel ligegyldigt hvad der læses, naar det kun er gudeligt, hvorledes det forklares naar det kun er gammeldags, hvorledes foredraget, eller hvad duelighed fortolkerne besidde, naar de kun ere hellige, dog dette kan vel neppe falde nogen indat tænke eller sige. kan og maa ingen haandværker gjøres til svend uden foregaaende lære, eller vinde langsrettighed uden foreviist mesterstykke, og har vor, for al god orden saa aarvaagne regjering forbudet qvaksalvere, understraf, at afgive sig med at helbrede sygdomme paa det menneskelige legeme, hvortil kun prøvede, og duelige læger ere berettigede; mon vel den samme vise regjering ville taale, at slige fuskere, som hine lecteurer, fordærve sjælenes smag for, og evne til at fordøie reene sandheder og ædle begreber, ved at bibringe dem hvilket somhelst ufordøieligt miskmask, hvormed saadanne fortolkere, opvarte deres tilhørere; der, strudsen lige, gabende sluge, hvad der kastes til dem, kunde manantage at det just var her i disse gudelige forsamlinger, at ægte gammeldags og sand kristendomskulle findes og ikke i kirken; saa bleve lærde studier, med hensyn til religionen, en unyttig besværlighed; skoler, theologiske faculteter, kirker og præster, bekosteligheder, man let kunde i undvære. skal præsten desuden endnu være taus og taalig, naar en person, der saa godt som nylig er traadt ud af landsbyeskolen, men er bleven indviet i de helliges mysterier, vover sig indbildsk i offentlig modsigelse med præsten under hans embeds forretninger i kirken, eller naar en mand med pharisæisk stolthed efter gudstjenesten indbyder til aften-traktement hos sig paa kjærner, istedenfor de i kirken nylig forelagte avi ner, ja endog ved kirkens dør opfordrer præsten til at forsvare, hvad han i sin prædiken har yttret, som stridende mod hans vidløse jndbildning; dog de lade det ei blive ved at holde sig til kirken og præsten; de anfalde i deres hellige paroxysmus, eller henrevne af det ubetvingelige element, præst og almue paa veie og stier med deres tankeløse væv, og drage veemodsfulde suknaar man ei vil lade sig deres præk vel smage. her kan med sandhed siges: vi tale det vi videog vidne det vi have erfaret. sligt overmod passer sig dog kun lidet til den sande kristelige ydmyghed, der især bør pryde den, der vil kalde sig hellig og opvakt. | non-fiction | thi_about-god | thi_001109_b | 1825-04-15 | null | 382 |
----- krigen. (en fortælling af montgomery, of the literar companion, new-york, america.) (sluttet.) | fiction | thi_the-war_b | thi_001125 | 1825-04-22 | Montgomery | 383 |
j julias kummerfulde møde med hendes broder og marqvien, søgte de at skienke hinanden gjensidig trøst. de gjorde hende det forslag at hun strax skulle vende tilbage med dem til boston. j aftenskumringen naaede de staden, som de blot for faa timer siden havde forladt, med en oplivende følelse om deres tilkommende. lykke. hvor sørgelig var dette haab bleven tilintetgjort. julia engang omringet af slægtninge og venner, var nu næsten berøvet alle. et aar var neppe henløben siden hun havde seet levningerne af en inderlig elsket modernedsynkes i graven. - men hun havde dog endnu nogle tilbage, der kunde lede hendes fremtids fjed. en skrækkelig dag var forsvunden og intet spor deraf var efterladt tilbage, uden den sørgelige erindring om storheden af hvad hun havde tabt og det marmor i hvilken den sidste tappre handling i deres liv, stod udgravet. onkler, beslægtede, broder alle var faldne. hendes broder carl var nu hendes eneste beskytter. næste morgen forlod den styrke, som under den foregaaende dags scener havde holdt oberstlieutnant paaskopreist, ham ganske. svæk- -- ----- ket ved lidelser og smerte, fængslede en farlig sygdom, denne rastløse mand, der tørstede igjen efter at møde sit fædrelands fiende, til hans leie. den spendte tilstand hans siel var i, forvandledes til et skrækkeligt raserie, og hiin stolte skabning, som engang havde været beundret af venner og frygtet af fiender, - ham der kold havde gaaet kjæk gjennem blodsudgydelse og død, og anført det blodige slag, hvor forandret nuøiets klare glands var fordunklet, hine læber hvorfra før hørtes commando ord, zittrede af smerte og udstødte en smertefuld stønnen. hiin stærke mussculense haand, der havde svinget en helts sværd, havde ladt dens sædvanlige kraft, og skjælvede af svaghed. timer svandt efter timer, men endnu lovede lægens kunst intet haab - enhver dag bragte ham nærmere til graven. j to lange, kjedsommelige uger, sad julie ved siden af hans seng, for at pleie den syge, og vaage over de hurtig svindende øieblikke af broderens liv. destanville opofrede enhver ledig time, for at hjelpe hende i denne førgelige beskjætigelse. | fiction | thi_the-war_b | thi_001126 | 1825-04-22 | Montgomery | 384 |
j morgen i dagbrækningen maa jeg være langt borte fra dig. himlen beskytte og bevare dig indtil jeg kommer tilbage. han trykkede et farvel kys paa hendes blege kinder, og ved midnatstider lød hornet, der forkyndte hans opbrud fra byen. næste dag opfyldes julias sørgelige ahnelser, hendes broder døde, og hun blev efterladt, som fremmed et i fremmed landforladt og uden en eneste ven, at tye til for trøst. | fiction | thi_the-war_b | thi_001128 | 1825-04-22 | Montgomery | 385 |
hendes eneste haab var nu d'estanvilles tilbagekomst. næste morgen i dagbrækningen, blev hun opvakt ved krigsraab og artillerie torden, det var den seierrige tilbagekomst af d'estanvilles tropper. et nyt haab oplivede julias aasyn, da hun saae det stolte jndtog i byen, fulgt af den beundrende folkemængde, hvis hurraraab lød mod himlen. hun ventede flere timer med bange ægstelighed hendes vens tilbagekomst. enhver lyd i gaden troede hun at være en trampen af hans hest, og enhver lyd bedrog hende. han kom ikke. aftenen nærmede sig om sider, paa alle de spørgsmaale hun gjorde om ham, det eneste dyrebare hun eiede tilbage i den hele vide verden, fik hun blot til svar, at han om natten, da de havde angrebet de vilde i midten af en dyb, mørk skov; i slagets tummel var kommen fra dem, og de formodede han var bleven fangen. allerede oplyste mange kjerters glands den rummelige hall, hvor hendes broder oberst par laae i stadselig ligparade, ved hans hovedpude, knælede den blege julia, og opsendte liig en bedende engel sine bønner og hendes elskede drestanvilles redning, da flyver paa engang salsdøren op. en vild i fuld rustning triner ind. julie farer høit op af forskrækkelse. den vilde nærmer sig langsomt og breder armene ud, endelig gjenkjender hun de velbekjendte træk og flyver i d'estanvilles armee, som rigtignok var bleven fangen; men var flygtet, og havde besluttet at overraske hende i denne dragt. snart derpaa ophørte hiin morderiske kamp; frihedstræet blomstrede over hans hele fædreland. ømmere og fastere baand forenede snart o'estanville med hans julia, og ofte plantede de i forening med hinanden en rose paa de faldnes grave. | fiction | thi_the-war_b | thi_001129 | 1825-04-22 | Montgomery | 386 |
du seer heraf min ven, at giftermaal er omgjerdet med saa mange forhindringer, at de, derhave i sinde at bryde igjennem eller overvinde, dem, maae være glade hvis de slutteligen finde en leie af torne, isteden for roser. lovene ere itteat laste derfor, thi de have saa godt som de kunde forhindret folk fra at indlade sig i forbindelser, og giftermaal er sandelig bleven en meget alvorlig sag i england, og intet uden alvorlige folk findes almindelighed villige til at indlade sig deri. den unge, den muntre, og den smukke, som blot ledes dertil af lidenskab, indlader sig sjelden deri, da denne drivefjær er tagen bort, og ingen uden den gamle, den grimme, og den vindesyge sees at forene sig med hinanden, som hvis de ogsaa virkelig efterlade sig nogen afkom, vil denne sandsynligviis blive en hæslig race, liig dem selv. hvad der gav anledning til disse love, maae have været nogle saadanne hændelser som disse det hændte undertiden at en gnier, som havde tilbragt hans ungdom i at sammenskrabe penge, forat kunne give hans datter en saadan medgift, der kunne forskaffe hende en stor og fornem herre, til mand, fandt slutteligen hans forventninger feilslagne, derved at hun randt bort med hans laqvai, dette maae have været et skrækkeligt stød, for den arme trøstesløse fader, at see hans datter, kjøre i en vogn med to, istedetfor med sex. hvilken streg i regningen af forsynet, at see hans kjerrepenge komme til en tigger; hele naturen raabte at og vee, over en saadan vandhelligelse! det hændte vel ogsaa undertiden, at en dame, som havde arvet alle en adelig frøkens titler og nerve tilfælde, fandt for godt at nedværdige sig og forbedre sin sundhed ved at ægte en landmand, dette maae have været et slemt stød for hendes utrøstelige slægtninge, at maatte see en saa skjøn blomst bortsnappet fra en blomstrende familie og plantet paa en møding; dette var jo en reen forkeert omvæltning i tingenes første principer! for derfor at forekomme at de store ikke skulle indlade sig i gemenne forbindelser, bleve hine hindringer mod giftermaal opfundne, for at de rige, kunne gifte sig blandt de rige, og den fattige som ikke vil leve som pebersvend maae være fornøiet med at forøge hans fattigdom med en kone. saaledes have lovene ret herlig vendt op og ned paa bevæggrundene til ægteskab; naturen siger os, at skjønhed er den rigtige tilskyndelse til giftermaal for dem, der ere rige, og penge for dem, som ere fattige, men tingene ere her saaledes indrettede, at de rige tilskyndes til at gifte sig til en formue, som de ikke behøve, og de fattige have ingen anden bevæggrund end skjønheden, som de ikke tør føle for. | non-fiction | thi_about-marriage | thi_001161 | 1825-04-29 | null | 387 |
disse ere nogle faa af de forhindringer for ægtestanden her, og det er vidst, at de i visse maader have svaret til øiemedet; thi at leve som pebersvend er bleven baade almindeligt og moderne. gamle ungkarle vise sig over alt, uden mindste forevending, hvorfor de ei have giftet sig; og gamle piger seer man allevegne slaae omsig med forlibte øiekast. for at tilstaae sandheden, hvis jeg var en engelsmand, troer jeg, at jeg selv ville blive en gammel pebersvend; jeg ville aldrig have mod nok til at gjennemgaae alle de formaliteter, som ere foreskrevne ved lovene. jeg ville finde mig i at frie paa en fornuftig maade til min kjæreste, men ikke at gjøre cour til hendes : fader, moder, en lang række af fettere, tanter og beslægtede, og derpaa at staae til skue forden hele forsamling i en landsbyekirke, nei førville jeg vende ryggen til hende og gjøre cour til hendes oldemoder. jeg kan ikke begribe nogen anden aarsag hvorfor man betynger ægteskab med saamange forbud og tyngder, uden det er fordi man allerede betragter landet for at være for folkerigt, og at man anseer disse for de meest virksomme midler, til at formindske folkemængden. hvis dette er bevæggrunden, kan jeg ikke andet end lykønske disse kloge opfinderiske hoveder til det lykkelige udfald af deres plan. held være eder j svagsynede politikkere, j der troer at kunne luge ukrudtet op blandt menneskene! det tilkommer eder at klippe vingerne paa vindskibelighed og omskabe hymen til en mægler. det tilkommer eder at beskue smaae gjenstænder med et microskopisk øie; men at være blind for dem, der udfordre et skarpt og udstrakt syn. det er eder j jndsigtsfulde som ere skjænkede den største jndsigt blandt menneskene, der er eder der sætte et skillerum mellem det menneskelige samfund, og svække dets magt, ved at fjerne det der skulle sammenbinde det med forenet kraft. det er eder, der indføre virkelig national nød, for at undgaae nogle faaes indbildte elændighed. j kunne retfærdiggjøre eders handlinger ved hundrede grunde, der ligne sandhed; man kan derimod modsige eder med faa grunde, og disse ere sande erindringer fra spanien. | non-fiction | thi_about-marriage | thi_001165 | 1825-04-29 | null | 388 |
(efter en mundtlig fortælling af en simpel soldat. taget af poles london annual repositorv for .) bataillen ved toulouse. | fiction | thi_battle-by-Toulouse_a | thi_001166 | 1825-04-29 | null | 389 |
saa snart som fienden lagde mærke til at viordnede vores linier, aabnede de øieblikkelig en skrækkelig jld af bomber, drueskud og musketild, der meiede ned vore geleder, efter hvert som vi formerede dem. det var gyselig at see det blodbad, som skeede paa dette sted. macoara kunde neppe faae dannet den høire fløi. alt blev næsten nedskudt, førend man kunde naae værkerne, endskjøndt afstanden var blot tre hundrede. alen. jeg hørte til den høire fløi. vi kunne ansees for al verden, som et stort skjold mod fienden, thi vi modtoge dens første jld, og den rasede noget frygteligt. røgen og jlden synes at formørke himlen, thi kanon- og muskerskud brølede liig tordenen, og mangen helt faldt og reiste sig aldrig mere. saasnart som vores fløi var opstillet, anfaldt vi fienden, under oberstens commando med et levende hurraraab; den venstre fløi fulgte ligesaa rask. alle tropperne, som saae os angribe, tilraabte os et hurra, og at bravo to og fyrgetyvende regiment." kunde høres overalt gjennem kanontordenen. hurra, hurra, hurra! lød paa alle sider af os fra divisionen. portugisere og spaniere: alle saae at døden fulgte i vore spor; alle saae vore mænd falde, liig æbletræets frugter, naar det rystes ved brusende storme. jeg havde hidindtil undgaaet døden i alle de slag jeg havde været i, men denne gang nærede jeg intet haab om at forlade valdpladsen levende. kuglerne dandsede omkring os liig hagl, størstedelen af dem paa høire fløi, som vare døde eller saarede fik to, tre og flere skud paa engang. manden paa min høire side blev truffen af sex drueskud og faldt ned saa død som en steen, og hans broder, der stod paa hans anden side, blev saaret ved det samme. da vi omtrent vare alen fra redouten, fik jeg et skud, i min høire arm og var tvungen til at gjøre holdt; men jeg var næsten vis paa endnu at blive truffenaf et, førend jeg kunde komme i sikkerhed. jeg gik til bagtroppen, nogle faae alen tilbage og lagde mig i en plov fure, og troede jeg der kunde være i sikkerhed. men jeg havde neppe udstrakt mig der paa den fugtige grund, førend en kanonkugle bedækkede mig næsten overalt med jord, jeg reiste mig op igjen og gik tilbage den vei vi havde marscheret fremad, da jeg vidste at jeg der i var sikker. mit saar blødte stærkt. jeg kunde ikke faae det forbunden. jeg havde omtrent at - gaae en halv miil til det sted hvor chirurgerne opholdt sig. i dette øieblik passerede vores artillerie forbi, for at nærme sig det punct hvor vore øvrige tropper stode, een steeg af sin hest, da han saae den stilling jeg var i, og gav mig en drikviin af hans feldtflaske. jeg bad gud velsigne ham derfor. - du fortjener, sagde han, com det saa var guld du drak, thi j have havt en haard strid, skyndt dig hen til chirurgerne, de ere omringede i hobetal af saarede fra det to og fyrgetyvende regiment, der nede ved de huse, hvor vi passerede forbi." jeg takkede paa nye denne brave artillerist. han gav sin hest af sporerne og skyndte sig efter kanonerne. jeg fandt mig meget vederqvæget ved vinen, og skyndte mig alt det jeg kunde til de huse han havde peget paa. det varede hele to timer, førend lægerne kunne komme til at see til min arm. de vare meget stærkt beskjæftigede med at afsætte arme og been, og det i saadan mængde, at det var et ret hjerteskjærende syn, i hele to timer at maatte være øinevidne dertil. | fiction | thi_battle-by-Toulouse_a | thi_001167 | 1825-04-29 | null | 390 |
regimentets styrke, da vi marscherede ud af leiren om morgenen, var omtrænt fom hundrede og halvtredsindstyve, alle saa gode soldatre, som nogensinde havde været i regimentet; det var ogsaa de meest indbildte folk i hele armeen, da soldatere selv altid tænkte og sagde, at der ikke var mage til dem i hele engeland. mænd, som ikke taalte det mindste ord; men som ogsaa ansaae det det for deres stolthed at seire eller døe: og dette var ogsaa dagen, hvorpaa de havde leilighed til at prøve sig. deres tab var ikke mindre end syv og tyve officerer og fire hundrede og fjorten gemene. | fiction | thi_battle-by-Toulouse_a | thi_001168 | 1825-04-29 | null | 391 |
den die dag efter kom over-chirurgen, saae til vore saar, og sagde os, at der var allerede indrettet hospitaler for os i toulouse, og at freden allerede var afsluttet, førend slaget var holdt. jeg kan ikke sige hvad denne nyehed ær grede mig. selv var jeg syg og saaret, og jeg tænkte paa de tusende, som vare faldne faa dage før. min tjenestetid var nu forbi, jeg tænkte paa mit fædreland; men alt var mørkt og sørge. ligt. ti aar, de bedste af mit liv, vare tilbragte blandt de laveste i armeen, jeg synes nu jeg var vandt dertil og at jeg maatte vedblive at være soldat. jeg havde i den tid tabt alle mine beslægtede, undtagen min broder; men han var dog alligevel min ømme, hengivne broder, og folandet var mig dog ogsaa kjert, endog i denne fattige og elændige forfatning, hvor jeg lage. natten kom slutteligen, medens fusende planer i gjennemkrydsede mit hoved. søvnen stial sig over mig og jeg faldt i en urdlig slummer hvorsyner om svundne dage, slag, planer, hiemmet, mit saar, min venneløse, lemlæstede forfatning, der ville vare maaske for mit hele livfremstillede afvexlende for min phantasie, indtiljeg omsidder faldt i en fast slummer. | fiction | thi_battle-by-Toulouse_a | thi_001169_a | 1825-04-29 | null | 392 |
om det folk, der taldes cantos i brasilien. the ladies polite remembrancer . vi mødte flere familier af det folk, som kaldes cafutos der ere en blanding af de sorte og jndianerne. deres udvortes er for europæerne noget høist forunderligt, de ere smækkre og mukuskuløse, i særdeleshed ere bryst= og arm musklerne meget stærke. fødderne derimod i forholddertil, svagere. de ere af en mørk kobber couleur eller kaffebrune. deres ansigtstræk have i det hele mere af den æthiopiske end den amerikanske race. deres aasyn er ovalt, kindebenene, ere opstaaende; men ikke saa brede, som hos jndianerne, næsen er bred og fladdannet, men hverken opstaaede eller meget bøiet, munden bred, med lykke, men lige læber, hvilke saavelsom det nederste kindebeen staae ubetydelig frem. de sorte øine have et mere aabent og frit øiekast end jndianernes, men ere endnu en smule meere confer, endskjønt de ikke staae saa meget ind af som hos dem, vende heller ikke saa meget ud ad, som hos æthiopierne. men hvad der giver disse mestizer, et særdeles paafaldende udseende, er det overordentlig lange hovedhaar, som især mod enden er halv krøllet, og reiser sig næsten perpendikulair en fod og fra forhovedet eller og saa en fod og en halv, og danner derved en uhyre og meget grim art paryk. dette forunderlighoved med haar, som ved første syn synes mere konstigt end naturligt og næsten bringer en i erindring omplica polonica, er ingen sygdom, men blot en følge af den blandede race og den mellemting af negrenes uld og amerikanernes lange, stive haar. denne naturlige paryk er ofte saa høi, at de der bære den maae bøie sig for at komme ind og ud af deres sædvanlige dør paa hytterne; det tykke haar er desforuden saa indvillet i hinanden, at det ikke engang kan lade sig kjemme. denne haarets dannelse giver cafutoerne en ligning med papuaserne i nye guinea. noget om dicelegante zeituns planen til denne tidende, der kan ansees som den første i sit slags, udkastede den bekjendte hofraad spazier i leipzig og begyndte med den aar . han besad i en høi grad de egen. skaber, der ere uundværlige for redacteuren af et blad, der skulde være toilettecture for den fornemmere qvindelige slægt og en let underholdning for dannede mænd. denne elegante tidende valgte efter sin første plan til sit jndhold alt hvad conversationen i de høiere cirkler mellem mandfolk og fruentimmer pleier at udbrede sig, over. den udkom ugentlig tre gange og blev optagen med stigende bifald. da de skjønne kunster overhovedet og fornemmelig alt hvad der angik theatret laae inden for dette blads grændser, og spazier fik begge schlegeler til medarbeidere, kunde det ei feile at die elegante zeitungblev alle dem en torn i øiet, som havde noget imod den schlegelske skole, som uden al skaansel søgte at gjøre sine kunsttheorier gjeldende. til disse hørte især den af mængden priste og af den strængere kritik fordømte a. v. kotzebue, som kom paa den jder selv at udgive et blad, hvorved han haabede ved mængdens bifald at fortræn - ge die elegante zeitung. han forbandt sig derfor med sin ven og forsvarer g. merkel og i aaret udkom under begges redaction den freimuthige den frimodige). spazier indsaae, kotzebues hensigt og frygtede maaskes den anseelse, hvori han stod hos mængden; han troede at maatte gaae der freimüthige imøde med desamme vaaben den brugte mod ham, og saaledes begyndte en feide, der under idelige angreb og forsvar naaede en høi grad af forbittrelse. man forøgede nu paabegge sider de ugentlige udgivne blades antal til fem. publikum fandt noget pikant i denne strid, og, da det ene ei kunde forstaaes uden det andet holdt man begge blade, som saaledes uvillig befordrede hinandens fordeel. denne pennekrig vedvarede til , da kotzebne, som blev uenig med merkel overlod denne allene redationen af den frimodige. spazier fortsatte imidlertid feiden med den mindre frygtelige merkel til sin død . først paa dødssengen udsonede han sig med ham. derpaa udgav mahlmann, som havde talrige venner i den dannede læseverden, zeitung for die elegante welt uden at fortsætte den ved spaziers død ophørte strid. begge blade gik fredelig ved siden af hinanden indtil merkeltraade bort af skuepladlen i efteraaret , da der freimüthige ophørte. vel levede dette blad op igjen næste aar i en anden skikkelse og med en anden tendens. den lange feide havde imidlertid mærkelig forandret den elegante tidendes oprindelige characteer, da den fordrede en grundighed, som ei mere ganske passede til den elegante cirkel. den nye udgiver tog ogsaa meere hensyn til de virkelig dannede end til de elegante. | non-fiction | null | thi_001169_c | 1825-04-29 | null | 393 |
- narino faliero de dage af venedig, (af noterne til marino faliero doge of venice, an historical tragedy by lord byron, oversat af et gl. italiensk manuskrift.) den te september blev marino faliero udvalgt til doge eller hertug af republiken venedig. han var greve af valdemarino, paa grændserne af triviso, ridder, og en mægtig herre. saasnart som valget var skeet, blev det afgjort i det store raad, at en deputation af tolv medlemmer skulle afsendes til grev marino faliero, som da befandt sig paa hans vei til rom; thi den gang han blev valgt, var han gesandt ved den hellige faders hof i rom. den hellige fader selv, holdt den gang sit hoi avignon. da grev marino som dage skulle lande heri staden, den te october , paa kom en tyk taage, og formørkede saaledes luften at han var nødsaget til at stige i land ved st. markuspladsen, mellem de to stytter, hvor misdædere pleie at henrettes, alle ansaae dette for et meget slemt tegn. jeg maae heller ikke forglemme hvad der fortælles i en gammel historisk kronikke. da grev marino faliero var podesta og kapitain af triviso, tøvede biskoppen for længe med at komme med det hellige sacrament, paa en dag, da en procession skulle finde sted. nu var fornævnte marino faliero, saa stolt og hidsig, at han slog biskoppen paa øret, saa at han næsten faldt til jorden; og derfor tillod himlen, at hans forstand skulle saaledes forvildes, at han selv blev skyld i, at han fik et ynkeligt endeligt. da han havde været doge i ni manneder og ser dage, søgte han, da han var ugudelig og ærgjerrig, at gjøre sig selv til ene regent i vennedig, paa følgende maade: da den torsdag kom, paa hvilken de pleiede at jage tyren, fandt denne jagt, sted, som sædvanlig, og i følge de tiders brug, begave alle sig efter at dette var forbi til dogens pallads og samledes i en af hans sale, hvor de underholdt sig med fruentimmerne, og dandsede indtil klokken ringede første gang, da et kostbart maaltid blev serveret. dogen pleiede at betale udgifterne derved, hvis han var formælet; efter maaltidet gik alle hjem. | fiction | thi_faliero | thi_001188 | 1825-05-06 | Lord Byron | 394 |
til denne fest kom der en hvis ser michele steno, en ung, meget fattig herre, men kjæk og forvoven, og som elskede en af dogens damer. sir michele var iblandt fruentimmerne paa balkonen og opførte sig noget ubeskedent, saa dogen befalede man skulle sparke ham ned adbalkonen, og dogens pager kastede ham strax ned deraf. ser michele fandt det var en fornærmelse, der ikke kunde taales, og da festen var forbi, og alle andre have forladt palladset, blev han ophidset af vrede, tilbage, gik ind i audiens=salen og skrev nogle upassende ord: der angik dogen og gemalinde, paa den stoel, hvori denne pleiede at sidde; thi i de dage lodikke hertugen sin stoel overtrække med cyprisk silketøi, men han sad i en stoel af træe. senmichele skrev derpaa: marino faliere, den smukke kones mand; andre kyssehende, men han underholder hende. om morgenen saae man disse ord, det blev anseet som en skjændig og skammelig ting og senatet befalede republikens retslærde at anhængiggjøre og behandle sagen med største flid. en sum blev strax udbuden for den, der kunde opdage, hvem der havde skrevet disse ord. sluttelig blev det bekjendt at det var michele steno. det blev strax besluttet i de forgetyves raad, at han skulle arresteres; han tilstod da, at han i et anfald af ærgelse og vrede, foranlediget derved at han blev kastet ned af balkonen i hans kjerestes nærværelse, havde skreven disse ord. j raadet blev derpaa debatteret, derom. dette tog hans ungdom i betragtning og at han var elsker, og han blev derpaa dømt til to maaneders fængsels straf og til at forvises venedig paa et aar. ved at høre denne naadige dom, blev dogen overmaade opbragt, da han synes raadet ikke havde taget tilbørlig hensyn til den respect det skyldte hans værdighed; og sagde at det burde dømt ser michele til at hænges eller i det mindste til landsforviisning for livstid. | fiction | thi_faliero | thi_001189 | 1825-05-06 | Lord Byron | 395 |
men nu havde skjebnen bestemt det saaledes, at dogen selv skulle miste hovedet, og da det er nødvendigt for en virkning, at den ogsaa maae existere en aarsag, saa hændte det sig at den samme dag, som fornævnte dom var afsagt over steno, hvilken just var den første dagi fasten, gik en herre af huset babara, som var meget kolerisk, ned til arsenalet og forlangte nogle visse sager af captainerne paa galeierne. dette gjorde han i nærværelse af arsenalets admiral, og denne hørende hans forlangende, svarede - nei, det kan ikke skee. det ene ordtog det andet, og denne herre slog admiralen med hans knyttede ræve, lige over øiet, og da han hændelseviis havde en ring paa fingeren, reerden hull paa huden, saa at det blødte. admiralen, ganske saa forslaget og blodig som han var ilede lige til dogen for at klage og for at bede ham at lade denne herre af huset barbaro haardt afstraffe. - hvad vil du, jeg skulle kunne gjøre for dig l. svarede hertugen, "tænk hiin pasqvil, som blev skreven over mig, og tænk paa den maade, hvorpaa de have straffet den knægt, den michele steno, som skrev den; see her hvilken agtelse de fyrgetyves raad bære for vor person." hertil svarede admiralen; min herre doge, i fald j ønsker at gjøre eder selv til prinds og hugge alle disse gemenne herre i tusende stykker, saa har jeg stærkt i sinde, hvis j. blot vil hielpe mig, at gjøre eder til hersker over hele denne stat, og saa kan j straffe dem alle. da hertugen hørte dette sagde han; a hvorledes kan saadan en ting udføres," og derpaa talede de med hinanden derom. | fiction | thi_faliero | thi_001190 | 1825-05-06 | Lord Byron | 396 |
dogen kaldte paa hans neven ser bertuctio faliero, som boede hos ham i palladset, og de overlagde det sammen. og uden at forlade stedet, sendte de bud efter philip calendoro, en meget berømt søehelt, og efter bertuecio jsraello, som var overordentlig træsk og listig. de raadførte sig derpaa med hinanden, og bleve enige om, at indkalde flere, og saaledes mødte de flere nætter efter hinanden i dogens pallads. det blev der besluttet, at sexten eller sytten anførere skulle blive posterede i forskiellige dele af staden, hver i spidsen for bevæbnede mænd, men de som fulgte dem, skulle ikke vide deres bestemmelse. paa den bestemte dag skulle de hist og her gjøre spetakler mellem dem selv indbyrdes for at dogen kunne have en forevending for at lade ringe med st. markuskirkens klokker. disse klokker blive aldrig ringede uden efter hertugens ordre. ved klokkens lyd, skulle disse sexten eller sytten med deres følgesvende indfinde sig paa st. markuspladsen, gjennem de gader, som nærme sig den; og naar de første og adelige jndvaanere kom dertil, for at høre aarsagen til opløbet, skulle de sammensvorne hugge dem ned, naar dette var forbi, skulle dogen mar ino falieroblive udraabt til herre af venedig. da alleting vare saaledes afgjorte, bleve de enige om at udføre deres forehavende paa onsdag den femtende april i aaret . saa hemmelig gik de til værk, at ikke en eneste drømte om deres listige anslag. men herren, som altid har hjulpet denne hans herlige stad, og elsker dens retfærdighed og hellighed, har aldrig forladt den, og indskjød en vis beltramo bergamasco at bringe sammensværgelsen for lyset, og det paa følgende maade. denne beltramo, som hørte til ser niccololioni af santo stefano, havde hørt nogle faa ord om hvad der skulle skee, og saa gik han i fornævnte april maaned til ser niccolo lionis. huus og fortalte ham alle de nærmere omstændigheder ved sammensværgelsen. da ser niccolo hørte alle disse ting, blev han ganske stumaf forundring og skræk; han lod atter beltramo fortælle ham alle omstændigheder derved, og denne bad ham at holde alting hemmeligt og sagde, han havde fortalt ser niccolo det, fordi han kunde blive hjemme den dag, og saaledes rædde sit liv. beltramo ville gaae igjen, men ser niccolo befalede sine tjenere at tage fat paa ham og sætte ham i forvaring. ser niccolo gik derpaa til messer giovani grade, nigo rasoni og til ser marco cornaro, og alle tre gik, efter paa nye at have forhørt beltram, til kirken san salvadore og sendte deres tjenere omkring for at sammenkalde raads herrerne, de avogaderi, de capi de dieci og det store raad. da alle vare samlede blev historien fortalt til dem. de bleve som stumme af forskrækkelse, og besluttede at sende bud efter beltramo; han blev bragt ind for dem. de examinerede ham og bleve overbeviste om, at sagen var sand, og grebe strax, hvor overordentlig bestyrtede de endvare, til de nødvendige forholdsregler; de sendte bud efter capi de quaranta signori de note, capi de sestieri og cinque deella pacer, og disse bleve beordrede til at samle deres folk og andre sikkre paalidelige mænd, der skulle begive sig til hovedmændenes huse, for sammensværgelsen og forsikkre sig deres personer. de fornemste for arsenalet bleve ogsaa arresterede, for at berøve de sammensvorne midlerne til at skade med. da natten kom paa samledes de i palladset; de befalede at under forsamlingen skulle portene for den firkantede gaard i palladset lukkes. og de sendte bud efter bevogteren, af klokketaarnet og forbød at ringe med klokkerne. alt dette blev fuldbyrdet. de fornævnte sammensvorne bleve grebne, og bragte til palladset, og da de til mænds raad, fandt at dogen var med i sammensværgelsen, besluttede de, at af de første af statens embedsmænd skulle slutte sig til dem, for at overveie og raadføre sig med dem, men de tillodes ikke at ballotere. sildig om natten, just før dagbrækningen, valgte de en junta af tyve af de viseste, værdigste og ældste af venedigs adelsmænd, som skulle være som raadgivere; dog blev ingen af det falieriske huus tilladt at deeltage deri, og en niccolo faliero og en anden af samme navn fra santomaso bleve udelukkede af raadet, fordi de hørte til dogens familie. ) anførerne for de fyrgetyve, hovedmændene i nattevagten, sessions=anførerne, og dem, de skulle vedligeholde den offentlige rolighed. . de fornævnte tyve adelsmænd bleve strax indkaldte i de ti mænds raad, og de sendte bud, efter dogen marino faliero, som da holdt forsamling med flere af stor formue, herrer og andre gode mænd, men ingen vidste hvorledes sagen stod. | fiction | thi_faliero | thi_001191 | 1825-05-06 | Lord Byron | 397 |
paa samme tid var bertueci jsraello, en af ophavsmændene for de sammensvorne, bleven arresteret og bragt bunden frem for raadet. flere vigtige personer vare ogsaa grebne, tilligemed flere søefolk og mennesker af forskjellig rang. disse bleve examinerede og sammenrottelsen beviist at være sand. | fiction | thi_faliero | thi_001192 | 1825-05-06 | Lord Byron | 398 |
den de april faldt den dom i de til mænds raad, at filippo calendario og bertucti jsraello skulle hænges paa balconens røde, pillere udenfor palladset, fra hvilken hertugen pleiede at see paa tyre-jagten; og der bleve de hængte med knæbeler i munden. næste dag bleve atter ti fornemme herrer, dømte til døden, de bleve grebne ved chiozza, hvor de forsøgte paa at flygte, siden bleve de successive nogle dage efter hinanden, deels enkelte og deels parreviis hængte op paa støtterne af palladset; der begyndte fra de røde piller af og ligned mod kanalen. andre fanger bleve satte i frihed, fordi de, endskjøndt de vare indviklede i sammenrottelsen, dog ikke havde laant haanden til noget; thi nogle af hovedmændene havde blot sagt dem, at de skulde indfinde sig bevæbnede og færdige til statens tjeneste for at forsikkre sig visse forbrydere, for resten vidste de intet. fredagen den de april faldt dommen saaledes i de ti mænds raad, at dogen marino faliero skulle miste sit hoved, og dette skulle skee, paa landingsstedet ved steentrappen, hvor dogerne først pleie at aflægge deres eed, førend de træde ind i palladset. den følgende dag den de april lukkedes alle palladsets porte, og hertugen blev halshugget omtrent i middagstimen, og hans fyrstelige hue blev taget af hans hoved, førend han kom ned af trapperne. da executionen var forbi, siges der, at en af de til mænds raad, skal have gaaet ud paa en af støtterne over palladset, der vender mod st. markuspladsen, vist det blodige sværd for folket og udraabt med lydelig stemme. den skrækkelige dom er kommen over forræderens hoved!" hvorpaa dørene bleve aabnede og folket trængte derind for at see dogens afsjælede legeme. der maae lægges mærke til, at giovanni sando, raadsherren, var ikke tilstæde, da fornævnte dom blev afsagt; fordi han befandt sig ikke vel og var bleven hjemme, saa at blot fjorten ballotterede; det er at sige for raadsherrer, og ni af de til mænds raad. og det blev bestemt at alle hertugens eiendomme, saavelsom de andre forræderes formue skulle være forfalden til statens kasse. men som en naade mod hertugen, blev det afgjort i de ti mænds raad, at det skulle være ham tilladt at disponere over ducater af hans egen formue. og det blev besluttet at alle raadsherrer og avagadori i republikken, de af de til mænds raad og medlemmerge af juntaen, som havde deeltaget i dommenover hertugen og de andre forrædere, skulle meddeles privelegium, og tilladelse at bære vaaden dag og nat i venedig; og det blev dem ogsaa tilladt at føre to bevæbnede tjenere med sig, der maatte leve og boe i deres egne huse. og den, som ikke holdt to tjenere, kunne overdrage privelegiumet til hans sønner eller brødre, men blot til to. tilladelse at fore vaaben, blev ogsaa tilstaaet de fire notarier i cancelliet, det er at sige de af høieste ret, som forfattede testamentet, disse vare amedio, nicolette de lorino, steffanello and pietro de compostelli. efter at forræderne vare blevne hængte og dogen halshugget, forblev staten længe i stor rolighed og fred. og efter hvad jeg har læst i den gamle historiske krønikke, blev hertugens legeme ført bort i en barke med otte fakler, til hans | fiction | thi_faliero | thi_001193 | 1825-05-06 | Lord Byron | 399 |
gradsted i kirken san giovanni paolo, hvor det blev nedlagt. hans grav er endnu at see paa denne øe, midt i den lille kirke santa maria della pace, som blev bygget af biskop gabrieaf bergamo. deri er en liigkiste af steen, hvorpaa disse ord staae indgravede: "heic lacet dominus marinus faletro due." han blev ikke at malet i den store retssal, men paa det sted, hvor det skulle have staaet, seer man disse ord : hic est locus marini decapitati pro criminibus." man troer ogsaa at hans bopæl, blev skjænket til kirken sanct apostolo, det var det store huus, der ligger ved bryggen. men det kan ikke have været tilfældet, eller ogsaa maae familien have kjøbt det tilbage af kirken, thi det tilhører endnu den falieriske familie. jeg kan slutteligen ikke undlade at bemærke, at nogle havde skrevet følgende ord paa det sted, hvor hans portrait skulle have staaet. marinus faletrodur, temeritas me cepit, dænas lui, de capitakus pro criminibus." andre havde forfattet et par linier, der vare værdige at indskrives paa hans grav. dur venetum jacet heie, patriam qui prodere. tentans sceptra decus, censum, perdidito jathue caput. | fiction | thi_faliero | thi_001194_a | 1825-05-06 | Lord Byron | 400 |
noget af lord byrons biographie. (of poles anual repositori .) lord byron var fød aaret , blev opdraget i harrow skole og udmærkede sig med hans accentriske caracteer og hans tidlig modne forstand og talenter. j hans nittende aar udgav lordden, hans ledige timer - for hvilke han blev ubarmhiertig gjennemhæglet i edinburgh revien, hvorpaa han strax tog levende til gjenmæle i hans english bards and scotsh reviews, en af de bittreste og mægtigste satirer, der nogensinde, er kommen til publikums kundskab. da byronhar meget ung, fortælles der, at han fattede kjerlighed for en miss car, en meget elskværsig ung dame; men denne forbindelse blev ved en eller anden leilighed afbrudt, hvilket han tog sig meget nær, som seet af nogle rørende værs blandt hans tidlige arbeider. | fiction | null | thi_001194_b | 1825-05-06 | null | 401 |
da han havde opnaaet den mandbare alder, indskibede lorden sig i falmouth til lissabon, reiste gjennem portugal og spanien, anlob malta og sicilien, og fortsatte touren til morea og constantinopel. j aaret , blev lorden angrebet af en hæftig feber, og det var med nødog neppe at han slap derfra livet. medens fregatten salsette, hvormed lorden var passageer, laae i dardanellerne, fattede han den underligegrille at more sig ved at svømme tværs overhellespont. efter en fraværelse af henved aar, gjensaae lord byron igjen hans fødeland og udgav der childe harold, the giaour, the brideof abydos, og the corsair, meget betydelige og brilliante værker. | fiction | null | thi_001195 | 1825-05-06 | null | 402 |
(formedelst bededagen er ingen cours noteret. ----- af engelske aviser. (af bladet the brittis press.) for nyelig blev en ung dame anklaget for retten i bowstreet, for at ville drukne sig selv i themsen, den herre, der beskyldte hende derfor, forklarede, at han en aften sildig, da han gik ned at cathrine street, hørte et skrig, som det lod til af et fruentimmer, der var i stor nød; han løb til og saae en ung pige, som stod i en gaard og græd bitterligt. han talte til hende, men hun i vedblev at græde hæftig, og da han vendte sig et øieblik om for at tale med nogle personer, der vare med ham, løb hun ned til stranden mod norfolkstreet. han randt efter hende, men hun løb med ualmindelig hurtighed og da hun naaede enden af gaden, forsøgte hun paa, at kaste sig over stakkitværket i theemsen; men heldigviiblev hun hængende ved hendes klæder, som holdhende fast indtil han kom, og ved hielp af vægteren fik han hende ræddet fra hendes farlige stilling. hun blev bragt til vagthuset, hvor hun blev meget syg, hvorfor constablen tog hende meget men neskekjerligt til hans eget huus, og hans kone, vaagede over hende hele natten. om morgenen, forlod hun hende en kort tid, efter at have, som hun formodede, borttaget enhver ting, hvormed hun kunde skade sig. da hun kom tilbage, fandt hun ikke desstomindre med forskrækkelse at den - stakkels pige havde forsøgt paa at dræbe sig ved at stikke knappenaale ind i struben. endog paa denne særegne maade ville det have lykkes hende at have udført hendes hensigt, havde ikke konstabelens (politibetjentens) kone kommen til i tide. hun havde om morgenen fortalt, at hun var af en meget respectabel familie, men at hun var bleven forført af en vis berømt bankør, som nu igjen havde forladt hende. hendes venner ville ikke kjendes ved hende, og hun kom derpaa ind i det saakaldte guardian asylums), men ) ved dette guardian asylum forstaaes her et tilflugtsted for faldne piger, og i intet land er ved en saadan indretning saa velgjørende som i engeland, hvor konsten at forføre, drives til den høieste grad af fuldkommenhed og hvor dens offere blive saa grusomt behandlede af forældre og venner. opdragen i en boardingschool eller saakaldet pensionair anstalt ofte indtil det de og de aar under en stræng gouvernantes opsigt; eller ogsaa hjemme under en moders strænge opsyn, bliver den unge engelænderinde, der af naturen sædvanligviis har stærke lidenskaber, opdragen i tvang og etiqvette, som især hvad det andet kjøn angaaer, er lidet overeensstemmende med pigens hæftige følelser; hertil kommet at da unge fruentimmer i de bedre familier sædvanligviis ikke give sig af med huusholdnings affairer, men blot med et eller andet haandarbeide, og musik, tegning o. s. v., faaer lidenskaben dobbelt, endnu vedbleve hendes venner at være ubøielige, og tilsidst hørte hun i et uheldigt øieblik paa en slet qvindes overtalelser til at forlade hendes tilflugtsted, og begive sig til et ildeberygtet huus i cathrinegaden. her havde hun blot været to eller tre dage, da hun fuld af afskye over den ryggesløshed, hun der var vidne til, og mistvivlende omnogensinde igjen at blive forsynet med hendes familie, besluttede at ende hendes elændighed, ved et selvmord, og var gaaet ud i den hensigt, da han fandt hende grædende. hun gav efretning om hendes familie, som var meget anseet og agtet. kun aar, og overmaade sum synes hun at have modtaget en god opdragelse. det blev i retten besluttet, at hun skulle forblive hos konstabelens kone, indtil det videre fornødne kunde blive iagttaget med hensyn til hendes fremtidige forsørgelse og indtil man havde forsøgt paa, muligens at faae hende forsonet med hendes familie. svingerum; og endelig kommer hertil den stive afmaalte omgang mellem moder og datter, der fjerner den indbyrdes fortroelighed. triumphen bliver derfor lettere for forføreren, den undertrykte natur=følelse gjør sine rettigheder gieldende, snart slutter hun sig med inderlig kjerlighed til det væsen, der anvender alt for at behage hende, og da en engelænderinde i almindelighed, selv elsker varmt og vedholdende, fæster hun hurtig lid til sin elskers løfter og troskab, - hun ladet sig henrive af lidenskaben, forlader sine forældres huus, tømmer kjerlighedens bæger - og seer sig, snart forladt af ham der var hendes alt! aldeles fremmed i den hele vide verden, tilbageviist med haan og trudsler af fader, moder, broder, søster, venner og hvad der fordum var hende saakjert, uden hielp, uden understyttelse, og udenendog en eneste ledende haand, seer hun, fordi at naturens følelse hos hende var mægtigere endklogskabens, sig udsat for skjændsel, nag og hunger, hvor kan man da undres over, at fortvivlelsen bemægtiger sig hende og hun, hvis hendes følelser ikke ere des delikattere, lytter til en rufferskes overtalelser eller ogsaa gjør ende paa en elændig overs. tilværelse. qvindelige stratenrøvere. en captain paa et fransk skib som laae ved londondringe indgav en klage til retten over følgende: han angav at han for faa dage siden var ankommen dertil med en ladning æg, af omtrent pund sterlings værdie, og havde ført dem til borough market sidst markedsdag, hvor han solgte den største part af dem og modtog beløbet i banknoter. om morgenen havde han drukket vel meget paa en tom mave, som pludselig og uforventet gjorde ham beruset. han lagde alle sine penge i en lærredspose og forlod markedet for at gaae hjem. men paa hans vei gjennem en alle, kaldet maadenhead court, blev han omringet af en flok fruentimmer, som angreb ham meget heftig, slog ham ned, og en af dem satte knæet paa brystet af ham og holdt ham fast i struben, saalænge indtil de andre havde plyndrethans lommer, tog hans lærredspose og meere end pund i penge. han forsøgte paa at gjøre saamegen allarm som mueligt for at tiltrække de forbigaaendes opmærksomhed, men da han talte kun lidt engelsk, forstod man ham ikke, og fruentimmerne kom bort med hans penge. en besynderlig hændelse tildrog sig hos hr. | non-fiction | null | thi_001215 | 1825-05-06 | null | 403 |
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.