Datasets:

chcaa
/

grundtvigs-works























	Om Religion og Liturgie.


	Unter der Hülle aller Religionen liegt die
	Religion selbst.


	Schiller.



	Atter er Liturgien blevet Centret for Dagsliteraturen, og det med saamegen mere Ret, som Regieringen just nu har værdiget den sin
	særdeles Opmærksomhed.
	Næsten alle de, der hidtil traadte frem, have antaget
	som afgiort, at vor Liturgie trænger til total Forandring, og kun opholdt
	sig ved Besvarelsen af Spørgsmaalet, hvori denne bør bestaae?

	Naturligviis opstod her den største Uenighed, da man
	havde glemt, først at enes om Synspunktet for det Hele.
	Spørgsmaalene: Hvad er Religion? Hvad er christelig Religion? Hvad er
	Liturgie? og hvorledes forholder denne sig til hin? ere stedse blevne staaende i
	Baggrunden, og enten ganske overseete, eller dog kun betragtede med halv
	fravendt Øie.
	Denne Fremfærd er saa meget besynderligere, som enhver
	Dom, der, uden strængeste Hensyn paa hine Grundideer, fældes enten
	over den gamle, eller nogen anden Liturgie, maa ligne Dommen over Stenes
	Dimensioner uden Hensyn paa Bygningen, hvori de skulle passe, eller dennes Bestemmelse.
	Troede man maaskee, at Ideen om christelig Religion var
	bekiendt og erkiendt nok, og tabte saaledes den store
	Revolution af Sigte, som Menneskenes Begreber ere undergangne i de sidste 10
	Aar; eller, tilbageholdt man sine Meninger om Christlæren, og
	en for samme passende Liturgie, af en Forsigtighed, der, saa beføiet den
	i visse Henseender kunde være, var her ganske paa urette Sted?
	At det Sidste har hos Nogle været Tilfældet,
	derfor synes den Aand at borge, som lever i
	deres Bemærkninger; men hvor inkonseqvent denne Adfærd er, kan sees ved at anvende Grundsætningen paa Livets
	mindre vigtige Gienstande.
	Vel opfører man ikke sielden paa et Theater Stykker,
	der, ene beregnede paa et øiebliklig
	Publikums Klap, ei have uden negativt Hensyn paa
	Dramaets høiere Love; men var Talen om en ufravigelig Rettesnor for de
	Dramer og Dekorationer, der i en længere Fremtid skulde skues, vilde man
	dog neppe lade det beroe med at vise, hvilken
	Virkning disse vilde have paa den første den bedste Sværm af
	Tilskuere, man i dette Nu indkaldte fra Gaden. Ja, man vilde vel end ikke danne
	Regelen overensstemmende med de Fordringer, som giordes af mere Tænkende,
	efter den herskende Smag, men søge tilbage til det første og
	høieste Princip for dramatisk Digtning, og derefter afpasse saavel det
	Materielle som Formelle ved Indretningen. Forsømmelse heraf vilde i det
	mindste med Ret kaldes en utilgivelig Brøde, saavel mod den
	nærværende Slægt, hvis Smag ei burde følges, uden den først beviistes at være
	Produktet af de høiere Ideers Erkiendelse, som mod den kommende, der med
	yderste Mishag maatte see sig undergiven Love, hvis Motiver for længst
	vare hensmuldrede i Støvet, hvorfra de toges.

	Her derimod, hvor Talen er om det høieste i Livet, om
	det, der skal hæve os, ei blot øiebliklig over Tilværelsen, men til Beskuelse af en
	evig Exsistens uden fra, og over samme, vil man nøies med, at
	raadspørge vor Tidsalder, som var den upartisk, fordi den er ligegyldig

	En fra Erfaring og Menneskekundskab hentet og
	følgelig saare rigtig Bemærkelse.

	Udg.

	.
	Længe haabede vi
	Taler Herr Forfatteren i et heelt Selskabs eller i sit
	eget Navn? I sidste Tilfælde synes mig Jeg
	havde været mere passende.

	Udgiv.

	at skue mere dybtgaaende Forsøg til Bestemmelsen af christelig
	Liturgies Grundvold, fra Mænd, der ved deres Kundskaber og Stilling vare
	dertil lige beføiede; men, hidtil skuffede i vor Forventning, toge vi
	den, maaskee noget dristige Beslutning, at forelægge vore
	Landsmænd Resultaterne af vor redelige Granskning.
	Vel vide vi, at Veien, der maa betrædes, er slibrig, og
	egnet til Fald, da den fører sin Vandrer ud over Tilværelsen, og
	lader ham ligesom svæve mellem Himlen og Jorden; men vi vide ogsaa, at
	det er den eneste, som kan føre til Maalet, og føle os sikkre paa,
	ei at vorde Gienstand for de Fornuftiges Latter, om end stundum vor Fod glider, og vore Skridt vakle. At Daarerne,
	der virkelig troe sig kloge, naar de kunne fremstille Alt, ligesaa
	betydningsløst

	, som de selv ere, ville lee høit, det forudse vi; men Saadant skal
	være os ligesaa kiært, som det Modsatte vilde bedrøve
	os.






	Trænge vi til Religion?

	Dette spørgsmaal maatte synes underligt, især for

	Historiens

	Fortrolige, dersom det ei var bekiendt, at vor Tid sætter en
	Ære i at nægte, hvad alle de svundne Aldere have bekræftet,
	i at indknibe sig selv til Jorden, som om det
	var Menneskets høieste Triumph at paastaae sin Tilværelses
	Nullitet. Nu derimod vil man med Rette her fordre det besvaret.
	Først ville vi søge at føre Livet og dets
	Problem frem for Beskuelsen, ei for derved at undgaae Svaret; men for at
	sætte Læserne paa vor Standpunkt.
	Vi leve i en
	Dal, begrændset af et
	uoverskueligt, bølgende Hav. Vakte ved Traditionen, og drevne af en
	uforklarlig Tvang, ahne vi dunkelt, at paa hin Side Havet maa være et
	Land, med skiønnere Vexter, og renere Luft – vort oprindelige
	Hiem. Uvilkaarlig stirre vi did, uvilkaarlig stræbe vi i vore Aandedrag
	at opfange Luften, der synes at strømme ud fra hint Ubekiendte. Herved
	blive de staaende, som berusede af Dalens Druer, eller lænkede til denne
	Jord, ei kunne skue dens Ophør. Herved bleve vi maaskee Alle staaende,
	dersom Havets Bølger ei efterhaanden opslugte os; men nu kunne vi ei
	længere være tilfredse med den ubestemte Ahnen. Vi forlange
	Vished. Selv tør vi ikke vove os bort, da vi maa gaae under ved
	Forsøget, og dog ei vide, om det er os tilladt, at forlade Dalen; men
	tvende Sendebud have vi, Poesien, og Philosophien, og paa dem bygge vi vort Haab. Poesien svinger sig ud over Havet, og taber sig mellem Skyerne. Kun
	stundum skimte vi den i det Fierne, og, vor
	Stirren uagtet, ville vi dog aldrig opdage andet, end at den er omgivet af en
	forbifarende Glands, som vi ahne at være Virkning af den skiønnere
	Soels Straaler, vi sætte i det Ubekiendte.

	Philosophiens Vei er en anden. Først
	giennemsøger den Dalen nøie, og følger den i alle dens
	Bugter, for, om mueligt der at finde Stedet, hvorfra hin Ahnelse
	udstrømmede; men drives efter spildt Møie, af
	Nødvendigheden – til at slutte, den dog maa være kommet
	over Havet. Med største Omhyggelighed udruster den sit Skib til Fart over
	Dybet: men kommer neppe et Steenkast fra Landet, før den standses af de
	skyehøie, rullende Bølger. Enten maa den hæve sig over dem,
	og blive Poesie, eller ankre, udsat for de stormende Vinde, eller den,
	træt af forgiæves Kamp, maa vende tilbage, byde os betragte Dalen
	som vort Hiem, og nøies med at give
	Regler for den beqvemmeste Gang paa den bugtede Vei, der fører til
	Havet.


	Enten maa vi nu atter tye tilbage til hin Ahnelse,
	Philosophien i det høieste kun giorde bestemtere, eller vi maa erkiende
	vor Trang til Belærelse fra hin Side Havet.

	Saasnart Mennesket har bragt sine Evner til den Grad af
	Udvikling, at han kan beskue sig selv, da møder ham flux
	Tilværelsens underfulde Gaade. Han seer Jordens andre Dyr nøies
	med Øieblikkets Nydelse; men hos sig selv finder han en Trang, der gaaer
	ud over det Endelige, uden at være sig sin Gienstand bevidst. Han troer
	at løse Knuden, ved at erklære sig væsentlig forskiellig
	fra de andre Dyr, og hævet over dem; men han knytter den kun derved
	fastere, thi vil han ikke antage som sit Maal, at fødes, nyde, og
	døe, da forlades han af Livets hele Analogie; har udrevet sig af den
	eneste bekiendte Kiæde, og staaer som et enkelt led, uden
	Berøringspunkter. Er han et Hverdagsmenneske, eller et klogt Dyr, da iler
	han med at overhugge Knuden, vender tilbage til sine fornuftløse
	Frænder, og giør endelig Nydelse til sit høieste Maal. Men
	end ikke herved er han blevet eens med sig selv,
	thi han har beredt sig en ny Kamp mod den nedtrykte, men aldrig overvundne
	Ahnelse af det Høiere, der hos ham forkynder sig igiennem det, vi kalde Samvittighed.
	Han kan ofte undvige Kampen, men aldrig ende den som Seiersherre, thi stedse maa
	han flygte for den overmægtige Fiende, hvis Angreb blive stærkere
	og hurtigere, ligesom Alderen giør ham svagere, og mere uskikket til
	Flugt. Tilsidst indknibes han imellem den og
	Døden, og kaster sig skælvende i den Sidstes kolde Arme, uden dog
	at turde der haabe Befrielse fra den forfølgende Dæmon.
	Mennesket, som er mere fortroelig med Ahnelsen om sin
	høiere Natur, nedseer stolt paa sin slumrende Broder, og bebreider ham,
	han selv er Aarsag i sine ængstlige plagende Drømme. Selv slutter
	han sig end tættere til sin Ahnelse, og
	haaber, at faae den giennem Poesien eller Philosophien, potenseret
	ɔ: bragt til Vished – giort evident.

	Udgiv.

	til Vished. Undertiden troer han at have naaet sit Maal, men om det er
	en Skuffelse eller ikke, skal følgende
	Betragtning lære.
	Poesien veed vel at konstruere en høiere
	Tilværelse af de meest glandsfulde Træk, hvori Mennesket øiebliklig bevæger sig med berusende
	Vellyst, men den kan ikke skiænke noget varigt Liv i samme, og ei tillægge Existencen en egen
	Værdie, som indsluttende Betingelsen for en høiere Væren.
	Er nu dens Tendents, at udrive Mennesket af
	Tilværelsen, kan den ei heller
	løse dennes Gaader, der tvertimod træde stærkere frem,
	jo nærmere den kommer sit Maal. Vel vide vi, den nogle Gange især
	i de sildigere Tider stræbte at knytte sig til Livet, men vi vide ogsaa,
	at den enten derved ganske foragtede sin Natur, og blev den dyriske Nydelses
	forførende Maler, eller sank under Tilværelsens tunge Byrde, som
	den med sig vilde hæve til det Evige.
	Man vente ikke her en udførlig Kritik over de
	philosophiske Systemer, som her slet ikke vilde være paa sin Plads, om vi
	end kunde give den; men blot Fremstillingen af det høieste Punkt,
	Philosophien, i Følge sit Væsen, kan og tør bestige! Den
	kan lede Mennesket til Bevidsthed om Tilværelsens Strid, og saaledes med
	Bestemthed fremsætte det høieste Problem. Den kan motivere sin
	Paastand, at dets Løsning enten maa være umuelig, eller
	føre ud over Tilværelsen; men selv at løse det, formaaer
	den ikke.
	Den kan beraabe sig paa ethvert udviklet Menneskes indre
	Erfaring, naar den paastaaer, at vor Fornuft erkiender en høiere Lov end
	Naturens; men den kan aldrig forklare Phænomenet, hvi hin, der dog
	forkynder sig som det høieste, ei kan fremtræde i
	Tilværelsen med samme Nødvendighed som denne. Den kan ikke
	forklare denne Disharmonies Udspring fra en Harmonie, saa lidet som dens
	Tilbagevenden til en saadan. Enhver som tænkte selv, vil finde, at baade


	Fichtes, og
	Schillers, og
	Schellings
	Forsøg, ved deres umiskiendelige
	Præg af overordentligt Genie, ere mislykkede, og herfra er kun et lidet
	Skridt til at indsee, hvorfor, og at de nødvendigen maatte mislykkes.
	Alle de Opløsninger, Philosophien tillader sig af hine høie
	Gaader, maa enten være en Nægtelse af Gaadernes Tilvær, eller støtte sig paa en Hypothes, der
	ei kan bevises, men er stundum saa genialisk
	skiult, at den synes at være Resultatet af den indvortes Erfaring
	selv.


	Schelling
	er uden Tvivl Den blandt de nyere Philosopher, der værdigst
	karakteriserede det Evige, og meest konseqvent udledte Exsistencens Strid
	derfra

	, som blot tilsyneladende; men hvad hielper den strængeste
	Konseqvens, naar det første Led
	svæver i Luften, saa vi ei uden Poesie kunne nærme os det? Under

	Schellings
	Haand fremstod en herlig nye Skabelse, men just derfor manglede Sluttelsen
	(?) til den nærværende. Antagelse
	af det Evige, fristes vi, forledte af vor Trang, let
	til da at


	frakiende Navnet Hypothes; men den bliver det ikke mindre, fordi den vises
	som nødvendig, naar Philosophien skal kunne udsige noget Oplysende om
	Gaaden.
	Derfor valgte vi
	Schellings
	Philosophie til Exempel, fordi vi i den see Philosophiens Tilstaaelse af
	sin Uformuenhed til at forklare
	Tilværelsens Gaade, og altsaa Henviisning paa ubetinget Trang til noget
	høiere.
	Kunne vi ikke knytte Tilværelsens høieste Led
	til det Evige, da maa Kundskaben om deres giensidige Forhold nødvendig
	komme ovenfra, eller vi maa undvære den. Det Sidste kunne vi ikke, naar
	vi hævede os over Dyriskheden, og føle hin Trang, der gaaer ud
	over det Endelige, og vi maa da inderlig hige efter det Første.
	Lykkedes det os, endog kun tildeels at fremstille de
	foregaaende Ideer med Lys og Sandhed, da vil vist Ingen af vore Læsere
	ansee Religion som et Baand paa den Uoplyste, eller en
	Støtte for Moralsystemets vankende
	Bygning

	Jeg maa, for
	min

	Person tilstaae, at jeg stedse har anseet og endnu anseer
	Religionen for den sikkerste Grundvold, hvorpaa Moralen maa være
	bygget. Ved ikke at antage dette, bliver Moralen, i mine Tanker, just en
	vankende Bygning – en
	Klogskabslære, og intet andet. Støtten – Religion
	kan heller aldrig borttages, Moralen maa nu have
	naaet sin behørige Fasthed eller ikke.
	Udgiv.
	, der skal borttages, saasnart denne har naaet sin behørige
	Fasthed, men følge os med Interesse, naar vi søge at besvare
	Spørgsmaalet:




	Hvad er Religion?

	Den almindelige Definition siger, den er Kundskab om det
	Oversandselige, og naar man antager Tilværelsen af flere
	Religioner, maa man vel sige saa, da det synes at være det Eneste, de
	have tilfælles. Naar vi derimod, uden Hensyn paa nogen bestemt Religion,
	ville angive Begrebet saaledes, som det dunkelt har svævet for alle
	Religionsstiftere, og som det maatte være, for at indslutte den
	bestemmende Grund til alle mere uddannede Folks Religioner, da kan den ikke
	tilfredsstille os. Definitionens Ufuldkommenhed var nødvendig, da den er
	fremkommet ved blot logisk Abstraction fra et Noget, der uden Beviis antages for
	at være, hvad man vilde definere.
	Er det mueligt at faae fyldestgørende Svar paa dette
	vigtige Spørgsmaal, da maa det søges i Historien, der, ubekymret
	om sig selv, afslører under sin rolige Gang det Høieste og
	Dybeste. Raadspørge vi nu denne, ville vi finde, at skiønt dens
	Zifre ogsaa indslutte Nuller, der, saa lidet de for os mangle Betydning, dog ved
	deres ligesom isolerede Fremtræden vare betydningsløse,
	erkiendtes

	dog Religionen almindelig for at være den guddommelige Kraft, der
	hæver Mennesket over alle Jordens Omgivelser, til det Høieste,
	Oversandselige. Allerede herved er meget vundet, thi Religionen er nu ikke
	længere for os en blot Kundskab, men den
	gyldne Kiæde i Jupiters
	Haand, der skal løfte Jorden til Himmelen.

	Giøre vi end eet
	Skridt, da finde vi, at baade Grækers og Jøders og Skandinavers
	Historie taber sig i en gylden Alder, da Guderne
	vandrede paa Jorden, da det Himmelske og Jordiske faldt
	sammen

	i en Idee. Her hviler
	Urtypen

	for alle Religioner, her faae vi Svaret:
	Religion er det Endeliges Samfund med det Evige.


	Ikke forstaae vi ved Udtrykket, den gyldne Alder, hin episke Old, der var dens Efterskin; ei heller
	tænke vi os derved de nye Philosophers evige
	Idee, men dennes Virkelighed under Tidens Betingelse.
	I Dettes nærmere Udvikling ville vi, uden Hensyn paa
	Mythologiernes deels matte, deels adspredte Træk, ene beskue Bibelens
	rene Billede, hvor alle Gestalterne træde tydelige og uddannede frem for vort Øie.
	Hin gyldne Alder betegnes her med det saare passende Navn,
	Uskyldighedsstanden; thi reent og usmittet
	maatte det Jordiske være, for at kunne flyde sammen med det Himmelske.
	Guds Billede betegner hint Samfund, vi kaldte Religion, thi, betegnede det noget
	Væsentligt hos Mennesket, kunde det ikke tabes, uden ved Menneskets Omskabelse; men,
	som

	saadant maatte det nødvendig tabes, ved at æde af
	Kundskabstræets Frugt. Samfundet med det
	Evige maatte nødvendig ophøre, saasnart Menneskene søgte
	Kundskab, og giorde Forskiel mellem Godt og Ondt, thi derved gaves Tilværelsen en egen Vigtighed, og
	Mennesket var, efter den første Frihedsyttring ei længere nødvendig hvad han var; men et Resultat af
	Valg.
	I Uskyldighedsstanden var ingen Død, og det evige Liv
	fremspirede af Jorden selv; thi Mennesket udtrykte sit Begreb heelt, og
	Død maatte da have været en Ophævelse af Samfundet, da den ikke kunde være en Overgang til det
	allerede Existerende. Nu see vi tydelig Sandheden af Ordene: “paa hvilken Dag du æder deraf, skal du
	døe!”


	Mennesket udjoges af Paradiis fra Livets Træe,
	og Døden stod som en Cherub med et blinkende Sværd mellem det
	Evige og Endelige.

	Slangen, der forførte Menneskene, var Tilværelsen
	(?) selv, der lokkede dem til at opofre sig til
	dens Kundskab, som om de derved kunde blive Gud lige i Viisdom. Derfor blev
	Slangens Straf, at den stedse skulde krybe paa Jorden; Tilværelsen, og Kundskaben om samme, Philosophien, skulde
	aldrig kunne hæve sig til det Evige,
	og blev saaledes en Løgner fra
	Begyndelsen, ved sit skuffende Løfte til Mennesket.
	Det lovedes, at Qvindens Sæd skulde sønderknuse Slangens
	Hoved, men den skulde bide Manden i
	Hælen. Mennesket skulde komme til
	Erkiendelse af Tilværelsens Usselhed,
	som Hovedøiemeed, men den skulde dog beholde Kraft nok til at hindre hans
	Flugt mod det Evige
	Saare vel indsee vi, at hverken de litterale eller moralske Udtydere af Bibelens Oldskrivter ville være enige med
	os i denne
	Fortolkning

	; men vi erklære os ogsaa villige til at vexle Mening,
	saasnart Nogen, uden at fratage eller inddrage Noget, giver os en
	Forklaring, hvori denne mythiske
	Fortælling

	aabenbarer en dybere Sands, og
	sættes i strængere Forbindelse med Religionens
	følgende Historie.
	Dette er alt, hvad vi kunne sige, thi hidtil kiendte
	vi ingen tilfredsstillende Forklaring, og vi vide ingen Autoritet,
	hvorpaa vi kunne støtte os
	En i mine Tanker meget god Forklaring over det
	saa kaldte Syndefald findes i Magazin for
	Religionslærere. 3 B. S. 539. – See og
	Menneskehistoriens formodentlige Begyndelse af
	Immanuel Kant. Theol.
	Maanedsskrivt. I. B. S. 148
	&c.


	Udgiv.

	.
	Forf.
	.
	Nu kunde ingen Religion i høiere Betydning være
	paa Jorden, men kun en Stræben mod samme, for hvilken ogsaa de gamle
	Religioner ere Udtryk. De vare alle Poesie. Philosophie ansaaes som deres Fiende, og var det
	virkelig ved sin Stilling.

	Dette Phænomen troe vi at kunne
	forklare

	os saaledes: de Gamle dømte rigtigen, at den Kundskab, der styrtede Menneskene, var Philosophie.
	Frygtsomme for den lange Vei fremad, stræbte de stedse tilbage mod det
	Evige, hvorfra de vare løsrevne. Derfor sluttede de sig saa tæt
	til Poesie, da denne i hin gyldne Alder havde
	været Eet med Religionen, ei en Stræben mod det Evige,
	men en Omfattelse af det. Derfor kunde Philosophien ei faae Sted i deres
	Religioner, thi de saae i den Slangen, som maatte knuses, før hint Samfund kunde vindes tilbage.

	De fragmentariske Skildringer af
	Grækernes episke Old, vi have under Homers Navn, bevise, de engang
	troede, at have naaet deres Maal. Ei tør vi bestemme, om den dramatiske Digtning endnu var Udtrykket for denne Troe;
	men det synes klart, at de i den dramatiske Konst søgte at trøste
	sig over det skuffede Haab. Længe kunde ei heller hin Skuffelse vedvare: thi Mennesket havde engang sluttet sig
	til Tilværelsen, og kunde ei mere
	træde tilbage. Kundskabens Frugt var brudt og smagt, og kunde ei
	atter

	vorde
	hel

	og urørt, om den end henkastedes til Forraadnen. Nydes maatte den, om
	den endog var dræbende Gift. Allerede i Grækernes Historie skimte
	vi Overgangen fra Poesie til Philosophie som Religion; men endnu maatte denne
	kæmpe, og seirede først under Romerne. Ei var det Ringeagt for det
	Høieste, der fødte denne Overgang, skiøndt den vist nok
	fødtes af samme; men en dunkel
	Ahnelse om, at en Forening mellem Poesien og Philosophien burde finde Sted.
	Dog, ingen menneskelig Aand kunde forene disse Kæmpende
	til et harmonisk Væsen med Tendents til det Evige, og det fordi Ingen kan fare op til Himmelen, uden Den, som nedsteg
	derfra. Sokrates faldt som Martyr,
	thi for svag var den Gnist af λογος, han besad, og
	Forsøgene havde de sørgeligste Følger.
	Usædelighed omvandt Menneskene med sine smudsige
	Lænker, medens Philosophernes Høresale gienløde af Dydens Priis, og
	Undersøgelse om Gudernes Natur.
	Konsten, der fødtes for at fængsle de flygtende
	Guder til Jorden, blev Overdaads og
	Forfængeligheds Tiener.
	Leveklogskab hyllede sig i Poesiens glimrende Klædemon, borgede
	dens Navn, og modtog de bedragne Dødeliges Hylding.

	Aarhundreder henrullede i hinandens Fied, og ugiennemsigtig
	blev Taagen, der skiulte det Eviges Straaler for Jorden.
	Jøderne, hvis Religion som Poesie tabte ved at
	træde i Nationalismens Tieneste, men vandt langt mere ved sin stadige
	Hentydning paa det Fuldkomnere, havde efterhaanden tabt Evnen til at skue det
	høie Liv, der spirede i deres hellige Bøger, og det synes, som de
	ved at hylde de kloge Romere, have lukket Øiet for det Eviges sidste
	Glimt, og indsluttet sig i Tilværelsen.
	Ville vi finde livfulde Spor af Poesien som Stræben mod
	Religion, da maa vi vende Øiet høit imod Nord, og kaste et
	indtrængende Blik paa
	Asalærens
	dybere Sands.
	Her finde vi, hvad vi i de andre Nationers Gudelære
	– Jødernes kun for en Deel undtagen – forgiæves
	søge, Erkiendelse af Poesiens
	Afmagt

	til i Livet at giengive Tilværelsen sit tabte Samfund med det Evige.
	Heraf allene kunne vi forklare os den merkelige Forskiel mellem Grækernes Skyggeverden, og
	Skandinavernes Valhal.
	Grækerne troede, at kunne ved Poesie, tilbagevinde
	Religion i Livet, og maatte derfor ansee Døden som Ende paa Samfundet med det Evige. Derfor bevæge sig
	kun kraftløse Skygger i det mørke Erebos, hvor ei Zeus men Ades hersker. Tilstanden efter Døden
	er kun et mat Efterskin af Livet, og Tilbagegang til samme, Ønskets
	Høieste.
	Nordboen ansaae Livet for en Skilsmisse fra det Evige, der kun
	burde benyttes til at berede sig Plads hos Hroptatyr paa
	Valhals Bænke. Tilstanden efter
	Døden er da ikke Livets Efterskin, men dets Potensering
	Hvad er Livets Potensering?

	Udgiv.

	. Derfor træde Einherierne
	kraftfulde frem, inddrikke guddommelig Kraft i Heidrunes stærke Miød, og
	fryde sig ved det høie Vaabengny, og Valkyriers liflige Sange. Men endnu ere de ikke forenede med det
	Evige, de have ikke tilintetgiort Døden, skiønt de have overvundet
	den. Døden er blevet som Bien, der mister sin Braad ved at bruge den, thi
	flux opvaagne de dræbte Helte som af lette Slummer. Dog, Maalet maa
	naaes, og derfor ere Valhals

	Kampe

	kun Forbilleder paa den Store i Ragnaroke, da Guderne selv skulle falde, og give Plads for det
	identisk Evige. Først da skulde en skiønnere og herligere Soel
	beskinne den gienfødte Jord, og Heltene leve i uadskilleligt Samfund med Alfaudr i Gimle.

	Dog, hvor ugierne vi end skilles fra gamle Nordens hellige
	Myther, der i sig selv skiule det herlige Lys, der berettiger dem til Navnet
	Religionens Morgenrøde; maa vi vende Øiet hen paa den gyldne Soel,
	der alt frembryder i Østen, og hvis Straaler ogsaa engang skulde opvarme
	det kolde Norden.
	Jesus
	fødes

	, og med ham nedsteeg atter Religionen til
	Jorden

	; thi han var det levende Udtryk for
	det

	Eviges og Endeliges inderligste Forening: μεγα εστι
	το της
	ευσεβειας
	μυστεϱιον.
	Θεος
	εφανεϱωϑη

	εν σαϱϰι.
	Herpaa hentyder Forestillingen om de
	tvende Naturer i Christi Person, og herved kunne vi ledes til at
	opdage den dybere liggende Grund, hvi Fædrene inddeelte λογος i

	ενδιαϑετος


	og

	πϱοφοϱιϰος


	.
	Men, Religionen i høiere Betydning kunde ei mere boe
	paa Jorden. Med Jesus opfoer den atter til Himlen efter først at have
	slynget sit hellige Baand om det Endelige, hvorved det kunde hæve sig til
	det Evige. Det er hvad Skrivten siger: Jesus forsonede
	Menneskene med Gud.
	Først nu have vi Ret til at besvare
	Spørgsmaalet! Hvad er Jesu Religion?
	Den er det
	Endeliges Forsoning med det Evige


	Vist nok en saare besynderlig Definition paa Jesu Religion
	eller Christendom. Skulde det Evige da absolut forsones, førend
	det Endelige turde nærme sig til det? Og hvorledes tilveiebragdes
	da denne Forsoning? Systemet taler vel om en Forsoning. Men denne kan
	Herr Forfatteren jo her ikke mene, da han giør Religionen selv
	til en Forsoning.

	Udgiv.

	.

	Men for at fortiene dette Navn maa den løse
	Tilværelsens Gaade, og den giør det, ved at vise, hvad hidtil
	Ingen kunde, at Poesiens og Philosophiens Identitet kan, knyttet til det Evige,
	være Religionens Repræsentant i det Endelige
	Jeg maa tilstaae, at jeg ikke ganske forstaaer dette.

	Udgiv.

	.

	En Sammenstilling af Hovedideerne i Jesu Lære vil
	tydeliggiøre dette. Jesus gik ud fra den af alle Religioner erkiendte
	Sætning, at Menneskene havde mistet deres første Ypperlighed, og
	levede i Fiendskab med det Evige, hvorfra de havde løsrevet sig. Han
	lærte, at denne Tilstand var
	fælles for Adams hele Slægt, og herved opstaaer Arvesyndens rene
	Begreb. Han lærte, at Mennesket ei ved egen Kraft kunde hæve sig
	til det forlorne Standpunkt, i det han sagde:
	“Ingen kiender Faderen, uden Sønnen, og den som Sønnen det
	vil aabenbare.”
	Paulus udtrykker samme Tanke med mere
	Bestemthed, naar han siger: “det naturlige
	Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til” samt: “Ingen kiender det som er i Gud uden Guds Aand.” Philosophiens Bestræbelse at vorde Religion, og de
	sørgelige Følger af samme finde vi malet med de stærkeste
	Farver i
	det første Kapitel af Brevet til
	Romerne.
	Saaledes var den første Gaade løst, i det et Lys
	opgik over
	Menneskets

	Stilling. Grunden var viist, hvi Naturen ligger i en evig Strid, hvi Moralloven ei kan virke med
	Nødvendighed, da den ikke væsentlig hører til Tilværelsen, men blev kun betinget nødvendig ved
	Menneskets Fald.
	Rom. 5te
	og
	7de. Nu saaes, hvi Menneskene havde en uudslettelig Ahnelse af det Evige, uden
	dog at kunne slutte sig til det.
	En Gaade var endnu tilbage, der egentlig giorde
	Jesu

	Komme nødvendig for os, og hvis Løsning egentlig maatte
	udgiøre Religionen. Er Gienforening med det Evige mulig, og hvorledes:
	Dette er Gaaden.
	Det første Spørgsmaal besvarede Jesus saare ofte
	med den fuldeste Bestemthed, og det er derfor nok at henvise til det saa
	bekiendte og tydelige Udsagn Joh. 3. 16. og 17., men at den christelige Religion virkelig fremsætter det samme
	Begreb om denne Gienforening, som vi have antaget, fremlyser vel klart saavel af
	det ofte mistydede Sted
	Rom. 8. 19 – 25.
	som af Eph. 1. 9-10.
	hvor det hedder:
	“efter sin velbehagelige Beslutning kundgiorde han os sin hemmelige
	Villie, ved en Huusholdning i Tidernes Fylde at indslutte Alt, det i Himlene og
	det paa Jorden, i Christo som i eet Hovedbegreb.” Følelsen af
	denne Gienforenings høie Salighed, og dens Ypperlighed frem for al
	Jordens Viisdom var det, som fyldte Paulus med
	glødende Andagt, da han bøiede
	sine Knæ for vor Herres Jesu Christi Fader, og bad, at Christus maatte
	boe formedelst Troen i hans Brødres Hierter, paa det de med alle de Hellige kunde
	begribe, hvilket der er det Brede og Lange, og Høie og Dybe, at de kunde
	kiende den Christi Kierlighed, der overgaaer al Kundskab og opfyldes til al Guds
	Fylde.

	Det andet Spørgsmaal besvarer Jesu Lære
	saaledes: Ved stadigt Hensyn paa det Evige, og ved Lydighed mod Moralloven, som Mennesket ved sit Fald underkastede sig,
	kan han ene gienvinde den tabte Salighed. Men
	da Mennesket kun skabtes for at
	stige fra Begreb til Individ, mangler han Kraft til at
	opfylde den Lov, der ei stemmer med hans hele Væsen. Derfor nedsendte Gud
	sin Søn, at han først skulde udslukke ved sin Tilblivelse som
	Menneske, Fiendskabet mellem Jorden og Himmelen, at han med sit hellige Blod
	skulde aftvætte det Endeliges Ureenhed, skaffe os Adgang til Faderen, og ved sin
	frivillige Død opfylde Loven. Naar det Endelige skulde reddes fra
	Undergang, maatte det Evige øiebliklig
	give Slip paa sin Evighed
	Kan det Evige da nogensinde høre op at være
	Ikke-evigt?


	Udgiv.

	. Jesus maatte bane Veien giennem Døden til Livet, for at
	Menneskene kunne gaae derpaa. Han maatte ligesom udrive Scepteret af Plutos Haand, og udtørre de stygiske Vande, at de ei længere
	kunde indslutte de Døde. Her have vi Sandsen
	af Mythen om Christi Nedfart til Helvede. — Nu staaer da
	Mennesket atter i Forbindelse med det Evige. Poesiens Verden har faaet Realitet,
	og er blevet knyttet til Existencen, der som Philosophiens Virkekreds, er blevet
	et betydende Ziffer i Approximationens Tabel
	(?). Poesiens og Philosophiens Identitet
	fremtræder i Jesu Læres Hovedbud: elsk
	Gud over alle Ting, og din Næste som dig selv! og dette
	erklærede Jesus selv ved at sige: i disse to
	Bud indfattes baade Loven og Propheterne. Disse Bud maa Menneskene,
	som agte at indgange i det hellige Jerusalem,
	der skinner af Guds Herligheds Glands, og pranger med det fornyede Livets
	Træe, stedse have for Øine, og da have de Ret til, uagtet deres Feil, at
	nedknæle med et fast Haab for den Naadestoel,
	som Herren fremsatte for Troen i Christi Blod.

	En Gaade er endnu tilbage, og fordrer saa meget mere
	Omtale, som den synes mindst tilfredsstillende løst af den
	christelige Religion. Dens Gienstand er: de Ondes Skiæbne efter
	Døden.

	Foreløbig maa vi anmærke, at denne er ikke Tilværelsens, og kan derfor egentlig ei
	fordres løst af Religionen.
	Syndens Mulighed var ligesaa nødvendig som Friheden og
	hvorledes denne kan føre tilbage
	til det Evige, bør Religionen vise; men Synden, Forfølgelsen af et
	endeligt Maal, er Udtrykket for Menneskets
	totale Misbrug af Friheden. Gaaden om Beskaffenheden af dennes Resultat, har
	Mennesket selv skabt, den bliver Individets og ikke Artens. Den kan ikke fordres
	løst af Religionen der ene er beregnet paa Artens Trang til den
	første Gaades Løsning. Tydeligere: Religionen skal vise Vei til
	det Evige. De som ikke ville gaae denne Vei, frakiende det Maal, Religionen
	viser hen til, Interesse for sig, og kunne ikke fordre af den at belæres
	om et Maal, hvis Modsatte
	den

	erklærede for det eneste. Alt hvad de kunne vente af Religionen,
	er, at den maa kalde deres Maal det Modsatte af sit, som
	Død af Liv. Da de ei ville arbeide paa Gienforeningen med det Evige, kan
	denne ei blive dem til Deel, og selv maa de vel vide, hvor de agte sig hen,
	siden de gaae saa ubekymrede, og foragte al Veiviisning.
	Nu ville vi nærmere betragte Christlærens
	Udsagn, og stille det ved Siden af den philosopherende Fornufts
	Sætninger.
	Saa lidet som Christlæren giver nogen Fremstilling af
	de Ondes Tilstand efter Døden, saa bestemt tillægger den deres
	Ulyksalighed Varighed.

	De gamle Theologer sagde: denne Ulyksalighed
	skulde bestaae i evindelige Piner og Plager paa Siel og Legeme, af Dievelen i
	Helvede; men foruden det saare meget Underlige, der er sammenpakket i dette
	Dogma, har man Ret til at paastaae, det er ubibelskt. Aldrig siger Bibelen, at
	Dievelen skal pine de Ugudelige, men vel, at de skulle gaae hen i den evige Ild, som er beredt Dievelen og hans
	Engle.
	Af Skrivtens Udtryk, den evige
	Død, jevnført med Ideen om Menneskets
	nærværende Bestemmelse, giennem Moralitet at stræbe mod det
	Evige, kunde man have Aarsag til at troe, at Jesus satte de Ugudeliges Straf i
	en vis Tilintetgiørelse, i en uvirksom, pinlig Beskuelse af de Gudfrygtiges Salighed. Dette synes især
	at passe med
	Forestillingerne i Lignelsen om den rige Mand.
	Trangen til Gienforening med det Evige forkynder sig for ham som en
	ulædskelig Tørst, der uden Ophør brænder den
	tørre Tunge. Han kan ikke begrave sig i det svælgende Dyb, paa
	hvis Bred han ligger, men pines af Visheden om det Eviges Tilvær, som han nødes at skue paa hin Side
	Dybet. Ikke heller kan Fornuften erklære dette for urimeligt; thi den
	Ugudelige søgte i Livet at slukke Gnisten af det Evige, som han burde
	næret, for ved den at forenes med det. Han er da paa en vis Maade død, da Skranken er sat for
	den Sphære, hvori han bevægede sig, og han nyder kun endnu et
	sørgeligt Liv, fordi det var ham umuligt, ved endelig Kraft at bringe det
	Eviges Spire til Henvisnen, skiønt han hindrede dens Vext.
	Kun tvende Indvendinger af nogen Betydenhed lade sig
	giøre herimod.
	Man kan sige, at dette egentlig kun passede paa de virkelig
	Ugudelige, der ginge giennem Livet uden Hensyn
	paa det Evige, men ikke paa dem, der skiønt de i Ahnelse, Ønske og
	Haab sluttede sig til det, dog vare hengivne til en eller anden Synd, der endog
	henrev dem imod deres Villie.

	Vel overhugges Knuden ved at sige: Jesu Blod aftoer de Bodfærdiges Synder, men det synes dog, som
	en Smitte, ofte fornyet, maatte giøre Mennesker uskikket til strax at
	træde i Samfund med det Evige.
	Følelsen heraf var det, som fødte Ideen om Skærsild i sin ædlere
	Betydning, saaledes nemlig, som en Deel af de Gamle og Origines forestillede sig den. Denne Idee lod sig
	godt forene med Antagelsen af et høiere ogsaa endeligt Liv efter
	Døden, hvorved Begrebet om Pine bortfaldt, og synes at være den
	eneste, hvorved Knuden kan tilfredsstillende løses.
	Man har sagt, at det streed mod den alvidende Guds Godhed, at
	skabe Mennesker, han forud vidste, vilde blive evig fortabte.
	Denne Indvending synes at være betydelig, men man maa
	agte, at den ene laaner sin Styrke fra den dog nok skæve Forestilling om
	Verdens Skabelse som vilkaarlig. I det vi antage Guds evige Tilværelse, antage vi tillige den evige Muelighed af
	Verdens Tilblivelse, der under
	Tidens Betingelse maatte
	blive Virkelighed. Verdens og Menneskenes Tilværelse var altsaa
	nødvendig. Den moralske Verdens Tilværelse var ogsaa
	nødvendig under den Forudsætning, at Mennesket løsrev sig
	fra det Eviges Samfund, og da Moralitet
	forudsætter Frihed, kunde Gud ligesaa lidet hindre Menneskene fra at
	blive ulykkelige, som han kunde hindre deres Tilblivelse eller Syndefaldet. Hvad

	end stod tilbage, giorde Gud, ved at nedsende
	til Jorden sin Herligheds Glands og sit Væsens
	rette Billede, hvorved Arvesynden udslettedes, (?) det vil sige, Overgangen i den moralske Verden
	ophørte at være Synd, i det en Vei viistes, til giennem den allene
	at naae det Evige. Ikke at ville vandre denne Vei, at potensere Syndefaldet ved
	Sluttelse til Existensens laveste Deel, og
	bestemt Opponeren mod Gienforeningen, er Synd mod den
	Hellig Aand, som aldrig kan forlades. (?)



	De nyere Philosopher have sat de evige Straffe i
	Tab af høiere Lyksalighed. De meente nemlig, at efter Døden kom
	Mennesket til renere Anskuelse af Pligt og sit sande Vel, og vilde da, frit for
	det sandselige Legeme, gaae frem paa den Bane, han her udskeiede fra, og de
	sætte da hans Ulyksalighed i Bevidstheden om, at have kunnet staae paa et
	høiere Trin, dersom han allerede her i Livet havde helliget sig Dydens
	Tieneste.
	Vi have Agtelse for det Menneskes Hierte, som først
	opfandt denne Gisning, af Medynk over de Ulykkelige, som vi ønske alt
	Godt, naar de ei længere kunne skade os; men inderlig maa vi harmes over
	disse Sætningers Eftersnakkere, blant
	hvilke vi med Blussel regne os selv, medens vor
	Aand endnu bukkede sig under Autoritetens Aag.

	Man antager, at Mennesket paa hin Side Graven kan forbedre
	sig. Vi ville indrømme det, som noget, vi ønske og ei bestemt
	kunne modsige; men at det der skulde være lettere end her, er aldeles
	urimeligt, ja ophæver Begrebet om Moralitet.
	Dersom Mennesket efter Døden kommer til renere
	Anskuelse af Lyksalighed, som vi paa nærværende Standpunkt ville
	antage; dersom han vinder ved at befries fra Legemet, da maa Fristelserne der
	omringe ham, Vanskelighederne han har at bekæmpe, voxe i samme Forhold;
	thi lettelig indsees det, at naar paa Dydens Side var lutter Fordeel og
	Skiønhed, paa Lastens derimod lutter Tab og Hæslighed, da
	ophører Begrebet om Kamp, da fulgte Mennesket, ved at være dydig,
	de samme Motiver, han fordum fulgte ved at være lastefuld, da var ingen
	Sindsforandring, men kun en Ombytning af Navne.
	Er det nu vist, at Menneskets Forbedring maatte hisset
	være ligesaa vanskelig som her, da er der slet ingen Grund til at
	formode, den snarere vilde finde Sted.
	Dog var det kun Urimeligheder, der fandtes ved dette System,
	dem
	kunde

	man tilgive; men at det istedet for at være
	menneskekiærligt er menneskefiendsk, at det er egnet til at bestyrke
	Menneskene i deres
	blinde Gang paa Lastens Vei, og hindre deres Omvendelse, det kan ingen
	Retskaffen taale, og dertil bør han ikke tie.
	Vi maa tilstaae, at de der bestandig raabe paa Moralitet, have
	her været saare konseqvente. Evigheden var dem en Torn i Øiet,
	fordi den fødte Forestillingen om Belønninger og Straffe, da de
	vilde have Dyden udøvet allene for sin egen Skyld. Derfor ophævede
	de Straffen, og sagde herved til Menneskene: I bør være dydige,
	thi det er Eders praktiske Fornufts Bud, men i modsat Fald skulle I ei frygte for Straffen, thi vare I end nok saa
	lastefulde her, kunne I dog omvende Eder hisset, og der er det langt lettere, da
	I ingen Fristelser have til det Onde.
	O hvilken Skare af Dydshelte maa ikke denne humane Opfordring
	have dannet!
	Nu staae de, studsende af Forundring over at Slægten
	ikke er rykket nærmere til Fuldkommenhed, da dog derom er dem bleven sagt
	saa mange deilige Ting.
	Men kiendte de da ikke det sandselige kortsynede Menneske, der
	endog, naar han troer en ulyksalig
	Evighed, for at følge sine Lyster, saa gierne opsætter Omvendelse til Dødens Nærmelse!
	Uden giftig Satire paa Menneskets Natur, tør vi dristig
	paastaae, at blandt 1000 fulgte de 999 den lokkende Synd, naar de kunde haabe, efter her at
	have tømt Glædernes Bæger til Bunden, endnu hisset at blive
	lykkelige. Lettelig lod da Samvittighedens Røst sig neddæmpe, og
	roelige vilde de synge, hvad vi allerede saa ofte hørte:

	“Jeg frygter slet ikke at blive
	fortabt
	Af den som har Vinen og Pigerne skabt.”



	Man vil indvende, at Philosopherne aldrig gave de Lastefulde Haab
	om saa høi eller stor Lyksalighed, som de Dydige. Men beregner vel det
	efter Nydelse higende Menneske Aar, var det end Millioner —
	Grader, vare de end af et Mellemrum som
	fra Jorden til Himmelen? See vi da ikke daglig, at de med Glædens Udtryk
	i deres Aasyn styrte sig i Lastens aabne Svælg, skiønt de med
	temmelig Sikkerhed kunne formode, at de der med sig begrave deres Formue,
	Sundhed og Liv, Ting der ligge saameget nærmere ved deres Standpunkt.
	Men, sker dette, fordi de virkelig sætte Nydelsen over Tabet af disse
	Ting? Hos nogle faa Tankeløse kan det maaskee være
	Tilfældet; men i Almindelighed vinder Lasten, fordi dens Følger i
	Livet ei ere nødvendige, men kunne mueligen undgaaes. Tabe nu de evige
	Følger af Lasten ogsaa deres Vished, vorder Resultatet af den Ugudeliges
	Liv ikke væsentligt og i Alt forskielligt fra det af den Gudfrygtiges; da
	bortfalder det Eviges hele Indflydelse paa Moraliteten, og dermed Moraliteten selv, der ei har
	nogen Realitet uden ved stadigt Hensyn paa
	Hint.
	Dersom de Ondes Ulyksalighed i Evigheden skulde bestaae i
	Erkiendelsen af den høiere Lyksaligheds Tab, som de Gode nyde, da synes
	den at maatte have sin Grund i den skændigste Misundelse, da de stedse nøde langt mere, end de havde giort sig værdige til;
	men hvorledes kan en saadan Last bestaae med Forbedringen?
	Men, det er kun for at illudere, at man har anviist
	Ulyksaligheden en saa tvetydig Plads, fordi man nemlig ei vilde have Skin af at
	ophæve al Forskiel mellem de Gode og Onde, som man virkelig giorde; thi
	disse maatte for det lavere Trin i Lyksalighed finde sig skadesløse ved
	Erindringen af det glædelige Liv, de havde ført.

	Vel vide vi, man vil indvende, at efter Døden betragter
	Mennesket ei Livet eller dets Glæder fra samme Synspunkt, som her paa
	Jorden; men denne Gietning mangler al Grund. Just deri bestaaer de Godes
	Triumph, at de i Evigheden finde deres Anskuelse af Tiden stadfæstet, at de erkiende Realiteten af deres Ideer,
	see Virkeligheden knyttet til den Muelighed, hvori de levede. Hvorfor skal nu
	det Modsatte have Sted hos de Onde? Fordi, vil man svare, deres Anskuelse var vrang. Men
	beviser ikke de Godes rigtigere Anskuelse, at de ogsaa i Livet kunde havt en saadan, men have modtvillig bortskudt
	den? Følger deres Gemyt dem ikke over Graven, da ere de ei længere
	de samme Væsner, men følger det dem, maa de ogsaa hisset lukke
	Øiet for den rigtigere Anskuelse. Den umiddelbare Følelse af et
	sørgeligt Resultat kan lære dem, at deres Gang i Livet var
	beregnet paa et ganske andet Maal, end de Gudfrygtiges; men det er ikke noget
	Nyt, det maatte de allerede vide i Livet, men de vilde ikke have andet Maal, end
	det, der kunde naaes uden Opofrelse af deres Glæder. Da de i Livet ei
	havde Sands for de høiere Glæder, kunne de ei medbringe nogen
	anden Forestilling om Glæde, end den, der passer sig paa hvad de her gave
	dette Navn.
	Resultatet af denne Undersøgelse bliver da, at
	Fornuften ei indseer noget Middel til at forbedre de Ulykkelige paa hin Side
	Graven, og at den christelige Religion er enig baade med sig selv og Fornuften i
	det den tillægger deres Ulykke Evighed
	Dette er en haard Beskyldning baade mod
	Fornuft

	og Christendom. “Gud er
	Kierlighed” og han skulde giøre Skabninger evig ulykkelige? Hvor kan Forfatterens Forstand
	og Hierte rime de to ting sammen?

	Udgiv.


	. At Jesus ei lærte noget bestemtere om de Ondes Skiæbne
	efter Døden var nødvendigt; thi han kom ikke for at tiene de Sunde, men kun dem, som have Lægedom
	behov.
	Da Jesu Lære forkynder sig som Poesiens og
	Philosophiens givne Identitet, maa den nødvendig være et Mysterium, og alle de, der, forledede af dens
	Bestanddele ei antage den derfor, maa fare vild. En Følge heraf var at
	man troede at kunne reducere den snart til Poesie, snart til Philosophie.

	Med Poesien forvexledes den saaledes i Katholicismens betydningsfuldere Periode, hvis Efterskin
	Digteren malte, da han qvad:


	Raphael dichtete liebend, prophetisch
	ersann Bonarotti,
	Wägte des Pantheons Dom stolz in den Aether hinauf.



	En lignende Forvexling synes Tidernes Tegn atter at bebude; men
	med alt sit Glimrende, er den langt fra at være ønskværdig.
	For Poeten har Tilværelsen tabt sin
	Interesse, og derved sin Vigtighed. Med Inderlighed slutter han sig til
	Religionens poetiske Deel, men taber sig just derved saa let i uvirksom Beskuelse, og naar han tvinges til at tage Deel i
	Tilværelsen, synes han ukiendt med
	Morallovens
	Skranker. Dette er Sværmerie i sin
	slette Betydning, men som ofte opkommer paa den uskyldigste Maade, i det
	Mennesket troer, at Jesu Religion tilbageførte
	Samfundet med det Evige, og at man kan blive
	deelagtig deri ved at fierne Øiet fra ethvert jordisk Forhold, og
	hæfte det stadig paa det Evige.
	Den foregaaende Undersøgelse har viist os, at denne
	Troe, der ikke er væsentlig forskiellig fra Grækernes,
	støtter sig paa en aabenbar Illusion, men vi maa aldrig glemme, at intet
	uden denne Troe kan skabe Digteren; det maa
	derfor ikke undre os, naar han foragter
	Tilværelsen, og end ikke synes giennemtrængt af den
	dybeste Ærefrygt for Moraliteten. Thi paa hans Standpunkt er det
	nødvendigt. (?) Han kan ikke
	glædes ved Frugten, fordi han, i Analogie af
	den lavere Natur, forudsætter, at Blomsten maatte visne,
	før den kunde frembringes. Ogsaa her forledes han af sin eensidige
	Anskuelse, men uden den var han ikke Digter.
	Vores Pligt er det derimod, ei at lade os forlede af ham, til
	at bortbytte vores, til det Evige ved Jesum fast knyttede Tilværelse, med
	den vel mere glandsfulde, men bedragende og hastig bortilende, han tilbyder.
	Øiebliklig kunne vi følge
	ham, og nyde en Forsmag paa Himmelens Salighed; men ved i Livet at ville holde
	den fast, giøre vi os uværdige til den.
	At Samfundet med det Evige er
	umueligt i Livet, erklærede Jesus selv, da han prisede
	Digteren
	måske fejl for Døberen

	Johannes som den
	største, der fødtes af Qvinde, men lægger til:
	dog er den mindste i Himmeriges Rige større end
	han, og saare treffende charakteriserede Göthe Menneskets Bestræbelse, ved Poesie at
	hæve sig til det Evige, da han qvad:


	Hebt er sich aufwärts
	Und berührt
	Mit dem Scheitel die Sterne,
	Nirgends haften dann
	Die unsichern Sohlen;
	Und mit ihm spielen
	Wolken und Winde.




	I de sidst forløbne Tider søgte man at reducere
	Jesu Religion til Philosophie; men, uagtet vi heller ikke paa nogen Maade ville
	miskiende Hensigten heraf, nemlig at
	giøre den mere brugbar for Livet, mere frugtbar for Moraliteten, kunne vi
	dog ingenlunde bifalde disse Forsøg, eller ønske dem fortsatte.
	Dersom Philosophien kunde løst Tilværelsens Gaader, da havde Jesu
	Lære været unødvendig, men den kunde det ikke, og hvad maa
	Resultatet blive, naar det Højere maa træde i det Laveres
	Tieneste?
	Philosophien kan aldrig glemme, at den er Tidens kloge Datter,
	og da den ei kiender sin Moders Fødsel, maa den sætte hende som
	det første. Antagelsen af det Eviges Tilvær, og dets Forbindelse med Tilværelsen, hvorved den vil hæve sig til Religion, er
	ikke dens eget Resultat, men en blot Eftergivenhed for Poesien. Jordlivet indslutter de betydende Ziffre, hvortil Evigheden kun
	føies som et Nul, istedet for at det selv burde være Nullet,
	der kun fik sin Betydning ved Stillingen mellem det Eviges Ziffre.
	Uden at ville see de Urimeligheder og Modsigelser, hvori de
	giorde sig skyldige, antoge de nyere Theologer,
	eller, som de hellere vilde hedde, Religionsphilosopher, da de vare opdragne i
	den kritiske Philosophies Skole, at Mennesket endnu udtrykte sit Begreb heelt,
	at

	Moralloven


	hørte til hans oprindelige Væsen, og at hans eneste Fald
	var Udskeielsen fra Pligternes Stie paa Sandselighedens blomstrende Veie.
	Uden at vise os, hvorledes denne Strid var indkommet i
	Menneskets Natur, eller hvorledes den kunde ophøre, paalagde de os ved et
	kategorisk Imperativ at udrydde den Deel af
	vort Væsen, der stod deres Sætninger i Veien, og saaledes med
	Tiden vorde reen Intelligents. Da dette imidlertid ei kunde skee i Livet, lovede
	de os et Slags Evighed, der egentlig kun var en Fortsættelse af Tiden, da
	Moralloven stedse skulde følge os
	med sin truende Haand


	Det


	truende fraregnet – skal den da ikke
	det?

	Udgiv.

	.

	Dette kaldte de Jesu rensede Religion, og vist nok var den
	renset for alt det Religiøse, som udmærker den, thi her er intet
	høiere Liv i Tidens Ophav, ingen Længsel efter dets Fornyelse,
	ingen Forbindelse mellem Jorden og Himmelen, uden Moralens Kiæde, der
	selv skal stige fra neden opad. Ahnelsen af Tilværelsens Usselhed og det Eviges Herlighed kaldtes
	Sværmerie, der neppe burde taales i Digterens Mund, og Mennesket blev til
	en Jette, der med sin Haand, hvis han vilde,
	kunde forandre Stiernernes Gang, og, ledet af den blotte Forstand, vandre med
	stadige Skridt paa Himmelens Buer. Man loe eller man harmedes over Digteren, der turde bagvaske Mennesket, og
	forringe hans Adel, ved at sige om ham:


	Steht er mit festen
	Markigen Knochen
	Auf der wohlgegründeten
	Dauernden Erde,
	Reicht er nicht auf
	Nur mit der Eiche
	Oder der Rebe
	Sich zu vergleichen.




	Ogsaa vi stræbte engang at dele
	Menneskets glimrende Triumph, vi berusedes af
	Haabet at kunne staae som frit Fornuftvæsen paa den faste Jord, og kun
	sparsomt tildele vore svagere Brødre Himmelens Trøst, indtil
	deres Øie blev klart som vores. Vi rensede vor Religion fra alt det
	Urimelige, Jesus og hans Apostle havde lært, blot for at læmpe sig
	efter deres svage Tidsalder, som de dog ellers vare uforsigtige nok til at revse
	uden Skaansel med Ordets det skarpe, tveeggede Sværd. Men, snart gyste vi
	for den nøgne Beenrad, der stod for os uden Kraft og Marv. Liv og Varme
	forlod os, og hurtig maatte vi flygte til Poesiens Straalebarm, for der atter at
	opglødes, saa vi med det indre Øie kunde skue Jesu Læres
	høie Sands.
	Ikke ville vi derfor ringeagte Poesie eller Philosophie, fordi
	vi sætte Religionens Aabenbarelse som det høieste og eneste
	Fyldestgiørende; thi vi vide saare vel, at enhver Videnskab har sin
	særegne Bane til et og samme Punkt, som den med en vis
	Nødvendighed maa følge; men de Christnes Pligt er det, at hindre
	enhver Forvexling, der betager Jesu
	Religion sit Udmærkede, og dette kan neppe bedre skee, end ved at lade
	den udtale sig heel i vore Templer.
	Vi vide det, man troer: Skolerne ere Stedet, hvor
	Religionskundskaben bør hentes, og at Kirkerne ved disses Forbedring
	ville blive overflødige. Men, hvilket Raserie! I Skolerne bør Barnet samle de Kundskaber, han efter
	sin tilkommende
	Stilling i Borgersamfundet behøver, men skiønt han kan
	lære, hvad Jesus har sagt, vil han aldrig der kunne lære at kiende
	Jesu Religion. Vi maa dog ikke glemme, at hos Barnet slumrer endnu hin Ahnelse
	af det Evige, og det føler ingen Trang til Religion, kan altsaa umuelig
	føle Interesse for de høieste Sandheder, især da disse
	ligge saa ganske uden for Erfaringens Kreds, i hvilken Barnet bevæger
	sig, at de endog ere en Daarlighed for den
	almindelige Forstand, der vil anvende de fra det Sandselige abstraherede Love
	paa det Oversandselige. Maaskee var den ei heller en af de ubetydeligste Aarsager til den Ringeagt for Religion, der i de
	sidste 10 Aar som en Pest befængte Menneskene, at man havde giort det Helligste til Barnesyssel, og brugt til
	Staveøvelser de dybeste Toner. Her have vi end en Grund, hvi
	Menneskene bortkastede Religionen tilligemed deres andre Dukker, som Noget, der
	var uanstændigt for Mænd. Takket være den forstandige
	Tidsalder, fordi den, skiønt ikke stedse af
	Ærbødighed for Religionen, udrev Catechismerne af Barnets Haand!
	Nei, Christi Religion er Guds hemmelige
	Viisdom, og aldrig kan den blive almindelig erkiendt uden ved en Symbolik, der fører den nærmere
	frem for Beskuelsen. Men ligesom Jesu Religion er langt høiere end nogen
	af Oldtidens Mysterier, saaledes maa ogsaa dens Symbolik være langt
	fuldkomnere, ei som Hieroglyfer dunkelt hentyde paa den, men være dens
	rene Aftryk, og heri ligger Begrebet om christelig Liturgie, eller udvortes
	Gudstieneste. Er da Jesu Religion Poesiens og Philosophiens Identitet med Tendents til Religion, da maa den ogsaa vise sig
	saaledes i Liturgien. Men, fremstiltes den kun i sin høieste Potens, da
	vandt den intet ved Fremstillingen. Poesien og Philosophien maa derfor
	træde frem i deres eiendommelige Dragt, men de maa have et høieste
	Punkt, hvori de forenes, hvor de samlede fremstille Jesu Religion som det Endeliges Forsoning med det Evige, og knytte sig
	til Religion som det inderligste Samfund mellem
	begge.
	Betragte vi nu den første christelige Liturgie saaledes
	som vi finde den angivet i Apostlernes Skrivter
	fra dette Synspunkt, da ville vi see, at den
	fuldkommen stemmede mod de Fordringer, vi nys giorde.
	Den bestod i at lære og prophetere. Hvad var
	Lærdommen uden Philosophien anvendt paa
	Livet, og knyttet til Læren om Forligelsen
	mellem Gud og Mennesket ved Christum? Hvad var hin Propheteren uden en Flugt paa Poesiens hellige Vinge ud
	over

	Tilværelsen til den ny Himmel og ny
	Jord, Christus lovede sine Troende?

	Sakramenterne, Daaben og Nadveren udgiorde Liturgiens nederste
	og øverste Punkt. Ved Daaben giortes Mennesket deelagtigt i den skeete
	Forsoning, antoges til en Jesu Christi Tiener, og indviedes saaledes til
	Religion. Nadveren var Kulminationspunktet for det Poetiske i Liturgien, thi her
	berørte Mennesket det Høieste og Helligste, mod
	hvilket

	han stræbte. Men her forenede tillige Philosophien sig med
	Poesien; thi dens Maal i Liturgien kunde ene være, at giøre
	Mennesket værdigt til Forening med det Himmelske.
	Nu først kunne vi ret skue Sandsen af Jesu betydningsfulde Ord ved Nadverens Indstiftelse: Giører
	dette til min Ihukommelse! Sagt til Apostelerne maatte det hedde:
	dette være Eder en kraftig Mindelse om at I have seet hvad mange
	Propheter og Konger og Vise ønskede at see, men bortdøde i Haabet
	— det Evige i mig forenet med det Endelige, det Endelige ved mig forsonet
	med det Evige.
	Hin første Liturgie er da Urtypen, hvorefter de
	Christnes stedse maa være indrettet, naar den skal være
	hensigtsmæssig. Intet kan derfor være daarligere end den Paastand, at Liturgien
	skal skride frem med Tiden, da den tvertimod, uafhængig af
	samme, ene bør rette sig efter hvad den skal udtrykke,
	Nærmelsen til det Evige, og kan, naar
	denengang passer,
	ligesaa lidet forandres som Religionen selv
	Denne Herr Forfatterens Bemærkelse finder jeg at
	være saa sand som skiøn — ret et Ord i Tide.
	Imidlertid kan vor Liturgie derfor gierne modtage et og andet forbedret
	Udtryk. Den maa gierne fornyes, og trænger virkelig til en
	Reformation. Kun maa man ikke ville reformere Christendommen ganske
	bort.

	Udgiv.

	. Mon det ikke være en dunkel
	Ahnelse af denne inderlige Harmonie mellem Liturgie og Religion, der lader
	Almuen i hin see dennes Forandring?
	Tanken om, at lade Liturgien lempe sig efter Tiden, kunde
	først opstaae, efterat man havde hyldet den
	Sætning, at Tiden fødte Christendommen, hvilket jo dog er
	noget ganske andet end at Christus kom i Tidens Fylde. Billedet kan
	saaledes fordærves og forældes, at det trænger til en heel
	Fornyelse, hvis det ei skal tabe al Lighed med Originalen; men at Denne skulde
	kunne udvikle sig af Hints Ruiner er dog vel bestemt modsigende.
	Vist er det, at Mennesket kan stige i Kundskab; men, mon det
	ikke være hans høieste Trin paa
	Jorden, at kunne give al sin Kundskab Tendents til det Evige? Saa tænke vel ikke
	de, der ansee den alt
	opløsende Forstand for Menneskets Høieste; thi for den er ogsaa
	hans høieste Maal at kunne undvære det Evige; men lad dem
	stræbe did! Vi ville troe, at den største Udvikling er da, naar
	Livet med alle dets Phænomener og Videnskaber anskues i dets Relation til
	de evige Urbilleder, kort, naar hele Livet vorder Liturgie, thi Religion kan det
	kun vorde hisset. (??)

	Men fordi vi aldrig maa tabe den første christelige
	Liturgie af Sigte ved Indretningen af vores, derfor er det dog tilladt,
	ja

	endog Pligt at udfylde den til et fremadskridende Heelt, og benytte alle
	vor Tidsalders Fordele til at forøge Fremstillingens Værdighed.
	Kun maa vi stedse huske, hvad det er som skal fremstilles, og aldrig glemme de
	Punkter i Daaben og Nadveren, mellem hvilke vi maa bevæge os.
	Hvorvidt den nærværende Liturgie i sin mere
	udstrakte Bemærkelse, eller det som foregaaer i vore Kirker, svarer til
	disse Fordringer, skal det følgende Oversyn vise.

	Staae vore Kirker end ikke tomme, er det dog bekiendt, at
	intet Menneske af god Tone mere besøger dem, uden enten for at faae sit Øre
	kildret, eller for Exemplets Skyld, eller af mindre ædle
	Grunde. Almuen selv føler ei længer den Trang til at møde selv i
	Herrens Huus, og kommer paa mange Steder kun stundum af Vane. Nogle have i denne Anledning komplimenteret vor
	Tidsalder, som om det var den stigende Oplysning, og Erkiendelse af den
	vigtigere moralske Kultur, der tømte vore Kirker, og Tidsalderen har
	ogsaa her hævdet sin Ret til Navnet, en forfængelig Qvinde, i det
	den lønnede sine Tilbedere med et kierligt Smiil, og dog lod som den
	vilde giøre Indvendinger mod det smigrende Udsagn.
	Vi ville slet ikke nægte, at den temmelig høit
	stegne Ligegyldighed for alt Helligt paa Jorden og i Himmelen, som man, ventelig ironisk, kalder Oplysning, afholder
	Mange fra vore Kirker; men vi behøve slet ikke at gaae uden for disse,
	for at opdage, hvad der kan bevæge det virkelig religiøse Menneske
	til at blive borte af de Fleste. Vi maa selv finde, det næsten er
	umueligt der at hæve sig over det Endelige, da det omringer, indslutter
	os overalt, træder stedse frem under varslende Gestalter, der synes at kæmpe med hinanden om
	Æren for vor dybeste Nedtrykkelse i Tilværelsens Sump.
	Men er det den foreskrevne Deel af Liturgien, eller den til
	Præsten overladte, eller
	Udførelsen af begge, der foraarsager det? Vi ville see det.

	Liturgien inddeler sig selv i den opløftende
	og undervisende. Hin kan forene sig med denne, men denne aldrig med hin
	uden Skade for begge.
	Vi ville betragte dem saaledes som vi konseqvent troe de burde
	være, som de under nærværende Lovbestemmelser kunne
	være, og som de lade sig tilsyne.
	Til Liturgiens undervisende Deel regne vi kun i Almindelighed
	Prædikenen. Thi Taler ved Brudevielser og andre Leiligheder har et mere
	indskrænket Maal, og maa, med Hensyn til Hovedprincipet mere rette sig
	efter de paagieldende Individers Tarv: Catechisationen er en Gientagelse og
	Fortsættelse af Skoleunderviisningen, der ei her kan komme under
	Betragtning.
	Præsten træder frem paa det ophøiede
	Sted, og vi maa vente af hans Mund at høre de høie Sandheder, om
	Menneskets dybe Trang til Himmelens Veiledning og Trøst, om Guds evige
	Raadslutninger til dets Held og Frelse, om
	Jesu Komme i Tidens Fylde, og da: om hvad vi,
	giennemtrængte

	bindestreg mangler ved linjeskift
	af
	varm

	Kierlighed til Gud og Jesus, dybt
	følende med Paulus, det var langt
	bedre at fare herfra og være med Herren, bør
	giøre og undflye for at kunne tage Deel i den skeete Forsoning; for at
	kunne indgaae i det himmelske Jerusalem, der ei
	tør betrædes med besmittet Fod. Eller vi maa vente at
	høre, hvorledes vi stedse kunne vise os som troe Arbeidere i Herrens Viingaard, der ufortrødne plante og vande,
	og nedbede Vext fra Gud i det Høie; uden at tabe Modet, naar de hvinende
	Storme knække de spæde Ranker, hvis modne Druer vi haabede at
	bringe Herren, som et velbehageligt Offer. Eller vi maa vorde udrustede med
	Troens og Haabets de herlige Vaaben mod Fristelsens Anfald, saa vi lære,
	ei at bøie Øret til de onde Lysters lokkende Stemme, eller skue
	hen til de tryllende, snart af Guldets Lue glimrende, snart med Nydelsens
	flagrende bølgende Klædemon
	dækkede Gestalter, som de opstille for vort Øie.
	Dette eller noget Saadant maa vi vente at høre tolket
	med værdige Ord, og med den dybe Følelses antændende Ild.
	Derfor staaer Taleren paa det ophøiede Sted, for at hans Aande ligesom
	skulde indgyde os den guddommelige Flamme, hvoraf hans Indre brænder, og
	ligesom for beskuelig at vise os, Mennesket
	bør staae mellem Jorden og Himmelen, tage Deel i Livet, men med stadigt
	Hensyn paa det Høiere, saa han ei fæster sig til det, og selv lammer de
	Vinger, der skulle hæve ham op i Lysets herlige Egne.
	Nu opstaaer Spørgsmaalet: viser det sig, at
	Mængden blandt Præsterne erkiender disse vore retmæssige
	Fordringer?

	Det giør os ondt, at vi maa svare paa det bestemteste:
	Nei! Mange kunne ikke opfylde en stor Deel af Fordringerne, og Mange ville ikke.
	Havde vort Ønske Vægt, som det har Grund og Vigtighed, da ville vi
	her forene det med den ædle
	Fallesens, at der dog maatte sørges for de theologiske
	Candidaters Dueliggiørelse til Prædike-Embedet, og at der maatte
	tages strengt Hensyn paa deres moralske Characteer; thi grueligt er det, at
	høre Præster, som hverken kunne tale eller skrive dansk, og som
	aldrig fik andet Begreb om Actionen, end det de
	tydede sig til hos Qvinctilian, og for længe siden glemte. Forargeligt er det, at
	høre Herrens Ord af en bandende Jæger, der kun glemmer Ederne,
	saalænge han, utaalmodig nok, maa staae paa det hellige Sted, eller af en
	Ryggesløs, af hvis Mund vi uden for
	Templet høre raadden Snak og letfærdig Skiemt, eller overhovedet
	af en tvetydig Mand.

	Langt være det fra os,
	selv paa fierneste Maade, herved at ville beskylde Nogen, eller kaste mindste
	Skygge paa en Stand, der kan være saa hæderværdig; men at
	noget Lignende baade har været og kan være Tilfældet,
	nægter vist Ingen.
	Dog, vi ville vende tilbage til vor egentlige Hensigt, at
	characterisere Nutidens Prædikemaade. Naar vi undtage de Faa, der med
	uddannede Evner forbinde Flid og Nidkiærhed, og forkynde Jesu hele Lære, da maa vi inddele Præsterne i de
	dogmatiske og moralske.
	De Dogmatiske foredrage Systemet uden Frugtbarhed for Livet,
	og uden sand Relation til det Evige; thi den der stedse slaaer omkring sig med
	Treenighed, Jesus og hans Forsoning, ahner slet ikke disse Lærdommes
	høie Betydning. Fra disse Kirker maa vi blive borte, eller sove.
	De moralske Præster stemme deri overeens, at de giennem
	hele Aar ængstlig stræbe at undgaae Nævnelsen af det
	Helligste, som frygtede de for at besmitte det ved uværdigt Selskab; men
	for ikke at blive eensidige, maa vi inddele dem i trende Klasser:
	De der baade mangle Talenter og Virksomhed,
	De der mangle een af Delene,
	De der have begge.
	Hos de Første sove vi ligesaa trygt som hos de
	Dogmatiske. Thi de blive slet ikke mere
	frugtbare for Livet, fordi de stedse dreie sig om dette Punkt, og Forskiellen er
	blot, at vor Søvn bliver kortere, da disse Herrer sielden have megen Tid
	at spilde i Kirken, men maa hiem at see til Heste og Køer, Plov og
	Mødding. Skiønt Disses Antal vel ikke er saa saare lidet, troe vi
	dog gierne, at den anden Klasse er langt talrigere; men langt mere Udbytte kunne vi ei vente af deres
	Taler.
	Den der enten lader sine Evner slumre, fordi han selv vil
	sove, eller ei anseer en Prædikens Udarbeidelse som værdigt Brug
	af samme, synker i den sande Vægtskaal ned til hine først
	Nævnte, om end hans udvortes Foredrag giver Talen et skiønnere
	Anstrøg, og holder vore Øine aabne.
	Den der vil være ret virksom, uden at kunne hæve
	sig til den Standpunkt, hvorfra han burde overskue sin Virkekreds, og derfor
	baade vil udbrede Agerdyrkning og Lovkundskab, Physik og Medicin, med lidt Moral
	og Religion, vil neppe stifte megen Nytte, men i al Fald mindst opfylde de
	Fordringer, vi i Kirken giøre til ham. Han vil være
	populær, og nedstemme sig til Almuens Fatteevne, og ret som de ikke kunde
	modtage andre Begreber, end dem der
	vækkes i Stald og Lade, vil han vel endog paa Prædikestolen, til
	stor Opbyggelse fortælle sine Tilhørere: “at de ei burde
	spilde deres Hestes Giødning paa Landevejen; at Vinteren dog ikke har
	været saa grumme slem, da det dog var oventørre for Mennesker og Fæe; at de bør takke
	Gud fordi han lagde Jord paa Jorden (!!!) da de
	ellers ei kunde boe derpaa,” og mere af samme Suurdei.

	Ingen, der kiender Nutidens Prædikemaade, endog kun af
	hvad vi desværre! maa læse paa Prent, vil kalde dette overdrevent,
	men Ingen kan heller undre sig over, at de virkelig Religiøse holde sig
	borte fra saadanne Præsters Kirker.
	Men nu de Mænd, der
	giøre Menneskets moralske Forbedring, i det mindste i Kirken, til deres
	eneste Maal; som, uden at føres vild af det
	daarlige Skrig om Prædikenens Unødvendighed og
	Gavnløshed, opbyde alle deres indre og ydre Evner for at kunne tale lige
	kraftig til Forstand og Hierte; som opmuntre til Dyden og tordne mod Lasten med
	Varme og Følelse; mon de ikke udfylde
	Posten, hvorpaa de staae som christelige Religionslærere ligesaa godt som de, der give os Jesu hele
	Lære?
	Vi nødes til at svare: Nei! skiønt vi saare vel
	indsee, at mange agtværdige og tænkende Mænd ville svare:
	ja, og stemple vor Paastand med Navnet Sværmerie. Saavel herfor, som
	fordi disse Moralitetens Talsmænd ere de eneste, som fortiene Opmærksomhed, ville vi nøiere
	betragte saadanne Talers Væsen, og sammenligne det med Maalet for
	christelig Religion.
	Den Præst, der troer, han ei bør lægge
	nogen Vægt paa de
	vigtigste

	Bevæggrunde til Dyden som Aabenbaringen fremstiller: Guds Villie,
	Kierlighed til Gud og Jesum, og Gienforening med det Evige; som paastaaer, at
	Menneskets Pligter staae i nøiagtigt Forhold til hans egne
	Kræfter, og derfor blot driver paa Brugen af disse; han reducerer Jesu
	Religion til Philosophie. Betager nu en saadan Fremfærd Jesu Religion sit
	høieste Fortrin, i det vi derved indknibes mellem Tilværelsens Gaader, istedet for at faae dem
	løste, hvilket vi troe at have beviist; saa maa vi, selv i det vi beundre
	Talerens sieldne Evner og Iver for den gode Sag,
	dog erklære, at hans Tale ei er religiøs, altsaa ei svarende til
	sin Bestemmelse.
	For end tydeligere at godtgiøre dette, ville vi kaste
	et Blik paa de Bevæggrunde til Dyden, der endnu blive ham tilovers. Enten
	maa han stræbe at indbringe den
	Regel: øv Dyden for sin egen Skyld! i sine
	Tilhøreres øverste Maxime, eller
	han maa blot see hen til Handlingernes Følger.
	Principet: øv Dyden for sin egen Skyld! har
	næsten altid imponeret ved sin tilsyneladende Storhed, og er blevet
	anseet for Moralphilosophiens evige Triumphbue; men foruden at det stedse vil
	være en tom Lyd for Mængden, havde man vel Ret til at
	spørge: hvad er Dyd i denne Betydning? Svaret bliver formodentlig, den er det eneste Absolute, og kan derfor fordre
	sig alt Relativt underordnet. Vi maa tilstaae Slutningen formel Rigtighed, men kunne
	ikke overtyde os om Præmissens Sandhed. Vi troede, Intet kunde kaldes absolut, uden
	det, der, hævet over Tids og Rums Bestemmelser, indslutter Alles
	bestemmende Grund, hint Tænkens og
	Værens evige Identitet, Gud, og vi
	skiønne ikke rettere end at Moralloven er
	begrændset af Tilværelsen. Vel har man søgt at hæve denne
	Vanskelighed, ved at kalde Grækernes Guder usædelige, fordi de
	stode over Moralloven, og derimod sætte
	Moralloven over Gud; men da Guds
	Tilværelse, der maatte mangle Frihed i høiere Betydning, og vorde
	relativ, derved ophæves, maa vi erklære, at dette Begreb enten er
	for høit eller for lavt for vor Fatteevne.
	Sætte vi Dyden som det Endeliges størst muelige
	Harmonie med sig selv, og det maa vi, naar den skal træde
	frem

	for sig selv i Tilværelsen, og ei være det Evige
	underordnet, da maatte den, for at kunne fordre sig ubetinget udøvet
	forkynde sig hos Mennesket som tvingende Naturdrift.

	Sætte vi derimod Dyden som den nødvendige
	Betingelse for det Endeliges Forening med det Evige, da kan den fordre sig
	udøvet uden noget Hensyn paa Livets øvrige Forholde, men ei for
	sin egen Skyld, kun for dets Skyld, hvis Betingelse den er.

	Dog, Faa ere vel de, som, i det mindste hos os have lagt hint
	ufrugtbare Begreb til Grund for deres kirkelige
	Underviisning

	, og de Fleste ere gangne den anden Vei, i det de have beregnet, hvormegen Nytte vi
	kunne have af at giøre Godt, og Skade af at giøre Ondt.

	Disse ere egentlig hverken Moralens eller Religionens, men
	blot Klogskabens Lærere. De maa stedse føre os omkring i
	Tilværelsen, og kunne allene kaste et Sideblik paa det Evige, der da ikke
	i og for sig selv, men som følelig Belønning fremstilles som
	Gienstand for vor Eftertragten.

	Naar vi da tilstaae disse Moralens Tolke, at de vel kunne
	afskrække Nogle fra de grove Udbrud af Lasten, hvis sørgelige og
	smertelige Følger de male med Ildfarver, at de kunne fremlokke Taarer i
	den Blødes Øie, og vække i hans Hierte medlidende
	Følelser; saa paastaae vi tillige, at de ei kunne indgyde Menneskene den
	rolige Hengivenhed i Herrens Haand, eller den ydmyge Erkiendelse af deres
	Afmagt, at de ei kunne lære dem at bruge denne Verden, som de der ikke
	bruge den, og for det Eviges Skyld opofre Alt hvad Jorden har af Kiært og
	Skiønt; thi det kunne ene de, som føle, at deres Borgerskab er i Himlene.
	Man kan ikke her affordre os
	Beviis for, at dette er en virkelig Mangel, thi her spørges ei om Jesu Religion er
	sand, hvilket maa forudsættes som erkiendt af alle dens Tienere, og
	desuden har været Gienstand for vor Undersøgelse; men kun,
	hvorvidt man, uden at anvende hine christelige Bevæggrunde til Dyden, kan
	lære i Jesu Aand, hvilket dog alle vore Præster paastaae at
	giøre.
	Imidlertid var det maaskee ei her saa ganske upassende, at
	melde et Par Ord om Egennytte som Dydens Bevæggrund, og om det
	Oversandselige i Christendommen. Man har saare ofte erklæret Egennytte
	for en ureen Bevæggrund til Dyden, og derpaa bygget Indvendinger mod den
	christelige Moral, samt Paastanden om et høiere Moralprincips
	Nødvendighed, men har man ogsaa nøie bestemt Ordets Betydning?
	Enten maa det udtrykke, hvad der stemmer overeens med Menneskets inderste
	Væsen, og hans ubetingede Fordring til sig selv, eller hvad der
	fremstiller sig blot for vor sandselige Natur i tækkelig Skikkelse. I første Tilfælde
	flyder den sammen med de høieste Bevæggrunde til Dyden, og i
	sidste har man havt Uret i at udstrække den til Evigheden.

	Ikkun


	den der byder os indrette vor Opførsel efter Handlingernes
	Følger, der kun umiddelbar vedrøre vor nedre, og saare middelbar
	vor høiere Natur, giør sig skyldig i den Brøde, at have
	fremsat Egennytte i sin slette Betydning som Bevæggrund til Dyden, og Christendommen
	fortiener ikke denne Bebreidelse. Derimod treffer den ganske hin
	Klogskabslære, der traadte frem som et usselt Surrogat for
	Christendommen, og vi see allerede Mange, som vilde blevet sande gudfrygtige
	Christne, dersom Moralen havde været dem foredraget i sit
	nødvendige Forhold til Religion, men som nu

	troe

	, at de have
	opfyldt

	deres Bestemmelse, naar de iagttage

	Knigges
	Regler for Omgang med Mennesker.
	Man har i den senere Tid saa inderlig ønsket det
	Oversandselige borte af Christendommen, og det med samme Ret, som man maatte
	ønske Roden borte fra Træet,
	da Toppen, som vi om Vinteren tydelig see, har sine Safter fra sig selv, og
	sikkert da vilde frembyde et langt skiønnere Syn. Man har imidlertid
	været godmodig nok til at raade Præsterne at
	lade

	det staae indtil det faldt af sig selv, og det kaldte man
	Pastoralklogskab. En ligedan Klogskab er det, som byder Nutidens Mennesker, at
	lade de gamle Borges Mure staae, som latterlige Vidner om den barbariske Old, de skylde deres Ophav, og det er kun
	skændig Bagvaskelse, som siger: det skeer fordi — man ei kan
	nedbryde dem.

	Ogsaa vi ville dog engang prøve paa at
	være kloge, og tale et forstandigt Ord med. Men vi mene, at Klogskab
	netop byder Anvendelse af hint Oversandselige, og støtte
	vor Mening paa følgende Grunde.
	Naar man vil danne Mennesket til moralsk Jordborger, maa man
	sætte alle hans Evner i Moralens Tieneste; men nu har Mennesket
	desværre Noget, man kalder Phantasie, og den vil slet ikke lade sig indknibe til jevn Gang paa Pligtlærens
	snevre Sti. Vel sandt, allerede heraf er det klart, den ikke maa høre til
	vort egentlige fornuftige Jeg; dens danske Navn
	beviser tydelig, den kun bestaaer i Indbildningen, og mange Poeter have giort os
	det Samme saare beskueligt. Den bør altsaa udryddes tilligemed vor hele
	sandselige Natur ved et kategorisk Imperativ;
	men, atter desværre! dette kan langt snarere lade sig udtale, end skaffe
	sig Lydighed, og af den kiære Almue især maa vi ikke fordre for
	meget paa Gangen. Vi maa da vel indtil videre
	lade den blive, og blot søge at
	give den noget uskadeligt Legetøi, hvormed den kan sysselsætte
	sig, medens vi ordne Kræfternes Harmonie, der
	skal opsluge den. Aldrig kunde vi treffe noget bedre Valg, end netop hint
	Oversandselige, vi nys hensatte i Krogen, thi deels er det for ubetydeligt til
	at kunne skade Moraliteten, og deels vil det, ved den givne, sværmeriske
	Tendents hindre Phantasien for de mange
	underlige Spring

	hvorved

	den, indsluttet i Tilværelsen, vilde spotte mange af Moralens høieste Diger.
	Temmelig længe opholdte vi os ved Prædikenen, baade fordi den udgiør en saare vigtig Deel
	af Liturgien, saa og fordi vi troe, den
	især turde trænge de fleste Steder til Forbedring.
	Uden at kunne beskyldes for Eensidighed troe vi nu at kunne
	gaae over til




	Daaben.

	Uden at nægte, at Formularerne ved denne Handling kunne
	modtage Forbedring, skiønne vi dog ikke rettere, end at Bestemmelserne
	for dens Administration svare i det Væsentlige til dens Hensigt. Daaben
	skal være en Indvielse i Religion, og
	som første Punkt i Liturgien omfatte baade det Poetiske og Philosophiske
	i samme. Dette er virkelig Tilfældet, thi Barnet indvies til Troe paa det
	Oversandselige, og

	giøres meddeelagtig



	i Jesu Forsoning, og forpligtes som saadan, til at forsage Synd og Last,
	Diævelens Gierninger.

	Man har fundet det saa upassende, at der tales til
	Barnet, men vi troe, at Handlingen vilde tabe en Deel af sit
	Høitidelige ved en Forandring, og hvo der ei er svoren Fiende af Poesie,
	vil ei finde noget Anstødeligt i denne Tiltale.
	Men, maatte man vel spørge, dersom Daabsceremonien i
	det Væsentlige svarer til sin høie Betydning, hvi giør den da i
	Almindelighed saa lidet Indtryk, og efterlader os saa tomme? Meget maatte vi
	feile, hvis ei Aarsagen hertil fornemmelig
	ligger i Maaden, hvorpaa især de moralske Præster forrette samme.
	Med hvilken tankeløs Iilfærdighed
	oplæses ikke som oftest Indledningen, der skal vise, hvi Daaben skeer!
	Hvilken Vold giør ikke Nævnelsen af den hellige
	Treenighedslære paa Præsten! Hvilken forstaaelig Afskye for
	Overtroe fremlyser ei af hvert hans Træk, naar han med uvillig Finger maa
	drage Korsets betydningsfulde Tegn over den Spædes Bryst og Ansigt!
	Tydelig seer man, det ei er til Troe paa den Korsfæstede, ei til de Helliges Arvedeel i Lyset; men kun til en
	Borger af Moralstaten, der skal kunne staae
	urokkelig uden Kirke og Religion, den oplyste Lærer vil indvie
	Barnet.
	Nu skride vi frem til den opløftende Deel af Liturgien,
	den som tilligemed Daaben nu synes at skulle modtage en Forandring. Den staaer
	lige over for Prædikenen, og indbefatter




	Kollekter, Bønner, og Psalmer.

	Sandt er det, vore Kollekter og Bønner
	kunne

	behøve Forbedring, ikke fordi de næsten alle gaae ud over
	Tilværelsen, og slutte sig til det
	Evige, thi det er nødvendigt; men fordi en Deel af dem mangle det
	glødende, fulde, poetiske Liv, der burde udtale sig giennem dem.
	Spørgsmaalet bliver kun: hvem kan forandre dem til det Bedre? Ingen uden den sande Digter, der veed at forherlige
	Poesiens Flamme ved Religionens hellige Ild. Skulle de derfor blive forandrede,
	eller
	ny

	affattede enten af den kolde Systematiker, til hvilken Skole han end
	hører, eller af Prosaisten, hvis Varme gik ud fra Tilværelsen, og derfor ei kan hæve sig over
	dens snævre Kreds, da vee os! Da ville vi enten see Skrivtsprogene
	sandsløs sammendyngede, eller Moralens
	Kapitler afhandlede, eller
	betydningsløs Sentimentalitet beile til en Taare, der ei kan udtrykke
	Længselen efter det Evige, men kun Medynk over Tilværelsens Usselhed i sin skiønneste Form. Hvilken
	bedrøvelig Modsætning vilde da opstaae mellem de Forsamledes
	Helligdagsklæder, og Hverdagslivet, der omsnoede dem med sine smudsige
	Lænker!
	Maatte vi da hellere beholde det mindre Poetiske, der, naar
	det udføres med Værdighed, dog er i Stand til at opsvinge os mod
	Himmelen, og opløse vort Væsen i andægtig brændende
	Følelse!
	At dette sielden skeer, har i Stæderne sin Grund i
	Tilhørernes frivole Stemning, og paa Landet i Maaden, disse Ting
	behandles paa af Præsten.

	Nu komme vi til Sangen, Middelpunkten af den liturgiske
	Poesie. Her maa alt hvad Mennesket kan frembringe Høit og Skiønt,
	forene sig. Poesien maa træde frem, klædt i det harmoniske Vers,
	hvilende paa det melodiske Riim, og hævet ved den potenserende Musik.
	Høit over Jorden maa vi opløftes, og et Glimt af det evige Liv maa
	svæve forbi vort mod Himlen stirrende Øie.
	Ak! Kun sielden skeer det, og hvad er Aarsagen? Er det allene
	i de Kirker, hvor den gamle Psalmebog bruges,
	at vi vorde skuffede i vor Forventning? Ingenlunde. Vi miskiende ikke den Nyes
	Fortrin især med Hensyn paa Korrekthed i Versebygningen, og
	Værdighed i Udtrykket. Vi tilstaae endog, den indeholder megen Poesie,
	men langt er den fra Idealet, der svæver for vort Øie. Den kunde
	laant mere af den gamle, og meget tabte den, ved tildeels at rette sig efter
	Moralens Kapitler. Neppe er
	Schillers
	grundede Bemærkning vore Læsere ubekiendt, at Poesien kun bør fremhielpe Moraliteten ved den
	ophøiede Stemning, hvori den sætter Mennesket, men at den
	ophører at være Poesie og hæve Mennesket, saasnart den
	træder i Moralitetens Tieneste.
	Bleve imidlertid de nye Psalmer udførte vi ville ei
	sige ved harmonisk Musik; thi det er kun vore katholske Brødre der have
	Noget tilovers for

	dens

	skiønneste Brug, men ved melodisk Sang, da vil der dog allerede
	Meget være giort. Men saalænge
	Mængden af vore Kirkers Syngemestere endnu kunne lære meget af
	Bræger og Peer Degn, ville selv de skiønneste Psalmer tabe deres Kraft,
	og udbrede Dorskhed istedet for dyb Følelse.

	Endelig naae
	vi



	nu

	den hellige Nadvere, det høieste Punkt i christelig Liturgie, som
	udtaler Tendentsen af Jesu Religion. Betydningsfuldt er Digterens Qvad,


	Da Himlen sig fra Jorden skilled
	Da sank din Aand igien til Jord
	Det himmelske, det rene Billed
	Ei længer i dit Hierte boer.


	Det Barnlige var længst forsvundet,
	Nu gaaer du bleg mod Jorden bukt,
	Med Høsten har du dig forbundet,
	Og ædt af giftig Kundskabs Frugt.


	O drik, at du kan atter glemme
	Hvad koldt kun Hovmod lærte dig!
	Da vaagner atter Livets Stemme,
	Da seer du atter Himmerig.



	Men hvad er da Aarsagen, hvi det saakaldte oplyste Menneske
	heller lod sig beskylde for alt Ondt, end for at have nydt den hellige
	Nadvere,
	uden i det høieste for Exemplets Skyld,
	ja hvi selv de Fleste som nyde den, bortgaae kolde fra Berørelsen af den himmelske Ild? Vist nok maa
	Grunden

	til Manges Afhold og Kulde, søges i Tidens fordærvede Tone,
	hvori Spot med alt Helligt har rodfæstet sig; men sikkert ville dog endnu
	Mange nyde den værdig, dersom ikke en stor Deel af Præsterne selv
	nedsatte dens Værd. Ei tale vi her om saadanne foragtelige Meeneedere,
	der kalde sig Herrens Tienere, og dog istemme de Letsindiges spottende Tone,
	hvori de tale om vor Religions helligste Handling, thi vi ville ikke troe, at
	saadanne Uværdige virkelig beklæde Læreembedet imellem
	os.
	Vi ville kun vidne, hvad vi have seet, og ofte saae vi paa
	Uddeleren, at han slet ikke ahnede den høie Sands, der ligger bag denne Mythe, som i Betydning langt overgaaer de
	ærværdigste og helligste, Oldtidens Poesie avlede, i det vi her
	skue et Glimt af den himmelske Poesie, hvis Produktioner have Virkelighed. Vi
	have seet fortræden Kedsomhed i hans Aasyn, som burde omstraales af det
	Eviges Glands, og maa ikke et saadant Syn nedtvinge selv den varme Giæst
	mod Jorden, i det han vil svinge sig mod Himmelen?
	Imidlertid findes dog tvende Ting ved den
	nærværende Indretning, som vi troe, man maatte ønske
	forandrede. Vi mene Syndsforladelsen i Skriftestolen, og Ordene ved Sakramentets Uddeling.
	For den poetiske Anskuelse er hin Syndsforladelse en
	nødvendig Forberedelse til Nadverens
	Nydelse, da Mennesket maa tænkes renset fra alt Jordiskt, før han
	tør nærme sig til det Himmelske; men, mon ogsaa for den
	religiøse? Vi troe det Modsatte. Saalænge Menneskene troede, ved
	Poesie at kunne atter forenes med det Evige, saalænge maatte ogsaa
	Renselser fra Tilværelsens Smitte finde
	Sted, og vi see dem derfor i alle de gamle Religioner. Men da Christus har for
	alle sine Troende fuldkommet den ene Deel af Renselsen, i det han forligte Verden med Gud, saa bliver ingen tilbage for
	Mennesket, uden den giennem hele Livet fortsatte
	Stræben efter Retfærdighed og Hellighed, og enhver anden Renselse
	strider bestemt mod Christendommens Aand. Allerede herfor burde Syndsforladelsen
	aflægges, men den bør det dobbelt, som skadelig for Menneskets
	sande Renselse, hans moralske Forbedring. Vel siger
	man, at de som synde i Tillid til den, vilde synde alligevel; men hvor
	er Beviset for denne henkastede Phrase, der hverken stadfæstes ved den
	ydre eller indre Erfaring? Saae vi da aldrig, at en Ildgierningsmand stræbte enten før eller efter sin onde
	Handling at berolige sig ved at modtage Syndsforladelse af Præsten? Og hvo tør paastaae, han ogsaa uden
	denne Trøst eller dette Haab vilde fuldført Handlingen? Vide vi
	ikke, at Mennesket i Fristelsens Stund griber begierlig efter ethvert Middel,
	der kan spare ham den tunge Kamp? Var der ogsaa kun Een blandt Tusinde, som ved
	Tanken om hiin Syndsforladelse bestyrkedes i sit Letsind, da burde den afskaffes
	som en Levning af udartet Katholicisme, der slet ikke hører til Jesu
	Religion.
	Den anden Forandring, vi ønskede, havde Hensyn paa
	Ordene ved Brødets og Vinens Uddeling.
	Ingen, der læste det Foregaaende, og fulgte vor
	Ideegang, vil mistænke os for at være iblandt dem, der forarge sig
	over den hellige Lære om Alterens Sakramente, eller tvivle om den sande
	Troendes Forening deri med sin Gud og Frelser; men os synes, at vi, ved at
	erklære Brødet og Vinen for Jesu Legeme og Blod, nærme os
	Transubstantiasionens bespottelige
	Lære, og at Forskiellen vel kun turde være sophistisk.
	Ville vi fængsle det Evige i det Endeliges
	Produktioner, ville vi giennem Munden nyde det Allerhelligste, der kun ved Troen
	kan blive os til Deel, da har Spotteren Voltære
	Ret til at haane os; da nedbrydes Sandsen af Christi Læres høieste Hemmelighed; thi vi
	søge da at fæste det Himmelske
	til Jorden, istedet
	for at vi, hævede ved dets gudelige Kraft, skulde forene os med det.
	Hvorfor kan ikke Sakramentet uddeles taus, efterat
	Indstiftelsens Ord ere læste, saaledes som Skik var i den ældre
	danske protestantiske Kirke? Eller, hvor Ord skulle bruges, var det vel
	Kætteri at ligne de Reformeerte, hvis Formel: det
	betyder, dog i Sandhed betyder langt mere end vores? Eller, om vi ingen
	af Delene ville, hvad hindrer os da fra, at sige med Paulus: Velsignelsens Kalk, som vi
	velsigne, er Christi Blods Samfund, det Brød som vi bryde er Christi
	Legems Samfund?
	Vilde Paulus have talt
	saaledes, dersom han havde troet, som de, der
	forfattede vor Confession, at Christi
	Legeme i, med og under Brødet annammes i Munden, og – vi
	gyse ved Tanken – knuses imellem
	Tænderne?
	Have ikke baade Klemens og
	Origenes, og næsten alle de gamle
	Fædre, der ei bleve hvilende paa Religionens Overflade, men
	trængte dybere ind i dens Væsen,
	forkastet


	Læren om den saakaldte præsentia realis!


	Skulle da vi, for hvis Øine Philosophien
	anticipeerer

	sig selv, ved at gaae over til
	Religion, men derved kaster det herligste Lys paa dens Mysterier, endnu dvæle med at gribe disses
	høie Betydning,
	saaledes som den spirede i christelig Oldtid, men nedtryktes af sandsesløs Rettroenhed, og kun stundum svagt fremkæmpede sig, indtil den med alt
	Helligt nys truedes af Forstanden med Undergang?
	Ville vi ikke erkiende Sandheden af Udsagnet: Bogstaven ihielslaaer, men Aanden giør levende,
	fordi dette som Alt, nyelig misbrugtes, for dermed, om mueligt, at dræbe
	Aanden selv?

	Efter saaledes at have giennemgaaet det Vigtigste af Liturgien,
	ville vi kaste et Blik paa det Udvortes ved samme, Præsten og Kirken.
	Naar Præsten kiender Jesu Religion saaledes, som den
	kun giennem de høieste Videnskaber kan blive anskuet, naar han baade kan
	og vil tolke den med Fynd, og naar han selv er en sand moralsk gudfrygtig Mand,
	da maatte det vel synes ligegyldigt, i hvilken Dragt han traadte frem; men dog
	troe vi det passende, at han i Kirken er udmærket fra alle sine Tilhørere, af hvad Stand de end
	ere, og at en Forandring eller Forøgelse af hans Dragt finder Sted under
	Nadverens Uddeling. Det sidste er
	især et sandseligt Tegn paa, at Religionens og Liturgiens
	Kulminationspunkt nu er tilstede.
	Hvad der foregaaer i Kirken er vist det Vigtigste, men dog bør Kirken selv have en fra
	andre Huse
	forskiellig Bygningsmaade, ligesom Præsten bør have en for den
	bestemt Dragt, thi i Herrens Tempel ville vi være ganske løsrevne
	fra Hverdagslivet, deels for at kunne hæve os over Tilværelsen, og deels for at kunne betragte den mere
	upartisk, naar vi ligesom ere satte uden for den. Men just fordi begge disse
	Øiemede skulle opnaaes, derfor burde Kirken ei blot have en anden, men og
	en skiønnere, mere ophøiet Bygningsmaade, end de almindelige Huse,
	saa at dens Architektur kunde være det faste hvilende Billede paa
	Poesien, der i den skal udtale sig, og for at vi derved kunne fremhielpes til at
	skue Tilværelsen, ikke oven, men neden for os.
	At dette er langt fra at være saa, veed Enhver, som
	bemærkede den synderlige Kontrast mellem
	Kirkeeiernes høitkneisende Lader og
	de faldefærdige Kirker. Paa de fleste Steder har man nedrevet de ydmyge
	Kirkelader, maaskee fordi man troede, de vanhældede
	Ringmuren, maaskee ogsaa for at hindre den
	urigtige Troe, at hvad som ei kunde indsluttes i disse smaa Rum, burde anvendes
	til Kirkens Opbygning og Forskiønnelse.
	Aldrig ville vi vel faae Aarsag til at være stolte af
	vore Kirker, men, ligesom det var saare
	ønskeligt, er det vel dog mueligt, at, naar
	Kornets Priis ei mere er saa lav, den Tid engang kan komme, da Synet af dem ei
	mere saa levende vækker Mindet om de svundne Sekler og vore længst
	hensovne Fædre, eller giør os saa fortrolige med Tanken om en
	hastig og brad Død. Naar denne Tid kommer, og at den vil komme, derfor
	borger Haabets liflige Grønt paa de indre
	Vægge, da kan først Talen være om passende
	indvendige Prydelser. — At man nu paa nogle Steder nedtager Altertavlen,
	kan vist nok undskyldes med, at deres Malerier ere Karrikaturer af det
	Helligste, men at et simpelt Bord ikke vil forhøie Gudstienestens
	Majestæt, synes klart. Bedre var
	det vist, at man opsatte nye, og benyttede den atter vaagnende Malerkonst til at
	pryde vore Kirker med Billeder af den hellige Historie; thi derved skabtes
	Konsten en Potens, der maaske er det Eneste, den mangler, for at hæve sig
	til sin forrige Glands.
	Ingen troe, at dette Ønske opstod af Lyst
	til at smigre de Vanhelliges
	Øine, og ved Konsten hidlokke dem, der ellers mangle Sands for Kirkens
	høie Bestemmelse, skiønt det dog var en Vinding, langt
	større end den man kan vente ved at
	giøre Gudsdyrkelsen, hvad man kalder, fornuftig; saasom Konsten er den eneste af Livets Frembringelser, der
	udmærker sig ved mere end endelig
	Tendents!
	End mindre troe man, vi ikke erkiende den sildigere
	Katholicismes rasende Daarlighed, der tilbad Billederne, som om
	de i sig selv havde deres Betydning!
	Den eneste Grund for vort Ønske ligger i den
	Overbeviisning, at Mennesket vilde lettere kunne hæve sig over Jordlivet,
	naar han ligesom var omringet af Væsener fra høiere Regioner, der,
	efter at have giennembrudt Støvets fængslende Muur, fremstode
	forklarede under Malerens poetiske Pensel. Denne Himmelbaarnes symboliske
	Nærværelse vilde give begge Liturgiens Dele et Udtryk, de ellers
	vanskelig faae, og forene den til et sieleopløftende Heelt, i det vi
	skuede dem, der fordum vandrede i Herrens Frygt og Jesu Christo Troe, i
	Besiddelse af den unævnelige Salighed, der opfylder og omstraaler de
	Hellige.
	Have vore Fædre, der udryddede Katholicismen, ladet de
	nys tilbedte Malerier blive, uden deraf at
	befrygte nogen Ulempe, og har meer end halvtredie
	Sekul retfærdiggiort deres Iid: hvorledes skulde da vi, opdragne som Protestanter, med vor langt
	renere Anskuelse af Protestantismens Eenhed med sand Christendom, frygte for at
	danne Katholiker, ved at ombytte de slette Malerier med bedre! Bør vi det
	ikke, naar disse kunne befordre Andagten, eller endog kun pryde vort Gudshuus,
	og indgyde Almuen den poetiske Sands, uden
	hvilken en stor Deel af Liturgien er halv tabt for den! Troer man da det blot er det Gode i Arten, der
	kan stifte Skade?

	Uden Hensyn paa, hvad man vil dømme
	om os og vor Forstand, fremsatte vi her vore individuelle Tanker om Religion og
	Liturgie i deres vigtigste Forhold. Det streed mod vor Plan, at indlade os i det
	Enkelte, som Enkelt, og lykkedes det os, at bestemme
	Grundbegreberne

	rigtig, var det ogsaa unødvendigt, da Enhver maa kunne ved
	konseqvent Slutning uddrage vore Tanker derom.
	Vi kunne have feilet, og det er saa meget mere tilgiveligt, da
	vi, levende i en Afkrog, næsten mangle
	alle Hielpemidler, uden egen Tænkning til
	at berigtige vore Begreber; men vi tør haabe, at selv Feilene ei tillade
	nogen Tvivl om vor varme Følelse
	for

	Religiøsitet, og med Hensyn herpaa for ægte Moralitet.

	Maatte disse Blade kun vise Nødvendigheden af dybere
	Granskning over Principerne, der bør ligge til Grund for vore kirkelige
	Indretninger! Maatte de anspore nogle af vore Religionslærere til ret at tydeliggiøre sig deres
	høie Kald og Bestemmelse, som Jesu hele Læres værdige
	Tolke! Maatte de vække nogle af vore Brødre, de theologiske
	Candidater af den uværdige Slummer, i hvilken Mange af dem vente paa det hellige Læreembede, uden at berede
	sig dertil; da maa giernehvert vort Ord overantvordes til
	Glemsel, thi da udrettede vi mere, end vor Stilling turde lade os haabe.
	Vil man derimod ei værdige Resultaterne, vi uddroge paa
	vor Vandring giennem den menneskelige Aands høiere Egne, uden et haanligt Sideblik, fordi de ei stemme med Tidens
	Tone, og fordi de komme fra et Menneske, der ei modtog Privilegium af noget Fakultet, ei nævnedes i noget
	lært Katalog, ei beklæder
	noget Embede, og altsaa i vor Tids Sprog, hører til de ganske
	Uvedkommende; fortryde vi dog ei at have grebet Pennen med uøvet Haand, da det ei var vor egen, men
	Religionens og Artens Sag
	Herr Forf. kan være overbeviist om, at enhver
	Retskaffen vil læse hans Afhandling med megen Agtelse baade for
	hans Forstand og Hierte. Mig for min Deel har den meget glædet,
	skiønt Sproget og enkelte Udtryk paa faa Steder ikke have behaget
	mig. Men lige meget, Forf. har talt Religionens Sag med en reen Aand og
	et varmt Hierte, og derfor lønne ham Gud.

	Udg.

	, vi stræbte at tale.
	Til Slutning maa vi udbede os vore Læseres Tilgivelse,
	fordi vi for Kortheds Skyld have kaldt de Præster, som
	tilsidesætte Religionen, de moralske istedet for de moraliserende, da det
	aldrig var vor Hensigt derved at udsige noget om deres Gemyt.
	Egeløkke paa Langeland den 1 Oktbr. 1806.

	Nik. Fred. Sev. Grundtvig,

	Kandidat i Theologien.