source-data/1807_65_txt.txt

 
  
    
  
 

   
  
  
  

  
         
   
    
     
    
    Om Asalæren.
     
     
    
    Nordens Nyrup,
    
     hiin Sagakyndige,
     
     helliges disse Blade, som et svagt Tegn paa min
      
     fulde Høiagtelse.
     
    
  
    
     Alföðr orkar,
     Visa nornir
     Aldir bera,
     Þreyia þursar
     Þra valkyrior.Alfader raader,
         Nornerne vise (lede Tingenes Gang),
        Tiderne vaandes,
        Thurserne vente (paa Asers Fald),
         Valkyrier længes (efter Strid).
       
              
       Jeg anseer disse Linier, især den første, anden og fierde, som vore Fædres korte Symbolum, hvorfra Intet kan tages, og hvortil Intet kan lægges, som ei stemmer dermed.
            
     
    
    
    Hrafnagaldr Oþins.
       
    
    
    Det lider nu hen mod et Aar, siden jeg vovede at tale den vanhelligede Eddas Sag. Jeg tilkiændegav


     
    
    da min Beslutning, at være rolig Tilskuer af, hvad Andre maatte virke til en 
 renere Erkiændelse af gamle Nord; men aldrig
     kunde denne Yttring være mit Væsens Søn; thi,
     hvorledes kunde jeg aflade at bevæge mig i en Verden, hvis
     Herlighed ene hielper mig at bære Livets Byrde? Den var da kun det smertebaarne Udtryk
     for min Tro paa Umuligheden af et dybere Oldstudium i min Stilling, og et
     uvilkaarligt Udbrud af min Datids mørke Stemning. Jeg sagde da med Frej:

    
      

Alfers Bestraaler
      Lyser alle Dage,
      Men fryder ei mig.

     

    og kun den underlige Parodie over Gudens da dybe,
     vaandefulde Toner, og Asens betydningsfulde Liv, var det, som kunde
     bringe mig til en øiebliklig Beskuelse af Dagslyset, til Kamp for min Helligdom.
    
    Jeg har siden giort et Forsøg paa at blive nærmere kiændt med Skatten,
     hvis høie Værd jeg kun anede som den rugende Drage, og 
     gamle Nords enthusiastiske Ven, Nordboen Nyrup
, mødte mig med den ædelste Velvillie og
     Opmuntring. Det Sorte i mit Indre har udviklet sig i et noget lysere Farvespil, og Natten, der
     aldrig kunde vorde Solens Ven, lod sig opklare af de blinkende Stierner.
    
    Ved disses dæmpede Skin staaer jeg nu rede at giøre en Vandring til Hedenold, for, om jeg kunde 
     
   
     
     
     finde de dødvækkende Runer, at
     fremmane deres Skygger, og føre dem tilbage til Livet.

    Lang er Veien, Aar ville henrinde, og ikkun Guderne vide, om jeg kan skyde mig frem giennem
     Mørket, eller jeg maa tabe mig i det. Mit Legeme er Jettens ufarvede
      Gave, og maaskee vil det snart sande, at Muld er Mandens
      Frænde, naar 
Odin, som gav Aanden,
      vinker den til høiere Kamp.
    
     Jeg læste med Gruen, at 
Eddas Udgivere
 maatte undskylde deres store Daad, og jeg tør vel ikke haabe, at den voxende Forstand,
     der saa godt veed at maale Nytten af alle Ting, har skaffet Oldtiden flere Venner siden hine
     Dage. Dog, 
Oehlenschlägers gamle Harpe
      klang, og nogle gribes dog vel af de dybe Toner.
    
    I Mænd, som bygge paa Norges Fielde og Danmarks Sletter! I ere da vel ikke end saa
     vanslægtede fra Eders Fædre, at I ville nægte den af Eders
     Landsmænd al Deeltagelse, der i Alderens Foraar frembærer
     sit Liv, som et Offer til Norden. Jeg  ønskede, at I vilde ansee mig
     som staaende paa Gravbredden, mærket med Spydsodden, og ikke
     vredes over mit Farvel; thi Nutiden fratog mit Liv sin Betydning, og det
     er uvist, om Oldtid giengiver det Tabte. Jeg saae engang et Billede af det
      Evige. Kunde og turde jeg male det, som det stod for mig, da vilde I tilbede
     knælende. Kunde og turde jeg ud
tale Smerten, jeg følte, da det ei mere var for mig, da
     skulde Eders Ledemod dirre, og Eders Aasyn blegne. Dette Billede
     svæver evindelig for mit Øie, som den olympiske Jupiters for de gamle Græker. Jeg kan ikke nægte, at
     have seet det; men dets harmoniske Høihed maa jeg gienfinde i gamle
     Nord, eller jeg har levet.
    
    
Følger mig da, Landsmænd! ei paa min eensomme Vandring;
     men op paa den Punkt, hvor jeg nu staaer! Jeg vil stræbe at vise Eder et Glimt af den
     herlige Old, hvorhen jeg stunder, og lære Eder, hvorefter jeg
     leder. Kommer jeg nogensinde levende tilbage, da vil jeg bede Eder skue, hvad jeg fandt; men
     kommer jeg ikke, ville I da og være billige nok til at unde mig
     Trøsten: 
in magnis, voluisse, sat est
?
     
   
    
    Endog den løseligste Beskuelse af gamle Nord maa vække
     Undren hos hver den, hvis Øie ei er ganske uvant med at maale det Store. Naar andre
     Nationer fremstille en enkelt Skabelse, da opviser Norden en dobbelt, ja næsten en
     tredobbelt, uden endda at blive fyldestgiort. Naar Andre lade alt Liv forgaae i Graven, da
     begynde vore Fædre deres bag den, stande kraftfulde i Valhal, og stræbe endda mod et høiere Liv. 
    Aserne fremskride med en Majestæt og Fylde af Kraft, Eenhed og
     Harmoni, som vi anden
steds forgiæves søge, og dog, medens de andre Folk
     holde fast paa deres deelte Guder, vover den stærke Nordbo at lade sine blegne og
     forgaae. Det er saa langt fra, at han frygter for, Alt skal i dem gaae under, at han meget mere
     kalder deres Fald Seier.
    
    Skulde dette, og saameget Andet, blot være en regelløs Phantasies barnagtige
     Spil, som de Uindviede forvovne paastaae, eller ligger ikke heri en høiere Betydning,
     som Nordens Bedre  og Kyndige stedse ahnede, selv
     naar de ei vovede at vedkiænde sig Ahnelsen?
    
    Fuldt og fast troer jeg det Sidste; men blive vi staaende i Nutiden, og stirre hen paa 
     Aserne, da lære vi aldrig at kiænde dem, thi de ere et
     Særsyn, Artens eneste, og lade sig ei forklare af nogen anden Gudelære. Medens vi
     stræbe at trække Grændselinier mellem Individerne, tabe vi os i de meest
     skiærende Modsigelser; thi de ere Eet. Medens vi ville gaae ad forskiællige Veie
     til Gimle og Valhal, Alfader
 og 
     Odin, forfeile vi begge; thi de ere Punkter i samme
     Linie.
    
    Dristige maa vi da vove en Flugt ind blandt de evige Guder selv, der hvor de raadslaae under
      Ydrasils Grene. Følge maa 
     vi 

Hærfader
 paa hans tunge Vei
      til Hel
, blegne med ham ved Synet af de guldbeprydede
     Bænke, der reistes for den Herlige, sørge med ham og de
     andre Aser paa Banetuen
     trindt
     
   
     
     
     den faldne Balder
. Men
      da maa vi gribe den løgnglade Loke, stille
     ham ved Siden af 
Urdas hellige Kilde, og der
      beskue Asers Ophav, Alder, Ende og Gienfødelse.
    
    Nu forvandler hele Asalæren sig til en Kosmogonie, saa
     høi, og saa dyb, som ingen Nation havde den, eller kunde have den; thi kun den
     stærke Nordbo, der saa gierne ofrede sit hele Liv til Kamp for en Plads blandt Einherier, kunde avle den Kæmpeidee, at ofre hele Tiden til Strid, for
      at naae Harmonien.
    
    Asalæren er en omstyrtet Bygning, og kun enkelte Støtter finde vi, mere eller
     mindre hele, i Gruset
     
    
      Saadanne ere 

Voluspa

, 
       
Hamarrheimt
, 
Vegtams Kvida
, 
Før Skirner
, 
       og 
Rafnagaldr Odins
.
      
     .
     
     Vi have Ret til at ordne det Hele efter dem, men
     længe maa vi prøve, før vi med Sikkerhed kunne bestemme det giensidige
     Forhold, og anvise Alt sin rigtige Plads.
    
    Følgende Fremstilling af Gangen i, og Sandsen af Fædrenes
    Gudelære, kan derfor kun være et Forsøg.
    
    

Alfader
 (det Evige) var, men 
    Massen var ogsaa, og den udviklede sig selv til Liv.
    
    

Alfader
 var, eller hvem plantede 
     Ydrasil, hvalvte dens rod
     over Jettens Sønner, og dens Grene over salige Guder?

   
    
Hvem er
    
    
     

Den Rige, som kommer
     Til Herredømmet,
     
Den Stærke foroven,
     Som Alting styrer,
     Domstol sætter,    
     
Og Sager dømmer,
     Hellig Lov giver,
     Som skal evig vare,
      
     
       

Voluspa
 i Beskrivelsen om
        Tilstanden efter Ragnarokr.
             
      
      
      

    
    
    eller naar blev han?    
    
     Hvem er Alvider, som, naar de himmelbærende Dverges Magt forgaaer, og Verdener nedsænkes med
     Bulder i den gabende Afgrund, taber Noget, og det Tabte atter samler?
     
    
      

Rafnagaldr Odins
.
      
     
    
    
    Hvem er endelig den Stærkere end den Største, som 
Hyndle
 ikke tør nævne, fordi
     han ei kommer, før Fenris har sluget den høie As?
     
    
      Det er mig ubegribeligt, hvorledes Commissionens Udgave her kan finde talt 
       om Surtur; thi deels var han ikke mægtigere
      end Aserne, hvem han først blev lig i Magt ved Forening med Jetter, 
       Loke og hans Afkom, og deels peges her tydelig hen paa en Punkt bag Ragnarokr.
     
     
    
    
    
    
     
     Massen var, og udviklede sig selv til Liv; thi da Odin fordum spurgte Vaftrudner:
    
    
     Hvorfra kom Aurgelmer,
     Første blandt Jetter?
    
    
    fik han til Svar:
    
    
      Edderdraaber
      Af Elivaga
      Udsprang, da voxte
      Og blev en Jette.
      Ved Gnisters Varme
      Fra sydlig Verden
      Fik Rimfrost Liv.
    
    
    Aserne var Aftrykket af det Eviges Kraft, frembragte til Kamp imod Massen; thi naar Massen havde Liv af sig selv, var et altopfyldende Liv, som reent Udspring fra det Evige, umulig.
    
    Hvorfra kom Ødumla, hvorfor er Styrke
     det, som udmærker Bur, hendes
     nærmeste Afkom, og hvorfor ere Aserne strax Ymers Fiender?

    
    Hvad vil det sige, at Ymer, før Burrs Fødsel, nærede sig af 
      Ødumlas Melk, uden at han (den levende Masses Symbol) stræbte at suge
     Saften fra det evige Liv, og hindre Kraftens Fremkomst?
    
    Til at bestyrke dette, findes et mærkeligt Sted i Runekapitlet,
     hvor Odin siger: at Thundr (Odin) gaaer i
     Folks Nat (Ragnarokr) didhen, hvor han
     før kom fra. At Aserne efter
     Ragnarokr  kom til Al
     fader, er bekiændt nok, og der kan da ei
    længer være Tvivl om, hvor de kom fra.
    
     Et andet Sted findes i 

Hyndlas
    Sang
, der - som jeg troer - bør oversættes saaledes:
    
    
     
Burr blev stærk
     Af Jordens Kraft,
     Af den frostkolde Sø,
     Og Soneblodet.
      
     
       
        Seg var aukinn burr

        Jarþar megni
        Sval-kavllslum sæ
        Ok sonar dreyra.
       
       I Noterne til Commiss. Udgave tilstaaes, at disse fire Linier ere i
        de fleste Haandskrifter skilte fra det foregaaende Vers, og det synes
        klarlig at hænge sammen med det 39te. Der kan maaskee giøres nogle
        Indvendinger imod at ansee Burr som et 
        Navnord; men at her, ligesom i det 39te Vers, tales om 
        Burr, eller Odin, hans Arving, vil neppe kunne nægtes.
      
     
    
    
    Dette Sted anførte jeg kun her, fordi Nogle have, istedenfor Jarþar megni, læst Urþar megni, og er denne
     Læsemaade rigtig, da siges her udtrykkelig, at Bur blev til efter 
Urdas (den evige
      Visdoms) Villie. Stedet hører ellers mere til det Følgende.

     
    
Saasnart Kraften var blevet, traadde den i Strid med den levende Masse, overvandt den, og indkneb dens Liv til et Minimum.
    
    
Burrs Sønner
     dræbte Ymer, og i hans Blod druknede alle 
     Jetter, undtagen Bergelmer. Burrs Afkom blev stærk ved Soneblodet, 
     Ymers Blod; thi vel kunde dette
     kaldes Forsoningsblodet, naar vi huske 
        Ymers Forbrydelse, og nu see, at 
         Alfaders Børn ved det befries fra deres
     Fiender, samt at hans Legeme, alt Liv berøvet, er Bygværk i Asernes Haand.
    
    Nu traadde Kraften i Pagt med Klogskaben.
    
    

Loke
       blev Odins Fostbroder i Tids
       Fødsel.
    
    At Loke maa tænkes, først som
      Asernes Ven, og dernæst som deres Fiende, bliver især
     klart ved at sammenligne 
Hamars Heimt
, hvor han paa det bestemteste
     optræder som Ven, og 
Ægis Drekka, hvor han selv tilstaaer
      at have styrtet Balder
.
    
      

Ægir Drekke
.
     

    
    Da Kraften var traadt i Pagt med Klogskaben,
     stræbte den at vedligeholde sin Tilværelse som uafhængig Individ; men, for
     at kunne det, maatte den slutte Fred med Massen, da den ellers ved
     Stridens Ende maatte vendt tilbage til sit Udspring.
    
    
Aserne faldt fra Alfader,
     og sluttede Fred med Jetterne, hans Fjender.
    
    
    
    
     



Aser mødtes
     Paa Idas Marke,
     Hvor de Huus og Støtter
     Høit byggede,
     Esser giorde,
     Guld smeddede,
     Tænger danned,
     Og Smedeværktøi.
     Spilled' i Vangen,
     Vare glade.
     
       

Voluspa
.
      
     
    
    
    Man skulde rigtig nok ved første Øiekast troe, at her taltes om den gyldne Tid;
     men man behøver blot at erindre, at det var paa Idas Marke, Aserne efter 
Ragnarokr
 skulde gienfinde

    
     
De gyldne Tavler,
     Prægtiggiorte,
     Som i Tids Fødsel Guders
     Forstander eied,
     
       
Sammesteds.
      

    
    
    og at de vel maatte være tabte der, hvor de atter findes. Man vil da indsee, at her er
     Tidspunkten, da de bortkastede hine Tavler, Symbolet paa den evige Visdoms
      Villie, og at deres Nydelse kun var den skuffende Glæde,
      frihedsdrømmen skiænkede dem.
    

  
     
    
    
Man vil af dette 
Asernes fald kunde forklare sig,
     hvi endeel Nordboer, der dog troede Odins Guddom, alligevel ansaae ham for et ondt
     Væsen.
    
    Nu var 
     Ragnarokr
      nødvendig, og at det i sin Tid kunde komme, derfor havde Alfader forudvidende sørget, i det han havde afpræget sin
     Visdom, der skulde styre Kraften, selv mod dens Villie, til Maalet.
     Dette den evige Visdoms Aftryk var Nornerne, der fremstege af Urdas Kilde.
    
    Efter deres Bud komme de tre Kæmpemøer af Jetteverden, som forstyrrede Asernes Glæde, og herpaa
     hentyder Sagnet om Gulveig, skiøndt jeg
     gierne tilstaaer, at dette har nogen Dunkelhed for mig.
    
    Nu synes det, som Aserne have erkiændt deres Forseelse og
     været et Øieblik tvivlraadige, før de atter begyndte Jettekampen.
    
    
    
     
Da ginge Guder
     Alle til Raadstol,
     De evig Hellige
     Derom raadsloge,
     Om Aser skulde
     For ondt Raad straffes,
     Eller alle Guder
     Gilder holde.
      

Voluspa.



     
    
    
    
 
     Dog, Kampen baade mod Alfader og Jetterne blev Besluttet, skiøndt
    
    
     Mordspaaende Vaner

     Nedtraadte Marken,
    
    
    og forkyndte Ragnarokr; thi Thor

    
    
     Var iilsindet,
     Siælden han tier,
     Naar han hører sligt;
     Brudte blev Eeder,
     Ord og Løfter,
     Al den Forening,
     
Som mellem dem var giort.


Voluspa
.


    
    
    Da nu Aserne havde besluttet at fornye Kampen, stræbte de at
     forøge deres Magt, og forvisse sig om Seieren i
      Ragnarokr. Derfor skabtes Mennesker.
    
    
     De funde paa Landet
     Lidet mægtende
     
Ask og Embla,
     Skiæbneløse,
     Aand de ei havde,
     Forstand ei heller,
     Skiønhed, Tale,
     Farve de mangled.

Sammesteds.


    
    
    
Jetterne vare ved Asernes Tilblivelse ligesom
     over
rumplede ved Skabningsværket i det Øieblik, da de vilde multiplicere deres Magt. Menneskebygningen var færdig, men den havde kun et
     mekanisk Livsskin. Det indvortes bevægende Princip manglede den, og 
altsaa tillige  Farven, det indre Livs Bebuder, og Talen, dets høie
     Forkynder.
    
         
     
Aand gav Odin,
     Forstand Hæner,
     Skiønhed Lødur,
     Og yndig Farve.
      
     
       
Sammesteds. Det maa
        nødvendig bestyrke Enhver at see, hvorledes Menneskene finge deres Forstand fra den
        dummeste blandt Aser, og man kunde fristes til at ansee det som en
        bitter Satire paa Forstandens Børn; men sikkert er her skeet en Omsætning, da
        det burde hedde:
       
        Forstand Lødur,
        Skiønhed Hæner,
        Og yndig Farve.
       
       Det skulde glæde mig, hvis noget af Haandskrifterne stadfæstede denne Rettelse; men, hvis ikke, tør jeg dog troe den
        beføiet, da Hæner netop var
        Skiønheds Symbolet, ligesom 
Lødur (Loke) Klogskabens
        og Forstandens. Da Loke skilte sig fra Odin, traadde Klogskaben i
        Strid mod Aanden, og end føres denne sørgelige Strid i
        os.
      
      
     
     
    

    Nu vare Menneskene satte i Asernes tieneste, indviede til Valhal og Kampen paa Vigrids Marke; 
   
     
    men da Legemet var dannet af Jetter, kunde Mennesket ei heller ganske
     rives løs fra disses Herredømme, og naar Odins Aande i Døden bortveg fra Legemet, maatte dette være i 
Jettens Magt.
    
    Af døde Mænds Negle var det, at Naglfari skulde
    bygges.
    
    Nu kunne vi begribe, hvorfor Jorden kaldes Odins Kone, hvorfor Jetterne vare Menneskenes svorne Fiender, og hvi de Nordboer, der ellers
     foragtede Aserne, dog dyrkede Thor, thi ham var det, der forsvarede sin Moder, Jorden, mod Jetters Anfald, som
     han selv siger i 
Harbards Liod
:
     
    
     
Stor var Jetters Æt nu,
     Om alle leved',
     Neppe var Folk til
     Da under Midgard.

    
      
    Kampen begyndte mellem Kraften og Massen; men hin
     var ved Godheden lænket til sit Udspring, og kunde derfor ikke
     tabe noget, saalænge denne Kiæde ei sønderbrødes.
    
    
Jetterne stræbte at berøve Aserne
     deres evige Ungdom (
Idunnas Æbler), og
     Udtrykket for deres Kraft (Miølner), men
     Alt var forgiæves; thi Asernes Magt kunde ikke forringes,
     saalænge Balder var hos dem, og herpaa
     hentyde de dødvækkende Runer, som tillægges ham.
     Jettekongen Thrymer dræbes, og Jetterne henfalde i Afmagt. 
  
      
    
Nu synes Asernes uretmæssige Seier
      nær, men da skille de vise Norner
     Loke fra dem, Klogskaben
     fra Kraften, og lade den ved Forening med Ondskaben blive til List.
    
    
    
At Lokes Frafald fra Aserne var Nornernes Værk, synes den skiæbnekyndige
     Gefion selv at pege hen til i 
Ægis Drekke


Dersom Oversættelsen i Comm. Udg. er rigtig, da kan herom neppe være Tvivl, thi saa lyder
        den:

       
       
Loke ei veed det,
       At selv han bedrages,
       At Skiæbnen ham tvinger
       
       
      til at være Asers Fiende. 
Sandvigs Oversættelse er herfra meget afvigende, og eg skulde vel betænke mig paa at kalde den urigtig, dersom jeg ikke vidste, at enhver Oversættelse af Linien:
       
      
       
Ok hann fjørgvali fria,
      
     maa være Konjektur. Mig synes ellers, her giordes mindst Vold
       paa Ordenes primitive Bemærkelse, saavidt samme kiændes, hvis man
       oversatte: 
        Og han beiler til sit Livs Aften.
       
       
      Dette lod sig meget godt forklare ved at sige: Gefion, som vidste Alles Skiæbne, vidste ogsaa, at 
Lokes Frafald fra Aserne medførte
        Ragnarokr, hvori Loke selv skulde gaae under.
       Læste man fiorvali, blev der slet intet Tvungent i
       Oversættelsen.
, og at hans Frafald betegnes ved Foreningen med 
Angrboda
, syntes mig klart, før jeg endnu blev det udtrykkelige Vidnesbyrd
       herom
    
    vaer i 

Hyndlas Sang
:
     
    
     


Loke blev svigfuld
     Ved den onde Kone.

    
    Nu staaer Loke i Spidsen for 
Asernes Fiender; men han veed, at ingen Skade kan dem tilføies,
     før Balder er borte, og snart opdager han,
     at Nornerne selv have forberedet hans Fald, ved at plante Mistiltejn, som ei vilde aflægge Eden, ikke at skade Balder.
    
    At Aserne ved 
Balders
      Død troede at tabe al Lykke, og hvad de giorde, for at afværge Ulykken,
     skiønnes af 
Vegtams Kvida
.
    
    
Balder nedstyrtes til Hel, og Aserne ere utrøstelige. Deres
     Angest og Raadvildhed skues i Hrafnagaldr Odins.
    
      At dette Digt hverken indeholder Tegnene for 
Balders Død, eller nogen anden Ulykke, uden 
        Ragnarokr, synes mig klart, og det lader sig vel bevise af Digtet selv, at det handler om Asernes Tilstand umiddelbar efter Balders
        Død; thi at Ordene:
      
      
       
Seirguder skuede
       
Nanna sørge
       I Helas Vaaning,
      
      
      maa forstaaes om Nanna, da hun foer til Hel med sin elskede Balder, synes upaatvivleligt.
     

    
    
     
Da slumre Evner,
     Hænder Synke,
     
     
Af Mathed falder
     Fra hvid As Sværdet.
    
     
Kraftig Troldoms
     
Sindløshed al
     Kraft forjager
     Af oprørt Mod.
     Da syntes 
Jolmer


     Slangen være kommet,
     Tyk af Skrække.

    
    
    
Aserne troe at see 
    Ragnarokr komme, og deres eneste Haab er at faae Balder tilbage; men de 
     skuffes.
     Nu stræber Listen at
      søndre Kraften selv. Fenris har alt
     oplukket sit Gab, da det lykkes Aserne at binde ham; men allerede her
     miste de en Deel af deres Kraft; Thyr mister sin
     Arm. Nu mister Frey sit Sværd, og snart
      vilde 
Thor mistet Hammeren, dersom Loke ei var blevet 
     standset i sin Udaad. Nornerne vilde, det skulde skee; thi Asernes 
     Magt maatte vel svækkes, men ikke synke under Jetternes.
    
    Men, hvorledes kunde den blotte Kraft seire over Listen? 
     Hvorledes kunde Aserne gribe Loke,
     der svævede let hen over Jorden og Vandene? En tidligere udstrømmet Forstand
     maatte komme Kraften til Hielp, og det var 
     Kvaser, som i Asken fandt Spor af Garnet, hvormed Aserne
     fangede Loke.
    
    Nu er Loke bundet, og Aserne
     synes at triumphere, da Jetter segne for Mjølners Slag, da Odin

  
      er blevet viis af Mimers Vande, og har ved
     Nydelsen af Suttungs Miød faaet Kraft til at opsvinge sig til det
     Evige, og sammenblande sig med Alfader.
    
    Dog, de vise Norner vente blot efter, at Lokes
    Børn skulle blive voxne.
    
    
Visdommen vil, at der først skal opstaae den fuldkomneste
     Ligevægt mellem Kraften og Massen, paa det
     ingen af dem skal seire, men begge giensidig ødelægge hinanden.
    
    Saasnart det Øieblik kommer, da lyder Nornernes Røst:
    
   
    
Hos Aser galer
    
Den guldkammed,
    Som vækker Helte
    Hos 
Hærfader
.
    En anden Hane,
    
Sodrød, galer
    Nedenfor Jorden
    I 
Helas Sale.
   
    
     
      

Garm gøer høit
      For Gnyppa Hule,
      Lænkerne briste,
      Vindtid, Ulvtid
      Før Verden falder.
     
    
     
      
Odin taler
      Med 
Mimers Hoved,
     

Det gamle Træ sukker,
     Og Jetten løses,
     
Ydrasils Ask
     Staaer da skiælvende.
     
Jormungardr væltes
     Med Jettestyrke,
     
Ormen trykker Havet,
     Og Naglfari løsnes.
     
Køl kommer øst fra,
     Derpaa seile Muspels

     Folk over Havet,
     Men Loke styrer.

    
    
   
      Imedens høres
      
Giallarhorns Lyd,
    Høit blæser Hejmdal

      I løftede Horn.



Voluspa
.


   
    
     Nu vækkes Aser og Einherier til Strid.
     Kampen begynder, og endes med en almindelig Undergang. 
    
    
     Solen sortner,
     Jord synker i Hav,
     Af Himlen falde
     Klare Stierner,
     Hede Dampe
     Alt fortærende
     
     
Spille med Ilden
     Ved høien Himmel.


Voluspa
.


    
    
     Nu er alt selvtaget Liv forsvundet, og Alt kan opfyldes af det evige Liv.
    
    
   
     
     
Og da kommer
     Atter fornyet
     Jord af Havet,
     Eviggrøn,
     
Usaaede Agre

     Skulle da bære.
    
    
    
     Alt Ondt er borte,
     Thi hist kommer sorte
     
Flyvende Drage

     Østen fra Fieldets
     
Nidas Rødder.
     
Nidhøge bære
     
Jetternes Lig
     Hen over Marken,
     Og flux forsvinde.
    
    
    
     Da kommer den Rige

     Til Herredømmet,
     
Den stærke foroven,
     Som Alting styrer,
     Domstol sætter,
     
    

    
     
Og Sager dømmer
     Ved hellige Love,
     Som skal evig vare.
    
    
    
     Hist stander Salen,
     Herlig som Solen
     Paa Gimle,
     Der skulle gode
     Herrer evindelig
     Bygge og nyde
     Godhedens Alt.


Voluspa
.


    
    
    Dog, Kraften maa vende tilbage til sit Udspring. Ogsaa dette skeer, thi
      Ragnarokr er Asernes Tusmørke, Aftenen paa deres selvskabte Dag; men
     tillige den sande Dags Morgendæmring. Balder er opstegen fra Hel,
     og Aserne rensede fra deres Stræben efter Individualitet. De
     herske ei mere; men de ere stedse Kraftens Udtryk, det Eviges stærke
     Arm.
    
        
    
     

Aser samles
     Paa Idas Slette.
     Sig erindrende
     Fordums Vælde,
     De om den stærke

     
    

 
    
    
    
      

Jordtorn

     
       Hvad der menes med denne Jordtorn, er vel ikke let at sige, skiøndt
        det maaskee netop er 

        Ragnarokr, der med Rette kunde kaldes en stærk Jordtorn.
       tale,
     Og om 
Fimbultyr
s
     Gamle Runer.
     Derefter blive
     Prægtiggiorte
     
Gyldne Tavler

     I Græsset fundne,
     Som før Tidens
     Fødsel eied
     
Guders Forstander

     Og Fiølners Børn.
     
       

Voluspa
.
      

    
    
    Ville vi nu gaae forbi Einherierne, der tillige med Aserne 
     rensedes i Ulvstriden, kaste et sørgende Blik paa
     Salen, bygt af Ormerygge, hvor de pines, som, forledte af Klogskaben, Lokes
      Gave, skyede Odins haarde Lege, brøde deres Eeder, eller
     smittede fremmed Vivs Øre, og derpaa spørge med Gagnrad:
    
    
      Hvilke Folk leve,
     Naar hengaaet er den store
     Vinter blandt Mennesker?

     
    
    da faae vi til Svar af Vaftrudner:
    

  
       
     
    
     


Lif og Lifthrasir

     De sig skiule skulle
     I Hoddmimers Høie,
     
       De bevaredes af Viisdommen.
      

     Morgenduggen
     Da til Mad sig have,
     Af dem skulle Folk avles.

    
    
    
    Hvor betydningsfuldt er ikke dette? Paa det alt Spor af Jetters Virken
     kunde uddøe, skal Menneskets Livskraft af den  rene Morgendug faae et nyt Legeme, passende til den fornyede, rene Jord.
    
    Vil man endnu sige: Asalæren mangler Betydning? Skal den unge
     Slægt i Nord endnu bestandig indbildes, at vore Fædres Religion, der kun veeg, og
     kun viger for Kristi den rene, var Overtro? Skiøndt 

Edda

 stedse vandrede ved min Side, kan min Anskuelse af Asalæren dog gierne i mange enkelte Dele være falsk, men neppe kan Nogen
     rokke den Grundsandhed, at vore Fædre havde den reneste Idee om en fuldkommen Harmonie,
     og at Tiden kun var den Formel, under hvilken det store Alt stræbte imod den.
    
    Gierne rækker Nordboen Prisen til Grækeren, naar denne
    spørger om Figurernes Bestemthed, og det udvortes Smykke; men er Talen om indvortes
    
    

 
     
    
    Kraft og høieste Betydning, da peger han rolig paa Gimle, og Grækeren maa tie.
    Er det saa, at et Folk maler sig i sine Guder, da behøve vi i Sandhed ei at
     rødme over vore Fædre, med mindre det skulde være over deres
     Betydningsfulde Kamplyst; thi deres Gudelære er den høieste Poesie; eller kan der
     tænkes noget høiere, end Udtalelsen af Alfaders egen Anskuelse af Tidslivet? Uden videre at forfølge denne Idee,
     vil jeg blot bemærke det karakteristiske Træk, at ligesom Nordboen
     udmærker sig ved sin dybe Agtelse for Qvinden, saa synes denne Agtelse paa en i
     Øine faldende Maade at have afpræget sig i hans Fabellære. Jeg mener den
     Besynderlighed, at Maanen hører til Han- og Solen til Hun-kiønnet, ret som han vilde sige, at det var Qvinden, der, som et høiere
      Væsen, beskinnede Manden med sine Straaler, og gav ham sin Glands.
         
    
    
    
    Ingen sige mig nu: dersom du troer at vide det, hvorefter vil du da lede? Troede jeg ikke at
    vide det, hvorefter vilde jeg da lede?
    
    Have de ikke leedt, Skandinaviens Herlige, uden at finde noget Heelt,
     fordi de vilde, at Brudstykkerne skulde sammensætte sig selv, skiøndt Tidens
     Storme omkastede Bygningen, og blandede hine i en betydningsløs Dynge? Vilde de ikke
     have fundet, der
som de havde vovet at omfatte Dyngen med alle dens, som det syntes,
     ueensartede Stoffe, og bevaret det Heles Indtryk?
    
    Det Lidet, jeg vidste, har jeg nu næsten sagt, men hvorledes kunde jeg opregne alt
     det, jeg ikke veed?
    
       
    
Dersom 
Gagnrad
 spurgte mig:
    
    
     
Hvorfra Niord kom
     Blandt  Asers Sønner,
     Og styrer de fleste
     Templer og Altre,
     Skiøndt ei født af Aser?
    
    
    hvor meget kunde jeg da lægge til Vaftrudners Svar:
    
    
     I Vaners Verden
     Skabte ham vise Guder,
     Og gav ham som Gidsel til Guder.
     I Tidens Ende
     Han atter kommer
     Hjem til viise Vaner.

    
    
     Jeg kunde vel jevnføre det med Odins Udsagn i 
Grimnis Mal
:
     
    
      Han, den meenløse
     Menneskens Konge,
     Styrer høitbyggede Templer, 

    
     
    og deraf, som af mere, drage den Slutning, at Niord og hans Afkom ere
     at ansee som en senere Digtning (om jeg saa maa sige) af Aserne selv,
     hvorved de vilde knytte et fastere Baand mellem sig og Menne
skene, og skaffe sig den Kiærlighed, de, som blot Kraft, ei
     selv kunde erhverve. Derfor kommer Niord tilbage til Vanerne, 
     naar Aserne i Ragnarokr nedstige fra deres uretmæssige Throne. Jeg kunde gaae
     videre, og stræbe at tyde Mythen om Odins Samfund med Freja, og Valens Deling imellem dem; men her bliver
     endda meget at eftersøge.
    
    Spurgte man mig, hvorfor Vidar giennemlever 
     Ragnarokr, da hielper vist nok hans tause Styrke mig til Svar, og ved at benytte Odins Vink i Grimnismal
:

    
     
Ris voxer
     Og høit Græs
     
Trindt 
Vidars Land,

    
    
    kunde jeg sige: en Deel af Kraften stræbte, indsluttet i sig selv,
      tilbage mod sit Udspring. Den var ikke besmittet, og behøvede ei at renses; men
      dermed er endnu ikke Alt sagt.
    
    Vil man vide Lokes Oprindelse, kunde jeg maaskee afvise 
      Spørgsmaalet, ved at spørge: om den isolerede Klogskab kan have nogen anden Fader til sit Intet, end sig selv, og om
     Fædrene ikke giorde den kiændelig nok, ved at sige: Loke
     var avlet af Jetten og Hexen? men med Ret kunde man
     dog fordre de billedlige Motiver til hans Frafald, og her maatte jeg næsten være
     stum.
    


    
Jeg veed, at Nornerne vare mere end hine Parcer med
    Traad, og Sax, og Spinderok. Jeg veed at skiælne mellem 
     Alfaders og Herjans Norner
, og jeg kan ikke
     blande dem, Skiøndt Skuld er Valkyrie:


    
     
Thi Urd og Vardandi

     Skare paa Skiolde
     Guders og Menneskers
     Skiæbner i Løn.
     
Skuld
       som Valkyrie

     Stander med Skjoldet,
     Runerne tyder
     
Hun giennem de lange,
     De løbende Tider.
     
       See 
Voluspa
.
      

    

      Men, jeg vilde læse:
     
      

Fimbultyrs gamle
      Hellige Runer,
      Som paa de gyldne
      Herlige Tavler
      Stande indgravne.

       

    
     Jeg vilde lytte
     Til Urdas de hvide,
     
De hellige Vande,
     Naar de med Raslen
     
Ydrasils grønne
     Blade bestænke;
     
    

   

    
     
Thi det er Norners

     Alviise Røst.
    

    
     Jeg vilde lytte
     Til Odins de lønlige

     Taler med Saga,
     Da blev jeg viis,
     
Aser jeg kiændte da,
     
Alfer og Stenes
     
Høitbydende Herrer.
     
Vide jeg skulde da
     Alt, hvad som findes
     I Verdner ni.
    

    
     Finde jeg skulde da
     
Retten, som skiules
     Af guldkammet Hane

     Paa Mimamejds Qviste,
     Og frit da indgange
     For 
Gifr og Geri


     I Gastrognies Sale,
     At skue det herligste
     
Jertegn blandt Guder.
See 
Fiølsvins Mal
.


    
     


    

    
       Kan jeg vel finde,
     Hvad dristig jeg søger?
      
       
   
     
     
      
Kan jeg omfatte
      De lette Gestalter,
      Som luftige svæve
      Paa Fædrenes Høie,
      Paa Asernes Altre
      I kiølige Lunde;
      Som flagre i Nattens
      Indhyllende Skyer,
      For lukkede Øie
      I skuffende Drøm?
     
    
     
      Nei, sløvet er Sandsen.
      De Runer saa tunge

      Forvildes af Dverge

      For Øiet, som stræber
      Mod flygtede Old,
      Og Øret ei fatter
      De herlige Toner
      I Gienlydens dumpe,
      Forvirrede Klang.
     
     
      Men, kunde jeg finde
      Det Billed af Aser,
      
Som klygtige Otar

      Indpræged' i Steen,
      Og vilde det Billed'
      Sig atter forvandle
      Til skinnende Glas,
     
    
  
    
     
      
Saa Sandsen, der skiuler
      Sig bag det, blev skuet;
      Da Slægterne skulde
      Tilbedende knæle,
      Og Billedet farve
      Med rygende Blod.
 See 
Hyndlu Liod
.


     
    
     
      Da skal Valkyrien,
      

Brynhild
, frembære
      Det prunkløse Qvæde.
      
Sigurd skal kiænde
      Den løgnglade Loke,
      Som plager hans Æt;
      Kiænde sin Stamfaders
      Kraftige liv.
      
         Hvem kiænder ikke 
Fofners Bane
, og Volsungerne? Eller lyde maaskee 
        nu i Nord disse Navne, som Navnene paa Indiens Nabober i fremfarne Sekler?
       


     
     
      Nordboer! ønsker
      Mig Lykke paa Reisen,
      At til de viise
      
Vaner
 jeg kunde
      
Bruden hiemføre!
      
        
Frej var en Vaner, og
          Skirner reiste at hente hans
          Brud. Vaner er Græker og Olymp deres Stolthed.
       

      
     
    
  
     
      
Bruden er herlig;
      
      Thi Nordboen sagde:
      
Solen er Qvinde,
      Og Maanen er Mand.
      
Sandsen, jeg ahned',
      Skal mig ledsage
      Frem giennem Natten,
      Og flagrende Luer,
      Jeg dem med 
Skirners
 
      Qvæde vil hilse:
     
  

    
      
Mørkt er nu ude,
      Tid er at fare
      Over lyngfulde Field,
      Over Thursernes Land.
      Begge hiemkomme vi,
      Eller os begge
      Fanger hiin mægtige Jette!
     
    
    I, som kiænde Begeistringens høie Fryd, naar man troer at have fundet Noget, og
     iler at finde Mere! I, som vide, at, skal man skride Maalet nærmere, da maa Vandringen
     begyndes med Tillid, ja næsten med Vished om at naae det! I ville ikke miskiænde
     min Afskedstone! Vil Nogen lee, da under jeg ham Latteren af mit ganske Hierte, og vil kun sige
     ham, at han loe af Thor fra Asgaard selv, naar kun 
     det dybe Sund skillede mellem dem.
     Men, vil
     
  
      Nogen harmes, da troe han mig paa mit Ord, at det med gloende Runer
     er skrevet i mit Bryst, hvorlidet jeg mægter!
    
    

Egelykke, den 22de Mai 1807.
    
    
    
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

    
     
Kandidat i Theologien.