| Om Schiller og Bruden fra Messina | |
| . | |
| Ak! falden er Schiller | |
| , den herlige Skiald, | |
| Alt møre, hensmuldre hans Been under Jorden, | |
| Ja, nylig forkyndte Kanonernes Torden | |
| Os nær ved hans Gravhøi Germaniens Fald. | |
| Men, hisset paa Himmelens hvælvede Bue | |
| Sig fæstede, straaleomgivet, hans Navn, | |
| Og ei førend Solen har mistet sin Lue, | |
| Kan Jorderigs Slægter forglemme hans Navn. | |
| - - - - - - - - - - | |
| - - - - - - - - - - | |
| Italiens Hauge | |
| med Blomsten han pryded', | |
| Omplantet fra Hellas | |
| med dristige Haand. | |
| Naar vi giennemvandre den nyere Tid, for at finde Spor af den herlige Old, hvis Billede Historien skaber i os, og for – om muligt – at finde Naturer med Oldtidens glødende Liv, og den modnere Alders Tænken, da ville vi vist ikke ile forbi | |
| Schillers Gravhøi. Standse ville vi, og sige med Taaren i Øiet: Han var, han levede blandt os, hans høie Qvad | |
| udrev os af den snevre Tilværelse, og hensatte os i den sande, | |
| evige Idyl, der omfatter alt det Herlige, hvortil Tiderne henpegede. Men, han | |
| førte os tillige med sikker Haand giennem Livet, ja nødte os næsten til at elske | |
| det, ved de Glimt af Høihed, han udlokkede fra dets Inderste, ved det Baand, han | |
| bød Videnskaben knytte mellem Jorden og Himmelen. | |
| Det er ikke hædrende for Fædrelandets Litteratur, at saa Lidet | |
| af, hvad han qvad | |
| Saa saare lidet er dog ikke oversat af ham. Hans | |
| Røvere | |
| , hans | |
| Kabale og Elskov | |
| , hans | |
| Wilhelm Tell | |
| ere udkomne i dansk | |
| Oversættelse. Af hans Don Carlos have ikke mindre end tre Oversættelser | |
| været begyndte og bebudede, en fra M. C. Brun | |
| , en fra Pastor Fr. | |
| Schmidt | |
| , og en fra Hr. J. Møller | |
| , og Undertegnede har netop i disse Dage | |
| selv havt den Idee, ligeledes dermed at prøve sit Held, ligesom han med | |
| enkelte Scener af Wallenstein | |
| , og | |
| Maria Stuart | |
| , har forsøgt det. En | |
| – nok næsten færdig – Oversættelse af sidstnævnte Stykke | |
| er ydermere Undertegnede bekiændt; ogsaa af | |
| Schillers Digte og | |
| Afhandlinger have vi ikke lidet oversat. At hans Sørgespil ikke komme | |
| paa vor Skueplads, er en anden Sag; dog torde maaskee her Skylden være | |
| dobbelt, Skuepladsens og Publicums. K. R. | |
| , og hvad han tænkte, | |
| kan læses paa vort Maal. Er maaskee Dannersproget virkelig saa snævert, at en | |
| Schillers Aand slet ikke kan bevæge sig i samme? Eller troe vore Forfattere stedse at have et vigtigere Hverv, end det, at lade hans Toner | |
| gienlyde i Danmarks Skove, eller frygte de, ei at blive hørte? | |
| Det Sidste var vel, desværre! ofte Grunden, hvi vore Ædle ei | |
| omplantede flere af disse Germaniens skiønne Blomster paa Fødelandets Jordbund. | |
| Hvorvidt nu denne Frygt er grundet, tør jeg ikke ligefrem bestemme; men saameget | |
| er vist, at Tonerne ere for høie og dybtgribende, til at fattes af en forkiælet | |
| og udmarvet Slægt, og at de, hvis høieste Nydelse er tankeløs Ruus eller | |
| bevidstløs Slummer, som, ved at see Svinet gnide sig mod Stolpen, erindres om | |
| den inderligste Sluttelse, de kiænde, hverken ville søge eller finde Nydelse hos | |
| en Schiller. For dem er Posas høie Ideer kun et Spindelvæv, de, som Fluer, ei | |
| tør vove at nærme sig. Huskende Regelen, de fik i deres Barndom, gabe de vel, | |
| men see dog ei et Glimt af det himmelske Lys, hvis Ahnelse selv gik forloren hos | |
| dem. Rinaldo er dem langt mere værd, end Karl Moor; thi hins Seier og Tab kunne | |
| de broderlig dele, men Poesiens Kiæmpe maa de belee, naar han, overvældet, | |
| segner til Jorden, uden at gribe Nydelsen, der synes at vinke ham. | |
| Men ligesaa sandt er det vist ogsaa, at hvis en saadan | |
| ulykkelig Stemning er blevet mere udbredt iblandt os, da er det ikke den, vi, | |
| som Mennesker og Dannemænd, kunne ønske, og det er Enhvers hellige Pligt, at bidrage Sit til, at | |
| det vorder lettere for Ynglingen, i hvem den gudlige Gnist ei opluedes, at føle | |
| sig grebet af en høiere Aand i Snillets Udtalelser. | |
| Held og Berømmelse med dem, der, følende deres høie Kald, byde | |
| os lytte til egne Toner! Det var større Uretfærdighed mod os selv, og de | |
| kommende Slægter, end imod dem, hvis vi vilde, at de skulde hensætte den stemte | |
| Harpe, for at tolke fremmede Syner; men dem paaligger det, som med mindre Kraft | |
| forene samme varme Følelse for det Skiønne, og samme inderlige Sluttelse til det | |
| Høiere. | |
| Giennemtrængt af Overbeviisning herom, beskiæftigede jeg mig | |
| alt længe med en metrisk Oversættelse af Bruden fra Messina | |
| ; men, om jeg end | |
| turde vovet Udgivelsen, blev det stedse urigtigt, at byde Publikum en saadan, | |
| før det selv havde dømt, om jeg besad mere end den blotte Villie. | |
| Min Beslutning blev derfor, at levere en Prøve, hvortil jeg | |
| vilde føiet en Oversættelse af Fortalen, om Korets Brug i Tragedien, med nærmere | |
| Udvikling af de mange interessante Ideer, der findes i samme. – Dette | |
| laae færdigt, da jeg saae hin Fortale andensteds oversat, og derfor vil jeg nu | |
| indskrænke mig til at sige et Par Ord om den af Fortalens Ideer, der staaer i strængeste | |
| Forhold til Dramaet, som et Heelt. | |
| Foreløbig maa jeg bemærke, at jeg anseer Bruden fra Messina | |
| som et sandt Produkt af den gamle Konst, saavidt nemlig, som et saadant nu er | |
| muligt. Den ubøielige Skiæbne fremtræder her i frygtelig Kamp med den | |
| livfuldeste Tilværelse, og denne forgaaer med en saa høi Rolighed, at ingen | |
| Klagelyd høres. En overjordisk Glands omstraaler Gestalterne, selv naar de staae | |
| i en Skygge, der vilde hylle sædvanlige Figurer. | |
| Den Tvedragt, der, liig et Ildsvælg, adskiller Brødrene, og | |
| hvis gloende Lava omsyder deres Fødder ved hvert nærmende Skridt, er intet | |
| Produkt af usle Lidenskaber, men en vældig Hevnfurie, der med stræng | |
| Nødvendighed byder over sine udkaarne Offere. | |
| Schiller siger i Fortalen: den høieste Nydelse er Gemyttets | |
| Frihed under alle Kræfternes levende Spil, og er dette saa, da maa dette Drama | |
| næsten heelt igiennem unde os den høieste Nydelse; thi uagtet den stærkeste | |
| Sysselsættelse af enhver Kraft, uagtet den høie Interesse, vi føle for de | |
| fremtrædende Figurer, see vi dog deres Undergang med samme Rolighed, som de | |
| selv. | |
| Men, skulde ogsaa hin Sætning virkelig være sand, skulde denne | |
| rolige Nydelse være høiere, end den, os skiænkes af Don Karlos, og Karl Mor, | |
| af | |
| Pigen fra | |
| Orleans | |
| , og ham, som er over dem Alle, af Hamlet? | |
| Jeg bekiænder reent ud, at det for og hos mig ikke er saa, og | |
| jeg troer at være mig bevidst, hvorfor det kun paa een Punkt kan være saa. | |
| Den Tilværelse, som fremtræder i Grækernes Dramer, og disses | |
| heldige Efterligninger, er ikke vor egen, og skiøndt vi med Uvillie see det | |
| Herligste knuses af Skiæbnens Haand, kunne vi dog ikke slutte os til dens | |
| Offere; thi de ønske ikke engang vor Medfølelse. Gives der et Øieblik, da vi, | |
| henrevne af deres Ulykke og Storhed, slutte dem i vor Favn, da finde vore Taarer | |
| ingen, hvormed de kunne blande sig, og deres Hierters rolige Slag bortjager vor | |
| gyngende Barm. | |
| Ganske anderledes er det med Hamlet og de øvrige Nævnte. Hos | |
| dem finde vi samme dunkle Ahnelse, samme Misforhold mellem Ønske og Væren, samme | |
| uvilkaarlige Stræben fremad, som boer i vort eget Bryst. De kiæmpe ikke med den | |
| retfærdige, alraadende Skiæbne, hvis Magt vi ærbødig maa hylde, men med en | |
| Tilværelse, vi foragte, selv da, naar vi holdes af den. Herfra denne inderlige | |
| Sluttelse til disse, denne Sammensmelten med deres Væsen. Med dem ønske og | |
| haabe, klage og kiæmpe, blegne og falde vi. | |
| At det, der saa hæftig drager os til dem, netop er en Mangel | |
| paa den høieste Konst, tilstaaer jeg; men paastaaer ligesaa bestemt, at det er | |
| en Fylde af Poesie, der i den nye Tid stedse maa staae i et saadant Vexelforhold | |
| til Konsten, at de, tænkte i høieste Potens, ophæve hinanden. | |
| Dog, hermed har jeg i det høieste kun retfærdiggiort min | |
| individuelle Følelse, og der staaer altsaa tilbage at undersøge, enten Konsten | |
| eller Poesien bør yde os den høieste Nydelse. | |
| Schiller antager det første, og grunder sin Paastand derpaa, | |
| at man efter Nydelsen af et poetisk Drama føler sig dobbelt | |
| trykket | |
| af | |
| Virkeligheden, i hvilken man opvaagner af den korte Drøm. Derfor skal den sande | |
| Konst i sin høieste Idealisme være reel, og lære Mennesket at bevæge sig frit | |
| under den tunge Vægt, som om han selv havde lagt den paa sine Skuldre. | |
| Det er let at indsee, hvorledes Schiller har fattet denne | |
| Idee, samt at han fra sin Synspunkt har fuldkommen Ret. Det er gaaet ham, som | |
| det gik Göthe, og som det vel stedse maa gaae, selv de meest udmærkede Digtere, | |
| naar de komme saavidt, at de beskue sig selv. Efter at have bevæget sig i høiere | |
| Sværer | |
| , og, ledte af en uvilkaarlig Tvang, ladet Poesien træde opponerende frem | |
| imod Virkeligheden, føle de sig ulykkelige i det, deres Liv i den høiere Idee kun er kort og | |
| flygtigt; men den nødvendige Tilbagekomst til det Virkelige, fuld af dybeste | |
| Smerte. | |
| Det er vel umuligt for Digteren, at hæve sig til et uafbrudt | |
| høiere Liv, og han øiner da kun een Havn, som Steffens saare passende kaldte | |
| Forsoning med Tilværelsen. Han klynger sig fast til den Tanke, at der i | |
| Existencen selv slumrer en Evne, hvorved den kan hæve sig til høiere Betydning, | |
| og vinde nogen Liighed med den Tilværelse, han før anskuede, som dens Modsatte. | |
| At fremlokke denne Evne, at lade Friheden udvikle sig af Nødvendigheden selv, | |
| sætter han nu som sit høieste Virkemaal, og fatter saaledes Ideen om den høieste | |
| Konst. Heraf bliver det atter en nødvendig Følge, at han maa sætte den høieste | |
| Nydelse deri, hvor han troer at skue sit hele poetiske Livs nødvendige | |
| Resultat. | |
| Tanken, at Mennesket kan finde sig fri, ved frivillig at | |
| adlyde Naturens Love, og føle sig hævet over den, som Hersker, fordi den adlyder | |
| sin egen Lov, er en aabenbar Illusion; thi Frihed ophæver nødvendig | |
| Underkastelse, og denne hiin, ligesom man ikke hersker, fordi man ikke er den | |
| eneste, der lyder. Er det nu vist, at hiin Tanke maatte have Realitet, naar | |
| Nydelsen, som dens poetiske Fremstilling foraarsager, skulde være den høieste, | |
| og mangler nu denne Realitet, saa er det vel ogsaa beviist, at den høieste | |
| Nydelse ei her kan være tilstæde, skiøndt Nydelsen vist nok er høi for Digteren selv, da | |
| den, ham ubevidst, udspringer fra den poetiske Tilværelse, han stræber at | |
| omplante. | |
| Ikke, naar Indtrykkene paa alle vort Væsens Dele ere lige | |
| stærke, men naar vi tage Deel i Noget med vort hele Væsen, som Heelt, have vi | |
| den høieste Nydelse, og naar et Produkt skal skiænke os den, maa Poesien | |
| legemlig fremtræde i samme, hadet af Tilværelsen, og opløfte os med sig over | |
| den. Vor hele Natur er da opløst i en Taarestrøm; men Ahnelsen af det Evige | |
| omgiver den med sin | |
| Straalemur | |
| , saa intet af det Endelige, Usle, kan røre den, | |
| og vi leve da, ikke i en forædlet jordisk, men en overjordisk Tilværelse. | |
| At denne Nydelse er hastig svindende, og forbittrer, som | |
| Erindring, paa en vis Maade Menneskets Liv, tilstaaes; men, saa sandt, som vi | |
| troe, at Tilværelsen, hvortil vi i Nydelsens Øieblik opsvinge os, vil engang | |
| vinde varig Realitet, saa nødvendig maa vi ogsaa belægge den med Prædicatet: den | |
| høieste. | |
| Vil man end sige, at | |
| Gemyttet bør være frit under den høieste | |
| Nydelse, og at den uvilkaarlige Sluttelse til Poesiens Produkt kun bevirkes af | |
| de oprørte Lidenskaber, da maa jeg erindre, at det enkelte Udbrud af en | |
| Lidenskab i Livet vist nok forkynder Frihedens Ophør; men samle vi alle | |
| Lidenskaber i eet Begreb, da er deres Udtalelse den stærke Røst af en høiere Natur, og forkynde | |
| den høieste Frihed; thi Menneskets Frihed i høiere Forstand beskues i Evnen til | |
| at hæve sig paa en Punkt, hvorfra han kan nedskue paa Tilværelsen, sin i Livet | |
| overmægtige Fiende. | |
| Vilde man heraf slutte, at Grækernes Dramer ei skiænkede | |
| Grækerne selv den høieste Nydelse, da bedrog man sig atter; thi hos dem var | |
| Livet Poesie, og de ahnede intet Høiere. Beskuelsen af den rolige Strid og | |
| Undergang maatte skiænke dem den høieste Nydelse; thi ved det umiddelbare | |
| Forhold til det almægtige Fatum sattes de ved Siden af Guderne. | |
| Bruden fra Messina | |
| . | |
| Messinas Borgere, kiede af Fyrsternes Strid, have fordret | |
| af Moderen, at hun skal forlige dem. Hun har nu samlet begge sine Sønner hos | |
| sig, og paa Skuepladsen see vi Koret, deelt i tvende Halvkor. Det første | |
| bestaaer af Oldinge, det andet af Ynglinge. | |
| Korenes Anførere tale: | |
| Første Kor. | |
| Ærbødig jeg hilser | |
| Dig, brammende Halle, | |
| Dig, min Beherskers | |
| Glimrende Vugge, | |
| Taget, som hviler paa Søilernes Pragt. | |
| Dybt udi Skeden | |
| Hvile mit Sværd! | |
| Bundet ved Porten | |
| Stridens Uhyre med Slanger i Haaret! | |
| Thi den giæstmilde Vaanings | |
| Hellige Dørtræ | |
| Vogtes af Eden, Erinnernes Søn, | |
| Den rædsomste blandt Underverdnens Guder. | |
| Andet Kor. | |
| Vildt udi Barmen mit Hierte luer, | |
| Og min Haand er til Kampen hvalvt, | |
| Thi et Medusahoved jeg skuer | |
| Hist i min Fiendes forhadte Gestalt. | |
| Skal jeg unde ham Ordets Hæder? | |
| Neppe jeg stiller det sydende Blod. | |
| Skal jeg lyde det brusende Mod? | |
| Da jeg frygter for disse Steder, | |
| Hvor Eumeniden er dalet ned, | |
| Fra den herskende Gudefred. | |
| Første Kor. | |
| Viisere Fatning | |
| Alderen sømmer. | |
| Jeg, den Fornuftige, hilser da først. | |
| (Til det andet Kor.) | |
| Vær mig velkommen, | |
| Du, som med mig | |
| Broderlig samme | |
| Følelser deler, | |
| Frygtende ærer | |
| Dette Palladses | |
| Vogtende Guder. | |
| Da vore Fyrster samtale venlig, | |
| Ville og vi nu harmløse vexle | |
| Fredsomme Ord her med rolige Blod, | |
| Thi og den lægende Tale er god. | |
| Mødes vi atter paa luftige Slette, | |
| Hæve sig Kampens den blodige Jette | |
| ! | |
| Staalet da prøve det luende Mod! | |
| Hele Koret. | |
| Mødes vi atter paa luftige Slette, | |
| Hæve sig Kampens den blodige Jette | |
| ! | |
| Staalet da prøve det luende Mod! | |
| Første Kor. | |
| Fiendskab og Had ei opfylder vort Bryst. | |
| Staden, den ene, os begge undfanged', | |
| Hine udsprunge af fremmede Æt; | |
| Men, naar Fyrster hinanden bekrige. | |
| Tienerne skulle da myrde og dræbe; | |
| Saa er det Skikken, og saa er det Ret. | |
| Andet Kor. | |
| Selv maa de vide, | |
| Hvi de saa blodig | |
| Kæmpe tilsammen, ei gaaer det mig an. | |
| Men vi maa fægte deres Stride, | |
| Ei er han tapper, ei Hædersmand, | |
| Som vil sin Herre haanet vide. | |
| Det hele Kor. | |
| Men vi maa fægte i deres Stride, | |
| Ei er han tapper, ei Hædersmand, | |
| Som vil sin Herre haanet vide. | |
| En af Koret. | |
| Hør! hvad jeg, overladt til Tanken, | |
| Veiede hos mig paa ledig Vanken | |
| Hen ad de snevre, de yndige Gange | |
| Hist giennem Kornets gyldne Vange. | |
| Saalænge den grumme Kamp nu stod, | |
| Tankeløse vi vildt fremfore, | |
| Thi os bedaared det brusende Blod. | |
| Er da ei disse Sletter vore? | |
| Er den Sol da ei vores, hvis Lue | |
| Skaber og modner Rankens Drue? | |
| Kunde vi ikke i Nydelsens Fryd | |
| Harmløs leve fornøiede Dage, | |
| Lystig see Aarene rulle tilbage? | |
| Hvorfor skulle vi rasende drage | |
| Sværd og Skiold for den fremmede Æt? | |
| Ei den til disse Lande har Ret; | |
| Thi paa Skibet den hid er draget | |
| Hist fra Solens rødlige Nedgang, | |
| Giæstfri have vi den modtaget, | |
| (Vore Fædre, den Tid er lang) | |
| Nu som Trælle vi for den bukke, | |
| Under fremmede Aag vi sukke. | |
| En Anden. | |
| Godt! vi besidde et lykkeligt Land, | |
| Som den himmelomvankende Solgud | |
| Stedse beskuer med venlige Øie. | |
| Vi dets Blomster med Fryd kunde plukke, | |
| Dersom det kun lod sig spærre og lukke; | |
| Men os Havets trindtbølgende Vove | |
| Røber for de forvovne Korsarer, | |
| Der omsværme de Kyster saa nær. | |
| Vi en Velsignelse har at bevare, | |
| Som kun vinker Udlændingens Sværd. | |
| Landet kan ei sine Børn beskytte, | |
| Slaver vi ere i Fædrenehytte. | |
| Ei hvor om Agerens gyldne Held | |
| Pans den fredsomme Fløite toner, | |
| Hvor Jernet fremvoxer i takkede Field, | |
| Drotterne fødes til Jordens Throner. | |
| Første Kor. | |
| Naturen, den evig retfærdige Moder, | |
| Underlig uddeelte Livets Goder | |
| Til den flygtige Menneskeslægt. | |
| Os den skiænkede Fylde og Marv, | |
| Der sig skabende stedse fornyer; | |
| Mægtige Vilje fik hine i Arv. | |
| Før hvert Ønske, der luer i Barmen, | |
| Frygtelig Styrke nedlagdes i Armen, | |
| Jorden de fylde med tordnende Skrald; | |
| Men hvo Fieldets Tinde bestiger, | |
| Frister det dybe, det dundrende Fald. | |
| Derfor glad i det Lave jeg viger, | |
| Hyllende mig i min Svaghed ind. | |
| Flokke af Hagelens Kugler blande | |
| Sig med Skyens nedstyrtende Vande, | |
| Og i svulmende Bække sig gyde; | |
| Ned fra Bierget de skummende flyde, | |
| Og giennem Dalen sig brusende skyde, | |
| Broernes Hvælving og Dæmninger følger, | |
| Hvirvlende sig i de rullende Bølger, | |
| Intet kan standse de Vældiges Færd. | |
| Dog kun et Øieblik var deres Skaber, | |
| Og deres Vaner, det rædsomme Spor, | |
| Rindende hen giennem Sandet, sig taber; | |
| Kun i Forstyrrelsen Mindet end boer. | |
| De fremmede Hærjere komme og gaae, | |
| Vi adlyde, men fast vi staae. | |
| (Bagdørren aabner sig, og Donna Isabella træder ind mellem sine Sønner, Don Manuel, og Don Cæsar.) | |
| Begge Halvkor. | |
| Priser og ærer | |
| Solen, som hisset | |
| Straalende opstaaer! | |
| Knælende hylder jeg herlige Lys. | |
| Første Kor. | |
| Deilig er Maanens | |
| Mildere Klarhed | |
| Mellem de Stierners blinkende Glands. | |
| Liflig en Moders | |
| Kiærlige Høihed | |
| Mellem de Sønners ildige Kraft. | |
| Ikke paa Jorden | |
| Faae vi et lignende Billed at see. | |
| Blomstrende slutter | |
| Denne Gestalt | |
| Skiønheds-Kredsen paa Livets Tinde, | |
| Vi som Krone den stedse finde, | |
| Pryde det herlig fuldendede Alt. | |
| Skiønnere Kirken, den hellige, har ei | |
| Stillet paa Thronen i Himmelens Borg, | |
| Høiere danner | |
| Konsten end ikke den gudliig undfangne, | |
| End en Moder og hendes Søn. | |
| Andet Kor. | |
| Af sit Skiød hun med Glæde skuer | |
| Sig fremhæve en blomstrende Stamme | |
| Til Gienfødsels evige Liv; | |
| Thi hun haver en Slægt undfanget, | |
| Som skal stedse vandre med Solen, | |
| Give de rullende Tider sit Navn. | |
| Slægter bortviftes, | |
| Navne henklinge, | |
| Mørke Forglemmelse | |
| Breder de natindhyllede Vinger | |
| Ud over Tidens hensovede Æt. | |
| Derimod Fyrsters | |
| Ensomme Isser | |
| Glimre i Lys, | |
| Aurora dem kysser | |
| Med evige Straaler, | |
| Som Verdens fremragende Tind. | |
| Isabelle | |
| træder frem med sine Sønner. | |
| Sku ned til mig, du himmelhøie Dronning! | |
| Og hold paa dette Hierte fast din Haand, | |
| At Overmod med Svulmen det ei hæver. | |
| Thi let forglemmer sig en Moders Glæde, | |
| Naar den sig speiler udi Sønnens Glands. | |
| For første Gang, fra den Tid jeg dem fødte, | |
| Omfatter jeg min Lykkes Fylde heel; | |
| Thi indtil denne Dag, jeg maatte voldsom | |
| Det ømme Hiertes glade Udbrud dele; | |
| Forglemme maatte jeg den ene Søn, | |
| Naar ved den andens Nærhed jeg mig fryder. | |
| O een, kun een er Moderkiærligheden. | |
| Og mine Sønner vare stedse to! | |
| – Siig! tør jeg uden Banghed overgive | |
| Mig i det drukne Hiertes søde Vold? | |
| (Til Don Manuel.) | |
| Naar jeg din Broders Haand saa kiærlig trykker, | |
| Siig! støder jeg ei Dolken i dit Bryst? | |
| (Til Don Cæsar.) | |
| Naar ved hans Syn mit Hierte sig forlyster, | |
| Er det ei Rov fra dig? – O jeg maa frygte, | |
| At Kiærligheden selv, jeg Eder viser, | |
| Kun vil forøge Eders Fiendskabs Lue. | |
| (Efter spørgende at have betragtet dem.) | |
| Hvad tør jeg love mig af Eder? Siger, | |
| Med hvilket Hierte I er' komne hid? | |
| Er end det gamle, uforligte Had | |
| Med Eder fulgt herind i Fædreborg, | |
| Og venter Krigen hist ved Slottets Porte, | |
| Og tygger den, kun øiebliklig tæmmet, | |
| End skummende paa jernfaste Mile, | |
| For flux, saasnart I Ryggen mig har vendt, | |
| Med Raseri paa ny sig at løsrive? | |
| Koret. | |
| Fred eller Feide! End Lodderne ligge | |
| Hylled' i Fremtid for søgende Blikke. | |
| Snart vil sig hæve det skiulende Dække, | |
| Vi ere rede og rusted' til begge. | |
| Isabelle. | |
| O hvilket rædsomt Syn af Vaabenklædte! | |
| Hvad skulle disse her? Er det et Slag, | |
| Hvortil man sig i disse Sale ruster? | |
| Hvortil et saadant Vidne, naar en Moder | |
| Sit Hierte vil for sine Børn udgyde? | |
| O frygte I da selv i Moders Skiød | |
| For Trædskheds Snarer, lumsk Forræderi, | |
| Da Eders Ryg I saa forsigtig dække? | |
| – O disse vilde Bander, som Jer følge, | |
| Som rask adlyde Vredens Vink, de ere | |
| Ei Eders Venner. Troer aldrig dog, | |
| At de med kiærlig Hu vil Eder raade? | |
| Hvor kunne de af Hiertet Eder ynde, | |
| Udlændinge? den Æt, der sig indtvang, | |
| Med Magt fordrev dem fra en arvet Throne, | |
| Og svinged' sig paa Herresædet op? | |
| Tro'r mig! det ønske Alle, for sig selv | |
| At leve frit, kun lyde egen Lov, | |
| Og fremmed Herskab kun af Nød udholdes. | |
| Den Lydighed, som de saa gierne nægted', | |
| De vise kun af Frygt for Eders Magt. | |
| O! lærer dog den falske Slægt at kiænde, | |
| Der, avindsyg, sig vil ved Skadefryd | |
| Paa Eders Lykke, Eders Storhed hævne! | |
| Kun Herrens Fald og Fyrstens Undergang | |
| Er Stof til deres Sange, og de Sagn, | |
| Som Oldefædre lære yngre Slægt, | |
| Naar Vintren dem ved Arnestedet samler. | |
| – O, mine Sønner! fiendtlig, falsk i Sind | |
| Er Verden, og Enhver sig selv kun elsker. | |
| Usikkre, skiøre ere alle Baand, | |
| Som Lykken snoede med lette Finger, | |
| Og Lune løser, hvad kun Lune knytted'. | |
| Naturen kun er trofast, ene den | |
| Kan hvile paa en evig Ankerbund, | |
| Naar Storme drive Alt omkring paa Livets Bølger, | |
| Kun Følgesvende kiøber man med Guld, | |
| Tilbøielighed ene Vennen skaber. | |
| Vel den, som Fødselen en Broder gav! | |
| Ham Lykken Intet give kan, thi medskabt | |
| Er Vennen ham, og dobbelt strider han | |
| Imod en Verden, fuld af Krig og List. | |
| Koret. | |
| Ja som de glimrende Stierner paa Himmelens Bue | |
| Jeg min Fyrstinde maa ære, thi blid, | |
| Som de, og med rolige Klarhed hun skuer | |
| Ud over Menneskets Vandel og Id. | |
| Vi, som Forvildede, famle i Mørke, | |
| Drives afsted giennem Livets Ørke. | |
| Isabella | |
| til Don Cæsar. | |
| Du, som dit Sværd imod din Broder drog, | |
| See dig omkring i hele denne Hob! | |
| Hvor er et Billed', ædelt som din Broders? | |
| (Til Don Manuel.) | |
| Hvem mellem disse, som du kalder Venner, | |
| Tør stille sig ved Siden af din Broder? | |
| Enhver af Eder er sin Alders Mønster, | |
| Ei overgaae, ei vige I hinanden. | |
| O, trodser Nids og Avinds Raseri, | |
| Og vover dog hinanden at beskue! | |
| Ham vilde du blandt Tusinde udseet, | |
| Til Ven ham kaaret, til dit Hierte | |
| Ham sluttet, som den Eneste. | |
| Og nu – da ham den hellige Natur | |
| Dig gav, og alt i Vuggen skiænked', træder | |
| Du, som en Synder mod dit eget Kiød, | |
| Dens Skiænk med Stolthed under Fødder, | |
| Dig kaster i en mindre Værdigs Arm, | |
| Til Fiender og til Fremmede dig slutter. | |
| Don Manuel. | |
| Hør mig, min Moder! | |
| Don Cæsar. | |
| Moder, o hør mig! | |
| Isabella. | |
| Nei, denne sørgelige Strid med Ord | |
| Ei endes kan. – Her kan ei Mit og Dit, | |
| Og Hævnen ei fra Brøden mere skilles. | |
| – Hvem vilde søge gamle Leie, hveden | |
| Hin Svovelstrøm sig glødende udgiød? | |
| Naar Ætnas Ild med haarde Fødselssmerte | |
| Sig har fremkiæmpet, hviler Lavaelven | |
| Med Truen over Dødeliges Hoved. | |
| Og paa Forstyrrelse hvert Fodtrin vanker. | |
| – Kun Eet jeg Eder lægge vil paa Hierte: | |
| Det Onde, som en Mand, den myndige, | |
| Tilføier Manden, det, saa vil jeg troe, | |
| Tilgives og forsones neppe, Manden | |
| Han vil sit Had, og ingen Tid forandrer | |
| Beslutninger, han velbetænksom fatted'. | |
| Men Eders Fiendskabs Udspring taber sig | |
| I uforstandig Barndoms aarle Tid, | |
| Og selv dets Alder burde det afvæbne. | |
| Spørg selv! hvad var det, som Jer først adskilte? | |
| I veed det ei, og hvis I det udfandt, | |
| I vilde Jer for Børnekævlen skamme. | |
| Og dog det er den første Barnetvist, | |
| Der, gienfødt i en ulyksalig Kiæde, | |
| Blev Sæden til de sidste Dages Skiændsel; | |
| Thi alle slette Handler, som I hidtil dreve, | |
| Kun vare Hævnens og Mistankens Sønner. | |
| – Og denne Drengefeide ville I | |
| Fortsætte end, nu da I ere Mænd? | |
| (Hun griber Begges Hænder.) | |
| O, mine Sønner! kom, beslutter Eder | |
| Til Regningen giensidig at udslette, | |
| Thi Eders Uret er paa begge Sider lige. | |
| Stormodig, Ædle! skiænke I hinanden | |
| Den ubetalelige store Giæld! | |
| Den gudligste blandt Seire er Forsoning. | |
| I Eders Faders Grav nedkaster hint | |
| Det gamle Had fra spæde Barndomstid! | |
| Til Enighed og kiærlige Forsoning | |
| Opofrer Eders nybegyndte Liv ! | |
| Koret. | |
| Hører en Moders formanende Tale! | |
| Visselig taler hun vægtige Ord. | |
| Krigen ophøre, og Hadet sig svale! | |
| Eller vedbliver med Feide og Mord! | |
| Hvad Eder lyster, behager mig vel, | |
| I ere Herrer, og jeg er kun Træl. | |
| (Efterat have tiet en Stund, og forgiæves ventet en Yttring af Brødrene, bliver hun ved med undertrykt Smerte.) | |
| Ei veed jeg mere nu, thi Ordets Kogger | |
| Forgiæves jeg udtømte, spildte Bønnens Kraft, | |
| I Graven hviler han, som vældig Eder tæmmed', | |
| Og Moderen staaer kraftløs mellem Eder. | |
| – Fuldender! fri er Eders Magt, adlyder | |
| Dæmonens Bud i Raseriets Færd! | |
| Husgudens Alter Jer ei helligt være, | |
| Lad denne Sol, som skued' Eders Fødsel, | |
| Og nu beskue Eders Vexelmord! | |
| Udrydder Jer for Eders Moders Øine | |
| Med Eders egen, ei med fremmed Haand! | |
| Bryst imod Bryst, som det thebanske Par, | |
| Fast favnende med Jernets Arm hinanden, | |
| Gaaer paa hinanden ind, og kiæmper modig! | |
| Indborer Dolken i hinandens Bryst, | |
| Ombytter Liv med Liv, og seirer Begge! | |
| Ei Døden da skal Eders Tvedragt læge, | |
| Men Flammen selv, hin Ildens røde Støtte, | |
| Tvekløvet skal fra Eders skumle Grav | |
| Sig hæve, blusse op i to adskilte Luer, | |
| Som Eders Livs og Døds det gyselige Billed! | |
| (Hun gaaer.) | |
| Jeg vil ikke dennesinde bebyrde Publikum med mere, og blot med | |
| Hensyn paa Oversættelsen tilføie, at jeg under samme havde det dobbelte Maal, | |
| tro at giengive Originalens Ideer, og saalidet som muligt erindre Læseren om, at | |
| han havde en Oversættelse for sig. Ogsaa stræbte jeg at beholde Originalens Ord | |
| og Versemaal, men dette var i det mindste ikke mig stedse muligt, uden at glemme | |
| mit Maal. | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig, | |
| Kandidat i Theologien. | |