| Et Par Ord i Anledning af det forkyndte Sørgespil: Signe | |
| Det er andet at komme sligt frem, | |
| End hver kan tænke og vide . | |
| Johannes Franciscus. | |
| Disse gyldne Ord, som stande i | |
| Æreverset til Mester | |
| Anders Søfrensen Vedel | |
| , foran | |
| Udsættelsen af Saxo | |
| , runde mig flux i Tanke ved Synet af | |
| et utrykt Sørgespils andens Akts | |
| fierde Scene, som findes i Martshæftet af | |
| Minerva. | |
| Naar den dybe Følelse udtaler sig i Ord, da skabes et nyt | |
| Sprog, som kun Faa monne forstaae; men naar den præger sig i Handling, da troe | |
| næsten Alle at kunne omfatte den, fordi Alle dog kunne efterligne Handlingens Skygge, der træder frem for det ydre | |
| Øie. At denne Tro er meget ilde grundet, seer Enhver, og dog møde vi i | |
| Litteraturen ofte dens Bekiændere. | |
| Signe og Hagbarth ere formodentlig alle Læsere bekiændte af | |
| Suhms | |
| Fortælling | |
| , eller er maaskee | |
| ogsaa den gaaet af Moden, som en ubehagelig Erindring om, at det engang saae | |
| anderledes ud i Nord? Dog, saameget har man | |
| dog vel hørt, at hine Tvende vare | |
| to forelskede Narre, der agtede Kiærlighed høiere end Livet. | |
| Af dette Æmne byder Hr. Dampe | |
| os en Bearbeidelse, og jeg skal, efter en forudskikket almindelig Bemærkning, | |
| stræbe at vise, om vi skylde ham Tak. | |
| Sørgespillet, eller rettere, for ei at nære vrange Begreber, | |
| Dramaet, bør, som ethvert Konstværk, anskues heelt; men ligesom Forstanden kan i | |
| Maleriet skiælne mellem Omridset, Gestalten, og Koloriten, saaledes kan den og i Dramaet adskille Stoffet eller Fortællingen, | |
| Materien eller Gemytterne, og Formen eller det poetiske Klædemon. | |
| Man seer lettelig, at ingenlunde den første af disse Dele, | |
| tænkt for sig selv, er et Noget, men at kun de tvende sidste ere vigtige, og at | |
| det altsaa er fra Poesiens Side ligegyldigt, enten Stoffet er et historisk | |
| Faktum, eller ikke. | |
| Vil man søge et historisk Stof, da maa man aldrig glemme, at | |
| Kamp og poetisk Kamp er Dramaets Væsen; men vil Digteren, at hans Produkt skal | |
| ved Stoffet vinde mere Interesse, da maa han vælge et, som tillige indslutter | |
| Grundtrækkene til et Billede af høiere Gemytter. Herved er virkelig meget | |
| vundet, da et saadant Stof, liig en høiere Aand, styrer hans Fied; men han er da | |
| ogsaa forbundet til at lade sig styre, og virkelig udvikle hine Grundtræk. Det er kun det blotte Stof, han | |
| har Ret til at forandre, og vover han at indtvinge en Betydning, forskiællig fra | |
| den, Historien kiædede til Stoffet, da har han overtraadt Pagten, og sikkerlig | |
| vil Stoffet hævne sig ved at søndre Produktets Eenhed. | |
| Et mærkeligt Exempel have vi i | |
| Shakespears | |
| Hamlet | |
| . | |
| Stoffet er hentet fra den poetiske Kamps sande Fædreland, fra gamle Nord; men, skiøndt Figuren er sand poetisk, | |
| opdage vi dog ei mindste Spor af den Form, Poesien antog i Norden. Hvem kan beundre hiin evige Mindestøtte, den | |
| herlige Digter reiste sig, og dog ønske den anderledes bygget? Men hvem kiænder | |
| Grunden, hvorpaa den hviler, og ønsker ikke at kunne bortflytte den fra en | |
| Jordplet, i hvilken ganske andre Erindringer ere rodfæstede! | |
| Er det nu saa, da maa det kaldes ubetinget Pligt for hver den, | |
| som vil hente Stof fra Norden, at han kiænder | |
| det, og beskuer det poetisk. Han maa udfinde Handlingens strænge Forbindelse med | |
| Tilværelsen i hin gamle Tid, hvis Foster den | |
| var, og derefter passe dens Klædning. Skeer det ikke, da have vi Ret til at | |
| dadle selv den bedste Digter; thi han udrev da voldsom et Led af den Kiæde, han | |
| enten burde givet heel, eller ladet være ganske urørt. | |
| Træder derimod En frem med Noget, der skal være kommet fra gamle Nord, skiøndt vi kun faae at see | |
| Handlingens kraftløse Gienfærd, klædt i Usands | |
| og Hverdagsphraser, da bør | |
| saadant strængt paatales; thi en dobbelt Forbrydelse er det, at give noget Slet, | |
| og dog ville paatrykke det Oldtidens Stempel. | |
| Af egen Erfaring veed jeg, hvor let man ved første flygtige | |
| Blik lokkes til at fremstille gamle Nord, fordi | |
| Alt der synes | |
| givet | |
| , og er det under en vis Betingelse ogsaa; men jeg veed | |
| tillige, at hver den, som fik nogen Sands for de Gamles Runestave, og i det Hele for Poesie, vil snart indsee sit | |
| Arbeids Usselhed, og tilintetgiøre det, fordi han seer Norden tilintetgiort i det. | |
| Hr. D. har viist Agtelse for | |
| Publikum ved at give en Prøve, og han vil sikkert, for sin egen, for Publicums, | |
| og især for gamle Nordens Skyld, aldrig lade et | |
| Sørgespil komme for Lyset, i hvilket nærværende Scene kunde passe. At han ikke | |
| bør, trængte vel neppe til Beviis; men jeg ønskede at overbevise ham selv, og | |
| skal man dømme efter de fleste Bearbeidelser, vi have af Oldtiden, turde nogle | |
| Vink ei være saa ganske overflødige. | |
| Hagbarth og Signe | |
| vare | |
| Nordboer, Asernes Dyrkere. Dette er Synspunkten, hvorfra Digteren strax vilde | |
| betragte Handlingen, naar han fandt den passende til sit Øiemed. | |
| Hvorledes elskede Nordboen? | |
| Dybt, inderlig, og glødende, men uden Frygt; thi han vidste: | |
| at Nordens Mø oplivedes af Ilden i Kæmpens Barm; at hun var tro som | |
| en Fostbroder; at hans Arm var stærk til at værge ham og den Elskede, og endelig | |
| at han, faldende i Striden, skulde klæde | |
| Hærfaders Bænk, ja engang nyde den herlige Løn, at kæmpe mod Jetter for Odin og | |
| Freja | |
| . Han vidste, at Andres | |
| Sværd faldt tungt som hans, og derfor spildte han ei den løbende Tid med usle | |
| Komediescener; men hensank i fuld Nydelse af Øieblikket. Han var ingen svækket | |
| Halvmand, og kunde derfor ei heller glædes | |
| ved at see sin Elskede lide. | |
| Nordens Mø elskede, som hun | |
| maatte, for at elskes af en Saadan. Med Skioldet | |
| værgede hun sin Elsker i Kamp; med Kyssets lægende Olie helede hun hans dybe | |
| Saar; og paa hans Bautasteen besvimede hun ikke, men nedsank livløs. Saaledes | |
| elske Signe og Hagbart selv hos | |
| Saxo | |
| , og monne de være de eneste? See vi ikke | |
| Ogn | |
| , hvor hun stander paa Høien at skue sin | |
| Elskers Kamp med Oddur hiin stærke, og varme | |
| det kolde Jern i sit Blod, da Hergrim falder? | |
| See vi ikke Helga, hvor stivt hun stirrer paa | |
| Gunlaugs Kaabe, indtil det sortner for | |
| Øiet, og hun er ikke mere? Ja beskue vi ikke netop saaledes | |
| Urtypen | |
| for Nordboens Kiærlighed, Freja? | |
| Han træde frem, Gudspotteren Loke, med sit hele Følge, der skiændede Freja ved at kalde hende Nordens | |
| Venus! de træde frem! og gientage de da med en Lyd Bespottelsen, da | |
| frygte de sig for de Danskes klirrende Sværde! | |
| See, hvor i Nattens | |
| Øde hun træder | |
| Lønlige Veie, | |
| Vandrer til Hyndla, | |
| Spaavise Qvinde, | |
| For at udforske | |
| Othars den gudlige | |
| Æt, som de vrede | |
| Norner i Mørket | |
| Hyllede ind! | |
| See, hvor hun sorgfuld | |
| – | |
| Hnossis | |
| den kiærlige | |
| Moder – saa vide | |
| Vandrer om Lande, | |
| For at oplede | |
| Elskede Othar | |
| , | |
| Som fra de skinnende | |
| Sale bortflygted', | |
| Drevet af Nornernes | |
| Grusomme Bud! | |
| Ei kan hun Døden | |
| Skue, før Surturs | |
| Luende Arme | |
| Vældig omfavne | |
| Himmel og Jord. | |
| Skiønne som Guldet, | |
| Tunge som Guldet, | |
| Taarer dog stadig | |
| Fra den Graadfagres | |
| Øie nedrinde, | |
| Pryde og væde | |
| Blussende Kind. | |
| Man har sagt, at de gamle Skialde ei have synderlig besiunget Kiærlighed, og været nær ved, deraf at | |
| uddrage Slutningen, at vore Fædre dog nok egentlig ei forstode at elske, men kun | |
| med Haanden strede om Qvindens Eie, som Akil og Atriden med Munden om den rosenfarvede Briseis. Sandt er det, at vi intet finde af hiint sentimentalske Væv, | |
| hvormed Kiærlighed i senere Tider vanskabtes paa Prent; men opvoxte den sande | |
| Kiærligheds vidunderlige Plante i vor egen Barm, da ville vi finde den pragtfuld | |
| prange i Qvadene om Brynhild og Hialmar | |
| , som | |
| i Mytherne om Freja og Frej.Man erindre sig her Skirners Reise. | |
| Næst efter disse sidste kiænder jeg intet Digt, der mere | |
| levende vidner om de Gamles dybe Følelse, end det eddiske Digt: Fiølsvins Mal; og dersom det lykkedes mig, at meddele Læseren ogsaa kun en liden Deel af | |
| den Interesse, jeg føler for gamle Nord, vil | |
| han neppe fortryde, her at finde en kort Udsigt | |
| over dette Kvæde. | |
| Hvem de handlende Personer ere, lader sig ei saa meget let | |
| bestemme; men det kan ogsaa her, hvor vi kun have med deres Gemytter at giøre, | |
| være fuldkommen ligegyldigt. | |
| Nornerne have skilt Svipdag fra | |
| Menglad | |
| , og utrøstelig | |
| indslutter hun sig med sine Møer paa et Slot, og omgiver det med flagrende Luer, | |
| for uforstyrret at lade Sorgens og Længselens, Frygtens og Haabets Qvad gienlyde | |
| i de høie Sale. | |
| Giennem mange Farer, over Vindens kolde Veie, fremkiæmper Svipdag sig endelig til Menglads Bolig. Som Fremmed stædes ham ei Adgang, og han | |
| henvises til atter at vandre Ulves Veie giennem | |
| mørke Skove; men han veed, hvad han søger, og svarer: | |
| Naar stirrende Øie | |
| Ved Synet opfyldes | |
| Af Sødhedens Vande, | |
| Da nødig det vender | |
| Sig bort fra sin Lyst. | |
| See, hisset jeg skuer | |
| De guldfagre Sale, | |
| Som glimre i Gaarden, | |
| Og Siælen saa gierne | |
| Vil stilles i dem. | |
| Efter at have prøvet Vægterens | |
| Vid, spørger Svipdag: | |
| Mon Nogen det undes, | |
| I Menglads de søde | |
| Arme at sove? | |
| og faaer til Svar: | |
| Kun Svipdag allene, | |
| Ei Andre det undes, | |
| I Menglads de søde | |
| Arme at sove. | |
| Ham blev til Qvinde | |
| Lovet den fagre, | |
| Solskære Mø. | |
| Beruset raaber han da: | |
| Bank nu paa Dørren, | |
| Oplad nu Porten, | |
| Her seer du Svipdag. | |
| Faa den kun vide | |
| Villjen, som Menglad | |
| Har til min Elskov. | |
| Menglad tør ikke fæste Tro til | |
| det glade Budskab, og siger truende: | |
| Dersom du lyver, at | |
| Svipdag hiin unge | |
| Langt fra er kommet | |
| Hid til min Sal, | |
| Da dine Øine skal | |
| Hugges i Galgen af | |
| Graadige Ravne; | |
| men saasnart hun overtydes om, at det er Sandhed, udbryder | |
| hun: | |
| Vær da velkommen! nu | |
| Haver jeg fanget | |
| Fuglen, som bortfløi, | |
| Ønskernes Fugl. | |
| Kysset skal følge den | |
| Venlige Hilsen; thi | |
| Stor er den Glæde, som | |
| Uventet Syn af | |
| Den Elskede vækker. | |
| Længe jeg sad paa | |
| Den glimrende Borg, | |
| Vented' dig Dage, og | |
| Vented' dig Nætter. | |
| Nu jeg dig skuer, | |
| Dig, som jeg vented', | |
| Atter du kom dog, | |
| Svend! til min Sal. | |
| Svipdag. | |
| Inderlig længtes du | |
| Efter min Elskov, | |
| Høieste Attraa | |
| Følte jeg stedse | |
| Efter den Gammen, som | |
| Nydes hos dig. | |
| Nu er det Sandhed, at | |
| Vi skal fortære | |
| Alder og Tider i | |
| Sluttede Favn. | |
| Hvilken Modsætning, naar vi, efter at have med høi Følelse | |
| stirret en Tidlang paa det nedrullede Teppe, vandre bort fra dette Kiærlighedens | |
| Tempel, og kaste et Blik paa den ny Signe! | |
| Paa ti lange Sider qvæler Hagbarth hende, uden at vilde give sig | |
| tilkiænde, og det blot for at have den Glæde, at see og at høre sin Elskedes | |
| Vaande over hans Død. | |
| Vare nu endda Signes | |
| Udtalelser virkelig poetiske, da kunde vi øiebliklig glemme, hvem der skulde | |
| males, og føle med hende; men, o vee! maa vi ikke flygte, saasnart hun udbryder: | |
| Død! – hvorfor spurgte jeg! død er | |
| han, siger du, | |
| Død er min Ven, og jeg, jeg lever dog endnu? | |
| Naar hun segner ned paa sit Leie, sigende: at hun lever dog endnu! maa man da ikke | |
| uvilkaarlig føres hen til Katastrophen i Kiærlighed | |
| uden Strømper | |
| ? | |
| Fra hvilken Idee om Poesie udstammer Følgende: | |
| Signe. | |
| O Siæl! af dig udfoer | |
| Det sidste Haab, | |
| Thi hvad mit Hierte havde, er borte. (!!!) | |
| Elskov (?), Glæde, Salighed, o Skiæbne! | |
| Har du bortjaget, som Billeder, | |
| Spøgende med den urolige Siæl. | |
| Thora. | |
| O Nat! – see! det Stille | |
| Taler jo, Mørket jo ynkes over dig (?) | |
| O Mø! jeg seer din Taare | |
| Trille i Natten. | |
| Ak Arme! Arme! | |
| Du har ei mere. | |
| Ikke vil jeg heraf anføre mere, og ei udvikle den klare | |
| himmelvide Forskiæl mellem dybe, søndrede Toner, hvori Siælens Krampetræk | |
| ligesom afpræge sig, og hine forvirrede Lyd uden Sands; thi var det ei Figurer fra gamle Nord, der paadigtedes Sligt, da vilde jeg aldrig omtalt Noget, | |
| der er saa hverdags. Det er ikke nok, at man forgiæves søger et Glimt af Asalæren; thi Signe er endog ligesaa god Kristen, som En af os. Man høre hende sige | |
| om Hagbarth: | |
| Ja, hisset, hisset han hører, | |
| End hører han, hører han denne | |
| Afmægtige, klagende Stemme, | |
| End lever han, ja du har | |
| Ret, | |
| Og der, hvor han lever, | |
| Ham snart skal jeg skue. | |
| Mit Haab! du opvaagner, jeg hilser dig, | |
| End har jeg tilbage | |
| End de Ulyksaliges Haab, | |
| Hos ham, hos ham skal jeg leve, | |
| Da endes mit Liv (?) og min Klage. | |
| Skulde man ikke virkelig troe, at man her hørte en af Nutidens | |
| kiøbenhavnske Damer snakke væk i Takten fra Ballet i Aftes, eller er det maaske | |
| dog Signe, som vil til Valhal? | |
| Til Slutning vil jeg anmærke, at vi i Sandvigs | |
| Levninger af Middelalderens Digtning have | |
| en skiøn Vise om Habor og Signe | |
| . | |
| Anmærkningen kunde synes overflødig, dersom det ei vidstes, at man i vor Tid | |
| over de fem Skaaler og deres Jevninge glemte | |
| aldeles hine gamle Sange, hvoraf dog mange ere den herligste Poesie.Jeg vil her blot nævne: | |
| inderlig Kiærlighed | |
| , | |
| Hellelilles Vise | |
| , | |
| det tredobbelte | |
| Mord | |
| , og den, som vel burde staae øverst: | |
| den | |
| fortalte | |
| Uskyldighed | |
| . Hvem kiænder de med disse Navne betegnede | |
| Qvad, uden at gløde ved Mindet! Hvi nøler dog | |
| Oehlenschläger med, efter Løfte, at lade den afviskende Haand glide sagtelig | |
| hen over Middelalderens Sange! Maaskee vilde dog en Tonekonstner føle sig | |
| begeistret til, ved siælegribende Melodier at indtvinge dem paa deres gamle | |
| Plads i Nord, hvorfra de forjoges af | |
| deels frivole, deels sandsløse Viser. O | |
| hvilke dybe forædlende Indtryk vilde de da ei giøre paa | |
| Nordens voxende | |
| Mø, | |
| der nu selv i Sangen maa indsuge Forfængelighedens og Koketteriets dræbende | |
| Gift! Det var intet Under, at man glemte dem; thi naar man drikker Døden pærefuld, og tager | |
| Flasken med til Lethes Bred, for igien at | |
| komme hiem til de fulde Tønder, da kan man vist nok ei finde Behag i at | |
| siunge: | |
| Det var stolte Signelille, | |
| Satte Ild i hver en Vraa, | |
| Sig selver monne hun qvæle, | |
| Alt under de Bolster blaa, | |
| Og det blot af Kiærlighed og Troskab. | |
| Risum teneatis | |
| amici! | |
| Dog, hver Tid har sin Kiæphest, og om man end troer, at vor Tids | |
| er den bedste, bør jo dog hver Tid beholde sin egen, og man vil da ei fortænke | |
| mig i, at jeg troer, Visens Forfatter i denne | |
| Henseende langt overgaaer | |
| Signes ny Digter, naar han beskriver Maaden, | |
| hvorpaa Hagbart gav sig tilkiænde, | |
| saalunde: | |
| Habor. | |
| I sige mig, stolte Signelil'! | |
| Mens vi er' ene to, | |
| Er der Ingen i Verden til, | |
| Som Eders Hu staaer paa? | |
| Signe. | |
| Jeg ingen veed i Verden til, | |
| Som min Hu stander paa, | |
| Foruden Habor, Kongens Søn. | |
| Ham maa jeg ikke faae. | |
| Habor. | |
| Og er det Habor, Kongens Søn, | |
| I have i Hiertet saa kiær, | |
| Saamænd viid, stolte Signelill'! | |
| Han ligger Eder alt saa nær. | |
| Dog, maaske er det over saadant Noget, Damerne nuomstunder | |
| rødme, og i saa Fald beder jeg meget om Forladelse, da denne uvante Ting vel i | |
| flere Henseender turde være til Uleilighed. | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig. | |